11. december 2016 | den store bunke |
Vi har julepyntet i dag. Vi har gjort, som vi plejer. Det er tredje jul i Vestergade, så der er dannet en præcedens i den sammenbragte familie. Den skæve papmachéengel var glad for at gense papmachéjulemanden med marengs i hele ansigtet. Krybbespillet står på det lave røde skab. Ringlenissen fra Mortens barndom hænger det sædvanlige sted og ringler. Kæmpekoglerne hænger i stuevinduerne i røde silkebånd. Højttalerne har fået små nissehuer på, og juleposthjertet af stof hænger på døren med et ubeskrevet julekort i, fordi der skulle være noget i til at holde det udstrakt, og vi nok ikke får nogen analoge julekort mere. Rådyropsatserne har fået guirlander på, og metalkurven af form som et flettet julehjerte hænger foran terrassedøren med gran i. Kyssenisserne kysser stadig. Det er som det plejer, og det er fint. Næste jul bor vi i hus, og så finder den gamle pynt nye steder. Men vi ved heldigvis, at englen igen glæder sig til at stå og se lalleglad ud ved siden af marengsjulemanden sammen med alle de små trænisser, og at kyssenisserne er helt uanfægtede af skiftende adresser.
De har hængt ved hinanden i femten år, og jeg holder meget af dem. Laura lavede dem i fritteren, da hun gik i tredje klasse, og jeg ved, at tilsvarende par findes i rigtig mange hjem, som har haft børn på Viborg Vestre Skole i de år. De var en slags signaturjulekreation i 3’eren, den afdeling af fritidsordningen, hvor de store børn gik.
Ingen jul uden kyssenisserne. Synes jeg. Selv er de ligeglade. De vil bare kysse.
22. august 2016 | At have have, den store bunke |
Tre-fire gange om året mødes jeg og to veninder på skift hos hinanden. Vi arbejdede på samme reklamebureau for år tilbage og er så tilpas paralleltossede i vores hoveder og tilgang tll verden, og vores indbyrdes kemi er så meget for god at lade gå til spilde, at vi efter flere års uregelmæssig kontakt har besluttet at ses noget oftere. Pyh, det blev en lang sætning. Og det gør vi så. Ses noget oftere. Tre-fire gange om året altså.
Vi giver værtindegaver. Gode kulturelle gaver har de to andre med til værtinden. Gode bøger og dejlig likør. Det er så fint alt sammen. Men så sidste gang vi mødtes, i juni hos mig, havde Hanne og Vivi tænkt nyt. Det er blevet en tradition, at når vi er hos mig, fortrækker vi til kolonihaven, hvor vi ikke generer hverken dem, jeg bor sammen med, eller vores bynaboer med vores kaglen og latter. Det var i hvert fald anden gang, det fandt sted på den måde, og så er det en tradition. Og traditioner skal vare i mange år, og derfor ville de denne gang give værtinden en gave, de selv kunne følge år efter år. Så de kom slæbende med to kæmpepotter med de flotteste blomstrende lupiner i mange farver. Som de godt lige ville have, jeg plantede ud i kolonihaven. Så de kan sidde der med deres kølige hvidvin og beundre dem sommer efter sommer.
Det var en presbold.
Mest fordi det bed, hvor de ville skulle plantes, så sådan ud:
Og sådan har det set ud siden Haven Sæson I, hvor vi for første gang sagde til hinanden, at “det rydder vi hen over sommeren”. Det er tre år siden, og vi har sagt det samme hvert eneste forår. “I år skal vi også have ryddet det bed!”. Det er bare ikke blevet. Hver gang er sommeren løbet fra os i samme takt, som fredløs, gyldenris og skvalderkål er skudt i vejret og har taget både magten og pippet fra os. Der skulle skrælles ikke bare planterne af, men også de øverste ti centimeter jord, så alle rødder fra især skvalderkål også blev fjernet. Og det hele skulle samtidig køres væk, – en operation, som kræver både rigtig meget overskud, mange kræfter og en trailer – på én gang. Det havde vi ganske enkelt ikke fået til at gå op.
