7. februar 2016 | den store bunke |
På væggen i stuen, lige ved siden af sofaen, har vi placeret hele vores persongalleri. Det er en blanding af alle dem, som har været med til at forme os, af dem vi er, og dem vi har beriget verden med. Det er sådan en fin væg, og jeg glæder mig dagligt over den.
Her er lille Morten i midten med et trygt greb om sin fod i en tilsyneladende bekymrende verden hos fotografen, flankeret af sin mormor og morfar til den ene side og lille Lasse til den anden. Lille Niels og lille Astrid er der også. Min unge mor og min unge far. Min soldaterfar på sin skimmel foran ridehuset på Vester Alle Kaserne i Aarhus. Mig selv på skolefoto fra første klasse i rød bluse og rødternet nederdel med seler – og nye fortænder.
Min mormor og morfar, Rasmine og Karl Jensen. De er så unge, at hun nok stadig har heddet Rasmussen. De er begge født i 1893, og billederne er formodentlig taget omkring 1910 eller lige efter. To unge i deres fineste stadsklæder.
Mortens bedstefar var fisker i Sillerslev på Mors. Det er vistnok ham, der står til højre i båden, men Morten har altid syntes, manden i midten så sejere ud, så han har bestemt sig for, at dét er hans bedstefar.
På det andet billede er vi i bageriet i Ramten på Djursland, hvor bagerdrengen går til hånde. Dengang havde han frisure som en omvendt røreskål. Hvis han i dag tog bagerkalot på og poserede i hvid undertrøje, ville han se ud præcis som bagermesteren selv, samme farver og statur.
Det er sådan noget, man ser, når man har en billedvæg.
3. februar 2016 | den store bunke |
Det har været en skidt uge på bilfronten. På dækfronten. Og jeg er ramt på lidt mere end retfærdighedsfølelsen og pengepungen. Det er ikke så godt. Mandag morgen kom jeg ned i parkeringskælderen og fandt min bil – og kun min – på fire flade dæk. Ligesom for tre uger siden. Men denne gang kunne det bare ikke klares med en kæk bemærkning og fire friske pust. Der var skåret en flænge i hvert dæk, bred nok til at presse tre fingre ind.
Hærværk. Ikke længere bare drengestreger.
Der var ikke andet at gøre end at gå i aktion. Ringe til politi (som modtog anmeldelsen og henlagde den med det samme), til forsikringsselskab, til autohjælp, til forsikringsselskab igen, til autohjælp igen, til værksted. Låne en bil og køre på arbejde med to timers forsinkelse og udsigt til et par bøvlede dage uden bil og en økonomisk øretæve på størrelse med forsikringens selvrisiko.
Øv, altså!
Først og fremmest forstår jeg ikke hvorfor. Hvorfor mig? Hvorfor min bil? Hvorfor nogens bil overhovedet? Hvem gør det? Hvem har fornøjelse af at gøre det? Jeg kan ganske enkelt ikke følge tankegangen. Jeg har ingen grund til tro, at det er hærværk rettet mod mig personligt, men jeg kan ikke tro andet, end at det er den eller de samme, der har gjort det begge gange. Alt andet ville være for mærkeligt.
Jeg har fået nye dæk på og er rullende igen. Forsikringsselskab og værksted tog over, og selvrisikoen bliver trukket fra kontoen ved lejlighed. Og jeg burde lade det fare, for det er hvad jeg kan gøre ved det. Men så nemt er det ikke helt. Jeg er ramt. Utryg. Ked af det. Jeg har ikke lyst til at parkere i p-kælderen foreløbigt. For jeg ved ikke, hvad jeg er oppe imod. Hvis jeg er oppe mod noget. Jeg kender ikke modstanderen, så jeg kan ikke tage nogen forholdsregler, fordi jeg ikke kan regne næste træk ud. Jeg ved ikke engang, om der er noget næste træk, eller jeg bare er offer for tilfældigheder. Og jeg har ikke mod til at stå fast og udfordre ’dem’ og erklære, at det skal ’de’ ikke bestemme, for jeg ved bare, at jeg ikke vil kunne gå ned til den parkeringsplads uden at være bange for, hvilket syn der vil møde mig. I forvejen går jeg hver eneste gang, jeg kommer ned til min bil, lige en tur hele vejen rundt om den for at se, om alt er i orden, fordi jeg i løbet af de otte år, jeg har brugt parkeringskælderen, har været udsat for både smadrede ruder, knækkede spejle, buler og krøllede antenner. Det er den risiko, der er ved at parkere på en offentlig parkeringsplads uden overvågning. Andre end jeg er udsat for det. Men min utryghed bliver ikke mindre efter to ’angreb’ på tre uger.
