11. februar 2018 | den store bunke |
Det var de første ord, jeg sagde, da jeg vågnede i morges og tjekkede, hvad klokken var. Hold da op! For det var ikke engang morgen længere. Uret viste 11.05! Vi kan stadig!
Vi var til jagtmiddag i går. Hele konsortiet med fruer til flerretters menu med gode vine og snakkesaligt samvær. Det var en god aften, og vi var først hjemme i seng henad tre. Så ved vi jo bare af erfaring, at efter sådan en aften vågner vi lige så tidligt, som vi plejer, enten fordi vi skal tisse eller bare fordi vi plejer. Selv om det netop kunne være dejligt at sove et par timer længere og nyde, at vi ikke har planer om udgående aktiviteter.
Jeg var da også vågen for at forrette ved halv otte-tiden, og jeg nåede da også at tænke øv.
Men det lykkedes åbenbart alligevel at sende systemet i slummer igen. Vi stod op halv TOLV og spiste noget, vi jo ikke rigtigt kunne kalde morgenmad. Siden har det bare været den hyggeligste dag med ild i brændeovnen og tullen rundt og vinter-OL og alt og ingenting.
Men 11.05! Det er alligevel imponerende.
4. november 2015 | den store bunke |
Da vi flyttede ind i lejligheden med højt til loftet og udsyn til himlen, havde vi flere arbejdspladsplaceringer i spil. Hvilket hjørne, hvilket rum? Vi endte med at sætte arbejdsbordet i soveværelset, som er stort og rummeligt, så der har vi to fine arbejdspladser ved siden af hinanden. Der er masser af stikdåser til alle vores gadgets, gode arbejdslamper, gode kontorstole, fred og ro.
De pladser bruger vi til at stable papirbunker, lægge ting, som er i transit, og slænge tøj, som ikke er helt modent til vasketøjskurven. Der er faktisk sjældent plads til laptops. Der er også tit for koldt i rummet.
Der er meget hyggeligere i køkkenet, jo. Det store lyse rum, som er omdrejningspunktet i de fleste aktiviteter. Hvor vi samles, laver mad, spiser, snakker, opholder os, går igennem næsten uanset hvor vi er på vej hen i lejligheden. Vores computere ender næsten altid i den ene ende af det lange spisebord – så der stadig er plads til at spise i den anden ende. Stolene er uegnede som kontorstole, og der er ingen fred og for få stikkontakter. Men der er varmt og hyggeligt. Sommetider er der også blomster.
19. september 2015 | den store bunke |
Lægge vasketøj sammen. Vande blomster. Hænge vasketøj op. Bære gæsteseng i kælderrum. Spise en høj snegl. Tage kontaktlinser på. Skrive en indkøbsseddel. Ringe til mor. Gå stille fordi nogen stadig sover. Spille Candy Crush. Kaste blikke ned i gården på en flok snakkende og summende receptionsgæster ved den nye frisørsalons åbent-hus-arrangement. Det var efter at jeg tog kontaktlinser på, så jeg kunne se så langt. Inden da lyttede jeg bare. Tænke kloge tanker. Tage noget andet tøj på end nattøj. Køre i haven og bese jorderne. Drikke kaffe. Plukke bønner. Grave kartofler op. Lytte bog. Fintænke kloge tanker. Købe ind. Grille rødspætter fra fiskekassen, der kom i går. Kysse på kæreste.
I dag er en dag, hvor alle mulige løsrevne og forskellige småting putter sig ind og bliver brikker, der tilsammen danner et stort og broget billede af en dag midt i september. En god dag, tror jeg. Jeg har allerede sat fluebenet.
12. oktober 2014 | Køkkenskriverier |
Her er to, som tilsyneladende har taget fejl af fjernsynet og ovnen. Hvis jeg ikke vidste, hvad det handlede om, ville jeg synes, det var et meget sært scenarium. To damer på alle fire foran ovnen? Vores mænd syntes også, det så sjovt ud. De tog billeder.
Vi havde gæster, og desserten var citrontærte. Tilberedningen skulle slutte med, at den blev grillet i ovnen, så marengslåget fik farve. Lige grillfunktionen i ovnen havde vi ikke prøvet før, og det er det, Anne Dorthe og jeg ligger på knæ og holder øje med. Grilllegemet i ovnen blev nemlig ikke rødt, og der så ikke ud til at ske noget som helst derinde. Men det var godt, vi holdt så nøje øje, for pludselig gik det stærkt med at få farve, og alt var godt.
Se selv.
Den er lavet efter denne opskrift af Morten Heiberg i Politiken.
31. august 2014 | den store bunke |
I går var:
Dobbelt 50 års fødselsdag på Dollerup Mølle, nyistandsat og brugsfærdig til netop denne dag. Det var fest på høje hæle i undersmukke omgivelser, det var forrygende mad, vin, 140 gæster, stemning, musik, taler, indslag, dans.
Der var ikke sparet på noget, og det var godt og festligt med overraskelser undervejs. Som da Frank Hvam blev introduceret og standuppede for fødselarparret og gæsterne. Herligt. Normalt er jeg ikke til Hvam og Klovnkomikken, men i aftes gjorde han det godt og ramte lige der, hvor jeg var godt underholdt.
Da vi ud på natten var trætte af at feste og danse til veloplagt seksmandsband, var det dejligt at kunne ringe efter ældste søn. De er godt givet ud, de gange jeg har kørt rundt med ham til fester hos gymnasiekammerater i oplandet.
I dag er:
Sove længe, sen morgenmad, joggingtøj og bare fødder, grus i øjnene, avis, vasketøj, papirarbejde for den af os, der skal lave momsregnskab. Langsom, langsom dag, hvor jeg klokken halv seks stadig har det, som om den kun er tolv. Jeg bliver muligvis overrasket, når dagen pludselig slipper op for mig, men endnu er det fedt bare at lade mig føre med strømmen af det, der falder mig ind at give mig til. Det vil sige så godt som ingenting indtil videre.
Spændet mellem to yderligheder gav en god balance til weekenden. Og nu skinner solen.
