31. december 2015 | den store bunke |
Stormen havde sat spor ude ved jagthytten. En mægtig fyr var væltet omkuld og havde taget en lille birk med sig, hvis eneste fejltrin var, at den havde stillet sig lidt for tæt i ly af den store. Under de to rødder var der blevet en hule så stor, at man næsten kunne bo i den. Jeg gik ind i rodhulen, og Astrid råbte op i skræk, at dét må man aldrig gøre, for man ved aldrig, om den lige “klapper tilbage, og så siger det bare ’småkage’!!!” Det har hun jo ret i, og det er godt at vide, at hun har hørt efter, hvad de voksne har sagt, men lige det her træ lå nu fuldstændigt stabilt og udgjorde absolut ingen småkagetrussel.
Faktisk viste det sig, at faren lå på den anden side af rodklumpen. Mit ben gik igennem, da jeg klatrede rundt oppe ved stammen, og så hang jeg der som Ronja Røverdatter, da hun trådte igennem den snedækte skovbund og taget på rumpenissernes hule, og de hængte vuggen med Lille gossen på hendes støvle, der hang ned fra loftet. Det her, I ved:
Men tænk alligevel, at jeg har så lange ben. Billedet viser det jo tydeligt.
Og tænk alligevel, at det var mig der havde så travlt med, at Astrid ikke skulle tage sit nye tøj på i skoven, for “man ved aldrig lige, hvor beskidt man bliver”. Næ.
20. september 2015 | den store bunke |
I haven ved mit barndomshjem står to mægtige birketræer ved hver sit hjørne af stuehuset. De har været der hele mit liv og i næsten hele generationen før min. Min mormor fik dem plantet en gang i 1930’erne, og min mor, der er født i 1926, kan huske at de blev plantet. De var store, da jeg var barn i 60’erne, og nu er de decideret kæmpestore. Jeg tror aldrig, jeg har set så store birketræer. De overlevede den decemberstorm, som væltede det store moreltræ, som var lige så gammelt som birketræerne, og de klarede stormen et par år efter, hvor flere af havens gamle frugttræer tippede om. De ser stadig stærke og sunde ud.
Se hvor stort træet er. Eller se mig. Jeg er den lille grå ting nede ved græsset.
Min bror og svigerinde bor på gården. Forleden blev jeg spurgt, om det ikke føles mærkeligt, at der bor nogle andre i mit barndomshjem. Hvis de nu har lavet det hele om. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg synes, det er dejligt, at der bor mennesker, jeg kender, for det giver mig anledning til og mulighed for stadig at komme der. Selvfølgelig har de lavet en masse om, det er jo deres hjem, og det er mine tre niecers barndomshjem. Men det er også min mors barndomshjem. Og min mormors. Og mit og mine brødres. Og det har været fire vidt forskellige hjem, for hver gang der er kommet en ny generation mand og kone på gården, er der selvfølgelig blevet lavet en masse om, så det barndomshjem jeg ser i mit hoved, er ikke det samme som det, min mor ser, og hendes mor igen har husket noget helt tredje, ligesom mine niecer som de senest udflyttede også har deres eget billede.
Men birketræerne er de samme. De er bare blevet større. Se, jeg kan kun lige akkurat nå rundt. Og det er den eneste grund til, at det billede blev taget. Ikke fordi jeg er en nostalgisk barndomsbirketræskrammer. Det var faktisk første gang, jeg omfavnede det træ.
Men det var rart, at jeg måtte komme og gøre det. Fordi jeg kender dem, der bor der.
