15. september 2016 | At have have, den store bunke |
Forleden overfortolkede jeg en smiley. Det skal man lade være med. Eller også skal folk lade være med at overbruge emojialfabetet i deres telefoner.
Jeg fik sms fra min veninde: Er du mon i haven i morgen aften? Jeg er alene hjemme og kunne måske trænge til en kop kaffe – efterfulgt af en gul emoji, som var så lille, at jeg ikke rigtigt kunne tyde dens udtryk uden briller. Men jeg kunne godt se, at den ikke bare var gul og glad, og i stedet for at tage briller på viste jeg den til Morten og spurgte “Hvad forestiller dén her smiley?”. Det var en hmm-smiley, sådan lidt mellemfornøjet med et træt, skævt smil, og sammenholdt med ordene alene hjemme og trænge, og dét at det skulle være i haven – altså at ingen skulle høre hvad vi talte om, sendte mit beredskab nogle trin opad til veninde-krisehjælp-niveau, og jeg skrev tilbage: Er der noget, der går dig på? Kan også i aften.
Der kom straks svar: Tak for omsorg, men jeg har lavet unødig dramatik med den smiley! Jeg har det godt – efterfulgt af almindelig lalleglad smiley, som jeg godt kunne tyde, fordi jeg kunne se den havde det kendte tandsmil.
“Nu tager jeg ud i kolonihaven til en helt udramatisk snak”, sagde jeg derfor, da jeg den næste aften drog af sted til … ja, en helt udramatisk snak. Til gengæld var det virkelig, virkelig hyggeligt med kaffe og chokolade, tiltagende mørke, stearinlys og ild i den mexicanske stenovn, snak om alt vores og alle vores, opdateringer som vi var kommet langt bagud med, hendes hund der holdt et vågent øje med alle uregelmæssigheder i kvarteret, også pindsvinet, der havde vovet sig frem i ly af mørket og følte sig nødsaget til at rulle sig sammen til en stikkende kugle, indtil den firbenede og de to store tobenede var færdig med at glo på den.
Ellers var det en fuldstændig udramatisk aften.
Da jeg næste gang kom i haven, blev jeg helt glad ved mindet, da jeg fik øje på bordpynten fra forleden.
Men vær lige lidt varsom med den her:
12. september 2016 | den store bunke |
- At det er mørkt allerede klokken 8 om aftenen.
- At man er nødt til altid at kalkulere med cykellygter, når man skal ud om aftenen.
- Højden på senegræsset i haven.
- Hvor meget tånegl der er groet ud, siden neglelakken blev lagt på.
- At lysten til at kravle ind i en stor ulden sweater rykker nærmere.
- At der er ti dage til efterårsjævndøgn, hvor nætterne bliver længere end dagene.
- At der kun er tre måneder og ti dage, til det går den anden vej igen.
10. september 2016 | den store bunke |
Hvornår er noget kitsch? Når det er på grænsen af halvgrimt storblomstret fra et andet årti? Eller når en anden socialklasse end ens egen synes om det? Eller det passer dårligt sammen med stål, sort og Hay? Hvem kan vurdere det objektivt? Og er kitsch per definition grimt?
Da jeg var barn, fik jeg en lille æbleformet krukke foræret. Jeg kan ikke helt huske af hvem og heller ikke hverken omstændighederne eller hvor gammel jeg var. Måske var min mormor involveret, måske min faster, – sidstnævnte var af den slags, som overdænger familiens børn med sære smågaver, som får barneøjne til at lyse, alene fordi de aldrig har set noget lignende, og som får mødre til at sukke “åh nej, ikke mere skrammel” – derfor er hun et oplagt bud. Det kan også have været min mormors søster, som havde de samme egenskaber, hendes eksotiske gaver var bare en tand mere high class.
Jeg blev usigeligt henrykt og syntes, æblet var så fint og helt, helt perfekt til at have smånips og småskrammel i. Ringe, nipsenåle, fine småsten og plastikdimserne fra nytårsknallerterne, alle disse værdier, man får samlet sammen. Det var en stor skat til små skatte. Min æblekrukke. I min varetægt har den aldrig været brugt til sit oprindelige formål, som er marmelade og syltetøj, og det er længe siden, jeg har opbevaret idrætsmærker og andre trofæer i den. Det er også længe siden, den har stået fremme til pynt, men jeg har trofast flyttet den med mig gennem hele mit voksne liv og omhyggeligt stillet den ind i et nyt skab, hver gang jeg har skiftet bopæl.
