20. august 2018 | den store bunke |
Bare for lige at bekræfte, at dét jeg sagde, jeg skulle i lørdags, også var dét, der skete.
Fødselsdagsbrunch skete.
Vækning med sang skete
Gaver skete.
Gæster skete.
Kaffe og lagkage skete.
Spadseretur for at kigge lidt på 24 timers løb skete.
Dejlig aftensmad i festligt vennelag skete.
Vin og Limoncello skete (Limoncello behøver ikke at ske igen …)
Og ja, forresten, luft til at puste begge lys ud skete.
22. oktober 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier |
I dag er det rigtigt lørdag og ikke bare torsdagslørdag. Jeg har tilbragt det meste af dagen i køkkenet. Både fordi jeg havde kokkerier at gøre, og fordi køkkenet bare er et hyggeligt sted at sidde med sin computer.
Natten over havde der stået en dej og hævet præcist så meget, at den var klar til at forme til boller, da jeg stod op. Så det var, hvad jeg startede med. Jeg havde også planer om at sylte de grønne tomater fra kolonihaven, inden de kom til at ligge for længe i vindueskarmen, og at eksperimentere med græskarcookieopskrift, jeg havde set i avisen. Så ville jeg lige kigge i fryseren efter mulig aftensmad. Sådan er jeg nemlig sommetider så forudseende.
Det viste sig, at den øverste skuffe var frosset helt fast, og vi måtte skabe plads i lørdagsprogrammet til en akut afrimning. Det var faktisk lige ved at ende i en akut marmeladekogning også. Længe så det nemlig ud til, at vi var nødt til at lade skuffen med indhold tø helt op for at få det ud uden at brække noget i stykker. Og det var der, der lå to kilo skårne og udstenede Victoriablommer. Heldigvis gik det ikke så galt. Efter et stykke tid kunne jeg lirke dem ud og lægge poserne i den anden fryser. Det var jeg tilpas med. Ellers skulle jeg også have været ud og købe flere sylteglas.
Og der var ligesom nok andet på programmet.
Med bollerne gik det, som det plejer: Godt. Dem kan jeg efterhånden bage i mørke med lukkede øjne og hænderne på ryggen. Agtigt. “Eksperimenterer du?”, spørger min mor. “Næh!”, svarer jeg. Jeg har fundet en metode, der fungerer. Ingredienser, æltning, mængder, hævning, bagetid arbejder så smukt sammen, at der ikke er grund til at ændre på det, når det bare er til basisbagning.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har haft succes (synes nogen og synes nogen ikke) med hokkaidodyrkningen i år, og vi afprøver forskellige måder at anvende dem på. Det er ikke alle i husstanden, der er begejstret for græskar, og jeg har ingen intentioner om at omvende eller tvinge nogen, men jeg vil gerne have flere muligheder end suppe. Vi har en suppeopskrift, som vi ved virker, og vi har prøvet bagte græskarskiver. Duppet med olie, salt og peber, drysset med parmesan, en halv time i ovnen, godt. Og så havde jeg set den her opskrift på cookies.
Hvis du vil gøre, som jeg gjorde, så gør du sådan:
Riv 250 gram græskarkød, hak 75 g valnøddekerner groft. Pisk 150 g sukker, 1 stort æg og 140 g smør sammen og rør 1 tsk revet appelsinskal i. Bland 100 g mel, 100 g havregryn, 1 spsk. chiafrø, 1 tsk. kanel og 1 tsk. bagepulver i. Ved græskar og valnødder i. Sæt 18-24 toppe dej på bageplader og tryk dem lidt flade. Bag dem ved 190° varmluft i cirka 20 minutter. Sprøde i kanterne og lidt bløde indeni er de. De smager godt. Lidt specielt, men godt.
Så var der de syltede grønne tomater. Jeg tror nok, jeg fandt den samme opskrift, som jeg brugte sidste år, og derfor regner jeg med, de er blevet lige så gode i år. Og for at jeg nu ikke næste år igen skal fedte rundt på internettet efter den metode, der ser ud til at ligne noget, jeg kender, kommer den også her. Så kan jeg forhåbentlig selv finde den igen.
Syltelage til grønne tomater: 2½ dl vand, 2½ dl lager- eller æbleeddike, 500 g lyst rørsukker, 1 stang kanel, 4 hele nelliker, 1 stang vaniljekorn, 6 hele allehånde, 1 stjerneanis, 1 spsk. koriander, 1 spsk. spidskommen. Kom alle ingredienserne i en gryde og bring det langsomt i kog. Sørg for, at alt sukker er smeltet.
Prik de grønne tomater. Det er nemmest at rulle dem over de spidse grater på det klassiske firkantede rivejern. Kom dem i gryden med lage og lad det simre 15-20 minutter, til tomaterne er bløde. Fyld tomaterne i skoldede glas, si lagen og hæld den over. Opbevar i køleskab.
Var jeg så ikke flittig? Nu er der hentet pizza – ingen af os nåede at gide at lave aftensmad – og om lidt skal vi til Outlandish-koncert. Her går det godt.
3. september 2016 | den store bunke |
Altså, kender I det her? Jeg har samlet i bunker af ting, som jeg ordner “i næste uge”, “i weekenden” eller “det kigger jeg lige på” og “nu har jeg noteret det”. En lang række af projekter til effektuering, når jeg lige får tid, eller det ikke kan vente længere.
