3. september 2016 | den store bunke |
Altså, kender I det her? Jeg har samlet i bunker af ting, som jeg ordner “i næste uge”, “i weekenden” eller “det kigger jeg lige på” og “nu har jeg noteret det”. En lang række af projekter til effektuering, når jeg lige får tid, eller det ikke kan vente længere.
Og nu er det weekend, nu har jeg tid. Alle punkterne er endda skrevet ind i telefonens noter under overskriften HUSKE AT, og jeg har oven i købet listet dem i prioriteret rækkefølge, så det bare er at starte fra oven, og så kan jeg slette dem efterhånden, som de er udført. Og jeg har også koordineret med vejrudsigten, således at indendørs projekter er planlagt til i morgen, hvor der er lovet slagregn på heldagsbasis, og i dag, hvor solen skinner, er der prioriteret nogle timer i haven, hvor sejlivet og potent ukrudt sikkert håber på, at jeg ikke kommer.
Jeg er oven i købet allerede i gang. Der står fire plader boller og hæver i køkkenet, både vaskemaskine og tørretumbler arbejder, og det er bare at gå videre til næste punkt på listen. Meget af det er faktisk nemme småting som at nethandle billetter til et par arrangementer, skrive en mail, læse noget, se en tutorialvideo, skrive en liste. Easy-peasy. Bare komme videre.
Alligevel er der på en eller anden måde sket det, at jeg er gået i stå. Jeg sidder i sofaen med computeren på skødet, drikker kaffe og hører Mads og Monopolet, spiller Candy Crush og skriver blogindlæg om alt det, jeg i stedet skulle give mig til.
Så kunne man til mit forsvar sige, at jeg sikkert trænger til sådan en lille stund med overspring midt i min travle og vigtige hverdag.
Næh. Det gør jeg ikke. Dem har jeg mange af. Hele tiden.
Nå men.
Nu!
Går jeg ud og tænder ovnen og ser til vaskemaskinen og finder mit NemID nøglekort frem.
Men jeg kan se, at jeg har fået et nyt liv i Candy Crush, så det spiller jeg lige først.
2. september 2016 | den store bunke |
Jeg spolede lige mentalt tilbage gennem de referater, jeg har hørt folk give om selskaber og komsammen’er, de har været til. Jeg er helt tilbage i barndommen, og jeg kan høre min mor berette om forsamlingshusfester og familiegilder. Og jo, det er ganske vist; den sekvens der er brugt med størst frekvens og derfor har sat sig fast i min erindring er Og så fik vi… En væsentlig del af oplevelsen har alle dage været kvaliteten af det kulinariske indtag og manglen på samme, og ingen genfortælling har kunnet være fuldkommen uden også at fortælle indgående om, hvad der var blevet serveret.
Sådan har det altid været. I hvert fald i min familie, og det har nærmest været betragtet som uhøfligt og udtryk for mangel på interesse, hvis man ikke efter at nogen havde været til fødselsdag eller andet selskabeligt stillede spørgsmålet Hvad fik I?
Jeg har beviser. Jeg har min mormors dagbog, som hun skrev i fra 1951 til 1968, når der skete noget særligt.
Saa godt som jeg husker, vil jeg her nedskrive Minder og Mærkedage for Tiden, som er gaaet for vore Børn og os selv. Sådan indledte hun bogen, og et hurtigt gennemløb fortæller, at mad også var vigtigt ved datidens gæstebud.
Og måske forklarer mormors notater også lidt, hvorfor jeg ikke er specielt begejstret for hønsekødsuppe med kød- og melboller. Det blev serveret ved ALLE selskabeligheder. ALLE. De voksne elskede det og evaluerede efterfølgende med kendermine, om suppen havde været virkelig god, havde manglet salt eller været for fed, men for mig blev klar suppe slået ihjel af alt for overdreven anvendelse.
Bare se her, hvad Rasmine Jensen blandt andet beretter.
