16. juni 2016 | Hørt og set i forbifarten |
Og jeg har ikke kommenteret. I hvert fald ikke højt. I hvert fald ikke mens nogen hørte det.
Mail fra kunde: “I får en oversættelse. Det skal lige omkring franskmændene, og de sadler ikke altid samme dag, som de rider.”
En mand fortæller om sit firma, og det lyder alt sammen vældig klogt. Indtil han siger “I første omgang gælder det om at konsilodere sig.”
Tidligere fodboldspiller om en af de aktuelle EM-kampe: “De fik virkelig reddet dem ud af kastanjerne!”
Kommenterede ikke, registrerede bare. Smilebåndet strammede kun lidt.
24. januar 2016 | den store bunke |
Forskellen mellem matematiske og sproglige kompetencer. Eller ligheden. Jeg har spekuleret meget over det. Og det har jeg, fordi Morten er en it-haj. Sådan en som folk henvender sig til, når der er noget i vejen med deres computere eller gerne vil have, at den skal kunne det ene eller det andet ekstra. Og som bygger hjemmesider og læser programmeringssprog, som om det var en Totte-bog.
Det sjove er, at han ellers er, hvad jeg vil kalde typisk sproglig, og han stejler og får ti mentale tommelfingre, når det bare lugter af matematik. Mens jeg alle mine skoledage har haft nemt ved matematik og logiske opgaver, netop fordi matematik er logik og regnbare formler. Men jeg kan ikke it-nørde. For nu at bruge et bredt ordvalg. Jeg mener dét, der sker inde bag skærmen, opdateringer, programmering og den slags nørderi (“Hvorfor GØR den det her?!?”). Det er volapyk.
Da jeg gik i gymnasiet omkring 1980, var det et valg, vi tog allerede flere måneder, inden vi trådte over skolens dørtærskel første gang: Sproglig eller matematisk student. Så gik det første år med at være enten sproglig eller matematiker, og derefter valgte vi gren, fx nysproglig, fransksproglig, klassisksproglig, musik- eller samfundssproglig, matematisk-fysisk, naturfaglig, samfundsfaglig eller mus-mat. Men grundlæggende var vi stadig enten sproglige eller matematikere.
Jeg var meget i tvivl, da jeg skulle vælge bane, for mine bedste folkeskolefag var engelsk og matematik. Jeg endte med at lade latin tynge med på sprogskålen og valgte den sproglige linje. Men gennem alle gymnasieårene med en stor glæde ved matematiktimerne.
Den glæde har Morten aldrig haft, så vidt jeg kan forstå, og han får et forvildet og usikkert blik, når den 12-årige går i stå i sine matematikopgaver og beder om hjælp. Hans ellers logiske sans er smuldret ned mellem gulvplankerne i fortidens klasselokaler, hvor den matematiske kode aldrig blev knækket helt, fordi han måske aldrig opnåede at tro på, at han kunne.
Men hvorfor færdes han så så ubesværet i computerkontrolcenteret, som jeg opfatter som kernematematisk?
Selv har han den forklaring, at det er fordi han er uforfærdet. – Jeg er ligesom en fjernstyret bil, siger han. – Hvis jeg kører ind i et hjørne, bzzzzt, så vender jeg om og kører en anden vej, bzzzzzt, der er også en væg, bzzzzt, og jeg drejer omkring og søger i en tredje retning, og sådan bliver jeg ved, indtil jeg finder en udvej og en løsning.
Altså præcis den samme stædighed og vedholdenhed, som tager mig, når jeg står over for en matematisk opgave eller talgåde, jeg ved kan løses med logisk tænkning. Mens jeg ikke rigtigt tør trykke på tasterne, når min computer kræver, at jeg gør et eller andet i motorrummet.
Det er altså skægt med den omvendthed. Og forunderligt.
Jeg tror, jeg bliver nødt til bare at beslutte, at IT-håndtering ER et sprog. Ellers kan jeg ikke få det til at hænge sammen.
4. oktober 2015 | den store bunke |
Tænk, at der kun er fire dage, til Laura og jeg tager til Budapest. Vi indløser min fødselsdagsgave fra hende til mig. Og jeg glæder mig.
Vi har flybilletter. Vi har indkvartering. Vi har arvet lidt lokal valuta fra venner, der var i Ungarn i sommer og ikke fik brugt deres penge op. Undervejs finder vi ud af, hvad vi skal opleve. Hun var i Budapest på interrail i sommer, jeg var der sidste gang i ’86. Vi kombinerer erfaringer og ønsker og stykker noget godt sammen, er jeg sikker på. På Michelinrestaurant og i termalbad skal vi. Jeg vakler mellem gul badedragt fra cirka 1990 (note til mig selv: tjek elastikken) og bikini fra dengang, jeg var slank. Laura og jeg er enige om at være badetøjshadende landkrabber, men jeg insisterer på, at vi skal i termalbad. Der er nok heller ikke nogen, vi kender, som ser os. Og så skal vi ose og trave og suge til os. Det bliver så hyggeligt.
