16. januar 2022 | den store bunke |
Sommetider er det de enkleste tankesæt, der giver den allerstørste tilfredsstillelse. Det handler det her om.
Jeg har ladet nogle hengemte og i lange perioder glemte smykker få nyt liv ved at iscenesætte deres bestanddele på en anden måde, og det er faktisk kommet bag på mig, hvor glad den simple proces har gjort mig.
Fortællingen bag lyder sådan her. Gennem firserne var min daværende kæreste turleder i Grønland et par måneder hver sommer, fortrinsvis i Sydgrønland, hvor jeg også selv var med på en vandretur fra Narsarsuaq til Narsaq i 1986. Stor oplevelse, i øvrigt. Senere havde han også enkelte ture i Diskobugten. Jeg kan ikke huske, hvornår han havde nuummit-ørestikkerne med hjem til mig, blot at det havde han. Det må have været i slutningen af firserne eller lige omkring 1990.
Bjergarten nuummit var blevet fundet i Nuuk-området i 1982. Den er sortbrun, og i naturen adskiller den sig ikke fra andre mørke bjergarter. Det særlige ved stenen er, at de farvede reflekser først fremkommer ved polering, og i årene efter fundet blev der etableret slibeværksted med guldsmed og stenslibere i Nuuk. Fortællingen var allerede dengang, jeg fik ørestikkerne, at det var en helt ny smykkesten, man var begyndt at bruge.
Imidlertid var ørestikkerne indfattet, som man gjorde det dengang, i nikkelholdigt sølv. På samme tid var man ellers begyndt at bruge det, der blev omtalt som ’hospitalsstål’, til smykker, for det havde vist sig, at rigtig mange af de billige smykker, vi havde råd til at købe, indeholdt nikkel, som fik vores ører, halse, fingre og håndled til at klø. Derfor var vi begyndt at interessere os for alternativer, og her var kirurgisk hospitalsstål det nye sort.
Den trend havde ikke ramt værkstedet i Grønland, og det betød, at jeg havde svært ved at bruge de flotte øresmykker, jeg var blevet så glad for. Jeg tog dem kun på, når jeg skulle være rigtig fin, og efter et par timer med dem havde jeg røde ører.
Og så har de ligget i skabet i over tredive år.
Sidste efterår var jeg i København, hvor jeg så udstillingen Dinosaurernes konge på Statens Naturhistoriske Museum. En flot udstilling – formidlet på 2021-måden. På museets førstesal er der en mineralsamling. Den er formidlet, som man gjorde for halvtreds år siden, med uendelige rækker af montreborde med glaslåg ud fra devisen “okay, vi har 43 eksemplarer af dette mineral – her er de!”. Jeg siger ikke, at det er en kedelig udstilling (jo, det siger jeg), for materialet er sådan set interessant nok, det er bare formidlingen, der kunne trænge til en opdatering.
Nok om det. Jeg var der længe nok til at komme i tanker om mine hengemte nuummitter og blive enig med mig selv om, at det var synd og skam, at de bare lå og lå. At de også trængte til en ny formidling.
Så for at gøre en allerede lang historie kun lidt længere tog jeg ørestikkerne ind til min guldsmed og spurgte “Hvad kan vi?”. Hun tegnede en ring, hvor de to sten skulle sættes ned i sølvskåle omgivet af sølvkugler i tre forskellige størrelser, og hvor selve ringen blev tykkere nedad som kontrast til dekorationens tyngde. Det design kunne jeg aldrig selv have udtænkt. Helle Norup er dygtig! Jeg betænkte mig ikke et øjeblik, sagde bare “Sæt i gang – og sig, hvornår jeg kan hente den”.
Så her er den. Min fantastiske ring, som ingen andre har magen til, som har hele sin historie med, som passer lige ind i tidens opfordring til at bruge det man har i stedet for at anskaffe nyt, som rummer personlige minder. Som er så smuk.
Og som gør mig så glad og tilfreds, når jeg tager den på.
13. august 2017 | den store bunke |
Vi fik overhovedet ikke alkohol. Alligevel føles det lidt som tilstanden efter en fest. Hvad det på sin vis også er. Vi er baldrede, smadrede og trætte og går i en boble ved siden af os selv.
Hvorfor? Fordi vi har været en del af 24-timersløbet i Viborg, ligesom vi plejer den anden weekend i august. Der er ligesom to lejre den weekend. Nogle er aldrig med til 24-timersløbet, fordi de altid er til Smukfest. Andre er aldrig til Smukfest, fordi der er 24-timersløb. Og sådan er det bare.
