IT for sproglige

Forskellen mellem matematiske og sproglige kompetencer. Eller ligheden. Jeg har spekuleret meget over det. Og det har jeg, fordi Morten er en it-haj. Sådan en som folk henvender sig til, når der er noget i vejen med deres computere eller gerne vil have, at den skal kunne det ene eller det andet ekstra. Og som bygger hjemmesider og læser programmeringssprog, som om det var en Totte-bog.

Det sjove er, at han ellers er, hvad jeg vil kalde typisk sproglig, og han stejler og får ti mentale tommelfingre, når det bare lugter af matematik. Mens jeg alle mine skoledage har haft nemt ved matematik og logiske opgaver, netop fordi matematik er logik og regnbare formler. Men jeg kan ikke it-nørde. For nu at bruge et bredt ordvalg. Jeg mener dét, der sker inde bag skærmen, opdateringer, programmering og den slags nørderi (“Hvorfor GØR den det her?!?”). Det er volapyk.

Da jeg gik i gymnasiet omkring 1980, var det et valg, vi tog allerede flere måneder, inden vi trådte over skolens dørtærskel første gang: Sproglig eller matematisk student. Så gik det første år med at være enten sproglig eller matematiker, og derefter valgte vi gren, fx nysproglig, fransksproglig, klassisksproglig, musik- eller samfundssproglig, matematisk-fysisk, naturfaglig, samfundsfaglig eller mus-mat. Men grundlæggende var vi stadig enten sproglige eller matematikere.

Jeg var meget i tvivl, da jeg skulle vælge bane, for mine bedste folkeskolefag var engelsk og matematik. Jeg endte med at lade latin tynge med på sprogskålen og valgte den sproglige linje. Men gennem alle gymnasieårene med en stor glæde ved matematiktimerne.

Den glæde har Morten aldrig haft, så vidt jeg kan forstå, og han får et forvildet og usikkert blik, når den 12-årige går i stå i sine matematikopgaver og beder om hjælp. Hans ellers logiske sans er smuldret ned mellem gulvplankerne i fortidens klasselokaler, hvor den matematiske kode aldrig blev knækket helt, fordi han måske aldrig opnåede at tro på, at han kunne.

Men hvorfor færdes han så så ubesværet i computerkontrolcenteret, som jeg opfatter som kernematematisk?

Selv har han den forklaring, at det er fordi han er uforfærdet. – Jeg er ligesom en fjernstyret bil, siger han. – Hvis jeg kører ind i et hjørne, bzzzzt, så vender jeg om og kører en anden vej, bzzzzzt, der er også en væg, bzzzzt, og jeg drejer omkring og søger i en tredje retning, og sådan bliver jeg ved, indtil jeg finder en udvej og en løsning.

Altså præcis den samme stædighed og vedholdenhed, som tager mig, når jeg står over for en matematisk opgave eller talgåde, jeg ved kan løses med logisk tænkning. Mens jeg ikke rigtigt tør trykke på tasterne, når min computer kræver, at jeg gør et eller andet i motorrummet.

Det er altså skægt med den omvendthed. Og forunderligt.

Jeg tror, jeg bliver nødt til bare at beslutte, at IT-håndtering ER et sprog. Ellers kan jeg ikke få det til at hænge sammen.

Uendelige lille verden

I aftes sad Morten og rodede med nogle gamle gymnasiepapirer, deriblandt årgangens Blå Bog. Et navn på en af klassens piger sagde mig et eller andet, uden at jeg kunne placere det. Senere i snakken fortalte han, at den pige nu er præst i Xxxxby, og da slog det mig: Det var hende, som døbte Laura.

Vores børn er ikke døbt som spæde, men da Laura var otte år, insisterede hun på ville døbes. Hendes kusiner og fætter var lige blevet bunkedøbt i forbindelse med den ældstes konfirmation, og nogle af vores venner havde adopteret en pige, som blev døbt, da hun kom hertil som treårig, så Laura vidste godt, at man ikke behøver at være et spædbarn i dåbskjole. I lang tid slog vi det hen som en forbipasserende grille, men hun blev ved. “Men jeg tror på Gud!”, påpegede hun, og det var et argument, som var svært at afvise, så vi tog kontakt til vores kirke og fik arrangeret en dåb.

Præsten, som altså har gået i gymnasiet med Morten, var i den periode konstitueret sognepræst i vores sogn under den faste præsts orlov, og hun var en skøn kvinde med god fornemmelse for, hvad vi var for nogen. Hun foreslog, at vi valgte en søndag, hvor der var familiegudstjeneste. Det blev en herlig dag med en sprudlende gudstjeneste i en propfyldt kirke med juniorkonfirmander, som spillede teater, et børnekor og dåb af tre børn, hvoraf to hed Laura, men kun den ene svarede selv. Jeg blev bekræftet i, at barnet ikke gjorde det for vindings skyld, da hun blev dybt forundret over at få gaver ved festen bagefter.

Siden kom hun dog i tvivl om sin tro, da hun gik til præst. Men det er en anden historie.

I aftes var vi helt opfyldt af verdens forunderlighed, og Morten skrev en mail til sin gamle klassekammerat og fortalte om det sjove sammentræf. Hun svarede blandt andet:

Husker faktisk godt en pige på 8 år, der blev døbt. Fortæller nogen gange om hende til mine konfirmander, som lige tror, at man kun kan døbes som spæd eller som konfirmand og så er den ikke længere….

Vi har sat spor i historien.

Her er invitationen, som Laura lavede dengang. Det lignede meget godt præsten. Den lyserøde må være mig, den grønne med fregner er dåbsbarnet selv, og den, der ligner Benny fra Olsen-Banden, er barnets far. I virkeligheden var vi lidt mere afdæmpet klædt.

IMG_4476_just

Blå Bog var fra 1984, og Morten konstaterede med et forklaret udtryk i ansigtet, at “så har vi 25 års jubilæum næste år”. Han var sproglig.