26. januar 2016 | den store bunke |
Jeg har fortalt om dengang jeg poserede som fotomodel til min egen fødselsdagsinvitation, her, og om dengang jeg var croquismodel, her.
Men det er skam ikke de eneste højdepunkter i min modelkarriere. Der er mere. Se bare her.
Engang manglede det lokale dagblad nye gravid-arkivfotos til at drysse som illustration til artikler om børnetal, fødselsstatistikker, forældreskab og den slags stof. Jeg var gravid, barnets far var redaktionssekretær på avisen, og derfor blev det mig og min mave, der stillede op til fotoshoot. Det var tre måneder før fødselsterminen, og maven var egentlig slet ikke stor nok til at virke overbevisende højgravid. Jeg måtte gøre mig umage med at strutte ekstra med den, husker jeg. Hvad jeg ikke har gjort mig umage med er mærkerne fra strømpebukserne. Tydelig ribstrik dér på maveskindet. Der kunne fotoafdelingen godt være trådt i karakter med noget billedbehandling, synes jeg.
Jeg har gemt en af de gamle aviser. Den dag i januar for nitten år siden havde avisen et tema om “Generation planlægning”, og jeg optræder både i forsidehenvisningen og inde i bladet. En af artiklerne handler endda om mig og min lille – voksende – familie. Det havde jeg fuldstændig glemt. At jeg lige der ikke bare var et foto fra arkivet.
Måske ligger jeg stadig i avisens fotoarkiv, men det er meget længe siden, at jeg har illustreret noget som helst om gravide, og det kan jeg godt forstå. Det er en forfærdelig grim og meget uddateret buks, jeg har ladet mig forevige i.
Og tiden er godt og vel forpasset til at byde mig til for nye fotos til arkivet.
13. januar 2016 | den store bunke |
Invitationen til min 30 års fødselsdag var prydet af dette billede.
Det er den eneste dokumentation, jeg har på mit livs modelleri. Og det var jo bare for sjov og med et bestemt formål. Men nogle år forinden havde jeg faktisk tjent penge på at være model. Jeg havde studiejob nogle timer om ugen på Aarhus Kunstakademi som croquismodel. Splitter-Hans-Jørgen, altså, til 30 kroner i timen. Et nemt arbejde. Jeg tog tøjet af og stillede mig på et podie, og så sad holdet rundt om og tegnede mig. Jeg holdt samme positur i to, fem eller ti minutter ad gangen, derefter skiftede jeg stilling, og de studerende skiftede papir. Hvis det var koldt, havde jeg en varmeblæser ved siden af, og når der var pause, tog jeg min badekåbe på.
Et semester var jeg også model for et malehold. Det var lidt mere bøvlet, for det var samme stilling i flere måneder, – mit ene håndled sov mere eller mindre permanent i den periode, for holdet havde selvfølgelig valgt en stilling, hvor jeg sad ret ubekvemt med temmelig meget vægt på højre hånd. Til gengæld bestemte jeg selv, hvor tit og hvor længe jeg holdt pauser.
Jeg er af og til blevet spurgt, om det ikke var mærkeligt og grænseoverskridende at være nøgen midt i en rundkreds af fremmede mennesker. Det var det ikke. Der var ikke noget seksuelt i det overhovedet, og jeg følte mig ikke bedømt som andet end former og linjer, der skulle tegnes af studerende, der gjorde sig umage, mens de trænede tegneteknikker. Jeg var ikke veltrænet og skinny, men det betød intet i den situation. Der var intet ideal at leve op til, og jeg kunne have været hvad som helst med form, lys og skygge, forskellen var bare, at jeg selv kunne skifte opstilling.
Min mor brød sig ikke om at fortælle folk, hvilket studiejob jeg havde (“Kan du ikke bare sige, at jeg samler blyanter op for tegnerne?”, foreslog jeg), hvorimod min far elskede at provokere og fortælle, at jeg var nøgenmodel, bare for at se folks reaktion. Sådan har jeg også tit haft det selv.
Engang fik jeg en meterhøj fuldfigurskitse fra en af dem, der tegnede mig. De producerede jo monstermange tegninger i løbet af sådan en formiddag, og han dedikerede en af sine til mig. Jeg har ingen anelse om, hvor den er blevet af i løbet af tre årtier og mange flytninger, og jeg er ked af, at den er forsvundet undervejs.
Ellers ville jeg selvfølgelig have vist tegningen af den unge spændstige model her.
2. september 2013 | den store bunke |
Et billede på Facebook, som nogen likede, tændte en kontakt et sted i mit hoved og fik mig til at grave dybt i fotolommerne.
Da jeg i sin tid skulle invitere til min 30 års fødselsdag, bad jeg min kollega Ole hjælpe med indbydelsen. Teksten havde jeg skrevet, men jeg manglede det rigtige udtryk, og det tog Ole, dygtig AD’er i den århusianske (dengang var det med Å og ikke Aa) reklamebranche, meget alvorligt.
Teksten gik på, at i 1959 fik mine forældre tre nye ting, fjernsyn, ny bil og nyt barn, og allerede ti år senere gav den gule Opel Kaptajn op, og i ’81 gnistrede det sort-hvide Philips for sidste gang, men jeg var en anderledes robust model, for nu blev jeg 30 og bla-bla.
Ole greb det med modellen og bookede en tid hos reklamefotografen lige om hjørnet og stylede mig – meget tro mod den, jeg var. Jeg havde ingen sneakers, så han lånte mig et par, resten er mit eget. Sjovt nok er sneakers nu om dage det eneste, jeg har. Den kække korthårsfrits, oversize (grøn, noget krøllet) t-shirt og hjemmesyede blomstershorts er væk. Ligeså piben. Det var faktisk en Georg Jensen pibe, og jeg havde en applikeret pose i blåt velour til piben, tobakken, piberensere og -stopper.
Vi fik teksten sat op hos vores sædvanlige satsleverandør, og den blev monteret ovenover modellens ryg. Så gik vi i mørkekammeret og lavede reprokopier i A2, og invitationerne blev rullet og sendt ud i rør. Det var røvdyrt og ret besværligt for dem, der måtte på posthuset og hente deres indbydelse. Men det var sjovt.
Mine svigerforældre havde mig hængende som pin up i lang tid efter.
