25. marts 2019 | den store bunke |
Læg mærke til, hvor stor forskel der på ’Har kasseret’ og ’Er kasseret’. Det er heldigvis det første, der er tale om her. Den aktive variant. Og det er tøj, jeg har kasseret.
Jeg har ryddet ud i lidt af den dødvægt, jeg er flyttet rundt med i flere år. Tøj der sådan set er godt nok og alligevel for umoderne, for småt, forkert. Tøj med historier og håb. Fortællinger om hvordan det havnede hos mig, og håb om at jeg måske engang kommer i det igen.
Det gør jeg ikke, og nu er det væk.
En hel sæk fyldte jeg, da jeg raskt, målrettet og hårdhjertet swipede tøj til venstre, hvis jeg må bruge sådan et moderne billede om noget så umoderne som mine skuffers indhold.
I morges lagde jeg sækken ind i min lille bil, hvor den fyldte det meste af bagsædet, og efter arbejde kørte jeg omkring genbrugspladsen og dumpede den i rette container. Væk er den.
Jeg er spændt på de næste dage, uger og måske måneder. Selv om det meste er tøj, jeg ikke har brugt i uendelige tider, skal det nok passe, at jeg pludselig savner noget af det og pløjer skuffer og skabe igennem i jagten på noget, som jeg ikke kan huske, jeg har smidt ud. For det plejer jo at være der. Det har nærmest altid været der.
Jeg er ikke så god til at skille mig af med noget. Garderoben er slanket, men det ligger lidt tungt med lettelsen.
Foto: Mariehøne på tærsklen til forår. Det er sæson for at lufte ud og skabe gennemtræk. Også i garderoben.
7. januar 2018 | den store bunke |
Er der noget med, at det har været en rigtig flot dag? Udenfor?
Ja ja, det jeg ved selvfølgelig godt, at det har. For min dag startede sådan her:
Med fire plader boller til hævning, avisen, kaffe og solen knaldende henover en rimhvid plæne ind gennem fedtede ruder. Mit yndlingshjørne på sådan en dag.
Men jeg kom aldrig ud. Først fordi jeg støvsugede hele hytten og bagte boller, senere på grund af det her:
Og enhver kan se, at det tager mere end en eftermiddag at komme til bunds i dét. I dag er det ni måneder siden vi flyttede ind. Det vil sige, at det har taget os trekvart år ikke at rydde op. Jo, der er skam stillet reoler op, og noget er da også sat på plads, men den gennemgribende oprydning og værkstedsindretning er det ikke blevet til. Jeg tog et ordentlig ryk i dag, og derfor nåede jeg aldrig at komme længere ud end lige uden for bagdøren, hvor jeg opdagede, at vi stadig havde sodavand og øl stående til køl fra nytårsaften. De var bundfrosne!
Men altså. I værkstedet er der stadig et stykke vej at gå, men jeg kom langt i dag. Der er skabt både gulvplads og bordplads, – mutter har kasseret og systematiseret, og de mange æsker med søm og skruer i alskens størrelser og faconer til alskens formål er sat i skuffer og skabe, så de er nemme at komme til. Vi har flettet værktøj, så nu er vi et virkelig etableret par.
Jeg har samlet en betydelig stabel af urent jern og småt brændbart, som gør lidt ondt i øjnene, indtil vi får det kørt væk. Men jeg bliver ærlig talt glad af at komme ud i det værksted nu.
Og så er det man tænker: Hvorfor har vi ikke gjort dét før nu?
Derudover over spekulerer jeg på, om alle har en stor bøtte med brugte jeg-gemmer-dem-lige-for-dem-kan-jeg-altid-bruge-skruer, eller det bare er os. Vi har tre!
29. august 2017 | den store bunke |
Hvis man er sådan en, der har fået de lidt negative talegaver, kan man sige, at jeg har brugt en del af weekenden på at flytte unyttige ting rundt mellem små kasser.
Hvis man derimod er en, der gerne prøver at trække et lidt gladere spor efter sig, kan man sige, at jeg har været dygtig og ryddet op i kontorkasserne.
Skal vi ikke tage den sidste version?
Kontorkasserne er otte praktiske kasser, som i små ti år har rummet alt, hvad jeg havde af kort og konvolutter, clips og tape, skriveting, blokke og klæbeetiketter, organiseret så det var nemt at finde alting. Dem skulle der ryddes op i, havde jeg bestemt, og jeg har allerede haft fat i en af dem tidligere på sommeren uden rigtigt at få gjort noget.
