Mere Knausgård
Nå. Jeg ville egentlig have skrevet noget filosofisk over det faktum, at jeg lige er gået i gang med at lytte til sjette bind af Karl Ove Knausgårds Min Kamp, hans store selvbiografiske roman, der strækker sig over 2500 sider. Jeg er igen blevet grebet af hans sprog og hans detaljerede beskrivelser af hverdagsbegivenheder, hans betragtninger om sig selv, børnene, familien og det helt nære blandet med store litterære referencer og så sig selv igen og hvad det er, der skaber et menneske, og mens jeg lytter, bliver mine tanker sendt ud på mine egne erindringsveje.
Det ville jeg have drejet en række funderinger over, men da jeg kiggede tilbage i bloggens arkivalier, gik det op for mig, at det har jeg allerede gjort flere gange. Alt er sagt. Her pippede jeg første gang om Knausgårds filterløse skrivefacon. Her sendte bind 3 mig ud ad nogle af mine egne erindringstangenter. Og her læste jeg bind 5 og funderede igen over, hvor intimt og udleverende, han skriver, og hvordan det må være at være de mennesker, der er hans nærmeste.
Så nu skal I slippe for mere. HVIS altså alt er sagt. For denne sjette bog er lang. Jeg har hørt små to timer, og der er stadig over 44 timer tilbage, så september er nok nærmest brugt op, inden jeg er igennem bogen. Medmindre jeg ud over den daglige kørsel beskæftiger mig i timevis med støvsugning, løb og havearbejde, for så går det nok lidt hurtigere.
Jeg holder for resten fast i min anbefaling af Knausgård. Læs da. Begynd med bind 1 og hold op, når du ikke orker ham mere.
