Såret på fundamentet
Det har været en skidt uge på bilfronten. På dækfronten. Og jeg er ramt på lidt mere end retfærdighedsfølelsen og pengepungen. Det er ikke så godt. Mandag morgen kom jeg ned i parkeringskælderen og fandt min bil – og kun min – på fire flade dæk. Ligesom for tre uger siden. Men denne gang kunne det bare ikke klares med en kæk bemærkning og fire friske pust. Der var skåret en flænge i hvert dæk, bred nok til at presse tre fingre ind.
Hærværk. Ikke længere bare drengestreger.
Der var ikke andet at gøre end at gå i aktion. Ringe til politi (som modtog anmeldelsen og henlagde den med det samme), til forsikringsselskab, til autohjælp, til forsikringsselskab igen, til autohjælp igen, til værksted. Låne en bil og køre på arbejde med to timers forsinkelse og udsigt til et par bøvlede dage uden bil og en økonomisk øretæve på størrelse med forsikringens selvrisiko.
Øv, altså!
Først og fremmest forstår jeg ikke hvorfor. Hvorfor mig? Hvorfor min bil? Hvorfor nogens bil overhovedet? Hvem gør det? Hvem har fornøjelse af at gøre det? Jeg kan ganske enkelt ikke følge tankegangen. Jeg har ingen grund til tro, at det er hærværk rettet mod mig personligt, men jeg kan ikke tro andet, end at det er den eller de samme, der har gjort det begge gange. Alt andet ville være for mærkeligt.
Jeg har fået nye dæk på og er rullende igen. Forsikringsselskab og værksted tog over, og selvrisikoen bliver trukket fra kontoen ved lejlighed. Og jeg burde lade det fare, for det er hvad jeg kan gøre ved det. Men så nemt er det ikke helt. Jeg er ramt. Utryg. Ked af det. Jeg har ikke lyst til at parkere i p-kælderen foreløbigt. For jeg ved ikke, hvad jeg er oppe imod. Hvis jeg er oppe mod noget. Jeg kender ikke modstanderen, så jeg kan ikke tage nogen forholdsregler, fordi jeg ikke kan regne næste træk ud. Jeg ved ikke engang, om der er noget næste træk, eller jeg bare er offer for tilfældigheder. Og jeg har ikke mod til at stå fast og udfordre ’dem’ og erklære, at det skal ’de’ ikke bestemme, for jeg ved bare, at jeg ikke vil kunne gå ned til den parkeringsplads uden at være bange for, hvilket syn der vil møde mig. I forvejen går jeg hver eneste gang, jeg kommer ned til min bil, lige en tur hele vejen rundt om den for at se, om alt er i orden, fordi jeg i løbet af de otte år, jeg har brugt parkeringskælderen, har været udsat for både smadrede ruder, knækkede spejle, buler og krøllede antenner. Det er den risiko, der er ved at parkere på en offentlig parkeringsplads uden overvågning. Andre end jeg er udsat for det. Men min utryghed bliver ikke mindre efter to ’angreb’ på tre uger.
Så jeg bøjer nakken og flygter. Jeg parkerer andre steder. Steder hvor der færdes flere mennesker. Hvor det er ikke så nemt for ’dem’ at få ro til at ødelægge. Så fik de alligevel dét ud af det.
Allerhelst ville jeg tage bilen med op og parkere den på altanen. Det kan jeg ikke. Men så ønsker jeg mig en usynlighedskappe til den.
