IT for sproglige
Forskellen mellem matematiske og sproglige kompetencer. Eller ligheden. Jeg har spekuleret meget over det. Og det har jeg, fordi Morten er en it-haj. Sådan en som folk henvender sig til, når der er noget i vejen med deres computere eller gerne vil have, at den skal kunne det ene eller det andet ekstra. Og som bygger hjemmesider og læser programmeringssprog, som om det var en Totte-bog.
Det sjove er, at han ellers er, hvad jeg vil kalde typisk sproglig, og han stejler og får ti mentale tommelfingre, når det bare lugter af matematik. Mens jeg alle mine skoledage har haft nemt ved matematik og logiske opgaver, netop fordi matematik er logik og regnbare formler. Men jeg kan ikke it-nørde. For nu at bruge et bredt ordvalg. Jeg mener dét, der sker inde bag skærmen, opdateringer, programmering og den slags nørderi (“Hvorfor GØR den det her?!?”). Det er volapyk.
Da jeg gik i gymnasiet omkring 1980, var det et valg, vi tog allerede flere måneder, inden vi trådte over skolens dørtærskel første gang: Sproglig eller matematisk student. Så gik det første år med at være enten sproglig eller matematiker, og derefter valgte vi gren, fx nysproglig, fransksproglig, klassisksproglig, musik- eller samfundssproglig, matematisk-fysisk, naturfaglig, samfundsfaglig eller mus-mat. Men grundlæggende var vi stadig enten sproglige eller matematikere.
Jeg var meget i tvivl, da jeg skulle vælge bane, for mine bedste folkeskolefag var engelsk og matematik. Jeg endte med at lade latin tynge med på sprogskålen og valgte den sproglige linje. Men gennem alle gymnasieårene med en stor glæde ved matematiktimerne.
Den glæde har Morten aldrig haft, så vidt jeg kan forstå, og han får et forvildet og usikkert blik, når den 12-årige går i stå i sine matematikopgaver og beder om hjælp. Hans ellers logiske sans er smuldret ned mellem gulvplankerne i fortidens klasselokaler, hvor den matematiske kode aldrig blev knækket helt, fordi han måske aldrig opnåede at tro på, at han kunne.
Men hvorfor færdes han så så ubesværet i computerkontrolcenteret, som jeg opfatter som kernematematisk?
Selv har han den forklaring, at det er fordi han er uforfærdet. – Jeg er ligesom en fjernstyret bil, siger han. – Hvis jeg kører ind i et hjørne, bzzzzt, så vender jeg om og kører en anden vej, bzzzzzt, der er også en væg, bzzzzt, og jeg drejer omkring og søger i en tredje retning, og sådan bliver jeg ved, indtil jeg finder en udvej og en løsning.
Altså præcis den samme stædighed og vedholdenhed, som tager mig, når jeg står over for en matematisk opgave eller talgåde, jeg ved kan løses med logisk tænkning. Mens jeg ikke rigtigt tør trykke på tasterne, når min computer kræver, at jeg gør et eller andet i motorrummet.
Det er altså skægt med den omvendthed. Og forunderligt.
Jeg tror, jeg bliver nødt til bare at beslutte, at IT-håndtering ER et sprog. Ellers kan jeg ikke få det til at hænge sammen.