Derfor var de fine lupiner en presser. Havens andre bede ser nemlig ud på samme måde. Der var ikke en ledig plet sort jord uden et uigennemtrængeligt netværk af rødder at plante i. Men jeg havde jo også min højt besugne figenbusk, min Ficus Røsnæs, som jeg købte i juni, og som gerne skulle plantes i år og ikke overvintre i en sølle plastikpotte.
Vi allierede os derfor med et par raske gartnersvende, som på ingen tid fjernede alt det overjordiske og en god del af det underjordiske og tog det med sig. Årh, det var godt nok en lettelse! Tak til Lasse og Simon fra AB Kirketoft, som jeg gerne vil reklamere for.
Siden har jeg brugt mange timer på at endevende og finkæmme jorden i femten centimeters dybde og fjerne mange spande rødder og udløbere og underjordisk vildnis. Jeg fandt også en moderne køkkenmødding i den fjerneste ende. En plastikpose fuld af øldåser, plastikbægre, plastikbestik, kapsler og andet uforgængeligt. Nogen har simpelt hen begravet en havefest! Blå Royal var det, hvis der er nogen vidner derude, som har set noget.
Og så har jeg omhyggeligt stukket de hundreder af blomsterløg, som jeg også gravede op, ned i jorden igen (“Har du nu gemt tulipanløgene?”, spurgte min mor både interesseret og inkvisitorisk i telefonen, og jeg kunne nikke artigt og sige “Ja, selvfølgelig!”) uden overhovedet at skele til, om de ville blive til tulipaner, påskeliljer, pinseliljer, vintergækker eller hyacinter. Blomsterløg! Ned med dem!
Nu ser det sådan ud. Bart, men lovende. Figner til venstre, lupiner til højre. Løgblomster over det hele. Og med tiden hortensiaer, og måske skal mors georginer i det bed næste år. Nu, hvor der er plads.
Se, Vivi og Hanne! Planterne er i jorden, og jeg har så godt som allerede hældt vinen op og sat stolene frem, så I kan sidde og se lupinerne og græsset gro.
Men tænk da lige, hvis jeg havde forlangt at følge de flasker chili-chokolade-likør, som jeg har givet jer i værtindegave!
13. juni 2016 | den store bunke |
I weekenden var vi til studenterfejring i Helsingborg. Sara tog studenten, som de siger derovre. Det var sådan en fin og trevlig weekend med festligheder, solskin og hygge. Og denne gang vidste vi, hvad svenske studentertraditioner indebærer, og hvad vi kunne forvente.
For to år siden blev storesøster Anna student, og svenske studenter bliver fejret så markant anderledes end danske, at hele dagen dengang var et konstant bombardement af nye og overraskende indtryk for os danskere, som jo ellers nok ved, hvordan man fejrer studenter. Et orgie af rødt og hvidt, jo. Men nejnej, blåt og gult var det självklart. Jeg skrev om det her.
Dette billede fra i fredags opsummerer en stor del af det anderledes i ét billede: Skiltet, en fyldigere studenterhue, gule og blå bånd om halsen med blomster, champagneflasker og tøjdyr. Men billedet rummer også det universelle: En ung, glad pige i hvid kjole med verden og fremtiden for sine fødder.
For to år siden lavede jeg en fartbøde, da vi kørte hjem. Det gik så godt hen over Fyn. Lige det havde jeg ikke tænkt skulle være en tradition, der hørte sammen med svenske studenterfester, og derfor kørte jeg hele vejen som Jørgen. Jørgen var den meget, meget dygtige buschauffør, som bragte mig og en flok andre kvinder til Frauenlauf i Berlin for nogle uger siden. Han kørte simpelt hen så behageligt, at jeg sjældent har oplevet magen. Ingen heftige accellerationer eller hårde opbremsninger, bare smooth, smooth, og måske derfor sov jeg så godt om natten ned gennem Tyskland. Jørgen har en filosofi: “Vi vil jo helst undgå at køre ind i nogen, og så kan vi jo lige så godt holde afstand.” Sådan gjorde jeg mig umage for at køre. Og jeg fik ingen bøder.