Så jeg bøjer nakken og flygter. Jeg parkerer andre steder. Steder hvor der færdes flere mennesker. Hvor det er ikke så nemt for ’dem’ at få ro til at ødelægge. Så fik de alligevel dét ud af det.
Allerhelst ville jeg tage bilen med op og parkere den på altanen. Det kan jeg ikke. Men så ønsker jeg mig en usynlighedskappe til den.
31. januar 2016 | den store bunke |
Hvor var det godt, vi lod oldefars kuglespil gå på besøg hos mors ældreaktivitetskammerat Hans Åge. Det var næsten gårsdagens bedste halve time. Læs her, hvorfor det overhovedet var sat i værk.
Jeg fyldte bilen med søn, mor, rollator og kuglespil og kørte ad små, snirklede veje. Hans Åges kone lukkede op, da vi ringede på, og inde i stuen sad han selv. Fysisk lidt hæmmet og halvsidigt lammet efter en blodprop for nogle år siden, men det grundgladeste menneske, jeg længe har mødt. Han var SÅ glad og taknemmelig over, at vi var kommet og havde det meget omtalte kuglespil med. Det var ikke helt som det, han havde spillet på i et sommerhus ved Kerteminde som 14-årig; det havde været noget med en fjeder og lød lidt mere som en forløber for flippermaskinerne. Fruen i huset havde også kendt til et kuglespil som barn, men det havde været et med stof på.
Imidlertid kendte begejstringen næsten ingen grænser. Hans Åge var gammel tømrer og nærstuderede sagligt oldefars (eller oldefars snedkers) arbejde. Det var i orden, lod det til. Og så spillede han. Den ene blykugle efter den anden sendte han af sted med sin krogede finger – han havde besvær med at håndtere den medfølgende træstøder – og jublede, når kuglerne gik i et hul og gav gevinst, og råbte op i skuffelse, når de endte nede i bunden. Han kunne være blevet ved længe. Lige én kugle mere, og én til – og endnu én … Vi kender det jo godt.
Samtidig skulle der snakkes. Konen og mor havde ikke hilst på hinanden før, og der var nysgerrig interesse begge veje. Hvem, hvad, hvornår, hvor længe. Og mor og Hans Åge skulle lige vende deres fælles onsdage i ældrecenteret. Det var tydeligt, at de to er nogle af de friske hoveder, der følger med i alting og interesserer sig for det. Tydeligt at de er en slags åndsfæller, og ikke mindst, at de kan lide hinanden. Som Lasse sagde til mig bagefter, var det sjovt at se, hvordan mormor livede op ved at være ude blandt andre og viste en anden social side af sig selv. Vi er ikke vant til at se hende i andre sammenhænge end familiekredsen.
Jeg ville så gerne have taget billeder af de tre gamle og af Hans Åge, der begejstret sendte kugler af sted, men jeg kunne ikke rigtigt komme af sted med det uden at spolere øjeblikket en lille smule, så jeg nøjedes med at lægge et mentalt bogmærke og huske billedet.
30. januar 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier |
De her kager, ikke? De hedder jo rutebiler. Man kalder dem også chokolademarengs. Og nu tror I måske, at dét er dét. Så har de ikke flere navne. Men det har de. På Fyn hedder de stribede hankatte. I hvert fald på fortids-Fyn. Barndoms-Fyn. Min mors Fyn. Det udtales cirka sådan her: striwet’ haj’kat’.
Jeg ved ikke, hvad de har med katte at gøre. Det er vel efter samme ulogiske logik, som når vi kaldte franske vafler for øretæver. Og klatkager for elefantører.
Men altså, på Fyn spiser de katte.
29. januar 2016 | den store bunke |
Min mor på 89 går til aktivitet om onsdagen. Der kører taxaer rundt og samler de gamle sammen og sætter dem af til nogle timers samvær i kommunens ældreaktivitetscenter. Hver dag samles de ind, men min mor nøjes med en enkelt dag om ugen. Det er en lige tilpas aktivitetskvote for hende. Hun kommer ud og får et skud andre indtryk end Familie Journalens krydsogtværser og rejsen ud til postkassen efter den daglige avis, og de andre dage i ugen kan hun nyde roen og trummerummen derhjemme.
