17. august 2018 | den store bunke |
For det meste prøver jeg at vende min verden om til ja’er i stedet for nej’er. Vende det negative 180° og få det positive frem. Ja-hatten, I ved. Jeg skrev engang om det under overskriften Ingen rotter på Esbjerg havn. Det holder stadig, synes jeg. Og måske kunne jeg sagtens tage mig lidt sammen med det igen.
Alligevel må jeg engang imellem definere verden ved hjælp af ikker og tage udgangspunkt i noget der ikke sker. Som nu.
I denne weekend skal jeg ikke:
- løbe 24 timers løb i Viborg. Jeg meldte selv fra, fordi, ja … dårlig form, mit spillesteds 25 års jubilæum, min kærestes fødselsdag, især dårlig form. Andre faste løbere meldte også fra, sikkert med langt bedre undskyldninger, og det betyder, at mit hold endte med ikke at stille op i år. Det er første gang i mange år, jeg ikke er med i løbefesten med hjemmebagte muffins til holdet og farvejusteret neglelak (skriv ’24 timer’ i bloggens søgefelt og få hele farvehistorikken). Ganske vist er mine negle lige nu flotte og røde, jeg ved bare ikke, hvilke af de mange aktive holdtrøjer, jeg eventuelt er farvekoordineret med. Vi får det ikke at se.
- til mit spillesteds jubilæumsfejring. Det er 25 år siden spillestedet Paletten slog dørene op i en ombygget biograf, og jeg har været med som frivillig i otte af dem. Jubilæet fejres med to dobbeltkoncerter og en reception. Og jeg når simpelt hen ikke at vende snuden ind omkring. Heller ikke selv om det var et af argumenterne for at springe over ovenstående. Sådan kan det gå.
TIL GENGÆLD skal jeg:
- fejre Mortens fødselsdag hele lørdagen. Der er lister, planer, pandekager, røræg, flag, gæster, sjungen og hurra, og jeg står tidligt op i al hemmelighed. Vi bager rævekager og andre kager, og der er dejlige gaver. Det bli’r en go’ dag! Måske ryster vi lagkagen på plads med en spadseretur til valpladsen ved 24 timers løbet, så vi kan få plads til aftenens grillerier, og jeg alligevel kan se, hvem min neglelak passer til.
Fest og fejring … det hele ender alligevel toppositivt.
16. august 2016 | den store bunke |
Jeg har netop brugt tyve minutter på at rense genstridig vårgrøn neglelak af. Den havde sat sig grundigt fast, men det er vel forventeligt med tre lag lak plus top coat. Pynten skulle i princippet kun holde i 24 timer, men i det tidsrum var kravet til gengæld at lyse af intens og uskrammet løbeglæde.
Og sådan blev det.
Der er nemlig det med det lokale 24 timers løb, at såvel døgnets stemning som den farvekoordinerede neglelak sætter sig fast. Det er et døgn med traditioner, hygge, masser af gode mennesker, ambitioner, alt for lidt eller ingen søvn, rappe ben, stærke ben, ømme ben, sol, blæst, regn, nattestilhed, morgengry, mad, kager, snak, latter, triumfer og skuffelser, kilometertider, regneark, resultater, stinkende løbetøj og meget, meget mere fra den bedste skuffe.
Igen i år havde vi kendte rammer i det grå- og gulstribede telt med snoren med tidligere års trøjer som Guldsmed Norup-holdets vartegn, og vi var en kendt flok af guldsmedevenner og -familie, der alle var indstillet på at tage en – eller flere – for holdet. På den måde er det som at tage en god, gammel frakke på; vi ved, hvad vi kan forvente. Og så var der alligevel noget nyt. Et par nye ansigter i løbestaben, og vi havde besøg af journalist og fotograf og kom i avisen, det plejer vi alligevel ikke.
Det er et hyggeligt døgn, men også hårdt. Når man er hjemme efter en midnatsrunde om søen og lukker øjnene klokken 01 og står op igen klokken 04 for at være klar til en tidlig morgenrunde, må man messe for sig selv på vej ud af hoveddøren: “Vi har selv valgt det her! Det er sjovt!!”. Og det er sjovt – og særligt. I år havde jeg den runde, hvor natten giver stafetten videre til dagen; jeg startede i mørke med lysarmbånd på, og mens jeg løb, brød lyset frem. Det er meget, meget stemningsfuldt.
Tilbage til den grønne neglelak for et øjeblik. Den gav anledning til den mærkeligste sætning, jeg længe har hørt. Jeg stod og snakkede med en af de andre i vores telt, blandt andet om mine friskgrønne negle og den tradition, jeg har med at farvekoordinere neglelakken med løbetrøjen, og pludselig sagde han: “Dén farve bruger jeg til fluer, der er belastede!”
… ??
Jeg var lige så blank som overfladen på de omtalte velmanicurerede negle. Altså, hvad? Hvordan belastede, socialt belastede eller? Taler vi om et behandlingshjem for fluer? Mange tanker nåede gennem min hjerne i meget modsat strittende retninger, før han registrerede mit tomme blik og forklarede: “Jeg binder fluer, og dem, der er bundet bly i, så de er tungere, markerer jeg med grønt”. Forudsætningen for al vellykket kommunikation er, at afsender og modtager arbejder inden for den samme begrebssfære, og det var tydeligvis ikke tilfældet her.
Nå, men hvordan gik det os så i klassementet i år? Det gik godt. De grønne trøjer løb sig til en 12. plads ud af 121 hold i klassen 24-mandshold Mix, og det synes jeg er flot. Personligt er jeg også tilfreds; jeg løb mine to runder (à 5,7 km) på henholdsvis 35.19 og 36.12, hvilket er en klar forbedring i forhold til de to foregående år. Det tyder alligevel på, at træning virker.
