16. august 2017 | den store bunke |
Dag 3? Hold da op. At der allerede er gået tre hele dage tilbage på arbejdsmarkedet efter færdig og veltilbagelagt sommerferie kunne godt tyde på, at tiden ganske enkelt har fået så meget fart på, at det er jul lige om lidt. Men hey, når det er jul, er lyset vendt igen, og dagene er på vej til at blive længere. Og dét kan vi godt lide, ikke?
Men altså.
Med udsigt til en aftenhimmel, der er væsentligt mørkere end på samme tid for de efterhånden næsten fire uger siden, da jeg gik på ferie, sidder der én (mig), der er træt, fordi det har været en lang dag. Den tredje lange dag, siden ferien sluttede.
Jeps, jeg er i gang med hverdagen igen. Jeg må stå tidligt op for at være et sted til en bestemt tid og kan ikke bare vente, til jeg vågner og har lyst til at stå op. Jeg må koncentrere mig om opgaver, endda flere timer ad gangen. Det er jeg slet ikke vant til. Og jeg skal huske at gå i seng i ordentlig tid og ikke drikke vin hver dag. Måske.
Men når jeg tænker over det, føles det fuldstændig i orden. Jeg har haft tre dejlige uger. En i Norge med Morten, en i Hamborg med husstanden og en i kolonihaven med mig selv, og enkeltdage ind imellem med forskelligt og forskellige. Alle mine behov er dækket, og hvor er det rart at kunne sige dét.
Det har ikke engang været slemt eller specielt hårdt at starte på arbejde igen. Det er en rar fornemmelse.
Men jeg er træt i dag. Tredjedagen er altid kritisk. Tredje dag på en skiferie, hvor man synes, det går helt godt og slipper koncentrationen og kommer til skade. Tredje dag efter en fødsel, hvor man græder og græder og slet ikke kan håndtere alle de hormoner. Tredje dag på arbejde efter en ferie, hvor trætheden viser sig efter to dage på koncentreret speed.
Jeg drikker et lillebitte glas vin og øver mig i at gå tidligt i seng. Det er også i mellemtiden blevet helt mørkt. Og måske jul?
3. august 2016 | den store bunke, Heldige mig, Køkkenskriverier |
På visse områder er det helt i orden, at hverdagen er ved at finde sit gamle mønster igen. Ja ja, vel er jeg træt, når jeg kommer hjem fra arbejde og går i fare for bare at klatte omkuld på sofaen. Lige i dag er trætheden måske også forstærket af regn og gråvejr – og at jeg som sædvanligt (dér var det med hverdagen igen!) er kommet til at gå for sent i seng og dermed få sovet for lidt. Og ja ja, helt dagligt er det alligevel ikke, for Morten og mindsten har udnyttet de sidste dages skolesommerferie til at tage på sheltertur på Fyn – og øv for regn og gråvejr i den forbindelse, for resten.
Men der, hvor hverdagsvanerne er velkomne, er på kokkeområdet. Lasse er færdig med at være på udlandsferie, og det er onsdag! Onsdag er hans maddag.
Jeg kom ind af døren klokken halv fem og hørte som det første lyden af emhætten. På komfuret stod en gryde. Og der duftede godt. Kokken var ikke at se. Jeg kiggede ind på værelset. “Hvad koger du?” “Sådan noget … bøf…” “Bøf?!?” “Ja, det skal simre”.
Jeg har lindet på låget. Det simrer. Der er også noget tomat og noget løg dernede. Det dufter godt! Måske skal vi også have nogle af de alsaciske knefles, han købte i Strasbourg. Det er ægnudler, jeg tror, de hedder Spätzle på tysk. Jeg er spændt.
Under alle omstændigheder stornyder jeg, at juniorkokken er på hjemmebane igen.
Måske skulle jeg også lige udnytte den tid, jeg slipper for ved komfuret, til at gå en runde med støvsugeren. Det kan i hvert fald aldrig skade. Hverken at omgivelserne bliver en smule renere eller at skærpe appetitten med fysisk arbejde.
Denne hverdagsonsdag er god ved mig.
15. marts 2016 | den store bunke |
“Hvad skal du lave i aften?”, spurgte Morten, da han for lidt siden gik ud af døren til et helaftensarrangement med spisning und Alles.
“Om lidt skal jeg ud at løbe en tur, og så skal jeg lave aftensmad, og så skal jeg hænge vasketøj op, og så skal jeg skype med Laura, og så skal jeg reparere din sweater og mine bukser (det sagde jeg ikke, men det kan jeg se, at jeg skal), og så skal jeg bare sådan… slappe af, vel”.
