23. september 2015 | den store bunke |
For længe, længe siden blev vi stillet en gang rengøring i udsigt af ejendomsadministrationen. Da lejligheden ovenpå blev gennemrenoveret, kom håndværkerne undervejs til at prikke hul i vores loft, så vi i en periode dagligt kom hjem til små pudsbunker på gulvene, og stukken slog revner. Nogle andre håndværkere kom til at glemme at proppe et sløjfet vandrør til, inden de åbnede for vandet, hvorefter der i løbet af kort tid plaskede temmelig meget vand ned i Lasses værelse. Det ene med det andet. Vi måtte kompenseres med noget rengøring, når hele renoveringen var overstået, lovede værten. Da lejligheden ovenpå var færdig, blev vores lofter repareret. Det involverede både murere og malere, som tydeligvis ikke var hyret til også at gøre rent efter hvirvlende stukstøv.
Vi har indløst rengøringskortet. I dag har der været professionelle kittelfolk i vores hjem. Vi kunne tydeligt se det, for samtlige billeder hang skævt, da vi kom hjem. Det er et smart visitkort at efterlade. “Så kan de se, vi har tørret billederne af…”. Man kan også se det på gulvet. Fnugfrit og rengøringsmiddelduftende. Vi er glade.
Se! Rent.
5. februar 2015 | den store bunke |
Lejligheden ovenpå er ved at blive renoveret. Det indebærer blandt andet, at gulvene deroppe skal lægges om og isoleres bedre, så både varme og lyd holdes på hver sin side af etageadskillelsen. Da vores husvært for en måneds tid siden annoncerede det forestående arbejde og beklagede, at det nok ville give os nogle gener i form af stillads, støj og støv, sagde han samtidig, at vi måtte sige til, hvis det gav os ekstra rengøringsbøvl, for så måtte han jo sættte et rengøringsfirma på.
Vi tror, at de er i gang med gulvene i øjeblikket. I går kom vi hjem til hul i loftet og puds på gulvet. Havde det været lige dér, vi ville placere vores højere-end-til-loftet-juletræ, havde det jo været en fin forberedelse. Men juletræet skal slet ikke stå i det rum. Så vi informerede ejendomsadministratoren, som har givet beskeden videre til sjakbajsen. Ham mødte jeg i gadedøren i morges, og han spurgte, hvor slemt det var med vores loft. Jeg opfordrede ham til at ringe på og vurdere det ved selvsyn, for der var stadig nogen hjemme.
Han var tydeligt lettet over, at skaden ikke var større, og derefter fik han øje på Mortens opsatser på væggen og komplimenterede særligt én af dem, og det var hans anledning til at trække samtalen i en helt anden retning og trække stakkels Morten gennem hele sit jagttrofæbilledgalleri på håndværkermobilen.
Og nå jo, der kommer en maler en af dagene og udbedrer loftskaden.
Jeg synes, skaden er stor nok til at udløse det omtalte rengøringsfirma.
8. maj 2014 | den store bunke |
I 1997 flyttede jeg i min første ejerbolig. Et fint rødt trediverhus i et godt kvarter. Vi boede der i to år, inden vi rykkede videre, fordi det alligevel blev for småt til børnefamilien, men da vi indtog huset, havde jeg egentlig en forestilling om, at det var mit skæbnehus.
For oppe på spidsloftet, under taget, lå en stak aviser. Det var hovedsageligt JyllandsPosten, men i stakken lå en enkelt Fyns Tidende. Det er min barndoms avis, den mine forældre holdt, og fundet af sådan en var i sig selv specielt, eftersom vi befandt os i Viborg.
Men det surrealistisk sære var, at avisen var fra lige præcis den søndag, jeg blev født. Ikke bare samme dato i et tilfældigt år, men selve min fødselsdag. Og det var den eneste avis fra den dag og den eneste fynske avis, som lå på loftet i det hus, vi havde købt.
Jeg har ingen som helst ide om, hvilken historie der ligger bag. Jeg kan ikke tænke mig til noget som helst “Det er nok fordi …”. Jeg besluttede bare, at det nok var forsynet eller noget andet højere, som havde sendt mig i retning af det hus, og så skulle vi sikkert være sammen for altid, huset og jeg. Det skulle vi ikke, men avisen tog jeg med mig.
