2. november 2018 | den store bunke |
Dette bord er for nylig blevet stillet op i yngstens kollegiekøkken, og dermed er det givet videre til næste flytte-hjemmefra-generation.
Det er nemlig det selvsamme bord, som jeg selv flyttede hjemmefra med for næsten 40 år siden. Da jeg flyttede ind på mit lille fjerdesals klubværelse i Thorsgade i Odense lige før jeg begyndte i 3.g, købte mine forældre mig dette praktiske fyrretræsbord med endeklapper, som både skulle være mit skrive- og spisebord i mit mikroskopiske første eget hjem.
Siden har det fulgt mig på min vej gennem livet i alle mine skiftende boliger (og det er mange), oftest i brug og ind imellem stillet i depot, til der blev brug for det igen. Da vi kørte hjem fra Aarhus efter at have samlet det hos den seneste udflytter, talte jeg op, at det nu står sit tiende sted siden sommeren 1979. Det bord har virkelig tjent mig godt. Skrammer og brugsspor vidner om, at det har været med dér, hvor tingene skete, og hvor liv blev levet. Det fortsætter det så med.
Er det ikke lidt vildt alligevel?
Billederne taler for sig selv: Bordet var næsten nyt, da vi skrev biologirapport i 3.g, og for syv år siden var det stadig i brug som køkkenspisebord. Nu er det tilbage i Aarhus, hvor det har boet før.
29. august 2017 | den store bunke |
Hvis man er sådan en, der har fået de lidt negative talegaver, kan man sige, at jeg har brugt en del af weekenden på at flytte unyttige ting rundt mellem små kasser.
Hvis man derimod er en, der gerne prøver at trække et lidt gladere spor efter sig, kan man sige, at jeg har været dygtig og ryddet op i kontorkasserne.
Skal vi ikke tage den sidste version?
Kontorkasserne er otte praktiske kasser, som i små ti år har rummet alt, hvad jeg havde af kort og konvolutter, clips og tape, skriveting, blokke og klæbeetiketter, organiseret så det var nemt at finde alting. Dem skulle der ryddes op i, havde jeg bestemt, og jeg har allerede haft fat i en af dem tidligere på sommeren uden rigtigt at få gjort noget.
Men nu! Nu har jeg haft det HELE ude på gulvet og haft alting i hænderne og vurderet det stykke for stykke. Jeg har lagt hovedet på skrå og smidt ud og undret mig og været nostalgisk og barsk i min sortering.
Ud med lommeregneren fra Tiger – alle har jo kalkulator i telefonen.
Faster Ellens tunge forstørrelsesglas – nej, det gemmer vi. Sammen med tre andre små lupper. Vi ved ikke hvorfor.
En tillykke-medalje fra min 40 års fødselsdag og en kenyansk pengeseddel gemmer vi sammen med Georg Jensen-piben, som jeg fik af en kæreste i 1983.
En stabel ellipseskabeloner og måleværktøj til satsstørrelser – ud med dem, firserne vil ikke engang have dem tilbage.
Ud med de indtørrede rørpenne fra Rotring og de dyre kalligrafipenne, som jeg ventede mig noget stort og smukt af engang. Mens jeg ventede, sandede de til i indtørret tusch.
Men markerpennene skriver stadig i fede spritstinkende strøg her 30 år efter, så dem gemmer vi. Til et eller andet.
Fem millioner forskelligfarvede post-its kan man altid bruge.
Ligesom lilla silkepapir og guldstjernestrimler.
Det tog virkelig lang tid at få det hele spredt ud. Det gik endnu langsommere at få det samlet sammen igen i nye kassekonstellationer.
“Var det ikke meningen, du ville minimere antallet af kasser??”, spurgte Morten, da jeg var så godt som færdig med at sortere.
JO!
Jeg har smidt indholdet fra mindst halvanden kasse ud. Der er kun seks kasser nu!
Noget af det, der tog lang tid bagefter, var at se alle foto-cd’erne igennem og flytte billeder, mens vi stadig har en computer med cd-drev i huset. Der var meget forunderlighed og nostalgi at blive ramt af der. Også sære ting. For eksempel det her billede fra en studietur til Ungarn i 1983. Jeg er hende med pagen, piben og temmelig blå smækbukser. “Pipázik – hun ryger pibe..!”, sagde de omkringstående ungarere ved Balatonsøen vantro til hinanden – de havde aldrig kendt mage. Jeg kan godt forstå dem, det var egentlig noget værre noget. Det var ikke engang Georg Jensen-piben, den fik jeg først senere.