Til gengæld ligner jeg en omvendt panda i ansigtet, fordi vi gik her i lørdags. Syv kilometer langs Øresund med solen lige ind i krydderen, og med solbriller på. Nu er jeg hvid om øjnene og hen over næsen, og rød i resten af ansigtet. Det minde vil jeg alligevel hellere have med hjem end en hilsen fra en politimester i en politikreds, jeg er kørt igennem.
Her er flere svenske minder.
9. juni 2014 | den store bunke |
To af mine børn er studenter, så jeg ved nok, hvordan den slags går for sig. I Danmark, förstås.
I torsdags var jeg til svensk studenterfest, og det er noget helt, helt andet. Vores svenske venner havde forsøgt at forklare dagens program for os, men vi var slet ikke forberedt på, hvad der ventede os, og i virkeligheden kunne de slet ikke have sagt noget, der havde fået os til at forstå.
En af de mest markante forskelle for danske øjne var dagens farver. Alt strålede selvfølgelig i gult og blåt.
Vi er så vante til, at det hele er rødt og hvidt, og studenterne bliver belæsset med langstilkede, røde roser. Men i Sverige er gule og blå fresier det oplagte valg.
Herhjemme får man huen på og bliver student den dag, man er oppe i sidste fag, og studenten fejres med champagne. I det svenske system er man ikke til eksamen, men har fagforløb, og alle bliver studenter – “springer student” – samme dag. Studentdagen! I Helsingborg, hvor vi var, sprang 1700 studenter fra samtlige byens gymnasier ud i torsdags.
Dagen starter med morgenmad, officiel afslutning og gudstjeneste i kirken, frokost på skolen, og derefter springer de. Løber, helt bogstaveligt.
“Vores” student skulle først springe sammen med kammeraterne fra egen skole. Nede for foden af trappen stod studenternes familier og venner og ventede med skilte og blomster.
Skiltene var fascinerende for os, der ikke havde set det før. Skilte med studentens navn, billede – langt de fleste var babybilleder – og skole/klasse. I flere tilfælde undrede og morede jeg mig over forældrenes valg af billede. Man kunne godt have valgt noget mere flatterende, tænker jeg. Skiltene har til formål, at studenten kan finde sin familie, og senere, at familien kan få øje på studenten i virvaret.
Så kom studenterne fra Annas skole løbende ned af trappen, hujende og råbende, og fandt deres egen flok, hvor folk stod klar med blomsterbuketter, små champagneflasker og studentertøjdyr i blågule bånd, som blev hængt om studentens hals. Sådan gør man nemlig på de kanter.
Efter lykønskninger, knus og kram og en lille pause tog studenterne videre til næste udspring, byens centrale torv, Stortorget. Her skulle alle studenterne – dog i hold – løbe ned ad trapperne oppe fra Kärnan, fæstningen øverst i billedet, og løbe syv gange rundt om rytterstatuen (af Magnus Stenbock, som besejrede den store danske hær ved slaget ved Helsingborg den 28. februar 1710).
Herefter myldrede studenterne ud til deres respektive vogntog af lastbiler og kæmpetraktorer med vogne, som var rigget til med bannere, skilte, musikanlæg, fyrværkeri, balloner, røgmaskiner – og hujende studenter med blomster, fløjter og konfettikanoner. Og der blev kørt kortege rundt i byen i halvanden time – vogntog med 1700 hoppende, skrålende og festende studenter i rendyrket pumpende technofest.
Det var vi ikke med til. Her var jeg også fyldt op med kulturelle indtryk for en stund. Vi tog hjem og forberedte det sidste til aftenens fest, inden hovedpersonen ankom, standsmæssigt transporteret i mosters cabriolet.
Jeg nåede aldrig at lære den svenske studentersang på trods af, at den blev sunget adskillige gange.
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!
Än klappar hjärtat med friska slag,
och den ljusnande framtid är vår.
Inga stormar än
i våra sinnen bo,
hoppet är vår vän,
och vi dess löften tro,
när vi knyta förbund i den lund,
där de härliga lagrarna gro!
där de härliga lagrarna gro!
Hurra!
Jeg ved ikke, om det kan betale sig at lære den til næste gang. Den er svær. Jeg kan allerede sidste linje, og bagefter siger man skål. Det kan jeg også. Det må være nok.
Det var en härlig dag.
Hyrrrråååå!