Jeg fandtes og findes

Som den yngste i en søskendeflok på tre deler jeg formodentlig skæbne med mange andre 3’ere, der ikke har fået den samme fotomæssige opmærksomhed som vores ældre søskende. Vi er født ind i familier, som allerede havde fuld fart på, da vi kom, og tiden til at skrive lange fortællinger i ’Barnets Bog’ og rette kameraet i vores retning var tydeligvis sluppet op ved barn nummer to.

Vores familiealbum slutter med tre billeder af mig i barnevogn. Derefter holdt far og mor åbenbart op med at fotografere. Siden fik størstebror kamera, og familiebillederne fra jeg var to-tre år er derefter havnet i hans fotoalbum. Som befandt sig på hans værelse, hvor der ikke automatisk var adgang for lillesøster.

Nu har jeg imidlertid fundet et bevis på, at jeg også eksisterede mellem jeg var et halvt år og tre år gammel. På billedet ses vi tre børn og vores farfar på terrassen hjemme på gården. Der vokser vinranker mellem dannebrogsvinduerne på stuehuset, og den mindste tulle på farfars knæ er altså mig. Jeg fandtes.

Baggrunden for at billedet er dukket op er dog uendelig trist. Min bror, den mellemste i vores flok, ham der sad på det andet knæ dengang for næsten tres år siden, er død. Blandt andet derfor har jeg været stille på bloggen i hele januar. Det kræver megen mental energi på mange planer at skulle håndtere et nærtstående dødsfald og et bo for anden gang på få måneder. Jeg er stadig i gang med at bearbejde, både ting og tanker, imens mit eget liv heldigvis går videre.

Og det var midt i al denne oprydning, at det lille foto pludselig lå mellem nogle af hans papirer og gjorde mig helt glad.

Mægtige birke

I haven ved mit barndomshjem står to mægtige birketræer ved hver sit hjørne af stuehuset. De har været der hele mit liv og i næsten hele generationen før min. Min mormor fik dem plantet en gang i 1930’erne, og min mor, der er født i 1926, kan huske at de blev plantet. De var store, da jeg var barn i 60’erne, og nu er de decideret kæmpestore. Jeg tror aldrig, jeg har set så store birketræer. De overlevede den decemberstorm, som væltede det store moreltræ, som var lige så gammelt som birketræerne, og de klarede stormen et par år efter, hvor flere af havens gamle frugttræer tippede om. De ser stadig stærke og sunde ud.

Se hvor stort træet er. Eller se mig. Jeg er den lille grå ting nede ved græsset.

birk1

Min bror og svigerinde bor på gården. Forleden blev jeg spurgt, om det ikke føles mærkeligt, at der bor nogle andre i mit barndomshjem. Hvis de nu har lavet det hele om. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg synes, det er dejligt, at der bor mennesker, jeg kender, for det giver mig anledning til og mulighed for stadig at komme der. Selvfølgelig har de lavet en masse om, det er jo deres hjem, og det er mine tre niecers barndomshjem. Men det er også min mors barndomshjem. Og min mormors. Og mit og mine brødres. Og det har været fire vidt forskellige hjem, for hver gang der er kommet en ny generation mand og kone på gården, er der selvfølgelig blevet lavet en masse om, så det barndomshjem jeg ser i mit hoved, er ikke det samme som det, min mor ser, og hendes mor igen har husket noget helt tredje, ligesom mine niecer som de senest udflyttede også har deres eget billede.

Men birketræerne er de samme. De er bare blevet større. Se, jeg kan kun lige akkurat nå rundt. Og det er den eneste grund til, at det billede blev taget. Ikke fordi jeg er en nostalgisk barndomsbirketræskrammer. Det var faktisk første gang, jeg omfavnede det træ.

Men det var rart, at jeg måtte komme og gøre det. Fordi jeg kender dem, der bor der.

birk2

Barndomshjem

Jeg boede samme sted de første tyve år af mit liv. Jeg har et barndomshjem.

Mine børn har ikke et barndomshjem. De har mange. Eller ingen. Mit ældste barn boede i Nykøbing Mors det første år af sit liv. Det kan hun ikke huske. I Viborg boede hun med far og mor tre forskellige steder. Det første sted kom en lillebror til, det andet sted kom en lillebror mere til. Så var der et par år i kernefamilie med far, mor og tre børn.

Far og mor blev skilt, og mor har siden boet seks år ét sted og snart seks år et andet sted. Far har efter en første omskiftelig tid på forskellige adresser nu boet over ti år det samme sted.

Det er vel det hus, der kan kaldes den mest stabile adresse i mine børns opvækst.

Hvad gør det ved dem? Er de blevet rodløse eller har det snarere rustet dem til at forholde sig til og indrette sig efter livets forandringer? Jeg tror egentlig det sidste.

Jeg opfatter ikke mig selv som en rodløs eller flakkende person. Alligevel har jeg i tidens løb drevet mine venner ud i at anskaffe nye adressebøger, fordi jeg helt selv havde brugt alle felterne under B ved mine evindelige flytninger. Sådan blev mit liv bare. Efter de første stabile tyve år hos mine forældre på gården drog jeg ud i verden og flyttede hele tiden videre, inden det blev nødvendigt at male. I øjeblikket bor jeg på adresse nummer 13 i mit voksenliv, og det længste jeg har boet ét sted, er seks år.

Min datter lyder ikke, som om hun savner et sted at kunne kalde sit barndomshjem. Det er lidt lige meget, siger hun. Jeg håber, at det er fordi hun har haft det vigtigste omkring sig hele tiden: mennesker og værdier, der vægtede højere end de fysiske rammer.

IMG_3159