24. januar 2016 | den store bunke |
Forskellen mellem matematiske og sproglige kompetencer. Eller ligheden. Jeg har spekuleret meget over det. Og det har jeg, fordi Morten er en it-haj. Sådan en som folk henvender sig til, når der er noget i vejen med deres computere eller gerne vil have, at den skal kunne det ene eller det andet ekstra. Og som bygger hjemmesider og læser programmeringssprog, som om det var en Totte-bog.
Det sjove er, at han ellers er, hvad jeg vil kalde typisk sproglig, og han stejler og får ti mentale tommelfingre, når det bare lugter af matematik. Mens jeg alle mine skoledage har haft nemt ved matematik og logiske opgaver, netop fordi matematik er logik og regnbare formler. Men jeg kan ikke it-nørde. For nu at bruge et bredt ordvalg. Jeg mener dét, der sker inde bag skærmen, opdateringer, programmering og den slags nørderi (“Hvorfor GØR den det her?!?”). Det er volapyk.
Da jeg gik i gymnasiet omkring 1980, var det et valg, vi tog allerede flere måneder, inden vi trådte over skolens dørtærskel første gang: Sproglig eller matematisk student. Så gik det første år med at være enten sproglig eller matematiker, og derefter valgte vi gren, fx nysproglig, fransksproglig, klassisksproglig, musik- eller samfundssproglig, matematisk-fysisk, naturfaglig, samfundsfaglig eller mus-mat. Men grundlæggende var vi stadig enten sproglige eller matematikere.
Jeg var meget i tvivl, da jeg skulle vælge bane, for mine bedste folkeskolefag var engelsk og matematik. Jeg endte med at lade latin tynge med på sprogskålen og valgte den sproglige linje. Men gennem alle gymnasieårene med en stor glæde ved matematiktimerne.
Den glæde har Morten aldrig haft, så vidt jeg kan forstå, og han får et forvildet og usikkert blik, når den 12-årige går i stå i sine matematikopgaver og beder om hjælp. Hans ellers logiske sans er smuldret ned mellem gulvplankerne i fortidens klasselokaler, hvor den matematiske kode aldrig blev knækket helt, fordi han måske aldrig opnåede at tro på, at han kunne.
Men hvorfor færdes han så så ubesværet i computerkontrolcenteret, som jeg opfatter som kernematematisk?
Selv har han den forklaring, at det er fordi han er uforfærdet. – Jeg er ligesom en fjernstyret bil, siger han. – Hvis jeg kører ind i et hjørne, bzzzzt, så vender jeg om og kører en anden vej, bzzzzzt, der er også en væg, bzzzzt, og jeg drejer omkring og søger i en tredje retning, og sådan bliver jeg ved, indtil jeg finder en udvej og en løsning.
Altså præcis den samme stædighed og vedholdenhed, som tager mig, når jeg står over for en matematisk opgave eller talgåde, jeg ved kan løses med logisk tænkning. Mens jeg ikke rigtigt tør trykke på tasterne, når min computer kræver, at jeg gør et eller andet i motorrummet.
Det er altså skægt med den omvendthed. Og forunderligt.
Jeg tror, jeg bliver nødt til bare at beslutte, at IT-håndtering ER et sprog. Ellers kan jeg ikke få det til at hænge sammen.
21. januar 2016 | den store bunke |
Dette syn mødte mig, da jeg kom ned i parkeringskælderen. Først så jeg, at venstre baghjul var fladt. Øv. Men hov, venstre forhjul var OGSÅ fladt. Øvere. Jeg gik om på den anden side af bilen og konstaterede, at den var sunket jævnt ned hele vejen rundt. Øvest!
Der holdt måske femten biler dernede, og det var så lige på min, nogle lømler havde valgt at skrue på ventilerne. Alle fire. Men kun dét. Der var ikke knækket eller bulet eller baldret noget. Tak, lømler.
