19. februar 2022 | den store bunke |
Jeg er vild med Fredrik Backman. Og sådan er dét.
Fredrik Backman er ham, der har skrevet blandt andet En mand der hedder Ove (i øvrigt fremragende filmatiseret med Rolf Lassgård som Ove), Britt-Marie var her, Min mormor hilser og siger undskyld, Folk med angst (som er blevet en fin og tro miniserie på Netflix) og Bjørneby-trilogien, der handler om et lille samfund langt mod nord i de svenske skove.
De fleste af hans romaner handler faktisk om små samfund, bredt defineret. Samfund og individer. Om mennesker, relationer, kærlighed, passion, sport, angst, om at skille sig ud, være som de andre, frygt for at være det, frygt for ikke at være det. Om had, skam, regler – definerede og usagte, foragt, vold, politik, sammenhold, forbilleder. Om at blive voksen og om at være det.
Fredrik Backman skriver forunderligt og vidunderligt, klogt og koncist, billeddannende, modsætningsfyldt. Betragtende, beskrivende, indsigtsfuldt, enkelt. Jeg elsker sproget, formuleringerne, sætningerne.
Jeg har læst eller lyttet alt, hvad han har skrevet – bortset fra en enkelt julenovelle, har jeg lige opdaget. Nu er jeg i gang med tredje og sidste del af Bjørneby-serien, og jeg nyder hvert sekund.
Den er indlæst af Thomas Gulstad. Sådan skal dét være. Det SKAL det. Han har indlæst alle Backmans bøger, og det kan ikke være anderledes. Hans stemme er Backmans stemme for mig, og jeg ville blive virkelig skuffet, hvis jeg skulle vænne mig til en andens. Så lad være med at lave om på dét, lydbogsredaktører. Og Thomas … du kan også bare lige vove!
Hvis I ikke har læst noget af Fredrik Backman, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang. Hvis I har, synes jeg bare, I skal kaste jer over resten. Uanset om I læser med øjne eller ører.
Nå, tilbage til Bjørneby.
13. april 2019 | den store bunke |
Vi har været til bogreception i Fjand i dag, og sikke en dag. Det var det allerdejligste solskinsvejr at præsentere resultatet af flere års arbejde i. Bogen hedder “Bønder og badegæster” og handler om gården Illeborg i Fjand ved Nissum Fjord i Vestjylland. Forfatteren er Mikael Bramsen, og i dag samlede han 30-40 mennesker, som har bidraget til den på den ene eller den anden måde, til en virkelig, virkelig fin eftermiddag på Illeborg. Morten og jeg har blandt andet bidraget med den grafiske opsætning, derfor var vi med. Jeg har skrevet lidt om vores del af det, her og her, men ventet med at råbe min begejstring over det færdige resultat ud mod alle verdenshjørner, til barnet var helt officielt.
Og det er det nu. Der var tale og tak i klaverstuen, alle var begejstrede og bevægede, og der var åbent hus, traktement og summende snak rundt i gårdens stuer.
Hvordan fortæller man – kort, hvad der gemmer sig i en bog på 264 sider med mere end 450 billeder? Det havde vi brug for at gøre i en anden sammenhæng, og det gjorde jeg sådan:
“Badehotellets” fiktive univers findes i virkeligheden
Danmarks badehoteller havde deres storhedstid i starten af 1900-tallet, hvor det var forbeholdt de økonomisk mest velstillede borgere at holde ferie ved havet. I disse år søger mange tilbage til denne ferieform, og derfor er TV-serien “Badehotellet” blevet så stor en succes.
Seriens ferienostalgi afspejler en tidsånd, som de fleste kun kender fra TV2’s populære fiktion. Men ved den jyske vestkyst findes et sted, hvor virkeligheden overgår fantasien. Det er dette sted, Mikael Bramsens bog “Bønder og Badegæster” handler om.
Illeborg er en strandingsgård i Fjand, på kanten af Vesterhavet. Fiskeri, strandingsgods og landbrug udgjorde en hård og beskeden levevej for Illeborgs beboere, familien Græm.
