10. januar 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Alle tiders kokketeam er samlet i nogle få dyrebare dage. Laura er i Viborg i en lille uge, indtil hun rykker til Sverige til kjöttbullar, knäckebröt og Kalles Kaviar, og hun og Lasse laver mad sammen. De må få alle de maddage, de overhovedet gider.
Det er så godt. Jeg stornyder det. I dag lavede de chili con carne.
9. januar 2016 | den store bunke |
Den korte version af en lang lørdagsfortælling. Jeg har varme kinder, lange arme og trætte øjne. Tidligere på aftenen havde jeg også våde fødder. Vi har brugt dagen på at rømme Lauras værelse på Langenæs, hendes sted gennem næsten to år. Om en uge flytter hun til Stockholm for at studere der i forårssemesteret.
Astrid, Lasse, Morten, jeg og Laura selv udgjorde et stærkt flyttehold, og det gik så fint, det hele. Alt hendes gods – bortset fra det, der skal med til Sverige, og madvarer, der lige så godt kunne rejse til Viborg – er nu opmagasineret, og ingen ved endnu, hvor det skal flyttes hen til sommer.
Vi kunne godt have brugt bedre flyttevejr end regn og sludsjap, men sådan var det så, og det gik. Til aftensmad trak vi pizzakortet, sådan som det hører sig til på en flyttedag. Og nu er vi bare trætte.
I morgen vender Laura og jeg tilbage for at gøre rent, og så er det farvel og tak til den blå opgang i Kirkedammen. Noget nyt og spændende venter i Norra Stationsgatan.
8. januar 2016 | den store bunke, Udpluk |
• Der var ABBA-tema på DRK. Ahhh! Jeg skal høre noget mere ABBA.
• Når jeg læser en velskrevet roman af høj sproglig kvalitet, får jeg lyst til selv at skrive.
• Hvorfor har jeg aldrig før læst noget af Erik Valeur? Det er smør for mine ører.
• Jeg har købt presenninger i dag. Engang holder jeg måske op med at tænke Prins Henning, lige efter at jeg har tænkt presenning.
• Der hvor jeg købte presenninger, var der en der hilste på mig, og jeg skulle lige komme i tanker om hvem han var. Optur. Det plejer at være omvendt: Mig der hilser på folk, som ikke kan huske mig.
• Stod i en butik og greb mig selv i at kigge på hjulkapsler. Men så gik jeg også ud igen. Jeg sender en mand. Vil ikke risikere et uudtalt “…. lille du”.
• Lille Hviden har rundet 45.000 kilometer og har fået lilletjekket på værkstedet. Der sendte jeg også en mand.
• Den første arbejdsuge efter juleferien gik godt nok hurtigt. Jeg nåede ikke at sove ret meget. På den måde er det, som det plejer.
• Facebook delte et femårsminde med mig i dag. Teksten var “har fået det udstikkersæt, jeg så tit har savnet. Fra nu af laver jeg KUN runde kager.” Jeg har måske stukket tre runde kager ud på de fem år. Så meget havde jeg åbenbart ikke savnet det.
7. januar 2016 | den store bunke |
Budgettet.
Skemaer og tal. Udgifter, indtægter, overførsler, underskud, overskud, forventet og faktisk.
Hvert år ved denne tid tager jeg mig sammen og lægger budget. Skriver det kommende års forsikringspræmier, a conto-beløb, avisregninger, afgifter og alle de andre udgifter ind på mit skema, lægger sammen og dividerer og regner ud, hvilket beløb vi hver måned fremover skal overføre til budgetkontoen. Den opgave har jeg taget på mig, og det går, som det plejer. Jeg bliver muggen og frustreret over, at udgifterne altid er blevet højere end forrige år, og græmmes over, at alle de penge skal bruges til kedelig husleje og fornuftige forsikringer og kontaktlinser og strøm og ikke til at have det sjovt for. Jeg har det næsten, som om det er mig, der har brugt alle pengene, når jeg hvert år siger, at vi er nødt til at betale lidt flere penge ind på kontoen. Og det er det ikke.
Ja, jeg ved godt, man ikke behøver at sidde med papirskemaer, blyant og lommeregner.
Ja, jeg ved godt, at der findes digitale budgetfeatures.
Min netbank har det. Jeg kan bare ikke lide det.