Men nu! Nu har jeg haft det HELE ude på gulvet og haft alting i hænderne og vurderet det stykke for stykke. Jeg har lagt hovedet på skrå og smidt ud og undret mig og været nostalgisk og barsk i min sortering.
Ud med lommeregneren fra Tiger – alle har jo kalkulator i telefonen.
Faster Ellens tunge forstørrelsesglas – nej, det gemmer vi. Sammen med tre andre små lupper. Vi ved ikke hvorfor.
En tillykke-medalje fra min 40 års fødselsdag og en kenyansk pengeseddel gemmer vi sammen med Georg Jensen-piben, som jeg fik af en kæreste i 1983.
En stabel ellipseskabeloner og måleværktøj til satsstørrelser – ud med dem, firserne vil ikke engang have dem tilbage.
Ud med de indtørrede rørpenne fra Rotring og de dyre kalligrafipenne, som jeg ventede mig noget stort og smukt af engang. Mens jeg ventede, sandede de til i indtørret tusch.
Men markerpennene skriver stadig i fede spritstinkende strøg her 30 år efter, så dem gemmer vi. Til et eller andet.
Fem millioner forskelligfarvede post-its kan man altid bruge.
Ligesom lilla silkepapir og guldstjernestrimler.
Det tog virkelig lang tid at få det hele spredt ud. Det gik endnu langsommere at få det samlet sammen igen i nye kassekonstellationer.
“Var det ikke meningen, du ville minimere antallet af kasser??”, spurgte Morten, da jeg var så godt som færdig med at sortere.
JO!
Jeg har smidt indholdet fra mindst halvanden kasse ud. Der er kun seks kasser nu!
Noget af det, der tog lang tid bagefter, var at se alle foto-cd’erne igennem og flytte billeder, mens vi stadig har en computer med cd-drev i huset. Der var meget forunderlighed og nostalgi at blive ramt af der. Også sære ting. For eksempel det her billede fra en studietur til Ungarn i 1983. Jeg er hende med pagen, piben og temmelig blå smækbukser. “Pipázik – hun ryger pibe..!”, sagde de omkringstående ungarere ved Balatonsøen vantro til hinanden – de havde aldrig kendt mage. Jeg kan godt forstå dem, det var egentlig noget værre noget. Det var ikke engang Georg Jensen-piben, den fik jeg først senere.
Nå. Jeg har beskåret kontorkassebeholdningen med 25 procent. Jeg synes, jeg har gjort det godt.
12. juli 2017 | den store bunke |
Noget af det, jeg har planer om at få ryddet op i, er otte sorte og hvide kasser med kontorting. Da vi flyttede ind, stuvede jeg dem alle sammen ind i et skab i kontoret sammen med en forfærdelig masse andre ting, det var vigtigt at få af vejen i de hektiske flyttedage i april. Mens jeg lossede kasser ind, sagde jeg sådan cirka konstant: “Jeg LOVER at rydde op i det her, jeg LOVER, at jeg nok skal få det gjort!!”. Og jeg mener det.
Kasserne har fulgt mig i mange år, og da jeg i sin tid systematiserede dem, var det en knaldgod ide og virkelig gennemført. De kunne stå fremme og se pæne ud, og det var nemt at finde, hvad vi skulle bruge, for de var – og er stadig – forsynet med skilte, der angav indholdet. Skriveting, Gavebånd, Plastiklommer, Kort og kuverter, Printer og CDer, Diverse, Lim-Tape-Clips, Blokke-Lup-Lommeregner. Det var overskueligt, vi var glade, og jeg var stolt.
Problemet er bare, at der ikke er ryddet op i dem i årevis, og nogle af dem indeholder forældede sager, som ingen nogensinde mere vil efterspørge. CDer med forældede computerprogrammer og styresystemer, for eksempel. Det er faktisk spild af god kasseplads. Så beslutningen om dybdegående sortering er taget for længst. Men tiden til det, ikk’ å? Og lysten til det, ikk’ å?