Den fine lille æbleskål. Det har aldrig strejfet mig, at jeg var den eneste, der så dens skønhed. Sidst jeg pakkede flyttekasser ud og så mig om efter et passende sted til æblet, forstod jeg på en spontan kommentar, at det er tilfældet, og jeg var overrasket og forundret. Grim? Det faldt omtrent sammen med, at jeg havde spurgt “Skal du gemme dén her?” om en brun stentøjsdunk med prop, hvilket fik ejermanden til at gispe efter vejret og derefter fortælle mig den sentimentale historie, som gjorde, at dén dunk hverken kunne eller ville man skille sig af med. Så var vi både kvit og med fælles forståelse.
Men er det kitsch? Definitionen på kitsch er ifølge Den Danske Ordbog “indbo, kunsthåndværk, kunst, litteratur m.m. der regnes for underlødig og smagløs pga. sin banalitet eller overdrevne sentimentalitet, men af samme grund værdsættes med ironisk distance af nogle”
… og efter den definition er mit syltetøjsæble ægte kitsch. Det forener smagløshed med banalitet krydret med rigelig sentimentalitet, dog fuldstændig uden ironisk distance.
Æblet var kun ude for at blive fotograferet og er tilbage på sin plads i skabet igen. Der skulle nødigt ske det noget.
7. september 2016 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
For et par måneder siden begyndte der pludselig at opstå busser lidt øst for Rødkærsbro.
Blå busser i en række på en mark ud til hovedvej 26. Først to, så tre, og for hver uge kom der flere og flere. Rækken blev længere og længere, og jeg undrede mig hver eneste gang, jeg passerede. Hvilket jeg gjorde jeg to gange om dagen, fem dage om ugen, på vej til og fra arbejde.
Hvor kom de fra? Hvor skulle de hen? Skulle de ingen steder? Var dette endestationen? Hvem ejede dem? Var de udrangerede? Ikke i rute? Kort sagt: ALT hvad der ender på et spørgsmålstegn.
I modsætning til mine flyvske tanker om landmanden på den blå traktor i går rakte min fantasi ikke denne gang. Jeg kunne ganske enkelt ikke regne ud hverken hvorfor, hvem, hvad eller hvis.
Jeg snakkede med en veninde om det. Hun kører samme vej næsten lige så mange gange om ugen som jeg, men havde heller ingen forklaring. Det virkede meget sært for os begge to.
Gennem flere uger tænkte jeg hver morgen, at jeg ville finde ud af årsagen til de efterhånden 12-13 blå bussers sære anbringelse lige dér, men når jeg så nåede frem eller hjem, havde jeg glemt alt om det. Lige til næste gang, jeg kørte forbi. Hvorefter jeg glemte det igen på resten af vejen.
Men forleden fik jeg taget mig sammen og skrev til Midttrafik. Og fik svar et par timer senere.
“De er fra Hans’ Biler, som måtte frastå sin kontrakt på rute 60,73 og 75 i starten af juli måned.
Så kort svar, de er ude af trafik – og formentligt til salg.”
Heraf kan jeg udlede to ting:
– Midttrafik er flinke til at svare.
– Busserne kommer nok til at holde der et stykke tid endnu.
Og jeg har fået noget nyt at tænke over:
– Hvem kører så rute 60, 73 og 75, når Hans ikke gør?
Nå, men hvis andre har undret sig over de herreløse busser med tomme vinduer og for nogles vedkommende åbne døre, har de fået svaret nu.
Og hvis man lige har lidt penge tilovers og drømmer om en blå bus eller tre, ved jeg lige, hvor der er nogle til salg.
6. september 2016 | den store bunke |
I morges skinnede solen over bølgende marker mellem Hammel og Galten. En blå traktor kørte på en mark i det fjerne. Jeg lagde beklageligvis ikke mærke til, hvilket redskab der var spændt på, og ved derfor ikke, hvad slags arbejde der blev gjort. Det kan have været så meget.
I stedet for den slags vigtige iagttagelser (Undskyld, far!) gik mine tanker en helt anden vej. Hvad får landmanden tiden til at gå med, mens han sidder der i førerhuset time efter time og kører først den ene vej og så den anden vej?
Hvad tænker han på? Hører han Go’ morgen P3 eller jazz på P8? Eller har han en spændende Podcast-thriller eller den seneste Mads & Monopolet i gang? Synger han? Eller repeterer det online polskkursus, han følger, fordi han skal på jagt i Polen om et par uger eller lige har købt en ejendom dernede? Sidder han og tænker på sin datter, der lige er startet i skole, eller på svinene hjemme i stalden, som giver et underskud, der truer med at tvinge gården på tvangsauktion? Eller at han skal huske at købe et par musefælder? Eller forbereder han det foredrag, han har lovet at holde på plejehjemmet om dengang, han var i Grønland for at studere fårehold? Ordner han dagens telefonsamtaler? Hører han Rammstein eller Kandis?