Nu bor jeg jo sammen med en mand, der bevæger sig ubesværet i den digitale verden, er i stand til at finde apps og tutorials til alt tænkeligt og altid har øjnene åbne for automatiseringsmuligheder, så jeg gik i forsvarsposition på forhånd og sagde, at jeg godt vidste, man kunne dit og dat på nettet, og excelark og hvad har vi, men at det bare ikke fungerede for mig. Jeg har bare mest overblik, når jeg gør det analogt. Og han sagde: “Du skal ikke høre noget fra mig. Jeg gør tydeligvis ikke noget af dét der, så den måde, du gør det på, er da den bedste. Alt, hvad du gør, er jo bedre, end det jeg gør”.
Han er glad for at slippe. Så jeg fortsætter med mine sedler, som jeg har lavet for mange budgetår siden og kopieret igen og igen. Med min lommeregner og min blyant og mine gennemsnit, og så bestemmer jeg, hvor meget mere der er brug for om måneden, og så skal det hele nok gå, mens jeg måned for måned følger med i, om de faktiske opkrævninger stemmer overens med de forventede.
Og der er et helt ÅR, til jeg sidder med revisorkasketten på igen.
5. januar 2016 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg fik et typodarium i julegave. Hvad er dog det? Det er en afrivningskalender med 366 forskellige skrifttyper, en for hver dag i 2016. Før juleaften havde jeg ingen anelse om, at der fandtes sådan noget, men det var en gave, der var skudt lige ind i hjertet på mig – af en der kender mig godt, og som selv ser og anerkender skønheden i typografi.
Jeg er vild med den. Hver dag er ny og spændende. På forsiden af bladene står forudsigelige ting som måned, dato og ugedag, men med en ny font hver dag, og på bagsiden står navnet på fonten og dens designer, en beskrivelse af den, hvilke skriftsnit den findes i og anden interessant info for typonørder.
Fjerde januar var for eksemple sat i BC Kakao, den kan jeg godt lide; femte januar hedder Banca – ret ordinær, og så har jeg smugkigget ud i fremtiden og set, at skriften sjette januar hedder Kaaaipi og er grim og ulæselig, og at der på den syvende dag er en font med både arabisk og latinsk alfabet.
Og det bliver ved. Det er lækkert. Jeg er glad.
2016 bliver et godt typografisk år.
4. januar 2016 | den store bunke |
Det var bestemt ikke gennemtænkt, det der med at starte på arbejde efter en dejlig lang juleferie. Det kom bare.
Først var det noget med at stå op tre timer før jeg plejer. Faktisk havde jeg veltilfreds sagt blot få aftener før (på den anden side af midnat), at det med at gå sent i seng og stå sent op, det er dét jeg er lavet til.
Så var det noget med at gå i bad, selv om min seng var et indlysende bedre sted. Og noget med at finde på tøj, som var noget andet tøj end rummeligt fleece, strik og stretch.
Så var det noget med at lave madpakker og vække en 3.g’er, som ikke ville op, fordi han havde fri i første modul, og det mente han nu nok, at han havde sagt.
Så var det noget med at sætte sig ned i en iskold bil og køre af sted i morgenmørket. Det var også noget med at lytte til bog, der har været temmelig forsømt i to uger, fordi jeg ikke har kørt ret meget alene og heller ikke har hverken løbet eller støvsuget i den tid, og dét var dejligt. Både at lytte igen og ikke have støvsuget eller løbet.
Så var det noget med at drikke kaffe. Der ramte jeg ikke helt rigtigt med dagsmængden, kunne jeg mærke i maven, da jeg kørte hjem om eftermiddagen.
Så var det noget med at løse nogle arbejdsopgaver, og det gik egentlig helt godt. Men så var det også noget med skulle registrere tid og huske, hvad jeg havde lavet flere timer før og skrive det rigtigt ind i et skema. Det brugte vi ikke hjemme i ferien. Der var det nok at sige ud i luften, at jeg havde lavet en kande te eller været nede med skraldeposen eller taget boller op af fryseren.
Så var det noget med, at det var mørkt igen, da jeg kom hjem. Og at det der hverdag fortsætter i morgen klokken 06.
Nu er det noget med igen at gå lidt for sent i seng til, at det virker rimeligt at skulle stå så tidligt op. Og at jeg måske har vænnet mig til det midt i februar.
Hvor det næsten er forår.
Ikke?