Middagen var følgende: Suppe med smaa hjerteformede Boller, Høns med Snitter, Oksesteg med Gemyser og Karamelbudding.
(Bryllup i Norge, maj 1951)
Fredagen efter havde vi Familien til Suppe, Peberrodskød og Is med Jordbærsovs og Kaffe.
(juni 1951)
Middagen bestod af: klar Suppe med Boller, Hønsepostejer, Frugt, derefter Steg med tilbehør, Is med Jordbærsovs og Kransekage. Ved 11 Tiden fik vi Kaffe med den traditionelle Bryllupskage, som var cirka 1 Meter paa begge Maader, og som Bruden skærer et Stykke af til hver enkelt, det hele foregik i Dansesalen, før Gæsterne tog hjem fik de skaaren Smørrebrød. Anden Dag var der lige saa mange Gæster til at spise, de fik dog ikke Suppe.
(Mine forældres bryllup, 1952)
Om Aftenen havde vi Familie og Venner til Suppe, Peberrodskød og Kaffe med Æblekage.
(Min mormors 60 års fødselsdag, 1953)
Til middagen fik vi: klar Suppe med Boller, Fisk i Maionæse med Snitter, derefter Oksefilet med udhulede Tomater med Flødepeberrod, Kartoffelstraa og Brunekartofler, Is med Brød og Kaffe med Smaakager og forskellige Vine, som det passede til Retterne.
(Bryllup, 1955)
Da vi kom hjem fik vi Kaffe og senere fin Middag med Suppe, Krustader, Steg og Ananasdessert.
(Barnedåb, 1957)
Middagen bestod af: klar Suppe med Boller, derefter fik vi Laks, saa Steg garneret med alt muligt Tilbehør, Osteanretning, Is i Karamelrand og til det hele forskellige Vine.
(Guldbryllup, 1959)
Kl 6 fik vi Suppe med Rødvin, Peberrodskød, Is og andet Vin og Kaffe med Kager.
(Barnedåb, 1959 – Det var mig, der blev døbt!)
En ganske enkel Anretning til Aften: Skaller med Fiskeboller i Asparges, Flæskesteg, Frugt i Portionsanretning, derefter Kransekage til Kaffen.
(40 års bryllupsdag, 1960)
Spisesedlen var det helt store Sus – klar Suppe med Boller, derefter fik vi serveret hver en halv Hummer, dertil fik vi Champagne – Andesteg – Romfromage, forskellige Slags Vine, til sidst fik vi Kaffe inde i Stuerne med “Chlok”.
(80 års fødselsdag, 1961)
Vi begyndte Kl 12 med Suppe, Tarteletter, Steg og Dessert, Kaffe og Vine til.
(70 års fødselsdag, 1961)
29. august 2016 | den store bunke |
Nå. Jeg ville egentlig have skrevet noget filosofisk over det faktum, at jeg lige er gået i gang med at lytte til sjette bind af Karl Ove Knausgårds Min Kamp, hans store selvbiografiske roman, der strækker sig over 2500 sider. Jeg er igen blevet grebet af hans sprog og hans detaljerede beskrivelser af hverdagsbegivenheder, hans betragtninger om sig selv, børnene, familien og det helt nære blandet med store litterære referencer og så sig selv igen og hvad det er, der skaber et menneske, og mens jeg lytter, bliver mine tanker sendt ud på mine egne erindringsveje.
Det ville jeg have drejet en række funderinger over, men da jeg kiggede tilbage i bloggens arkivalier, gik det op for mig, at det har jeg allerede gjort flere gange. Alt er sagt. Her pippede jeg første gang om Knausgårds filterløse skrivefacon. Her sendte bind 3 mig ud ad nogle af mine egne erindringstangenter. Og her læste jeg bind 5 og funderede igen over, hvor intimt og udleverende, han skriver, og hvordan det må være at være de mennesker, der er hans nærmeste.