Nå. Jeg har beskåret kontorkassebeholdningen med 25 procent. Jeg synes, jeg har gjort det godt.
5. januar 2017 | den store bunke |
Egentlig skal jeg gå i seng. Det skal jeg altså. Jeg har fire rå dage foran mig i Landet Uden Internet. Dét i sig selv slår mig ikke ud, det er mere det, at i det land bor min mor, og formålet med at rejse dertil er, at hun flytter i plejebolig, og det er mig der skal pakke hendes liv sammen og pakke det ud igen.
Det lyder ret enkelt. Pakke ind, pakke ud. Men hun downsizer og skal ikke have alle sine ejendele med. Jeg skal derfor i første omgang kun pakke de ting ned, hun skal have med. Jeg har bare ikke helt overblik over, hvilke det er, og hun har endnu mindre. Så jeg forestiller mig i store træk, at vi kommer til at snakke om samtlige genstande – også dem der ikke skal med, og at vi kommer til at snuble i nostalgien nogle gange. Jeg er fortrøstningsfuld og regner med, at det nok skal gå. Det er jo ikke sådan, at vi træder ud af den gamle dør og kaster en tændstik over skulderen. Vi (jeg) kan gå de tre hundrede meter tilbage og hente det, jeg ikke tænkte på at få med, inden vi rømmer og tømmer den gamle bolig for alvor og distribuerer resten ud til arvinger, salg, genbrug og velgørenhed.
Jeg ved ikke, hvor jeg starter i morgen, når jeg rammer fødeøen. Jeg håber, jeg ved det, inden jeg bliver spurgt første gang. Jeg har flyttekasser i bagagerummet og nogle lamel- og rullegardiner, som størstebror sætter op på den nye adresse, mens jeg håndterer og huserer på den gamle.
Intet internet bliver en fordel. Der er ingen overspringsmuligheder. Jeg er glad, når det er overstået og alle kan give sig til at vænne sig til de nye tider. Jeg er spændt på min egen habitus, når jeg vender snuden hjemad engang på mandag. Udmattet og lettet på en gang, sikkert.
I dag også har været en udmattende dag. Udover mental forberedelse til morflytning har jeg været til MUS-samtale på arbejde, og da jeg kom hjem, var vi til laaangt møde i banken. Min nye bank, som jeg skifter til på grund af huskøbet. Så det er nye konti, nye lån, nye metoder, ny bankrådgiver, nye beslutninger, nye voksenting at forholde os til. Hvilket kreditforeningslån vil I have? Tag stilling til pension og livsforsikring, begunstigelse og budget. Overvej testamente. Udfyld skema om helbredsoplysninger.
Der er gravet dybere end sædvanligt på alle planer denne torsdag.
Det blev der egentlig også i går. Jeg havde besøg af min veninde Hanne fra Sydney. Vi havde ungarsk sammen på Aarhus Universitet i starten af firserne, da vi var midt i tyverne, den ene sorthåret og den anden mellemblond. Hanne læste ungarsk, og jeg læste komparativ lingvistik, men institutterne lå i samme hus, og jeg havde også ungarsk som et af mine fag de første to semestre, så vi havde mange lektioner sammen. Jeg havde årskort nummer 810402, hun havde 810401, og vi grinede meget. Sådan starter et venskab. Hanne rejste til Australien med sin Malcolm i 1990 og har haft sit liv i Sydney siden. Vi ses, hver gang hun er i Danmark, og hver gang snakker vi om, at engang skal jeg også besøge hende. I 27 år har vores gensyn godt nok været på dansk grund, men jeg er sikker på, at jeg kommer til Australien en dag. Det fantastiske og dejlige er, at selv om vi er midt i halvtredserne og har halv- og helvoksne børn, er vi også unge, når vi er sammen, og vi snakker og griner, som var der ikke gået 35 år, siden vi mødtes. Men nu har vi stort set samme hårfarve.
12. november 2016 | den store bunke |
Det her er min yngste, som sidder og ser en tyve år gammel udgave af tv-quizzen Hvornår var det nu det var. Manden i midten af skærmen er Hans-Georg “Gorm” Møller, der var vært på programmet. Kvinden til venstre er en Hanne fra Randers, og manden til højre er yngstens far.
Da Hvornår var det nu det var kørte over skærmen i halvfemserne, sad han i vores sofa derhjemme og gættede med, slyngede årstal ud i rummet og skrydede, når de var rigtige, hvilket de tit var. “Hvor er jeg god! Hvorfor melder du mig ikke til?”