Jeg forstår bare på ingen måde, hvad sjovt der har været i det. Hvis de nu havde luret et sted for at se min reaktion, når jeg opdagede hærværket, så kunne jeg måske ane et formål med en mulig indbygget tilfredsstillelse. Men jeg så ingen lurere. De få andre mennesker i p-kælderen virkede bare sådan lidt gysende af lettelse over, at det ikke var deres biler, der var på hælene. Det kan selvfølgelig også have været, fordi det var den koldeste morgen i hundrede år.
Jeg kom på arbejde alligevel – i husstandens anden bil, og så har jeg en sød kæreste, som påtog sig at tilkalde hjemmehjælp. Bildoktoren kom med fire friske pust, og så var Lille Hviden rullende igen.
Det gode var, at jeg kom til at køre i en bil med varme i sædet.
17. januar 2016 | den store bunke |
I dag har jeg udelukkende bevæget mig i universer, som andre har lagt tilrette for mig.
Faktisk har jeg overhovedet ikke bevæget mig. Jeg har bare siddet stille og modtaget, hvad andre har skrevet.
Først læste jeg det meste af søndagsavisen. Som en række journalister og andre skribenter har gjort sig umage med at fylde med stof og historier, de har ment kunne interessere mig.
Derefter har jeg hele eftermiddagen siddet i en solstråle i køkkenet og er blevet gennembagt af varme, mens jeg først læste i en papirbog (Karitas uden titel af Kristín Marja Baldursdóttir) et par timer, og dernæst lyttede til en lydbog (Det syvende barn af Erik Valeur) et par timer.
Jeg rejste mig kun for at hente noget at spise og mere te, og det er alt, hvad jeg fysisk har gjort i dag.
Jeg har NYDT det.
Og det fortsætter. Om lidt skal jeg se Bedrag og bagefter så meget af Luftkastellet som blev sprængt, som jeg orker, inden jeg vælter i seng.
Disse linjer er alt, hvad jeg selv afsender i dag.
Modtaget?
Bag fedtede ruder
16. januar 2016 | den store bunke |
Så køn en dag det har været til at lade ting falde ind på deres rette hylder. Sol fra morgen, koldt og klart. Langsomme gøremål.
I den forløbne uge har der været fokus på Lauras afrejse til Stockholm. Det har været dejligt at have hende i Viborg de seneste dage, og samtidig har det været både mærkeligt og spændende at sende hende ud på nye eventyr i udlandet. I Sverige, som jeg holder så meget af, – landet og sproget. Hun skal studere, bo på kollegium, cykle i Stockholm, tale svensk, indtage en ukendt hovedstad. I dag har hun bevæget sig op gennem et svensk landskab, der var koldt og klart og fuldt af sol. Som her. Nu er hun fremme og sikkert i fuld gang med at suge de første indtryk af sin nye by.
Herhjemme har dagen været oprydningsdag på den langsomme måde. Vi har bidraget alle tre. Sovet længe, vågnet langsomt, vasket sengetøj, gjort rent, vasket gulve, nørdet med arbejdsopgaver og overspring, bagt boller. Fået hjemmet tilbage til hverdag. Ladet ting og tanker falde på plads. Reflekteret. En forsigtig tur ud i det kolde og klare med løbesko og lydbog. Langsomt.
Sidst på eftermiddagen, i sofaen i mørkningen med nybagte boller og tændte stearinlys, har mit største problem været, hvordan jeg kunne lytte til lydbog, øjenlæse papirbog og skrive samtidig. Det kunne jeg ikke.
Men jeg kan glæde mig over alt det, der er blevet lagt på plads i dag, i skabene og i mit hoved.
13. januar 2016 | den store bunke |
Invitationen til min 30 års fødselsdag var prydet af dette billede.