Så nu skal I slippe for mere. HVIS altså alt er sagt. For denne sjette bog er lang. Jeg har hørt små to timer, og der er stadig over 44 timer tilbage, så september er nok nærmest brugt op, inden jeg er igennem bogen. Medmindre jeg ud over den daglige kørsel beskæftiger mig i timevis med støvsugning, løb og havearbejde, for så går det nok lidt hurtigere.
Jeg holder for resten fast i min anbefaling af Knausgård. Læs da. Begynd med bind 1 og hold op, når du ikke orker ham mere.
24. august 2016 | den store bunke |
Der var flere, der fejrede internettets fødselsdag i går. Eller også var det world wide webs fødselsdag. Det er lidt uklart, hvis jubilæum det egentlig drejede sig om, ligesom det heller ikke var helt nemt at blive klog på, hvor mange år vi fejrede. Og om det faktisk var i går. Under alle omstændigheder var der en del mennesker på Facebook, som følte sig foranlediget til at gøre rede for, hvordan og hvornår de første gang stiftede bekendtskab med nettet.
Og uanset om i går nu var den rette dag til at hylde en institution, hvad enten det var den ene eller anden sammenkobling af data, så er det da en fin anledning til at smide nogle nostalgiske kabler bagud. Lad os nu bare sige, at det er lanceringen af softwaren bag www, der er vores 25 års jubilar – og det er endda ikke helt rigtigt alligevel, for www blev først gratis og dermed mere tilgængeligt for almindelige mennesker i 1993. Har jeg googlet mig til, og det er jo netop sådan noget som at google, vi kan takke www for.
Jeg arbejdede første gang på computer i 1990, da det reklamebureau, hvor jeg var rentegner (det var før, det hed dtp’er, og lang tid inden vi alle sammen kaldte os grafikere), trådte over tærsklen til fremtiden. Jeg sad ved en Macintosh IIx, som havde en harddisk med 40 Mb lagerplads. Ja, det var megabytes, giga var slet ikke opfundet endnu. Året efter var det præcis sådan en opsætning, jeg købte privat. En Macintosh IIx, skærm, tastatur OG en postscript-printer. Det hele kostede kun 60.000 kroner, fordi det havde været demomodel. Og jeg syntes ikke engang, det var urimeligt. Jo jo, vel var det mange penge, men sådan noget kostede jo, jeg tog et SU-lån og var egentlig bare lykkelig for mit lækre grej. Det så sådan ud. Med banebrydende grafisk brugergrænseflade og et 3,5-tommer diskdrev, som kunne læse de store disketter med 1,44 Mb diskplads!
Selve internettet ramte mig først i 1995 eller 1996. På min arbejdsplads – også et reklamebureau – begyndte nogle af vores kunder at have e-mail og kommunikere ad den vej, så det skulle vi også have. Mailadressen har sikkert været post-snabela-bureauetsnavn, og vi havde kun én. Den var installeret på den eneste computer, vi havde med internet på. Vi brugte det ikke rigtigt, og det var først, da kunder begyndte at ringe og undre sig over, at vi ikke reagerede på deres e-mails, at vi indførte, at Mogens fast skulle tjekke mails – en gang om ugen!
Det virker helt tosset set med nutidens øjne!
Senere fik vi personlige mailkonti med virkeligt lange og indviklede adresser fyldt med bindestreger, punktummer og underscore, og internetforbindelsen kørte via modem og telefonstik, hvilket betød, at vi ikke kunne bruge telefonen, mens vi var på nettet. Endnu senere lærte vi bogstavkombinationer som ADSL og ISDN at kende, og resten er historie.
Det er faktisk meget svært at forklare folk, der er født i halvfemserne, hvordan vi klarede os før internettet.