Så det gjorde jeg. Jeg skrev et brev til den adresse, der, så vidt jeg husker, stod på skærmen efter hver udsendelse og fortalte om min selvsikre mand. Ham skulle de tage og invitere ind, opfordrede jeg. Jeg havde tænkt det som en overraskelse, men jeg er faktisk i tvivl, om det lykkedes mig at holde mund med det.
En dag ringede en produktionsfyr til ham og stillede ham nogle testspørgsmål. Han gik gennem nåleøjet og fik en optagelsesdato, hvor han drog til København. Han gjorde det godt. To klokkerene korrekte årstal satte han ind, fik endda flere point end den forsvarende mester, Hanne fra Randers, men hun var bare bedre til bonusspørgsmålene og tog derfor rundesejren hjem og fik en ny udfordrer. Den unge journalist rejste hjem til Viborg med en tusse, en DR-transistorradio og en god oplevelse – og æren i behold.
Jeg optog udsendelsen på VHS, da den blev sendt, men det videobånd røg selvfølgelig til anden side i bodelingen, da vi blev skilt, så det er længe siden jeg har set det. Ved en tilfældighed opdagede jeg, at netop det program fra 1996 blev sendt på DRK i eftermiddag, og derved fik yngsten (født i 1997) mulighed for at se sin unge far være sej på tv i gul skjorte og højtaljet buks.
Det var skægt.
24. august 2016 | den store bunke |
Der var flere, der fejrede internettets fødselsdag i går. Eller også var det world wide webs fødselsdag. Det er lidt uklart, hvis jubilæum det egentlig drejede sig om, ligesom det heller ikke var helt nemt at blive klog på, hvor mange år vi fejrede. Og om det faktisk var i går. Under alle omstændigheder var der en del mennesker på Facebook, som følte sig foranlediget til at gøre rede for, hvordan og hvornår de første gang stiftede bekendtskab med nettet.
Og uanset om i går nu var den rette dag til at hylde en institution, hvad enten det var den ene eller anden sammenkobling af data, så er det da en fin anledning til at smide nogle nostalgiske kabler bagud. Lad os nu bare sige, at det er lanceringen af softwaren bag www, der er vores 25 års jubilar – og det er endda ikke helt rigtigt alligevel, for www blev først gratis og dermed mere tilgængeligt for almindelige mennesker i 1993. Har jeg googlet mig til, og det er jo netop sådan noget som at google, vi kan takke www for.
Jeg arbejdede første gang på computer i 1990, da det reklamebureau, hvor jeg var rentegner (det var før, det hed dtp’er, og lang tid inden vi alle sammen kaldte os grafikere), trådte over tærsklen til fremtiden. Jeg sad ved en Macintosh IIx, som havde en harddisk med 40 Mb lagerplads. Ja, det var megabytes, giga var slet ikke opfundet endnu. Året efter var det præcis sådan en opsætning, jeg købte privat. En Macintosh IIx, skærm, tastatur OG en postscript-printer. Det hele kostede kun 60.000 kroner, fordi det havde været demomodel. Og jeg syntes ikke engang, det var urimeligt. Jo jo, vel var det mange penge, men sådan noget kostede jo, jeg tog et SU-lån og var egentlig bare lykkelig for mit lækre grej. Det så sådan ud. Med banebrydende grafisk brugergrænseflade og et 3,5-tommer diskdrev, som kunne læse de store disketter med 1,44 Mb diskplads!
Selve internettet ramte mig først i 1995 eller 1996. På min arbejdsplads – også et reklamebureau – begyndte nogle af vores kunder at have e-mail og kommunikere ad den vej, så det skulle vi også have. Mailadressen har sikkert været post-snabela-bureauetsnavn, og vi havde kun én. Den var installeret på den eneste computer, vi havde med internet på. Vi brugte det ikke rigtigt, og det var først, da kunder begyndte at ringe og undre sig over, at vi ikke reagerede på deres e-mails, at vi indførte, at Mogens fast skulle tjekke mails – en gang om ugen!
Det virker helt tosset set med nutidens øjne!
Senere fik vi personlige mailkonti med virkeligt lange og indviklede adresser fyldt med bindestreger, punktummer og underscore, og internetforbindelsen kørte via modem og telefonstik, hvilket betød, at vi ikke kunne bruge telefonen, mens vi var på nettet. Endnu senere lærte vi bogstavkombinationer som ADSL og ISDN at kende, og resten er historie.
Det er faktisk meget svært at forklare folk, der er født i halvfemserne, hvordan vi klarede os før internettet.
