Mægtige birke

I haven ved mit barndomshjem står to mægtige birketræer ved hver sit hjørne af stuehuset. De har været der hele mit liv og i næsten hele generationen før min. Min mormor fik dem plantet en gang i 1930’erne, og min mor, der er født i 1926, kan huske at de blev plantet. De var store, da jeg var barn i 60’erne, og nu er de decideret kæmpestore. Jeg tror aldrig, jeg har set så store birketræer. De overlevede den decemberstorm, som væltede det store moreltræ, som var lige så gammelt som birketræerne, og de klarede stormen et par år efter, hvor flere af havens gamle frugttræer tippede om. De ser stadig stærke og sunde ud.

Se hvor stort træet er. Eller se mig. Jeg er den lille grå ting nede ved græsset.

birk1

Min bror og svigerinde bor på gården. Forleden blev jeg spurgt, om det ikke føles mærkeligt, at der bor nogle andre i mit barndomshjem. Hvis de nu har lavet det hele om. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg synes, det er dejligt, at der bor mennesker, jeg kender, for det giver mig anledning til og mulighed for stadig at komme der. Selvfølgelig har de lavet en masse om, det er jo deres hjem, og det er mine tre niecers barndomshjem. Men det er også min mors barndomshjem. Og min mormors. Og mit og mine brødres. Og det har været fire vidt forskellige hjem, for hver gang der er kommet en ny generation mand og kone på gården, er der selvfølgelig blevet lavet en masse om, så det barndomshjem jeg ser i mit hoved, er ikke det samme som det, min mor ser, og hendes mor igen har husket noget helt tredje, ligesom mine niecer som de senest udflyttede også har deres eget billede.

Men birketræerne er de samme. De er bare blevet større. Se, jeg kan kun lige akkurat nå rundt. Og det er den eneste grund til, at det billede blev taget. Ikke fordi jeg er en nostalgisk barndomsbirketræskrammer. Det var faktisk første gang, jeg omfavnede det træ.

Men det var rart, at jeg måtte komme og gøre det. Fordi jeg kender dem, der bor der.

birk2