25. august 2014 | den store bunke |
Det var i hvert fald min plan, da jeg gik til frisøren. Men det kunne hun ikke, og så blev det helt omvendt.
Mit hår er ikke sådan godt hår. Pjevset, har frisøren engang sagt om det. Der kunne hun nu godt have fundet et lidt mere følsomt ord, syntes jeg dengang. Og stadig. Men jeg har en værdifilosofi, der siger, at man i stedet for at ærgre sig over uheldigheder, som man alligevel ikke kan ændre på, skal fokusere på de træk, man godt kan lide. Hvis man for eksempel ikke bryder sig om sine fede knæ, må man i stedet glæde sig over sine pæne skuldre og fremhæve dem. Små greb, der flytter opmærksomheden, også i egenopfattelsen.
Så jeg glemmer pjevset hår og glæder mig over, at mit hår har sådan et fint farvespil i gråt og sølv. Det sagde frisøren selv.
5. februar 2014 | den store bunke |
Tidligere har jeg beskrevet, at da jeg holdt op med at farve håret, groede min mormor ud af min hovedbund. Jeg har budt mormor velkommen, men hendes ankomst har samtidig betydet, at det ikke har været så vigtigt for mig at finde flere hundrede kroner til frisørbesøg i tide og utide. Mit incitament havde været opfriskning af de mørke striber. At håret groede var bare et vilkår. Jeg er ikke blevet klippet siden maj.
Men håret var slidt, Madam Mim havde gjort mormor selskab, og i forgårs gik jeg ind til min frisør for at få en tid. Da jeg kom ind i salonen, kiggede hun op og udbrød: “Hold da op!!!”
Det bestyrkede mig i, at det var på tide at gøre noget. Hun kunne have sagt så meget lige bagefter, men heldigvis var det “Du er godt nok blevet langhåret!”, hun fortsatte med.
Nu er det ordnet. Rettet til og beundret. Frisøren siger, det har en flot farve. Og jeg kan bedre lide prisen for klip end prisen for klip og farve.
“Pænt!”, sagde Lasse, da jeg kom hjem (og gjorde ham opmærksom på, at jeg havde været hos frisøren). Det bestyrker mig også i, at det var en god beslutning. Eller at jeg har opfostret en meget høflig søn.
