Vådt krudt

Mandag har ramt mig i selskab med en tiltagende snue, der prikker helt ud bag ørerne. Det kan tilsyneladende kun blive værre. Jeg er kommet hjem fra arbejde og har meddelt mine roomies, at jeg har brugt dagens ressourcer, er ude af stand til at tage nogen beslutninger, ikke har nogen meninger om eller forslag til aftensmad, ikke vil stille mig på tværs af noget som helst, medmindre dette noget forhindrer mig i at indtage godt og vel halvdelen af sofaen iført et tomt, tåget blik. På deres eventuelle spørgsmål om alt muligt vil jeg bare sige, hvad jeg tror de gerne vil høre. Det er mig ligemeget. Det eneste, jeg har foretaget mig, er at google Kirsten Holst, så jeg nu ved, hvilken af Kirstenerne fra gymnasiet, Knud Holst giftede sig med. Det blev interessant efter dagens lytning til Hanne-Vibeke Holsts Knud, den store.

Det var det hele. Muligvis vil jeg finde et stykke papir og en pen, så jeg kan skrive det ned, hvis der mod forventning skulle falde mig noget ind, jeg skal gøre. En anden dag, altså.

I kan finde køkkenrullen i sofaen. Sammen med mig.

Balance

2014-08-31 17.20.18

I går var:

Dobbelt 50 års fødselsdag på Dollerup Mølle, nyistandsat og brugsfærdig til netop denne dag. Det var fest på høje hæle i undersmukke omgivelser, det var forrygende mad, vin, 140 gæster, stemning, musik, taler, indslag, dans.

Der var ikke sparet på noget, og det var godt og festligt med overraskelser undervejs. Som da Frank Hvam blev introduceret og standuppede for fødselarparret og gæsterne. Herligt. Normalt er jeg ikke til Hvam og Klovnkomikken, men i aftes gjorde han det godt og ramte lige der, hvor jeg var godt underholdt.

Da vi ud på natten var trætte af at feste og danse til veloplagt seksmandsband, var det dejligt at kunne ringe efter ældste søn. De er godt givet ud, de gange jeg har kørt rundt med ham til fester hos gymnasiekammerater i oplandet.

I dag er:

Sove længe, sen morgenmad, joggingtøj og bare fødder, grus i øjnene, avis, vasketøj, papirarbejde for den af os, der skal lave momsregnskab. Langsom, langsom dag, hvor jeg klokken halv seks stadig har det, som om den kun er tolv. Jeg bliver muligvis overrasket, når dagen pludselig slipper op for mig, men endnu er det fedt bare at lade mig føre med strømmen af det, der falder mig ind at give mig til. Det vil sige så godt som ingenting indtil videre.

Spændet mellem to yderligheder gav en god balance til weekenden. Og nu skinner solen.

2014-08-31 17.25.49

Plejer er død, og Burde har fået nyt job

Hvis jeg nu var sådan en, der lod mig stresse af alle de ting, jeg under normale omstændigheder ville have fået gjort, ville denne sommer og især august have været slem ved mig.
Okay, jeg ER sådan en, der under normale omstændigheder stresser over selvpålagte pligter, jeg ikke får udført.
Men så er det, jeg arbejder hårdt på at lære udenad, at lige præcis dét skal jeg ikke.
Og denne tid er ikke normale omstændigheder. Det er små fire uger siden, vi flyttede ind i ny lejlighed, og vi har stadig ikke tømt alle flyttekasser. Samtidig er der kommet færre timer i døgnet.
Jo, der er!
Jeg vil gerne tømme de sidste flyttekasser og blive færdig, inden halvfærdige og midlertidige løsninger bliver permanente, fordi vi vænner os til altings “indtil videre”-placering. Jeg vil gerne bage lige så mange madpakkeboller til fryseren, som jeg plejer. Jeg vil gerne blogge, læse blogs, læse avis, følge med i verdens gang, spille Candy Crush lige så meget, som jeg plejer. Jeg vil gerne være en nærværende kæreste og mor. Jeg vil gerne bo rent og være i bund med vasketøjet. Jeg vil gerne holde kolonihaven fri for ukrudt, plænen fin og hækken trimmet.
Men det er jo under normale omstændigheder. Og det er det ikke nu, sagde vi. Vi sagde også, at jeg er brandgod til at være præcis dér, hvor jeg er.
Og lige nu er det ved computeren ved langbordet i køkkenet med terrassedøren åben og udsigt til en solbeskinnet gård, hvor svaler og gråspurve kvidrer. Dagens indkøb er endnu ikke stillet i køleskabet, men vaskemaskinen er sat i gang, og om lidt fodrer jeg Ballerupen med gær, vand, mel og hvad jeg ellers finder af dejegnede ingredienser i de store køkkenskuffer, hvor midlertidig allerede er blevet permanent.
På vejen hjem var jeg i kolonihaven. Det er nok haveforeningens mest forsømte. Men vi fik jo en flidspræmie sidste år og ved, at så går der alligevel tre år, før vi kan kandidere igen. Så det er, som det er, og skidt med, at græsset er langt og fyldt med svampe, at det hele er groet til, så man ikke kan se grøntsagsrækkerne mere, at spinaten breder sig som ukrudt, at salaten går i stok, og snerlerne snor sig om alt. Vi kan – og det er det vigtigste – hente løg, gulerødder, rødbeder, pastinakker, salat, kartofler, hindbær, tomater – og faktisk også jordbær, fordi jeg har plantet en tosset sort.
Jeg messer, at jeg er god til at prioritere min tid. Og skrive lister. Så mens Ballerupen ælter dej, skriver jeg en prioriteret to do-liste. Det første punkt er Nyde nuet og udsigten.