I 1919 kom Mikael Bramsens bedsteforældre, et direktørpar fra hovedstaden, til egnen på badeferie og blev indkvarteret i strandingsstuerne på Illeborg, fordi der var optaget på badehotellet i Bjerghuse. Det blev starten på et livslangt venskab mellem to meget forskellige familier og kulturer, de københavnske bedsteborgere og de fattige vestjyske bønder. Familien Bramsen fortsatte, i alle ferier i skiftende årstider, med at komme tilbage til gården i Fjand.
Mikael Bramsen, der ejer og bor på Illeborg i dag, fortæller gårdens og egnens historie, om de barske levevilkår i en fattig egn i Vestjylland. Samtidig er bogen en slægtsfortælling om hundrede års tilknytning og kærlighed til vestkysten og gården Illeborg i Fjand.
Så altså, bogen er både en fortælling om selve gården og om de mennesker, den har rummet gennem tiden. Et udvidet familiealbum, kan man sige.
Jeg er simpelt hen så pavestolt af den bog. Det er først og fremmest Mikaels værk, men jeg synes virkelig, at alle der var med i dag, skal være stolte.
Louise Bramsen, Mikaels farmor, der kom til Illeborg første gang for hundrede år siden.
18. februar 2019 | den store bunke |
Bogen er sendt til tryk. Hvilken bog der er tale om, kan du læse her.
Det er virkelig rart og meget tilfredsstillende. Samtidig efterlader det en lidt tom fornemmelse. Det er mere end halvandet år siden, vi gav forfatteren håndslag på, at det manuskript, han syslede med, kunne vi da godt hjælpe ham med at give et flot hylster. Vi havde ikke prøvet det før, men hvilede trygt i troen på, at vi kunne gøre det godt.
Og nu er filerne ude af vores hænder. Overladt til trykkeri og bogbinder for at blive til en rigtig bog. 264 sider i hårdt bind, og med mere end 400 fotos. Vi har gjort det bedste vi kunne, og jeg synes selv, det er blevet godt. Jeg glæder mig vildt til at se den færdig.
Det er jo kun udseendet – opsætning og indpakning, vi kan tage æren for. Indholdet er forfatterens fra ende til anden. Og da jeg har læst det hele mere end én gang, kan jeg roligt sige, at Mikael har givet os en både velskrevet, spændende, rørende og varm fortælling.
Hvem ved, måske anmelder jeg den, når jeg har et færdigt eksemplar i hånden. Så vil jeg i hvert fald rose layoutet.
Indtil da slapper jeg lidt af.
24. september 2015 | den store bunke |
Jeg har opdaget, at Fredrik Backman blogger, og nu læser jeg fast med. Han er ganske enkelt underholdende, og jeg griner tit højt.
Fredrik Backman er den svensker, som har skrevet romanerne En mand der hedder Ove og Britt-Marie var her. Jeg kan anbefale begge. Hvis I ikke har læst dem, så gør det. Især Ove har gjort lykke her i huset. Først lyttede jeg og anbefalede den til Morten. Han startede på den over bilens højttaler, mens han og Astrid var på sommerferietur. Hun var dengang ti år og lyttede med, blev grebet og fik siden lydfilerne lagt ind på sin mobiltelefon. Hun har nok hørt bogen fire eller fem gange nu og griner stadig højt over udvalgte – mange! – passager. Sagt på en anden måde: Det er en bog skrevet for voksne, men den kan altså også nydes af børn. Der er død og sørgelige ting i den, men også masser af humor og fremfor alt fine beskrivelser af relationer imellem mennesker, og det hele giver mulighed for at få snakket om livet og om at agere i det.
Begge romaner er indlæst af Thomas Gulstad, og han gør det godt. Grevindens faste læsere ved, at man kan være uheldig med lydbogsindlæsere, men her er der ikke noget at komme efter.
Tilbage til Backmans blog. Her skriver han akkurat lige så underspillet morsomt med stærke strejf af sarkasme, som han gør i sine bøger, om sine hverdagsbetragtninger, oplevelser, familie, tanker og omgivelser. Dette replikskifte med konen, som han ikke altid synes forstår ham, er en af mine favoritter. Og denne betragtning om børneopdragelse.
Fredrik Backman skriver selvfølgelig på svensk, og det skal man jo kunne læse for at finde mening i skriverierne. Men så svært igen er svensk ikke, og man bliver jo kun bedre, hvis man øver sig. Jeg synes i hvert fald, det er et besøg værd.
Kolla in honom.
