Læs Knausgård! Det gør jeg.
For tiden lytter jeg til Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Igen. Det er sådan med hans selvbiografi, at jeg er nødt til at holde nogle pauser imellem bøgerne. Jeg læste de to første forholdsvis kort tid efter hinanden, og nu er jeg efter en lang pause gået i gang med bind 3. Der er seks bøger, og jeg ved, at jeg kommer igennem dem alle, men jeg ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage.
Han fortæller helt formidabelt. Hans sprog er legende og let, men med lange tankestrenge og sideerindringer, detaljerede beskrivelser af små, dagligdags handlinger, historier og betragtninger. På samme tid objektivt beskrivende og subjektivt indlevende. Sprogbeherskelsen er eminent, iagttagelsesevnen det samme, og der er beskrivelser af situationer, så jeg gang på gang præcist kan sætte mig ind i og genkende, hvordan personerne har haft det, følt og tænkt.
Derfor må jeg have pauser ind imellem. Teksten kræver så meget koncentration og sender også mig selv ud på erindringsrejser, så jeg af og til, når jeg sidder i bilen, er nødt til at slå over på radioen, fordi et eller andet har fået mig til at gå ud af en af mine egne tangenter, så jeg alligevel ikke hører efter oplæsningen.
For eksempel begyndte Karl Ove i skole i dag. Det var i hvert fald dertil, jeg var nået i teksten. Han er meget, meget spændt, og det fremgår – nærmest i en bisætning, fordi det er så naturligt for ham – , at han er den eneste af de drenge fra området, han kender og skal følges med, som allerede kan læse og skrive.
Det sendte mig af sted på erindringens vej. Jeg kunne læse, inden jeg startede i skole. På en eller anden måde lærte jeg mig selv det ved at være et meget nysgerrigt og videbegærligt barn, der spurgte og spurgte “Hvad står der dér?, ”Hvad står der dér?”. Min kusine er halvandet år ældre end mig, og jeg kan huske, at hun læste Rasmus Klump højt for mig, og jeg forstod på de voksne, at det var flot og imponerende, at hun kunne det, når hun kun var seks år og ikke begyndt i skole endnu, og jeg tror, at det var ved netop den lejlighed, at jeg begyndte at stile efter også at kunne læse.
Jeg kan se mig selv ligge på stuegulvet og læse avis. Da jeg var seks år, var der en jævnaldrende pige på Fyn, som var forsvundet, formentlig bortført. Hun hed Mona, og jeg var meget interesseret i at læse de daglige notitser og artikler i avisen om, hvordan det gik med politiets efterforskning, fordi pigen havde samme alder som mig, og fordi hun på billedet i avisen var så pæn med mørkt pagehår. Min mor var overhovedet ikke begejstret for, at jeg kunne læse på det tidspunkt, for hun var bange for, hvordan den alvorlige sag påvirkede mig. Så vidt jeg husker, blev Mona ikke fundet i live.
I det hele taget havde mor det meget dobbelt med min ihærdige stræben efter at læse alt, hvad jeg kom i nærheden af. På den ene side var hun selv glad for at læse og vidste, hvor stor en glæde det er at kunne, men hun var også bange for, at jeg kom til at skille mig negativt ud, når jeg kom i skole. Jeg følte det nu aldrig som et problem eller en hæmsko at have knækket læsekoden tidligt.
Da jeg skulle indskrives til skole, tog min mor og jeg ud til skolen, hvor indskrivningen foregik i et hjørne af skolens aula. Førstelærer Jørgensen sad bag et skrivebord og hyggesnakkede med sine kommende små elever. Min mor havde sikkert varslet, at dette barn allerede læste, og udtrykt sin bekymring overfor ham. Det var sikkert derfor, han ville afprøve mig og bad mig om at læse, hvad der stod på plakaten, der hang på væggen bagved ham. Det var en af de klassiske plancher fra Rådet for større Færdselssikkerhed, som viste, hvilke fem ting der skulle være på en cykel. Bremser, ringeklokke, reflekser og den slags. Det var, før det blev lovpligtigt at have cykellås på. Der skulle også være lygter, og det var her, jeg blev sat på prøve. Jeg var genert og ville nødigt sige det ord, han pegede på. Måske havde jeg alligevel en fornemmelse af, at det var for sært, at jeg kunne læse. Faktisk kan jeg ikke huske udfaldet. Om jeg fik det sagt højt eller ikke. Måske blev lærer Jørgensen ikke overbevist den dag. Men jeg var ikke i tvivl om, hvad der stod. ’Lygtetændingstiden’. Jeg kunne sagtens læse det, men det var meget fremmed for mig at udtale det. Vi talte dialekt hjemme, og ’lygte’ udtales ’løjte’, så jeg var allerede sendt langt uden for min comfort zone ved at skulle ’snakke fint’.
Det var den erindringsrejse, jeg lige var ude på dér på hovedvej 26 i eftermiddag, og der måtte jeg lige slå over på radioen, da det gik op for mig, at det var et stykke tid siden, jeg havde hørt efter lydbogsoplæseren.
Men altså, tag og læs Knausgård.