Det er den eneste dokumentation, jeg har på mit livs modelleri. Og det var jo bare for sjov og med et bestemt formål. Men nogle år forinden havde jeg faktisk tjent penge på at være model. Jeg havde studiejob nogle timer om ugen på Aarhus Kunstakademi som croquismodel. Splitter-Hans-Jørgen, altså, til 30 kroner i timen. Et nemt arbejde. Jeg tog tøjet af og stillede mig på et podie, og så sad holdet rundt om og tegnede mig. Jeg holdt samme positur i to, fem eller ti minutter ad gangen, derefter skiftede jeg stilling, og de studerende skiftede papir. Hvis det var koldt, havde jeg en varmeblæser ved siden af, og når der var pause, tog jeg min badekåbe på.
Et semester var jeg også model for et malehold. Det var lidt mere bøvlet, for det var samme stilling i flere måneder, – mit ene håndled sov mere eller mindre permanent i den periode, for holdet havde selvfølgelig valgt en stilling, hvor jeg sad ret ubekvemt med temmelig meget vægt på højre hånd. Til gengæld bestemte jeg selv, hvor tit og hvor længe jeg holdt pauser.
Jeg er af og til blevet spurgt, om det ikke var mærkeligt og grænseoverskridende at være nøgen midt i en rundkreds af fremmede mennesker. Det var det ikke. Der var ikke noget seksuelt i det overhovedet, og jeg følte mig ikke bedømt som andet end former og linjer, der skulle tegnes af studerende, der gjorde sig umage, mens de trænede tegneteknikker. Jeg var ikke veltrænet og skinny, men det betød intet i den situation. Der var intet ideal at leve op til, og jeg kunne have været hvad som helst med form, lys og skygge, forskellen var bare, at jeg selv kunne skifte opstilling.
Min mor brød sig ikke om at fortælle folk, hvilket studiejob jeg havde (“Kan du ikke bare sige, at jeg samler blyanter op for tegnerne?”, foreslog jeg), hvorimod min far elskede at provokere og fortælle, at jeg var nøgenmodel, bare for at se folks reaktion. Sådan har jeg også tit haft det selv.
Engang fik jeg en meterhøj fuldfigurskitse fra en af dem, der tegnede mig. De producerede jo monstermange tegninger i løbet af sådan en formiddag, og han dedikerede en af sine til mig. Jeg har ingen anelse om, hvor den er blevet af i løbet af tre årtier og mange flytninger, og jeg er ked af, at den er forsvundet undervejs.
Ellers ville jeg selvfølgelig have vist tegningen af den unge spændstige model her.
12. januar 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier, Over aftensmaden |
Bare lige for at illustrere, hvor langt vi ofte når omkring, når vi spiser aftensmad, lister jeg op, hvad vi kom forbi i aftes. Altså bare de emner, jeg kan huske.
Ballon d’Or. Vi kom uheldigvis til at kalde til skafning lige på det tidspunkt, hvor kåringen fandt sted. Lasse tog det pænt.
Ricky Gervais. Noget med en aktuel udtalelse, han havde fået høvl for. Jeg var ikke helt med her.
Apocalypto og The Passion of the Christ. Film instrueret af Mel Gibson. Jeg var heller ikke helt med her.
En masse mere filmstof. Jeg var stadig ikke helt med.
Far til fire-film. Hvor mange der er lavet, hvilke skuespillere der har spillet Far og Onkel Anders, hvilke af filmene Morten har været med til at markedsføre for Scanbox. Jeg begyndte at være med, især da vi nåede til
Giacomo Campeotto, som har instrueret de to seneste Far til fire-film. Og han er jo søn af Ghita Nørby og Dario Campeotto.
Børn af kendispar som for eksempel Susse Wold og Erik Mørk. Og Lone Hertz og Stig Lommer. Jeg var stærk her.
Gennemgang af ting jeg er f****** ringe til. Det gælder film- og musikstof. Den del af samtalen var jeg med i.
Referat af Musikquizzen på P3, som jeg hørte sammen Laura søndag formiddag i bilen. Hun havde 10 rigtige, og jeg var f****** ringe.
Per Arnoldi. Hvem han er, hvad han har lavet og hvor selvtilfreds han er. Vi så klip fra Natholdet. Det her. Og det her.
Derefter sagde vi tak for mad og ryddede af.