22. august 2016 | At have have, den store bunke |
Tre-fire gange om året mødes jeg og to veninder på skift hos hinanden. Vi arbejdede på samme reklamebureau for år tilbage og er så tilpas paralleltossede i vores hoveder og tilgang tll verden, og vores indbyrdes kemi er så meget for god at lade gå til spilde, at vi efter flere års uregelmæssig kontakt har besluttet at ses noget oftere. Pyh, det blev en lang sætning. Og det gør vi så. Ses noget oftere. Tre-fire gange om året altså.
Vi giver værtindegaver. Gode kulturelle gaver har de to andre med til værtinden. Gode bøger og dejlig likør. Det er så fint alt sammen. Men så sidste gang vi mødtes, i juni hos mig, havde Hanne og Vivi tænkt nyt. Det er blevet en tradition, at når vi er hos mig, fortrækker vi til kolonihaven, hvor vi ikke generer hverken dem, jeg bor sammen med, eller vores bynaboer med vores kaglen og latter. Det var i hvert fald anden gang, det fandt sted på den måde, og så er det en tradition. Og traditioner skal vare i mange år, og derfor ville de denne gang give værtinden en gave, de selv kunne følge år efter år. Så de kom slæbende med to kæmpepotter med de flotteste blomstrende lupiner i mange farver. Som de godt lige ville have, jeg plantede ud i kolonihaven. Så de kan sidde der med deres kølige hvidvin og beundre dem sommer efter sommer.
Det var en presbold.
Mest fordi det bed, hvor de ville skulle plantes, så sådan ud:
Og sådan har det set ud siden Haven Sæson I, hvor vi for første gang sagde til hinanden, at “det rydder vi hen over sommeren”. Det er tre år siden, og vi har sagt det samme hvert eneste forår. “I år skal vi også have ryddet det bed!”. Det er bare ikke blevet. Hver gang er sommeren løbet fra os i samme takt, som fredløs, gyldenris og skvalderkål er skudt i vejret og har taget både magten og pippet fra os. Der skulle skrælles ikke bare planterne af, men også de øverste ti centimeter jord, så alle rødder fra især skvalderkål også blev fjernet. Og det hele skulle samtidig køres væk, – en operation, som kræver både rigtig meget overskud, mange kræfter og en trailer – på én gang. Det havde vi ganske enkelt ikke fået til at gå op.
Derfor var de fine lupiner en presser. Havens andre bede ser nemlig ud på samme måde. Der var ikke en ledig plet sort jord uden et uigennemtrængeligt netværk af rødder at plante i. Men jeg havde jo også min højt besugne figenbusk, min Ficus Røsnæs, som jeg købte i juni, og som gerne skulle plantes i år og ikke overvintre i en sølle plastikpotte.
Vi allierede os derfor med et par raske gartnersvende, som på ingen tid fjernede alt det overjordiske og en god del af det underjordiske og tog det med sig. Årh, det var godt nok en lettelse! Tak til Lasse og Simon fra AB Kirketoft, som jeg gerne vil reklamere for.
Siden har jeg brugt mange timer på at endevende og finkæmme jorden i femten centimeters dybde og fjerne mange spande rødder og udløbere og underjordisk vildnis. Jeg fandt også en moderne køkkenmødding i den fjerneste ende. En plastikpose fuld af øldåser, plastikbægre, plastikbestik, kapsler og andet uforgængeligt. Nogen har simpelt hen begravet en havefest! Blå Royal var det, hvis der er nogen vidner derude, som har set noget.
Og så har jeg omhyggeligt stukket de hundreder af blomsterløg, som jeg også gravede op, ned i jorden igen (“Har du nu gemt tulipanløgene?”, spurgte min mor både interesseret og inkvisitorisk i telefonen, og jeg kunne nikke artigt og sige “Ja, selvfølgelig!”) uden overhovedet at skele til, om de ville blive til tulipaner, påskeliljer, pinseliljer, vintergækker eller hyacinter. Blomsterløg! Ned med dem!
Nu ser det sådan ud. Bart, men lovende. Figner til venstre, lupiner til højre. Løgblomster over det hele. Og med tiden hortensiaer, og måske skal mors georginer i det bed næste år. Nu, hvor der er plads.