Og nu er det weekend, nu har jeg tid. Alle punkterne er endda skrevet ind i telefonens noter under overskriften HUSKE AT, og jeg har oven i købet listet dem i prioriteret rækkefølge, så det bare er at starte fra oven, og så kan jeg slette dem efterhånden, som de er udført. Og jeg har også koordineret med vejrudsigten, således at indendørs projekter er planlagt til i morgen, hvor der er lovet slagregn på heldagsbasis, og i dag, hvor solen skinner, er der prioriteret nogle timer i haven, hvor sejlivet og potent ukrudt sikkert håber på, at jeg ikke kommer.
Jeg er oven i købet allerede i gang. Der står fire plader boller og hæver i køkkenet, både vaskemaskine og tørretumbler arbejder, og det er bare at gå videre til næste punkt på listen. Meget af det er faktisk nemme småting som at nethandle billetter til et par arrangementer, skrive en mail, læse noget, se en tutorialvideo, skrive en liste. Easy-peasy. Bare komme videre.
Alligevel er der på en eller anden måde sket det, at jeg er gået i stå. Jeg sidder i sofaen med computeren på skødet, drikker kaffe og hører Mads og Monopolet, spiller Candy Crush og skriver blogindlæg om alt det, jeg i stedet skulle give mig til.
Så kunne man til mit forsvar sige, at jeg sikkert trænger til sådan en lille stund med overspring midt i min travle og vigtige hverdag.
Næh. Det gør jeg ikke. Dem har jeg mange af. Hele tiden.
Nå men.
Nu!
Går jeg ud og tænder ovnen og ser til vaskemaskinen og finder mit NemID nøglekort frem.
Men jeg kan se, at jeg har fået et nyt liv i Candy Crush, så det spiller jeg lige først.
28. maj 2016 | den store bunke |
Denne lørdag kræver to forskellige præsentable looks. Først til fernisering i eftermiddag (“Kan jeg ikke godt tage denne her (falmede kjole, som jeg har haft på i to dage) på til ferniseringen? Det er jo mere sådan casual her i eftermiddag…”. Den lange pause, inden min kæreste fik formuleret sit svar, indikerede tydeligt, at det skulle jeg selvfølgelig selv bestemme, men han syntes nok alligevel noget andet.). Og så er der festmiddag i aften.
Jeg lyttede til min kloge kæreste og var pæn i sommerkjole fra Desigual i Barcelona og høje sandaler fra Rom. Det var så bare lidt for koldt til det udendørs arrangement i eftermiddag. Blå tæer gør ikke noget godt for sandaler fra Rom.
Inden så længe ifører jeg mig en kjole købt i Berlin. Nu lyder det faktisk, som om jeg køber alt mit tøj i udlandet. Det er på en måde rigtigt, men det kommer bare til at lyde af mere, end det er. Det er nærmere sådan, at jeg ikke rigtigt interesserer mig for at gå i tøjbutikker, og derfor bliver det mest, når jeg er på ferie og sammen med nogen, der tager mig med i butikker. Kæreste, veninder eller børn. Og så kommer der ofte poser med hjem, tit med noget der ender med at være yndlingstøj. Men skoene, jeg stikker fødderne i i aften, er købt lige hernede på gågaden i Viborg.
Det arrangement, der kræver al den lørdagsstyling, er 4. Niels Bugge Cartoon Award. Det er en konkurrence for satiretegnere. Der er et tema, og der kommer bidrag fra hele verden, og de vurderes af en international jury. I år er der indsendt 1100 tegninger over emnet Utopia, og de tre bedste bliver kåret og fejret i dag.
På billedet byder Poul Nielsen velkommen. Han er initiativtager til Niels Bugge Cartoon Award, og sammen med sin kone ejer og driver han Niels Bugges Kro og Hotel, som er rammen om dagens arrangement. Stedet er i øvrigt et besøg værd, hvis man kan lide fantastisk mad og naturskønne omgivelser. De tre gule megablyanter på billedet er trofæerne til de tre vindere. Der følger vist også en skilling med. Men jeg gad nu godt bare have sådan en blyant. De er cool.
Nå, men jeg skal da også til at komme i festtøjet.
Redigering: De tre blyanter er IKKE præmier til vinderne. Det er mere underfundigt end det. De er gæstebøger og forlader ikke stedet. Vinderne får plaketter i guld, sølv eller bronze.
16. januar 2016 | den store bunke |
Så køn en dag det har været til at lade ting falde ind på deres rette hylder. Sol fra morgen, koldt og klart. Langsomme gøremål.
I den forløbne uge har der været fokus på Lauras afrejse til Stockholm. Det har været dejligt at have hende i Viborg de seneste dage, og samtidig har det været både mærkeligt og spændende at sende hende ud på nye eventyr i udlandet. I Sverige, som jeg holder så meget af, – landet og sproget. Hun skal studere, bo på kollegium, cykle i Stockholm, tale svensk, indtage en ukendt hovedstad. I dag har hun bevæget sig op gennem et svensk landskab, der var koldt og klart og fuldt af sol. Som her. Nu er hun fremme og sikkert i fuld gang med at suge de første indtryk af sin nye by.
Herhjemme har dagen været oprydningsdag på den langsomme måde. Vi har bidraget alle tre. Sovet længe, vågnet langsomt, vasket sengetøj, gjort rent, vasket gulve, nørdet med arbejdsopgaver og overspring, bagt boller. Fået hjemmet tilbage til hverdag. Ladet ting og tanker falde på plads. Reflekteret. En forsigtig tur ud i det kolde og klare med løbesko og lydbog. Langsomt.
Sidst på eftermiddagen, i sofaen i mørkningen med nybagte boller og tændte stearinlys, har mit største problem været, hvordan jeg kunne lytte til lydbog, øjenlæse papirbog og skrive samtidig. Det kunne jeg ikke.
Men jeg kan glæde mig over alt det, der er blevet lagt på plads i dag, i skabene og i mit hoved.