Mor er et menneske, som snakker meget, og med årene er munden begyndt at løbe hurtigere og hurtigere, i takt med at resten af hende er blevet langsommere. Tit kan ikke engang hendes hjerne følge med til det tempo, ordene kommer ud i. Men det betyder, at hun er god til at komme i snak med alle onsdagsmenneskene. Nogle kender hun fra gamle dage og genser dem nu i aktivitetscenteret, andre er nye bekendtskaber, men som regel kan de finde fælles bekendte. Sådan er det, når man har boet på den samme egn i mere end en menneskealder. Samværet og snakken og den fælles fortid er berigende for alle. I hvert fald for mor.
Nogle af dem følges hun med i taxaen til og fra, fordi de bliver samlet op i samme by. Forleden fortalte hun om Hans Åge, som også er med om onsdagen. Af en eller anden grund var snakken for et stykke tid siden faldet på en særlig type hjemmelavet trækuglespil, som Hans Åge engang havde spillet, og mor havde fortalt, at hun havde haft sådan et, som hendes morfar havde snedkereret. Det ville Hans Åge godt nok gerne se, men hun måtte fortælle, at hun faktisk ikke vidste, hvem af hendes børn, der havde det nu.
For nogle dage siden havde Hans Åge igen nævnt kuglespillet, og da jeg bagefter talte med hende i telefonen, spurgte hun mig, hvem af os har det. Og det har jeg. Jeg skrev om det her. Men kunne jeg så ikke tage nogle billeder af det og sende hende print, som hun kunne vise Hans Åge en eller anden onsdag, spurgte hun. For ligefrem at få selve spillet tilbage og tage det med i taxaen og få det fragtet tilbage til mig efterfølgende … det virkede alligevel både skørt og uoverkommeligt.
Mens vi talte, googlede jeg mig frem til mandens adresse og telefonnummer – ud fra mors væverier om, hvad han måske kunne hedde til efternavn, og hvilke veje de kørte ad, når taxaen hentede ham –, og jeg foreslog, at jeg tog spillet med næste gang, jeg besøgte hende, og så kunne vi måske bruge en halv time på at køre om og vise det til ham. Hvis hun syntes.
Dét syntes hun i hvert fald. Endda så meget, at hun stort set var parat til at ringe til ham med det samme og fortælle om planen. Det fik jeg vistnok talt hende fra. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvornår det kunne blive. Men jeg mærkede, at mit forslag vakte begejstring på flere planer: Dels ville hun ærligt gerne imødekomme mandens ønske om at genopfriske gode ungdomsminder, dels er hun ægte stolt af spillet og vil gerne vise det frem.
Og heldigvis behøver den gode ide ikke at vente ret længe på at blive ført ud i livet. I morgen kan hun ringe. For i morgen kommer Lasse og jeg på besøg. Med kuglespil i bagagerummet. Lad os håbe, at Hans Åge er hjemme og vil modtage gæster til legetøjsfremvisning, så alle kan få fred i sindet.
Meget mærkelig mission.
26. januar 2016 | den store bunke |
Jeg har fortalt om dengang jeg poserede som fotomodel til min egen fødselsdagsinvitation, her, og om dengang jeg var croquismodel, her.
Men det er skam ikke de eneste højdepunkter i min modelkarriere. Der er mere. Se bare her.
Engang manglede det lokale dagblad nye gravid-arkivfotos til at drysse som illustration til artikler om børnetal, fødselsstatistikker, forældreskab og den slags stof. Jeg var gravid, barnets far var redaktionssekretær på avisen, og derfor blev det mig og min mave, der stillede op til fotoshoot. Det var tre måneder før fødselsterminen, og maven var egentlig slet ikke stor nok til at virke overbevisende højgravid. Jeg måtte gøre mig umage med at strutte ekstra med den, husker jeg. Hvad jeg ikke har gjort mig umage med er mærkerne fra strømpebukserne. Tydelig ribstrik dér på maveskindet. Der kunne fotoafdelingen godt være trådt i karakter med noget billedbehandling, synes jeg.
Jeg har gemt en af de gamle aviser. Den dag i januar for nitten år siden havde avisen et tema om “Generation planlægning”, og jeg optræder både i forsidehenvisningen og inde i bladet. En af artiklerne handler endda om mig og min lille – voksende – familie. Det havde jeg fuldstændig glemt. At jeg lige der ikke bare var et foto fra arkivet.
Måske ligger jeg stadig i avisens fotoarkiv, men det er meget længe siden, at jeg har illustreret noget som helst om gravide, og det kan jeg godt forstå. Det er en forfærdelig grim og meget uddateret buks, jeg har ladet mig forevige i.
Og tiden er godt og vel forpasset til at byde mig til for nye fotos til arkivet.