Det kan også være, han hører lydbog ligesom mig i den hvide Aygo, der kører derovre på landevejen. Eller at han øver sig på replikkerne til efterårets forestilling i amatørteaterforeningen, ligesom min storebror gør, når han sidder i førerhuset på sin traktor og kører frem og tilbage og rundt og rundt på marken.
Kun fantasien satte grænser i det korte øjeblik, det tog mig at registrere den blå traktor, inden jeg var videre.
4. september 2016 | den store bunke |
Er man drejet forkert i et kryds et sted, når man sidder i sin sofa en søndag sidst på eftermiddagen og har en TV-dokumentar om Lise Nørgaard kørende som lydspor, med te og gadgets inden for rækkevidde – og i øvrigt ikke har været uden for en dør hele dagen? Har man misset en frakørsel, der førte hen til et rigtigt spændende sted?
Det synes jeg ikke. Sammenholdt med hvad jeg skrev i går har jeg faktisk krydset de fleste punkter af på min weekendliste. Det eneste, jeg ikke har gjort, er at stryge. Men weekenden er ikke omme endnu, så det kan da stadig nås. Og nås det ikke, er det heldigvis et punkt, der er vant til at blive overset.
Jeg faldt ikke for fristelsen til at skrive nye punkter på listen. Da jeg hentede boller i fryseren, formulerede jeg uvilkårligt ’afrime fryser’, men heldigvis besindede jeg mig og skyndte mig at udskyde punktet til en fremtidig liste, hvor det ville blive værdsat mere, måske på én der decideret manglede indhold.
Vejret har ikke været synkroniseret med vejrudsigten. I går skulle det være tørvejr, hvorfor noget af dagen var henlagt til haven, men helt hen til lige over middag regnede det – heldigvis blev eftermiddagen tør. I dag skulle der have været heldagsregn, men den dag startede aldrig – jeg tror egentlig slet ikke, det har regnet her i dag, men igen – jeg har ikke været ude og kan nemt have kigget indad under en eventuel byge.
Vejret har altså ikke holdt, hvad der var blevet lovet, men jeg har været storsindet over for det faktum, og jeg har holdt mig til min oprindelige plan med ude-i-går, inde-i-dag, og været effektiv på den tilbagelænede måde. Det vil sige, at jeg har gjort, hvad jeg havde sat mig for, og husket at holde mange pauser. Så har jeg også justeret på min to do-liste ved løbende at vurdere realismen i den og derfor indsat et strategisk linjebrud, som indikerer, at punkterne under den tomme linje fik en ny status med undertitlen ’Kun hvis det virker rigtigt at gøre det nu’. Der var omkring fire punkter, det klart vil være bedre at krydse af i næste uge.
Hvad blev det så til? Ja, nu remser jeg bare op, og lad så venligst være med at få dårlig samvittighed derude, fordi jeg har været så gloriepudsende dygtig. Jeg har bagt 56 boller, skiftet sengetøj, vasket tre maskiner tøj og linned og hængt det op, der ikke skulle i tumbleren, støvsuget hele lejligheden, flyttet birkebrænde i kolonihaven, luget bag huset omkring den nynedgravede kølejunge, luget mellem jordbærrækkerne og i alt tømt fem fyldte spande ukrudt i containeren, slået græs, drukket kaffe, lavet aftensmad (noget grøntsagsværk i ovn), spillet Candy Crush i adskillige timer og ikke mindst brugt et par timer på at følge et videokursus om salg på Facebook, noget der gerne skal gøre mig dygtigere både privat og professionelt. Det var berigende og øjenåbnende, og nu skal jeg til at øve mig.
Til aftensmad spiser yngsten og jeg græskarsuppe – rester fra i fredags. Jægersmanden er på bukkejagt i Sverige, og vi har benyttet os af lejligheden til at junke hokkaidosuppe (hokkaido fra egen have!), som vi begge to godt kan lide, men som Morten ikke er pjanket med. Sådan har vi jo alle vores darlings. Han og mindsten elsker for eksempel klar suppe med boller, som for både mig og Lasse er indbegrebet af overflødigt, fordi vi har spist det til kvalmepunktet – det var nemt da mine børn var små, og de kunne lide det. Det kan de ikke mere. Og jeg var jo egentlig også blevet suppemættet i min egen barndom.
Og nu junker jeg altså fru Nørgaards liv og synes, at jeg har forvaltet denne lille del af mit eget liv, weekenden, fortrinligt. Og i morgen kommer jægersmanden hjem, med eller uden fyld til den fryser, som jeg mentalt har noteret mig skal afrimes.
Sådan ser det ud, når Grevinden søndagsfølger onlinekursus.
