24 timer i grønt
Jeg har netop brugt tyve minutter på at rense genstridig vårgrøn neglelak af. Den havde sat sig grundigt fast, men det er vel forventeligt med tre lag lak plus top coat. Pynten skulle i princippet kun holde i 24 timer, men i det tidsrum var kravet til gengæld at lyse af intens og uskrammet løbeglæde.
Og sådan blev det.
Der er nemlig det med det lokale 24 timers løb, at såvel døgnets stemning som den farvekoordinerede neglelak sætter sig fast. Det er et døgn med traditioner, hygge, masser af gode mennesker, ambitioner, alt for lidt eller ingen søvn, rappe ben, stærke ben, ømme ben, sol, blæst, regn, nattestilhed, morgengry, mad, kager, snak, latter, triumfer og skuffelser, kilometertider, regneark, resultater, stinkende løbetøj og meget, meget mere fra den bedste skuffe.
Igen i år havde vi kendte rammer i det grå- og gulstribede telt med snoren med tidligere års trøjer som Guldsmed Norup-holdets vartegn, og vi var en kendt flok af guldsmedevenner og -familie, der alle var indstillet på at tage en – eller flere – for holdet. På den måde er det som at tage en god, gammel frakke på; vi ved, hvad vi kan forvente. Og så var der alligevel noget nyt. Et par nye ansigter i løbestaben, og vi havde besøg af journalist og fotograf og kom i avisen, det plejer vi alligevel ikke.
Det er et hyggeligt døgn, men også hårdt. Når man er hjemme efter en midnatsrunde om søen og lukker øjnene klokken 01 og står op igen klokken 04 for at være klar til en tidlig morgenrunde, må man messe for sig selv på vej ud af hoveddøren: “Vi har selv valgt det her! Det er sjovt!!”. Og det er sjovt – og særligt. I år havde jeg den runde, hvor natten giver stafetten videre til dagen; jeg startede i mørke med lysarmbånd på, og mens jeg løb, brød lyset frem. Det er meget, meget stemningsfuldt.
Tilbage til den grønne neglelak for et øjeblik. Den gav anledning til den mærkeligste sætning, jeg længe har hørt. Jeg stod og snakkede med en af de andre i vores telt, blandt andet om mine friskgrønne negle og den tradition, jeg har med at farvekoordinere neglelakken med løbetrøjen, og pludselig sagde han: “Dén farve bruger jeg til fluer, der er belastede!”
… ??
Jeg var lige så blank som overfladen på de omtalte velmanicurerede negle. Altså, hvad? Hvordan belastede, socialt belastede eller? Taler vi om et behandlingshjem for fluer? Mange tanker nåede gennem min hjerne i meget modsat strittende retninger, før han registrerede mit tomme blik og forklarede: “Jeg binder fluer, og dem, der er bundet bly i, så de er tungere, markerer jeg med grønt”. Forudsætningen for al vellykket kommunikation er, at afsender og modtager arbejder inden for den samme begrebssfære, og det var tydeligvis ikke tilfældet her.
Nå, men hvordan gik det os så i klassementet i år? Det gik godt. De grønne trøjer løb sig til en 12. plads ud af 121 hold i klassen 24-mandshold Mix, og det synes jeg er flot. Personligt er jeg også tilfreds; jeg løb mine to runder (à 5,7 km) på henholdsvis 35.19 og 36.12, hvilket er en klar forbedring i forhold til de to foregående år. Det tyder alligevel på, at træning virker.
