Jeg kan tænke mig, at verden gerne vil vide, hvordan vores gadeudsmykning klarer sig i det tilstundende efterår.
Her er de aktuelle tidender fra nærmeste hold: Blandet.
Paraplyforbistring
Paraplysandwich
Jeg har opdaget, at Fredrik Backman blogger, og nu læser jeg fast med. Han er ganske enkelt underholdende, og jeg griner tit højt.
Fredrik Backman er den svensker, som har skrevet romanerne En mand der hedder Ove og Britt-Marie var her. Jeg kan anbefale begge. Hvis I ikke har læst dem, så gør det. Især Ove har gjort lykke her i huset. Først lyttede jeg og anbefalede den til Morten. Han startede på den over bilens højttaler, mens han og Astrid var på sommerferietur. Hun var dengang ti år og lyttede med, blev grebet og fik siden lydfilerne lagt ind på sin mobiltelefon. Hun har nok hørt bogen fire eller fem gange nu og griner stadig højt over udvalgte – mange! – passager. Sagt på en anden måde: Det er en bog skrevet for voksne, men den kan altså også nydes af børn. Der er død og sørgelige ting i den, men også masser af humor og fremfor alt fine beskrivelser af relationer imellem mennesker, og det hele giver mulighed for at få snakket om livet og om at agere i det.
Begge romaner er indlæst af Thomas Gulstad, og han gør det godt. Grevindens faste læsere ved, at man kan være uheldig med lydbogsindlæsere, men her er der ikke noget at komme efter.
Tilbage til Backmans blog. Her skriver han akkurat lige så underspillet morsomt med stærke strejf af sarkasme, som han gør i sine bøger, om sine hverdagsbetragtninger, oplevelser, familie, tanker og omgivelser. Dette replikskifte med konen, som han ikke altid synes forstår ham, er en af mine favoritter. Og denne betragtning om børneopdragelse.
Fredrik Backman skriver selvfølgelig på svensk, og det skal man jo kunne læse for at finde mening i skriverierne. Men så svært igen er svensk ikke, og man bliver jo kun bedre, hvis man øver sig. Jeg synes i hvert fald, det er et besøg værd.
Kolla in honom.
For længe, længe siden blev vi stillet en gang rengøring i udsigt af ejendomsadministrationen. Da lejligheden ovenpå blev gennemrenoveret, kom håndværkerne undervejs til at prikke hul i vores loft, så vi i en periode dagligt kom hjem til små pudsbunker på gulvene, og stukken slog revner. Nogle andre håndværkere kom til at glemme at proppe et sløjfet vandrør til, inden de åbnede for vandet, hvorefter der i løbet af kort tid plaskede temmelig meget vand ned i Lasses værelse. Det ene med det andet. Vi måtte kompenseres med noget rengøring, når hele renoveringen var overstået, lovede værten. Da lejligheden ovenpå var færdig, blev vores lofter repareret. Det involverede både murere og malere, som tydeligvis ikke var hyret til også at gøre rent efter hvirvlende stukstøv.
Vi har indløst rengøringskortet. I dag har der været professionelle kittelfolk i vores hjem. Vi kunne tydeligt se det, for samtlige billeder hang skævt, da vi kom hjem. Det er et smart visitkort at efterlade. “Så kan de se, vi har tørret billederne af…”. Man kan også se det på gulvet. Fnugfrit og rengøringsmiddelduftende. Vi er glade.
Se! Rent.
I går opdagede vi en bule i min bil. Nogen eller noget har givet den et blødt tryk bagerst i den ene side under ruden. Sådan lige i albuehøjde. Eller bildørhøjde. Eller hjørnet-af-en-stor-bil-højde. Heldigvis har lakken ikke taget skade, og kaster man sine allermildeste øjne på det, kan det kaldes en skønhedsplet. Et ærgerligt ar.
Jeg har ingen som helst ide om, hvor længe bulen har været der. Jeg aner ikke, hvornår det er sket eller hvor. Siden ingen har givet sig til kende for at vedgå sin dumhed, har jeg ikke nogen at klandre eller nogens forsikring at melde det til.
Nu har jeg meldt det til internettet.
I haven ved mit barndomshjem står to mægtige birketræer ved hver sit hjørne af stuehuset. De har været der hele mit liv og i næsten hele generationen før min. Min mormor fik dem plantet en gang i 1930’erne, og min mor, der er født i 1926, kan huske at de blev plantet. De var store, da jeg var barn i 60’erne, og nu er de decideret kæmpestore. Jeg tror aldrig, jeg har set så store birketræer. De overlevede den decemberstorm, som væltede det store moreltræ, som var lige så gammelt som birketræerne, og de klarede stormen et par år efter, hvor flere af havens gamle frugttræer tippede om. De ser stadig stærke og sunde ud.
Se hvor stort træet er. Eller se mig. Jeg er den lille grå ting nede ved græsset.
Min bror og svigerinde bor på gården. Forleden blev jeg spurgt, om det ikke føles mærkeligt, at der bor nogle andre i mit barndomshjem. Hvis de nu har lavet det hele om. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg synes, det er dejligt, at der bor mennesker, jeg kender, for det giver mig anledning til og mulighed for stadig at komme der. Selvfølgelig har de lavet en masse om, det er jo deres hjem, og det er mine tre niecers barndomshjem. Men det er også min mors barndomshjem. Og min mormors. Og mit og mine brødres. Og det har været fire vidt forskellige hjem, for hver gang der er kommet en ny generation mand og kone på gården, er der selvfølgelig blevet lavet en masse om, så det barndomshjem jeg ser i mit hoved, er ikke det samme som det, min mor ser, og hendes mor igen har husket noget helt tredje, ligesom mine niecer som de senest udflyttede også har deres eget billede.
Men birketræerne er de samme. De er bare blevet større. Se, jeg kan kun lige akkurat nå rundt. Og det er den eneste grund til, at det billede blev taget. Ikke fordi jeg er en nostalgisk barndomsbirketræskrammer. Det var faktisk første gang, jeg omfavnede det træ.
Men det var rart, at jeg måtte komme og gøre det. Fordi jeg kender dem, der bor der.
Lægge vasketøj sammen. Vande blomster. Hænge vasketøj op. Bære gæsteseng i kælderrum. Spise en høj snegl. Tage kontaktlinser på. Skrive en indkøbsseddel. Ringe til mor. Gå stille fordi nogen stadig sover. Spille Candy Crush. Kaste blikke ned i gården på en flok snakkende og summende receptionsgæster ved den nye frisørsalons åbent-hus-arrangement. Det var efter at jeg tog kontaktlinser på, så jeg kunne se så langt. Inden da lyttede jeg bare. Tænke kloge tanker. Tage noget andet tøj på end nattøj. Køre i haven og bese jorderne. Drikke kaffe. Plukke bønner. Grave kartofler op. Lytte bog. Fintænke kloge tanker. Købe ind. Grille rødspætter fra fiskekassen, der kom i går. Kysse på kæreste.
I dag er en dag, hvor alle mulige løsrevne og forskellige småting putter sig ind og bliver brikker, der tilsammen danner et stort og broget billede af en dag midt i september. En god dag, tror jeg. Jeg har allerede sat fluebenet.
