10. august 2016 | den store bunke |
I de seneste uger har mine fingernegle båret en mintgrøn neglelak, som efterhånden er plaget af både udgroninger og afskalninger. De ser ærlig talt herrens ud. Men det skal der også snart gøres noget ved.
I den kommende weekend er der nemlig det årlige 24 timers løb i Viborg. Fra lørdag middag til søndag middag løber vi rundt og rundt om Søndersø og holder øje med statistikker og omgangstider og hvor længe der er, til vi skal ud på ruten, møder venner og bekendte i løbe- og tilskuertøj og opdaterer os på, hvad der er sket siden sidst, spiser, drikker og hepper. Det plejer at være en fest, og det bliver det også i år.
Jeg skal løbe to omgange, og jeg løber som sædvanligt for Guldsmed Norup – familie og venner. I år må være syvende gang. Jeg har i hvert fald seks løbetrøjer med guldsmedelogoet på, og de har alle sammen været søen rundt. På mig. Gennem årene har jeg været både hurtig og mindre hurtig, mest mindre. Der er plads til alle på holdet, bare vi er familie eller venner, og det er en dejlig rummelighed. Det gælder om at have det sjovt og hyggeligt og gøre det, man gør, så godt man kan. Tit har vi fået en flot placering i klassementet alligevel, og det har vi gode og seje løbere at takke for.
Altså er det ikke som sådan mit blændende løb, jeg skal slå mig op på. Det er, som det er, og det bliver som det bliver. Men NU kommer jeg endelig frem til, hvordan 24 timers løb hænger sammen med farvekoordineret neglelak. Det er nemlig dér, jeg sætter skytset ind. Til gengæld for tunge ben, rigelig vægt og rigelig tid ude på ruten har jeg flyttet mit fokus og forfinet det til fingerspidserne. I flere år har jeg løbet med negle i samme farve som årets holdtrøje. Det startede vistnok på inspiration fra Caroline Wozniacki, der engang flashede negle i samme solgule farve som sin spilledragt. Nu har jeg gjort det til mit særkende.
Jeg har haft blå negle, lilla negle og lyserøde negle. I år er trøjen grøn. Sådan i retning af VFF-grøn, mente guldsmeden og regnede tydeligvis med, at det hjalp mig på rette spor, når jeg skulle vælge lakfarve. Viborg FF er byens fodboldhold. Som om jeg lige præcis kender nuancen på deres trøjer. Men grøn bliver det. Jeg går i Matas i morgen og siger til ekspedienten, at jeg skal have en neglelak i VFF-grøn.
Kig efter de grønne fingre på lørdag omkring midnat og lidt før klokken 06 søndag morgen.
For tre år siden var løbet blåt. Og vådt.
Trøjer fra 2013, 2014 og 2015
5. august 2016 | den store bunke |
“Bare det var mig, der havde skrevet det. Nej, bare det var mig, der var i stand til at skrive sådan!”
Jeg kaster mig altid næsegrus i støvet af beundring, når jeg møder champagneskriv. Velformulerede tekster hvor ordene smyger sig sammen og giver øjeblikkeligt billeddannende mening, og hvor ikke et eneste komma eller nutids-r kunne være sat smukkere. Og så endda med indhold indbygget i den elegante form. Så bliver jeg sådan en, der allerhelst ville stille mig helt tæt op ad skribenten og lade, som om vi altid har været bedstevenner på helt samme sproglige niveau.
Jeg støder jævnligt på dem. Dem der mestrer deres håndværk. Og jeg synes faktisk ikke, man kan rose dem nok. Så nu anerkender jeg.
Mette Goddiksen er en af dem. Hun skriver skarpt og brilliant på villapyt.dk. Jeg kender hende ikke personligt, men jeg kender hendes mand (hvis formuleringer i øvrigt også trækker kluklatter efter sig), som af og til har lagt links til hendes tekster ud i det åbne rum til glæde for blandt andre mig. Første gang var vist dengang, hun tog på bustur til Italien med små børn. Senest har hun skrevet om likes på de sociale medier, og ellers spænder emnerne bredt. Fra betragtninger om danskhed til hvilke værdisæt man vælger at bosætte sig i. Fælles for det hele er, at det udtrykker holdninger og er eminent velskrevet – som honning for mit sprogøre.
Gå selv på opdagelse på hendes blog. Der er perler at fiske.
4. august 2016 | den store bunke |
August måned startede med 46 kroner og nogle få øre på kontoen – vel at mærke efter at lønnen var gået ind. Godt nok også efter at den faste månedlige overførsel var pilet over på budgetkontoen for at forhindre huller derovre. Men alligevel. 46 kroner til at holde hele august kørende? Hvordan gik det til? Njooe, for eksempel en sommerferie der blev både dejligere og dyrere end jeg havde regnet med, en ufortjent parkeringsbøde, et pebret serviceeftersyn på bilen, den slags, det ene med det andet. Det løber op. Og ud.
Jeg har brugt en del tid på at skumle over det. Altså, det er jo både førsteverdensproblemer og min egen skyld, det er jeg helt på det rene med, men det skal da aldrig forhindre mig i at knurre, for det er da surt at have udsigt til smalhals de næste måske adskillige måneder, før der er håb om ligevægt i kolonnerne. Jeg kan sagtens komme i tanker om alt det, jeg ikke får råd til, og være trist over det. Min mindste kunst. Jeg har allerede brugt fire augustdage på det. Men jeg magter helt ærligt ikke at pive i 27 dage mere. August er lang. Kunne vi eventuelt aftale kollektivt bare at springe august over og gå direkte til september?
