16. december 2016 | den store bunke |
Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, satte jeg mig med det samme og skrev en liste over de ting, jeg gerne vil nå i weekenden. Punkterne kom på i en lind strøm, og der var mange. Ud af hovedet og ned på papiret. De fik en linje hver, men vægter slet ikke ens. Alle ved jo, at ’pakke XXs gaver ind’ ikke tager nær så lang tid som ’købe flere julegaver’. Det svarer til at have en indkøbsseddel, hvor der står mælk, gær, æg, aftensmad.
Til gengæld er der en særlig psykologi i at have en fysisk liste, hvor man kan strege ud. Mange af punkterne findes også i noterne på min telefon. Jeg har forskellige noter liggende der. ’Huske at’ er bare én. Der findes også noter med bøger, jeg gerne vil læse/lytte, emner jeg måske vil blogge om, og gaveideer til mig selv og andre.
Der er bare den store ulempe ved digitale lister, at når jeg har udført noget, sletter jeg bare punktet. Og så er det væk. Det betyder, at samtlige ting på listen er noget, jeg er bagud med. Der er ingen tilfredsstillelse ved at kigge på den liste. ALT mangler at blive gjort.
DERFOR er en analog liste på et rigtigt stykke papir noget, som hjernens belønningscenter elsker. Der er stor tilfredsstillelse i at strege ud eller sætte flueben, så gjort-punkterne langsomt bliver flere end ikkegjort-punkterne. Man kan helt konkret se, hvor dygtig man er.
Det er derfor, jeg valgte en fysisk seddel til denne sidste weekend før jul. Jeg skal bare stå op i morgen og starte fra en ende af og blive ved, indtil jeg er færdig med alle punkterne søndag aften, imens jeg streger dem over, efterhånden som jeg får dem gjort.
Jeg er fortrøstningsfuld.
Og se, jeg har allerede købt ind!
3. september 2016 | den store bunke |
Altså, kender I det her? Jeg har samlet i bunker af ting, som jeg ordner “i næste uge”, “i weekenden” eller “det kigger jeg lige på” og “nu har jeg noteret det”. En lang række af projekter til effektuering, når jeg lige får tid, eller det ikke kan vente længere.
Og nu er det weekend, nu har jeg tid. Alle punkterne er endda skrevet ind i telefonens noter under overskriften HUSKE AT, og jeg har oven i købet listet dem i prioriteret rækkefølge, så det bare er at starte fra oven, og så kan jeg slette dem efterhånden, som de er udført. Og jeg har også koordineret med vejrudsigten, således at indendørs projekter er planlagt til i morgen, hvor der er lovet slagregn på heldagsbasis, og i dag, hvor solen skinner, er der prioriteret nogle timer i haven, hvor sejlivet og potent ukrudt sikkert håber på, at jeg ikke kommer.
Jeg er oven i købet allerede i gang. Der står fire plader boller og hæver i køkkenet, både vaskemaskine og tørretumbler arbejder, og det er bare at gå videre til næste punkt på listen. Meget af det er faktisk nemme småting som at nethandle billetter til et par arrangementer, skrive en mail, læse noget, se en tutorialvideo, skrive en liste. Easy-peasy. Bare komme videre.
Alligevel er der på en eller anden måde sket det, at jeg er gået i stå. Jeg sidder i sofaen med computeren på skødet, drikker kaffe og hører Mads og Monopolet, spiller Candy Crush og skriver blogindlæg om alt det, jeg i stedet skulle give mig til.
Så kunne man til mit forsvar sige, at jeg sikkert trænger til sådan en lille stund med overspring midt i min travle og vigtige hverdag.
Næh. Det gør jeg ikke. Dem har jeg mange af. Hele tiden.
Nå men.
Nu!
Går jeg ud og tænder ovnen og ser til vaskemaskinen og finder mit NemID nøglekort frem.
Men jeg kan se, at jeg har fået et nyt liv i Candy Crush, så det spiller jeg lige først.