Se, Vivi og Hanne! Planterne er i jorden, og jeg har så godt som allerede hældt vinen op og sat stolene frem, så I kan sidde og se lupinerne og græsset gro.
Men tænk da lige, hvis jeg havde forlangt at følge de flasker chili-chokolade-likør, som jeg har givet jer i værtindegave!
16. august 2016 | den store bunke |
Jeg har netop brugt tyve minutter på at rense genstridig vårgrøn neglelak af. Den havde sat sig grundigt fast, men det er vel forventeligt med tre lag lak plus top coat. Pynten skulle i princippet kun holde i 24 timer, men i det tidsrum var kravet til gengæld at lyse af intens og uskrammet løbeglæde.
Og sådan blev det.
Der er nemlig det med det lokale 24 timers løb, at såvel døgnets stemning som den farvekoordinerede neglelak sætter sig fast. Det er et døgn med traditioner, hygge, masser af gode mennesker, ambitioner, alt for lidt eller ingen søvn, rappe ben, stærke ben, ømme ben, sol, blæst, regn, nattestilhed, morgengry, mad, kager, snak, latter, triumfer og skuffelser, kilometertider, regneark, resultater, stinkende løbetøj og meget, meget mere fra den bedste skuffe.
Igen i år havde vi kendte rammer i det grå- og gulstribede telt med snoren med tidligere års trøjer som Guldsmed Norup-holdets vartegn, og vi var en kendt flok af guldsmedevenner og -familie, der alle var indstillet på at tage en – eller flere – for holdet. På den måde er det som at tage en god, gammel frakke på; vi ved, hvad vi kan forvente. Og så var der alligevel noget nyt. Et par nye ansigter i løbestaben, og vi havde besøg af journalist og fotograf og kom i avisen, det plejer vi alligevel ikke.
Det er et hyggeligt døgn, men også hårdt. Når man er hjemme efter en midnatsrunde om søen og lukker øjnene klokken 01 og står op igen klokken 04 for at være klar til en tidlig morgenrunde, må man messe for sig selv på vej ud af hoveddøren: “Vi har selv valgt det her! Det er sjovt!!”. Og det er sjovt – og særligt. I år havde jeg den runde, hvor natten giver stafetten videre til dagen; jeg startede i mørke med lysarmbånd på, og mens jeg løb, brød lyset frem. Det er meget, meget stemningsfuldt.
Tilbage til den grønne neglelak for et øjeblik. Den gav anledning til den mærkeligste sætning, jeg længe har hørt. Jeg stod og snakkede med en af de andre i vores telt, blandt andet om mine friskgrønne negle og den tradition, jeg har med at farvekoordinere neglelakken med løbetrøjen, og pludselig sagde han: “Dén farve bruger jeg til fluer, der er belastede!”
… ??
Jeg var lige så blank som overfladen på de omtalte velmanicurerede negle. Altså, hvad? Hvordan belastede, socialt belastede eller? Taler vi om et behandlingshjem for fluer? Mange tanker nåede gennem min hjerne i meget modsat strittende retninger, før han registrerede mit tomme blik og forklarede: “Jeg binder fluer, og dem, der er bundet bly i, så de er tungere, markerer jeg med grønt”. Forudsætningen for al vellykket kommunikation er, at afsender og modtager arbejder inden for den samme begrebssfære, og det var tydeligvis ikke tilfældet her.
Nå, men hvordan gik det os så i klassementet i år? Det gik godt. De grønne trøjer løb sig til en 12. plads ud af 121 hold i klassen 24-mandshold Mix, og det synes jeg er flot. Personligt er jeg også tilfreds; jeg løb mine to runder (à 5,7 km) på henholdsvis 35.19 og 36.12, hvilket er en klar forbedring i forhold til de to foregående år. Det tyder alligevel på, at træning virker.