Det er altså ikke alkohol, der har smadret os. Ret beset er det vel heller ikke løbeanstrengelserne. Vi har begge løbet to runder om Søndersø i løbet af det døgn, løbefesten varer, hvilken vil sige under 12 kilometer i alt. Trætheden skyldes snarere alt for meget frisk luft og alt for lidt søvn. Vi lagde os ved midnatstid og stod op igen klokken 04.30 for at være klar til vores morgenture – på det eventyrlige tidspunkt af døgnet, hvor natten møder dagen. Jeg løb solen op på min tur.
Men vi klager ikke. Slet ikke. Vi har selv valgt at være med, vi var begge tilfredse med vores indsats. For mit eget vedkommende har jeg aldrig været så længe om at løbe rundt om den sø før, men jeg var til gengæld stabil og havde samme tid på begge mine runder (9 sekunders forskel), jeg løb hele vejen, og det er længere, end jeg har løbet længe. Som i VIRKELIGT længe. Som sædvanligt var der udbredt hygge og god stemning på Guldsmed Norups hold af venner og familie gennem hele døgnet, og alt var nøjagtigt, som det skulle være.
Og så endte vi endda på en fornem femteplads i rækken af 24-mands mixhold, som der var 98 af!
Næste år synes jeg, vi skal have røde trøjer, for så kan vi alle sammen kalde hinanden den røde løber. Og rød neglelak har jeg.
16. august 2016 | den store bunke |
Jeg har netop brugt tyve minutter på at rense genstridig vårgrøn neglelak af. Den havde sat sig grundigt fast, men det er vel forventeligt med tre lag lak plus top coat. Pynten skulle i princippet kun holde i 24 timer, men i det tidsrum var kravet til gengæld at lyse af intens og uskrammet løbeglæde.
Og sådan blev det.
Der er nemlig det med det lokale 24 timers løb, at såvel døgnets stemning som den farvekoordinerede neglelak sætter sig fast. Det er et døgn med traditioner, hygge, masser af gode mennesker, ambitioner, alt for lidt eller ingen søvn, rappe ben, stærke ben, ømme ben, sol, blæst, regn, nattestilhed, morgengry, mad, kager, snak, latter, triumfer og skuffelser, kilometertider, regneark, resultater, stinkende løbetøj og meget, meget mere fra den bedste skuffe.
Igen i år havde vi kendte rammer i det grå- og gulstribede telt med snoren med tidligere års trøjer som Guldsmed Norup-holdets vartegn, og vi var en kendt flok af guldsmedevenner og -familie, der alle var indstillet på at tage en – eller flere – for holdet. På den måde er det som at tage en god, gammel frakke på; vi ved, hvad vi kan forvente. Og så var der alligevel noget nyt. Et par nye ansigter i løbestaben, og vi havde besøg af journalist og fotograf og kom i avisen, det plejer vi alligevel ikke.
Det er et hyggeligt døgn, men også hårdt. Når man er hjemme efter en midnatsrunde om søen og lukker øjnene klokken 01 og står op igen klokken 04 for at være klar til en tidlig morgenrunde, må man messe for sig selv på vej ud af hoveddøren: “Vi har selv valgt det her! Det er sjovt!!”. Og det er sjovt – og særligt. I år havde jeg den runde, hvor natten giver stafetten videre til dagen; jeg startede i mørke med lysarmbånd på, og mens jeg løb, brød lyset frem. Det er meget, meget stemningsfuldt.
Tilbage til den grønne neglelak for et øjeblik. Den gav anledning til den mærkeligste sætning, jeg længe har hørt. Jeg stod og snakkede med en af de andre i vores telt, blandt andet om mine friskgrønne negle og den tradition, jeg har med at farvekoordinere neglelakken med løbetrøjen, og pludselig sagde han: “Dén farve bruger jeg til fluer, der er belastede!”
… ??
Jeg var lige så blank som overfladen på de omtalte velmanicurerede negle. Altså, hvad? Hvordan belastede, socialt belastede eller? Taler vi om et behandlingshjem for fluer? Mange tanker nåede gennem min hjerne i meget modsat strittende retninger, før han registrerede mit tomme blik og forklarede: “Jeg binder fluer, og dem, der er bundet bly i, så de er tungere, markerer jeg med grønt”. Forudsætningen for al vellykket kommunikation er, at afsender og modtager arbejder inden for den samme begrebssfære, og det var tydeligvis ikke tilfældet her.
Nå, men hvordan gik det os så i klassementet i år? Det gik godt. De grønne trøjer løb sig til en 12. plads ud af 121 hold i klassen 24-mandshold Mix, og det synes jeg er flot. Personligt er jeg også tilfreds; jeg løb mine to runder (à 5,7 km) på henholdsvis 35.19 og 36.12, hvilket er en klar forbedring i forhold til de to foregående år. Det tyder alligevel på, at træning virker.