Desværre har jeg ikke fået læst op på mine mere end tredive år gamle sprogkundskaber. Hvis jeg kan nøjes med at sige øl, vin, skål, tak, ja og nej, skal det nok gå. At det lige er de ord, der har bidt sig fast i vokabulariet, afspejler meget godt, hvad jeg havde brug for at sige, da jeg var i Ungarn i 1983 sammen med en gruppe arkæologistuderende, som min ungarsklektor arrangerede en fjortendagestur studietur for. Hanne og jeg havde ungarsklektioner sammen og var med for at forfine vores sprogskills. Det skete ikke i nævneværdig grad, så vidt jeg husker, men det var en forrygende sjov tur. For arkæologerne var det fagligt, og vi var rundt og besøge utallige udgravninger og museer i landet, men ingen forventede noget som helst fagligt af Hanne og mig. Så vi studerede arkæologerne i stedet og hjalp dem med at feste. Det blev vi gode til.
Engang kunne jeg også sige ’Jeg vil gerne bede om ti busbilletter’. I dag ved jeg hverken, hvorfor jeg havde brug for ti billetter, eller hvordan jeg sagde det.
Jeg satser på at hive glemt sproglig viden frem fra det inderste arkiv, når jeg ser ordene, og så vil det vise sig, om det kan bruges til noget. I hvert fald dukkede der talord op, da jeg så pengesedlerne, og pludselig kan jeg mirakuløst tælle til ti.
Det er så fedt, så fedt, at min datter har lyst til at tage på tur med sin mor.
På gensyn, Magyarország, vi ses på torsdag.
31. august 2015 | den store bunke |
Fra nu af vil jeg øve mig i at begrænse brugen af ordet ikke. I stedet for vil jeg give udtryk for ikke’s modsætning. Lyder det kryptisk?
“Vi har ikke fået kigget på den VHS-afspiller”, sagde jeg i eftermiddags, da jeg fik øje på posen med den aflagte maskine, vi kringlede os, fordi vi havde nogle gamle videobånd liggende, vi gerne ville se indholdet af. Sommetider siger vi også “Jeg har ikke fået løbet” eller “Jeg fik ikke ringet til mor”. Eller “Jeg kan ikke lide rosenkål”. Og så hænger det bare der og er helt negativt, og man føler, man er bagud på alle områder.
Jeg vil ikke fokusere på alt det negative… se, der var den igen!
Jeg vil vinkle det 180 grader og for eksempel sige: “Skulle vi tage og tilslutte den der VHS-afspiller og se udsendelsen fra dengang, du var i fjernsynet og vandt ting, eller fra dengang, vi testede gryder i Rabatten? Hvad med på onsdag?”. Eller “Jeg har løbet to gange i august, det var dejligt, jeg var af sted!” og “Jeg må ringe til mor i dag, vil du huske mig på det?”. Og … “Du må godt få mine rosenkål, så kan jeg tage din broccoli”. Fokusere positivt og åbnende.
Det er rigtig svært. Men man kan øve sig og blive god til det.
Da børnene var små, sagde jeg altid til dem, når vi spiste aftensmad, og de mukkede over menuen, at hvis de ikke havde noget godt at sige om maden, skulle de lade være med at sige noget. De skulle vænne sig til at fremhæve de ting, de godt kunne lide, i stedet for at pege på dem, de ikke brød sig om. Og hånden på hjertet; der var da aldrig fuldstændig dødsensstille under måltiderne.
Engang omgikkes jeg en del journaliststuderende, og en sideviden som er hængt ved i mit hoved stammer fra dengang de lærte om overskrifter; hvad der var brugbare formuleringer, hvad der fængede og holdt fast, og hvad der bare lod læserne drive videre til næste artikel. “Ingen rotter på Esbjerg Havn” var et eksempel på en ikke-overskrift. “Nå”, ville læseren bare tænke, “der er ingen historie her, alt er godt, jeg behøver ikke læse mere”.
På samme måde er der kun nedlukning i ikke. Jeg vil øve mig i at vende det om og åbne for mulighederne.
Jeg har skrevet ikke og ingen femten gange i denne tekst. Sytten med de to i den forrige sætning. Og det kunne have været mange flere, hvis jeg ikke havde gjort mig umage med at finde andre formuleringer undervejs. Atten.
Fra nu af bliver det kun bedre.
Er der egentlig nogen, der har læst hertil … trods overskriften?
21. oktober 2014 | den store bunke |
Læs Knausgård! Det gør jeg.
For tiden lytter jeg til Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Igen. Det er sådan med hans selvbiografi, at jeg er nødt til at holde nogle pauser imellem bøgerne. Jeg læste de to første forholdsvis kort tid efter hinanden, og nu er jeg efter en lang pause gået i gang med bind 3. Der er seks bøger, og jeg ved, at jeg kommer igennem dem alle, men jeg ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage.