Han syntes, det lød som en god plan, sikkert også det punkt, jeg ikke sagde, fordi jeg først kommer i tanker om det nu, og så dampede han af sted.
Jeg er ikke helt kommet i gang endnu, så jeg har indset, at jeg ikke når det hele, og derfor sorteret noget fra. Det er en moden beslutning, synes jeg. Ikke stresse, ikke presse. Voksent.
Jeg regner ikke med, at jeg behøver at gøre rede for, hvad jeg udsætter til i morgen. Man vil måske huske, at mit hoved stadig er sart efter lørdagens metalvagt.
4. januar 2016 | den store bunke |
Det var bestemt ikke gennemtænkt, det der med at starte på arbejde efter en dejlig lang juleferie. Det kom bare.
Først var det noget med at stå op tre timer før jeg plejer. Faktisk havde jeg veltilfreds sagt blot få aftener før (på den anden side af midnat), at det med at gå sent i seng og stå sent op, det er dét jeg er lavet til.
Så var det noget med at gå i bad, selv om min seng var et indlysende bedre sted. Og noget med at finde på tøj, som var noget andet tøj end rummeligt fleece, strik og stretch.
Så var det noget med at lave madpakker og vække en 3.g’er, som ikke ville op, fordi han havde fri i første modul, og det mente han nu nok, at han havde sagt.
Så var det noget med at sætte sig ned i en iskold bil og køre af sted i morgenmørket. Det var også noget med at lytte til bog, der har været temmelig forsømt i to uger, fordi jeg ikke har kørt ret meget alene og heller ikke har hverken løbet eller støvsuget i den tid, og dét var dejligt. Både at lytte igen og ikke have støvsuget eller løbet.
Så var det noget med at drikke kaffe. Der ramte jeg ikke helt rigtigt med dagsmængden, kunne jeg mærke i maven, da jeg kørte hjem om eftermiddagen.
Så var det noget med at løse nogle arbejdsopgaver, og det gik egentlig helt godt. Men så var det også noget med skulle registrere tid og huske, hvad jeg havde lavet flere timer før og skrive det rigtigt ind i et skema. Det brugte vi ikke hjemme i ferien. Der var det nok at sige ud i luften, at jeg havde lavet en kande te eller været nede med skraldeposen eller taget boller op af fryseren.
Så var det noget med, at det var mørkt igen, da jeg kom hjem. Og at det der hverdag fortsætter i morgen klokken 06.
Nu er det noget med igen at gå lidt for sent i seng til, at det virker rimeligt at skulle stå så tidligt op. Og at jeg måske har vænnet mig til det midt i februar.
Hvor det næsten er forår.
Ikke?
6. november 2015 | den store bunke |
“Folk der arbejder, skal sørge for ikke at arbejde om lørdagen”, sagde min mor i telefonen.
Det var ikke hovedemnet i vores samtale, men vi nåede dertil ad en tangent, fordi det under snakken gik op for hende, at det er fredag, og at der venter en weekend forude og dermed fridage for mig. For hende – og for andre, der ikke er i skolesystemet eller på arbejdsmarkedet – er der ikke den store forskel på hverdage og weekenddage.
Og så var det, hun kom til at tænke på konklusionen på en undersøgelse, hun havde læst om i avisen eller set i fjernsynet. Travle folk skal huske at holde fri, når de har fri. Altså lade være med at arbejde hjemme og på den måde mindske risikoen for at blive stressede.
Det vidste vi godt. Intet nyt under solen der.
Men det ledte os ind i en snak om, hvad det er for noget arbejde, man skal holde sig fra. Er havearbejde arbejde, og må man grave sin have om lørdagen? Er rengøring arbejde? Hvis nu – altså HVIS nu – man syntes, rengøring var den fedeste måde at slappe af på, måtte man så godt gøre hovedrent i hele hytten – altså HVIS? Der er jo nogen, som har de ting som deres travle, lønnede beskæftigelse.
Selvfølgelig ved vi godt, hvad det handler om, og hvem det er, der skal geare lidt ned med hvad, og huske at koble fra, så deres motor ikke brænder sammen. Og vi blev enige om, at det må være op til hver enkelt, hvad han eller hun slapper bedst af med, og folk må lave havearbejde eller hovedrengøring, som det passer dem. Sådan er vi så kloge, mor og jeg. De kunne bare have spurgt os, inden de bekostede den undersøgelse.
Og for en sikkerheds skyld gør jeg, som mor siger. Jeg har haft travlt i denne uge, og i morgen er det lørdag. Det er bedst, hvis jeg holder mig fra både havearbejde og rengøring.