10. august 2016 | den store bunke |
I de seneste uger har mine fingernegle båret en mintgrøn neglelak, som efterhånden er plaget af både udgroninger og afskalninger. De ser ærlig talt herrens ud. Men det skal der også snart gøres noget ved.
I den kommende weekend er der nemlig det årlige 24 timers løb i Viborg. Fra lørdag middag til søndag middag løber vi rundt og rundt om Søndersø og holder øje med statistikker og omgangstider og hvor længe der er, til vi skal ud på ruten, møder venner og bekendte i løbe- og tilskuertøj og opdaterer os på, hvad der er sket siden sidst, spiser, drikker og hepper. Det plejer at være en fest, og det bliver det også i år.
Jeg skal løbe to omgange, og jeg løber som sædvanligt for Guldsmed Norup – familie og venner. I år må være syvende gang. Jeg har i hvert fald seks løbetrøjer med guldsmedelogoet på, og de har alle sammen været søen rundt. På mig. Gennem årene har jeg været både hurtig og mindre hurtig, mest mindre. Der er plads til alle på holdet, bare vi er familie eller venner, og det er en dejlig rummelighed. Det gælder om at have det sjovt og hyggeligt og gøre det, man gør, så godt man kan. Tit har vi fået en flot placering i klassementet alligevel, og det har vi gode og seje løbere at takke for.
Altså er det ikke som sådan mit blændende løb, jeg skal slå mig op på. Det er, som det er, og det bliver som det bliver. Men NU kommer jeg endelig frem til, hvordan 24 timers løb hænger sammen med farvekoordineret neglelak. Det er nemlig dér, jeg sætter skytset ind. Til gengæld for tunge ben, rigelig vægt og rigelig tid ude på ruten har jeg flyttet mit fokus og forfinet det til fingerspidserne. I flere år har jeg løbet med negle i samme farve som årets holdtrøje. Det startede vistnok på inspiration fra Caroline Wozniacki, der engang flashede negle i samme solgule farve som sin spilledragt. Nu har jeg gjort det til mit særkende.
Jeg har haft blå negle, lilla negle og lyserøde negle. I år er trøjen grøn. Sådan i retning af VFF-grøn, mente guldsmeden og regnede tydeligvis med, at det hjalp mig på rette spor, når jeg skulle vælge lakfarve. Viborg FF er byens fodboldhold. Som om jeg lige præcis kender nuancen på deres trøjer. Men grøn bliver det. Jeg går i Matas i morgen og siger til ekspedienten, at jeg skal have en neglelak i VFF-grøn.
Kig efter de grønne fingre på lørdag omkring midnat og lidt før klokken 06 søndag morgen.
For tre år siden var løbet blåt. Og vådt.
Trøjer fra 2013, 2014 og 2015
10. august 2014 | den store bunke |
Vi har haft 24 timers løb i Viborg her i weekenden. Løbernes byfest. 3500 løbere har mellem klokken 12 lørdag og klokken 12 søndag tilbragt kortere eller længere tid på ruten rundt om Søndersø. Det var som altid et herligt døgn med løbesko på, samvær med en masse gode mennesker, skfitende vejr, alt for lidt søvn og efterfølgende ømme ben.
Vi forlod de flyttekasser, vi endnu ikke har fået tømt, og tilbragte de fleste af de 24 timer i det gul- og gråstribede Guldsmed Norup-telt. På mange måde var døgnet en genudsendelse af sidste år. Jeg havde farvekoordineret neglelak, i år lilla, og må igen sige “Så kan jeg da dét”. For jeg kom jo ikke i bedre form end sidste år. Tværtimod. I alt flytterodet har vi ikke fået trænet. Heller ikke i lang tid før flytterodet. Da jeg tændte for mit gps-ur, spurgte det “Er du flyttet hundredevis af km siden sidste brug?” Og det kunne jeg faktisk ikke helt huske…
Men jeg løb så godt, som jeg kunne, og igen tog jeg afsked med arrangementet med store løfter om næste år, hvor jeg vil være i superform.
At Guldsmed Norup Familie Og Venner-holdet endte på en flot 14. plads ud af 117 hold i 24-mands mixed var nok ikke min fortjeneste. Medmindre farvekoordineret neglelak spiller ind.
Men jeg har nydt weekenden.
Morten kommer i mål på sin tidlige morgentur og skal give stafetten videre til næste lilla løber.
Norup-trøjehistorik fra ni års deltagelse i 24-timersløbet. Jeg har fem af trøjerne.