Det går ikke. Der er stadig folk, der skal holde sommerferie i august, – de ville være utilfredse med at blive snydt for det.
Men så må jeg ty til kunstgreb og narre hjernen til at føle sig bedre tilpas. Det kunne trods alt have været værre. Der er mange ting, jeg heldigvis ikke behøver bruge penge på.
For eksempel er det fedt
• At vi har rester fra aftensmaden i går til aftensmaden i morgen.
• At der er vildtkød i bunden af fryseren, som vi kan spise, og “så skal vi bare lade være med betragte det som festmad” eller noget i den retning, sagde Lasse, som også er på randen af bankerot.
• At ferien er overstået, så vi ikke behøver at bekoste den én gang til.
• At der er længe til julegaveindkøb.
• At mit hår er ensfarvet gråt og dermed uden udgroninger, der kræver frisørbesøg.
• At kolonihaven netop nu bugner af grøntsager. Fra nu af skal vi ganske enkelt leve af kartofler, salat, rødbeder, spinat, grønkål, squash, græskar, løg, agurker, tomater og bønner.
• At vi har min mors georginer og temmelig mange gyldenris i haven, så vi kan fylde privaten med buketter.
Hvis der er mere gratis at glæde sig over, vil jeg gerne vide det.
3. august 2016 | den store bunke, Heldige mig, Køkkenskriverier |
På visse områder er det helt i orden, at hverdagen er ved at finde sit gamle mønster igen. Ja ja, vel er jeg træt, når jeg kommer hjem fra arbejde og går i fare for bare at klatte omkuld på sofaen. Lige i dag er trætheden måske også forstærket af regn og gråvejr – og at jeg som sædvanligt (dér var det med hverdagen igen!) er kommet til at gå for sent i seng og dermed få sovet for lidt. Og ja ja, helt dagligt er det alligevel ikke, for Morten og mindsten har udnyttet de sidste dages skolesommerferie til at tage på sheltertur på Fyn – og øv for regn og gråvejr i den forbindelse, for resten.
Men der, hvor hverdagsvanerne er velkomne, er på kokkeområdet. Lasse er færdig med at være på udlandsferie, og det er onsdag! Onsdag er hans maddag.
Jeg kom ind af døren klokken halv fem og hørte som det første lyden af emhætten. På komfuret stod en gryde. Og der duftede godt. Kokken var ikke at se. Jeg kiggede ind på værelset. “Hvad koger du?” “Sådan noget … bøf…” “Bøf?!?” “Ja, det skal simre”.
Jeg har lindet på låget. Det simrer. Der er også noget tomat og noget løg dernede. Det dufter godt! Måske skal vi også have nogle af de alsaciske knefles, han købte i Strasbourg. Det er ægnudler, jeg tror, de hedder Spätzle på tysk. Jeg er spændt.
Under alle omstændigheder stornyder jeg, at juniorkokken er på hjemmebane igen.
Måske skulle jeg også lige udnytte den tid, jeg slipper for ved komfuret, til at gå en runde med støvsugeren. Det kan i hvert fald aldrig skade. Hverken at omgivelserne bliver en smule renere eller at skærpe appetitten med fysisk arbejde.
Denne hverdagsonsdag er god ved mig.
30. juli 2016 | Betragtninger, den store bunke |
Når man kaster et blik op i højre hjørne af sin bog (eller ned, hvis man er Windowsbruger) for at se, hvad klokken er.
Når man kører forbi en meget grøn mark og tænker at der er farvejusteret lige rigeligt i Photoshop.
Når man leder efter sin pung og tænker “Jeg må google den”.
27. juli 2016 | den store bunke |
Sommetider får hjernen vredet et elegant ordspil sammen, uden at den ved det. I går faldt snakken på netop det, og jeg kom i tanker en græskopgave, jeg skrev i gymnasiet.
Jeg var klassisksproglig student, derfor græsk.
Til den slags afleveringer havde vi både en original græsk tekst og den officielle danske oversættelse til rådighed, og en af delopgaverne var at gøre rede for, hvorfor oversætteren havde oversat netop sådan, selv om der ikke ordret stod det samme i originalteksten.
I den specifikke opgave, jeg tænker på her, stod der i den græske originaltekst blot noget med “Han vandt første gang … (i et eller andet hestevæddeløb)”, mens der i oversættelsen stod, at “Han høstede sine første laurbær ved …”.
Jeg kunne have svaret, at det var for at gøre teksten mere blomstrende og floromvunden, at det var for at sætte kolorit på. Men det jeg skrev var, at oversætteren havde ønsket at sætte mere krydderi på teksten.
Da jeg fik opgaven tilbage, havde min lærer sat et udråbstegn netop dér og noteret, at “En sådan vits fornøjer enhver, der sidder og retter opgaver!”. Først forstod jeg overhovedet ingenting af, hvad han mente. Vits? Hvad?
Men så: Aaaahh…! Laurbær. Krydderi.
Tøhø. Den er en lurendrejer, den hjerne.