 

haven

Blev klippet langhåret og fik penge med hjem

Det var i hvert fald min plan, da jeg gik til frisøren. Men det kunne hun ikke, og så blev det helt omvendt.

Mit hår er ikke sådan godt hår. Pjevset, har frisøren engang sagt om det. Der kunne hun nu godt have fundet et lidt mere følsomt ord, syntes jeg dengang. Og stadig. Men jeg har en værdifilosofi, der siger, at man i stedet for at ærgre sig over uheldigheder, som man alligevel ikke kan ændre på, skal fokusere på de træk, man godt kan lide. Hvis man for eksempel ikke bryder sig om sine fede knæ, må man i stedet glæde sig over sine pæne skuldre og fremhæve dem. Små greb, der flytter opmærksomheden, også i egenopfattelsen.

Så jeg glemmer pjevset hår og glæder mig over, at mit hår har sådan et fint farvespil i gråt og sølv. Det sagde frisøren selv.

haar

På langs eller på farten

analogdigital

Dagens hjemlån fra biblioteket. Begge har været reserveret længe, og nu kom de.

Jeg vil så gerne læse Stillidsen, som så mange har talt og skrevet så godt om. Jeg ved bare allerede, at 19 timer og 36 minutters lyd har langt lettere gang på min jord end 837 analoge sider. Det er ærgerligt, men det er et faktum, sådan som mine læsevaner er blevet. Jeg læser mere i bilen end på sofaen.

Knud den store får jeg helt sikkert læst. Stillidsen er der nok størst sandsynlighed for, at jeg får læst, hvis jeg får den i eje, eller nogen tager sig sammen til at indlæse den til mig.

Alligevel glæder jeg mig stadig til dem begge to.

Søndagsnydelse

afslapning

Så blev det her endelig min udsigt. Der har ikke været mange stunder til afslapning den seneste måned. Flytningerne har tæret på vi-gi’r-den-en-skalle-kontoen, og der er sparet godt op på flyde-i-sofaen-kontoen. Det er så også den eneste konto, der er sparet op på…
Der er stadig kasser at pakke ud – men ikke nødvendigvis nu. Der er stadig ting, der endnu ikke har en plads – men det kan godt vente. I går havde vi familiebesøg til den første fremvisning, hvorfor vi tog et raid med oprydning fredag aften. De sidste sytten kasser er stablet pænt i et hjørne i et værelse og gør ikke vedvarende ondt i øjnene. Her ser “helt flot ud”, som Lasse sagde.
I dag er kongen af værktøjskassen taget på bukkejagt i Sverige, så der bliver heller ikke skruet og boret de næste dage. Knæk og bræk til ham. Han trænger til at sidde i et jagttårn i skovens ensomhed og meditere lidt. Han har gjort det godt.
Lasse og jeg er således alene hjemme, og vi skal ingenting i dag. Jeg har for første gang i mange uger givet mig selv helt fri og har bygget rede i sofaen med te, avis og alle de gadgets, jeg kan finde. Og finde ud af at betjene. Jeg er flyttet sammen med et Sonos-system, og har fået en hurtig introduktion, inden jægeren drog ud, så jeg ikke er helt fortabt.
Nu til mere te, mere avis og mere benene op. God søndag!