10. august 2016 | den store bunke |
I de seneste uger har mine fingernegle båret en mintgrøn neglelak, som efterhånden er plaget af både udgroninger og afskalninger. De ser ærlig talt herrens ud. Men det skal der også snart gøres noget ved.
I den kommende weekend er der nemlig det årlige 24 timers løb i Viborg. Fra lørdag middag til søndag middag løber vi rundt og rundt om Søndersø og holder øje med statistikker og omgangstider og hvor længe der er, til vi skal ud på ruten, møder venner og bekendte i løbe- og tilskuertøj og opdaterer os på, hvad der er sket siden sidst, spiser, drikker og hepper. Det plejer at være en fest, og det bliver det også i år.
Jeg skal løbe to omgange, og jeg løber som sædvanligt for Guldsmed Norup – familie og venner. I år må være syvende gang. Jeg har i hvert fald seks løbetrøjer med guldsmedelogoet på, og de har alle sammen været søen rundt. På mig. Gennem årene har jeg været både hurtig og mindre hurtig, mest mindre. Der er plads til alle på holdet, bare vi er familie eller venner, og det er en dejlig rummelighed. Det gælder om at have det sjovt og hyggeligt og gøre det, man gør, så godt man kan. Tit har vi fået en flot placering i klassementet alligevel, og det har vi gode og seje løbere at takke for.
Altså er det ikke som sådan mit blændende løb, jeg skal slå mig op på. Det er, som det er, og det bliver som det bliver. Men NU kommer jeg endelig frem til, hvordan 24 timers løb hænger sammen med farvekoordineret neglelak. Det er nemlig dér, jeg sætter skytset ind. Til gengæld for tunge ben, rigelig vægt og rigelig tid ude på ruten har jeg flyttet mit fokus og forfinet det til fingerspidserne. I flere år har jeg løbet med negle i samme farve som årets holdtrøje. Det startede vistnok på inspiration fra Caroline Wozniacki, der engang flashede negle i samme solgule farve som sin spilledragt. Nu har jeg gjort det til mit særkende.
Jeg har haft blå negle, lilla negle og lyserøde negle. I år er trøjen grøn. Sådan i retning af VFF-grøn, mente guldsmeden og regnede tydeligvis med, at det hjalp mig på rette spor, når jeg skulle vælge lakfarve. Viborg FF er byens fodboldhold. Som om jeg lige præcis kender nuancen på deres trøjer. Men grøn bliver det. Jeg går i Matas i morgen og siger til ekspedienten, at jeg skal have en neglelak i VFF-grøn.
Kig efter de grønne fingre på lørdag omkring midnat og lidt før klokken 06 søndag morgen.
For tre år siden var løbet blåt. Og vådt.
Trøjer fra 2013, 2014 og 2015
10. august 2014 | den store bunke |
Vi har haft 24 timers løb i Viborg her i weekenden. Løbernes byfest. 3500 løbere har mellem klokken 12 lørdag og klokken 12 søndag tilbragt kortere eller længere tid på ruten rundt om Søndersø. Det var som altid et herligt døgn med løbesko på, samvær med en masse gode mennesker, skfitende vejr, alt for lidt søvn og efterfølgende ømme ben.
Vi forlod de flyttekasser, vi endnu ikke har fået tømt, og tilbragte de fleste af de 24 timer i det gul- og gråstribede Guldsmed Norup-telt. På mange måde var døgnet en genudsendelse af sidste år. Jeg havde farvekoordineret neglelak, i år lilla, og må igen sige “Så kan jeg da dét”. For jeg kom jo ikke i bedre form end sidste år. Tværtimod. I alt flytterodet har vi ikke fået trænet. Heller ikke i lang tid før flytterodet. Da jeg tændte for mit gps-ur, spurgte det “Er du flyttet hundredevis af km siden sidste brug?” Og det kunne jeg faktisk ikke helt huske…
Men jeg løb så godt, som jeg kunne, og igen tog jeg afsked med arrangementet med store løfter om næste år, hvor jeg vil være i superform.
At Guldsmed Norup Familie Og Venner-holdet endte på en flot 14. plads ud af 117 hold i 24-mands mixed var nok ikke min fortjeneste. Medmindre farvekoordineret neglelak spiller ind.
Men jeg har nydt weekenden.
Morten kommer i mål på sin tidlige morgentur og skal give stafetten videre til næste lilla løber.
Norup-trøjehistorik fra ni års deltagelse i 24-timersløbet. Jeg har fem af trøjerne.
11. august 2013 | den store bunke |
Jeg sætter en ære i at bære farvekoordineret neglelak til 24 timersløbet. Så kan jeg da dét.
Vi er mange i Viborg, som er baldrede i dag. Vi har løbet rundt og rundt og rundt om Søndersø i 24 timer, og hvor har det været hyggeligt. Og hårdt. Og fedt. Og festligt. Igen. Der er slået rekorder, der er løbet langt, der er svedt, og nu har vi stive ben, og vores løbetøj er smidt til vask. Vi skal tidligt i seng, for nogle af os har ikke sovet så meget i nat.
Vi har fået lækker mad, masser af kaffe og sodavand, muffinsene er spist, både dem med blåbær og dem med squash. Det var om de sidste, Sigrid på 12 forundret sagde: “Altså, er det… grøntsagskager?”
Frem for alt har vi nydt hinandens selskab, heppet på hinanden og alle de andre, snakket med en masse venner og bekendte, som også var der, løbende eller tilskuende.
Vi glæder os allerede til næste år. Hvor nogle af os vil være i endnu bedre form.
De sidste meter. Foto: Morten Dueholm, Viborg Stifts Folkeblad.