I dag tog jeg Kort og kuverter-kassen frem. Og fandt grønlandsk brevpapir fra 80’erne, noget Carl Larsson-kort, luftpostpapir, et checkhæfte fra en bank hvor jeg ikke længere er kunde, postkort og konvolutter købt i Sovjetunionen i 1985, postkort købt i Jugoslavien i 1984, et kort jeg selv har tegnet, andre kort jeg har været med til at lave, CD-konvolutter, julekort lavet af Mund- og Fodmalende Kunstnere i startfirserne, flag og klistermærker…
Så gik jeg lidt i stå.
Jeg lagde det hele ned i Kort-og-kuverter igen og besluttede tænke på det igen en anden dag.
I morgen tager jeg måske fat i Plastiklommer.
6. maj 2017 | den store bunke |
I aftes og i nat var vores nye og på ingen måde færdigindrettede hus rammen om en 2 x 20 års fødselsdag. Lasse fyldte 20 for et par uger siden, og vi havde sagt ja til, at han holdt fødselsdagsfest sammen med en kammerat, der fyldte år i forgårs. De to har gået i samme klasse gennem de første syv år i folkeskolen og igen i gymnasiet, og det var netop gymnasieklassen, der var inviteret. Dermed var festen også en reunion. Mange af dem har ikke set hinanden siden sidste sommer, hvor de blev studenter.
Selv om Lasse er mit tredje barn, har jeg faktisk ikke lagt hus til mange fester. De steder, vi har boet, har ikke rigtigt egnet sig til at samle mange mennesker. Men det gør vores nye hus. Vi har en stor stue ud i et med køkkenet og med direkte udgang til terrasse og have, og så er der to toiletter. Vigtig detalje. Derudover har vi urimeligt mange stole og borde, så vi kan snildt have plads til for eksempel 26 unge.
Så sådan blev det.
Jeg var spændt. Egentlig mest på hvordan der ville se ud bagefter. Vi havde aftalt at gå i eksil hos nogle venner nogle timer om aftenen for alle parters skyld. Vi tog af sted, da jeg havde hentet de pizzaer, Lasse havde bestilt, og så kom vi hjem igen ved 23.30-tiden og listede op i soveværelset uden at forstyrre festen, som var i fuld gang, både inde og ude med høj musik, snak, dans og åben havedør. Jeg opgav at sove, men opnåede heldigvis på det helt rigtige tidspunkt et par timers frit Candy Crush-liv, så jeg havde underholdning, indtil vært og gæster tog ind til nattelivet i byen omkring klokken 2.
Vi var spændte, da vi stod op i dag, og selvfølgelig var der tydelige festspor i stuen og i haven. Duge der sejlede i væske, vildt mange tomme flasker og dåser, glas med sjatter stillet de særeste steder, glemte effekter og beskidte, klistrede gulve overalt. En enkelt havde brækket sig ude på fortovet, og det havde tilsyneladende været svært for de fleste at ramme askebægrene på terrassen.
Men de havde gjort en ihærdig indsats for at rydde op, inden de gik, og det meste var samlet sammen i to store sække med pizzarester, engangstallerkener, flasker og dåser, og det skal de have tak for. Huset kunne have været efterladt i langt, langt værre tilstand, og mit indtryk (mens jeg sad i sengen og spillede på iPaden) var, at de hyggede sig og havde en god fest.
Fordi den 20-årige havde levet op til vores forventninger om at holde festen under kontrol, og fordi vi ellers ikke ville få gjort rent før sidst på eftermiddagen, hvis vi skulle vente, til han stod op, lavede vi et omfattende rengøringsraid i morges. Oprydning, sortering af skrald og flasker, gulvvask i hele hytten. Vi var tilfredse med, hvordan det var gået. Og han er glad, fordi vi er tilfredse, og taknemmelig, fordi vi gjorde rent.
Samlet set var der ikke de store tab. Der var gået et enkelt vinglas, og vi har to festivalstole færre i dag end i går. Men det blev en lille smule sært, da vi gjorde klar til at spise morgenmad. Jeg kiggede forundret på osten, da jeg tog den ud af køleskabet og pakkede op. Først spekulerede jeg på, om nogen havde revet ost til et eller andet og kørt hele osten op og ned ad rivejernet. Indtil det gik op for mig, at en eller anden (med et meget regelmæssigt tandsæt) simpelt hen har taget store bidder af den.
Foreholdt den skamferede ost fortalte Lasse i dag, at han havde skældt voldsomt ud over netop den episode i nat. Sådan skal ingen behandle vores ost!