Det var en meget varm sommer i 1959; det havde også været varmt for min mor at være gravid, og avisens forside er prydet af et foto, der viser en lille tulle, som sidder i sin barnevognskasse i vandkanten.
Sommeren var tør, høsten gik tidligt i gang, og en vældig hedebrand truede Borrislejrens 10.000 tdr. land store skydeterræn. Det er en af forsidehistorierne. En anden fortæller om en nordjysk landmand, der er død af bladanforgiftning under sprøjtning af frugttræer. “Man mener, at Andersen er blevet forgiftet af den forstøvede sprøjtevædske i den stillestaaende luft i haven. Han er faldet om, og i faldet har han revet laaget af beholderen, hvis indhold er løbet ud over ham.” Tragisk!
Man ventede besøg af den russiske ministerpræsident, og det fremgår af en anden forsidehistorie, at hovedansvaret for hr. Krustjevs liv og færden i Danmark var lagt i hænderne på rigspolitichef Heide-Jørgensen, og at over 2000 politifolk på en eller anden måde ville blive sat til at overvåge den russiske statsgæsts skridt under opholdet i Danmark. Og det selv om Krustjev havde anmeldt et følge på kun 20 personer, hvoriblandt hans hustru, hans to læger, hans massør, hans og fruens frisør, hans adjudantskab og et sekretariat.
Inde i avisen kan man blandt meget andet læse om klipningen af hækkene i Egeskov slotspark, et interview med Grete og Claus Walter, at dårlige nerver er en ret almindelig sygdom blandt vore soldater, om en slagteriarbejder der vil være Haarbys Zoo-direktør, om rok og rul-optøjer i Kolding efter premieren på filmen “Rock around the clock”, at Bahamontes som den første spanioler vandt Tour de France, at en dame havde været klemt fast i væltet bil ved Fuglsbølle kirke, at Kerteminde Bio spillede den dejlige farvefilm Familien Trapp, og at fjernsynet sendte følgende program: 9.00 og 13.30 Prøvebillede, 20.00 Aktuelt, 20.15 TV te’ vands; den første af 3 udsendelser paa sommerlørdage, 21.00 Søndagsvejret.
Og hvad med trafikken? Jo, nogle ting har aldrig ændret sig.
På motorsiden kan man læse, at det første eksemplar af Skodas sportsluksusmodel ’Felicia’ er kommet til landet.
Og på bagsiden er de tegneserier, som var noget af det første, jeg lærte at læse. Hunden Tjavs, Rasmus Klump og det københavnske cykelbud Carlt.
Fyns Tidende blev i 1969 blev købt af Fyens Stiftstidende, som drev avisen til 1979. Derefter var den bare en side i Fyens Stiftstidende, og efter yderligere ti år forsvandt den helt.
Men mit eget helt særlige eksemplar af avisen, som på forunderlig og uransagelig vis kom mig i hænde – hvad er chancen lige?, det passer jeg på.
5. december 2013 | den store bunke |
DR2 har kørt stormfjernsyn hele eftermiddagen, de sociale medier flyder over af betragtninger om vind og uvind, og jeg vil egentlig gerne slutte mig til flokken af folk, der synes det er lidt overdrevet med den – undskyld mig – storm, der er blevet pisket op i medierne.
Men jeg kan faktisk ikke ret godt lide vejret. Jeg var glad for at køre Hvide T ned i parkeringskælderen og komme hjem i lejligheden. Men der var da ingen fred. Ved 18-tiden var det faktisk lidt vildt. Virkelig voldsomme vindstød, som blæste dørene op inde midt i lejligheden. Selv om entredøren var låst og alle dobbeltvinduerne forsvarligt haspede og skunkene er nyisolerede. Pludselig lød et brag oppe på loftet, som om noget væltede. Jeg var oppe med en lommelygte for at se, om jeg skulle tage landlordkappen på mig, ligesom dengang der var femten centimeter fygesne på loftet. Der blæste en stiv modvind deroppe, men lyskeglen fra min lille MacLite afslørede ikke noget slemt. Jeg fandt ikke ud af årsagen til braget.
Så jeg gik ned og lavede en kande te og en portion havregrød og følger godt med i Bodils (dét navn – but why?) hærgen i hele landet.
Og smiler ad eftermiddagens Radioavisvært, der stillede videre til reporteren ved vestkysten: “Hva’ så, Peter, har Bodil givet dig et godt blæs?”
Stormsikring