Han fortæller helt formidabelt. Hans sprog er legende og let, men med lange tankestrenge og sideerindringer, detaljerede beskrivelser af små, dagligdags handlinger, historier og betragtninger. På samme tid objektivt beskrivende og subjektivt indlevende. Sprogbeherskelsen er eminent, iagttagelsesevnen det samme, og der er beskrivelser af situationer, så jeg gang på gang præcist kan sætte mig ind i og genkende, hvordan personerne har haft det, følt og tænkt.
Derfor må jeg have pauser ind imellem. Teksten kræver så meget koncentration og sender også mig selv ud på erindringsrejser, så jeg af og til, når jeg sidder i bilen, er nødt til at slå over på radioen, fordi et eller andet har fået mig til at gå ud af en af mine egne tangenter, så jeg alligevel ikke hører efter oplæsningen.
For eksempel begyndte Karl Ove i skole i dag. Det var i hvert fald dertil, jeg var nået i teksten. Han er meget, meget spændt, og det fremgår – nærmest i en bisætning, fordi det er så naturligt for ham – , at han er den eneste af de drenge fra området, han kender og skal følges med, som allerede kan læse og skrive.
Det sendte mig af sted på erindringens vej. Jeg kunne læse, inden jeg startede i skole. På en eller anden måde lærte jeg mig selv det ved at være et meget nysgerrigt og videbegærligt barn, der spurgte og spurgte “Hvad står der dér?, ”Hvad står der dér?”. Min kusine er halvandet år ældre end mig, og jeg kan huske, at hun læste Rasmus Klump højt for mig, og jeg forstod på de voksne, at det var flot og imponerende, at hun kunne det, når hun kun var seks år og ikke begyndt i skole endnu, og jeg tror, at det var ved netop den lejlighed, at jeg begyndte at stile efter også at kunne læse.
Jeg kan se mig selv ligge på stuegulvet og læse avis. Da jeg var seks år, var der en jævnaldrende pige på Fyn, som var forsvundet, formentlig bortført. Hun hed Mona, og jeg var meget interesseret i at læse de daglige notitser og artikler i avisen om, hvordan det gik med politiets efterforskning, fordi pigen havde samme alder som mig, og fordi hun på billedet i avisen var så pæn med mørkt pagehår. Min mor var overhovedet ikke begejstret for, at jeg kunne læse på det tidspunkt, for hun var bange for, hvordan den alvorlige sag påvirkede mig. Så vidt jeg husker, blev Mona ikke fundet i live.
I det hele taget havde mor det meget dobbelt med min ihærdige stræben efter at læse alt, hvad jeg kom i nærheden af. På den ene side var hun selv glad for at læse og vidste, hvor stor en glæde det er at kunne, men hun var også bange for, at jeg kom til at skille mig negativt ud, når jeg kom i skole. Jeg følte det nu aldrig som et problem eller en hæmsko at have knækket læsekoden tidligt.
Da jeg skulle indskrives til skole, tog min mor og jeg ud til skolen, hvor indskrivningen foregik i et hjørne af skolens aula. Førstelærer Jørgensen sad bag et skrivebord og hyggesnakkede med sine kommende små elever. Min mor havde sikkert varslet, at dette barn allerede læste, og udtrykt sin bekymring overfor ham. Det var sikkert derfor, han ville afprøve mig og bad mig om at læse, hvad der stod på plakaten, der hang på væggen bagved ham. Det var en af de klassiske plancher fra Rådet for større Færdselssikkerhed, som viste, hvilke fem ting der skulle være på en cykel. Bremser, ringeklokke, reflekser og den slags. Det var, før det blev lovpligtigt at have cykellås på. Der skulle også være lygter, og det var her, jeg blev sat på prøve. Jeg var genert og ville nødigt sige det ord, han pegede på. Måske havde jeg alligevel en fornemmelse af, at det var for sært, at jeg kunne læse. Faktisk kan jeg ikke huske udfaldet. Om jeg fik det sagt højt eller ikke. Måske blev lærer Jørgensen ikke overbevist den dag. Men jeg var ikke i tvivl om, hvad der stod. ’Lygtetændingstiden’. Jeg kunne sagtens læse det, men det var meget fremmed for mig at udtale det. Vi talte dialekt hjemme, og ’lygte’ udtales ’løjte’, så jeg var allerede sendt langt uden for min comfort zone ved at skulle ’snakke fint’.
Det var den erindringsrejse, jeg lige var ude på dér på hovedvej 26 i eftermiddag, og der måtte jeg lige slå over på radioen, da det gik op for mig, at det var et stykke tid siden, jeg havde hørt efter lydbogsoplæseren.
Men altså, tag og læs Knausgård.
