6. oktober 2017 | At have have |
Altså, det er jo efterår. Oktober ER efterår. Men i dag føltes det næsten som sommer, bare fordi solen skinnede, og det ikke blæste råkoldt.
Jeg benyttede lejligheden og vejret til at slå omkring kolonihaven efter arbejde, for al den regn har længe forhindret mig i at slå græsset, men forleden bemærkede jeg, at regnen ikke har forhindret græsset i at gro.
Så det var min agenda: Slå græs og tage bestik af tingenes tilstand. Og tingenes tilstand er generelt god, kan jeg fortælle. Ukrudt, ja. Afgrøder, der skal høstes, ja. Men overordnet: Prima.
Jeg pillede nogle udtjente salatplanter op og smed i containeren, skar de to eneste (og små!) hokkaidogræskar af, kiggede på visnende agurk- og tomatplanter og tænkte et kort øjeblik, at der ikke er så meget tilbage at høste i år. Men SÅ tænkte jeg mig om og talte op. Der er spinat, grønkål (hvis blade haren nipper af nedefra, ganske som den plejer), rødbeder, masser af pastinakker og fem små auberginer.
Lige så smukt vejret var i dag, lige så regnfuldt er det lovet i morgen. En front går hen over landet, siger de. Den er faktisk ikke velkommen, for det er meningen, at vi skal have væltet to ahorntræer. De står ved hækken ind til Evald, og han har været lidt vægelsindet i sin mening om de træer. Allerede sidste forår var han interesseret, i at de blev fældet, for han synes ikke rigtigt, han kan få noget til at gro under dem inde på sin side af hækken. Men så blev det en rigtig varm sommer (det var det faktisk sidste år, husker vi måske), og han og konen kunne sidde så dejligt i svalende skygge under ahornene. I dette forår havde han skiftet mening igen, og jeg lovede, at vi godt kunne fælde dem her i efteråret.
Evald skal selvfølgelig ikke bestemme over vores træer, men vi er lidt ligeglade med dem. De har sikkert sået sig selv, som ahorn bare gør hele tiden, og ingen har pillet dem op i tide, hvilket er en fejl, når det er ahorntræer, man har med at gøre. Nu er de STORE. Fældningen er arbejde, der bare skal gøres. Save-save, køre-køre væk, bortset fra stammerne, der skal blive til brænde og smage brændeovnen engang i fremtiden. Det er ikke slemt arbejde, vi gad godt bare gøre det i tørvejr. Nu må vi se, om vi kaster os ud i det i morgen. De træer løber jo ingen steder. Tydeligvis. Ud over i vejret.
4. november 2016 | den store bunke |
Jeg har en fridag i dag. Ikke fordi jeg skal noget. Men jeg kan noget. Jeg skal bare beslutte, hvad det skal være. Dengang jeg satte pegefingeren ned på kalenderen og bestemte, at det var lige den dag, jeg gerne ville have fri, tænkte jeg noget med løvfaldssol, have og grave.
Jeg har bare glemt at booke vejret og kan konstatere, at nogle andre har husket det, og at de tydeligvis har haft brug for gråvejr og byger til det, de skulle i dag.
Til gengæld giver en fridag med gråvådt mig den fantastiske mulighed stadig at sidde i mit køkken her tæt på middag iført ingen kontaktlinser og masser af blødt tøj, drikke kaffe, holde øre med opvaskemaskine og radio, netsurfe og måle min krop op i tilfælde af, at jeg surfer forbi en kjole, jeg skal ønske mig. Den slags vigtige fridagsting. Fredagsting.
Og mens jeg holder øje med verden på internettet, holder jeg også øje med, om de på et tidspunkt kobler op på en anden server ude i vejret, så jeg kan tage stærkere øjne og mere tøj på og rejse ud i haven til spade og spand.
Jeg holder øje med dig, verden.
14. november 2015 | At have have |
Kolonihaven er så småt lukket ned for i år. Der er ikke flere afgrøder at høste. Årets sidste rucola er plukket – midt i november, og det er sådan set en pæn udnyttelse af sæsonen. Kapillærkasserne er tømt for tomatplanter, plantesække, jord og vand, og de sidste tomater er hjembragt, grønne såvel som rødmende. De der har en snert af rødt er lagt i vindueskarmen til yderligere rødgørelse, og de grønne er syltet. Min mor syltede grønne tomater, og jeg husker det egentlig ikke som noget fantastisk, men mine smagsløg kan sagtens have ændret sig, og det skal i hvert fald prøves. Der er yderligere rige muligheder for at mindes årets haveglæder: Vi har spinat og grønne bønner i fryseren; det samme gælder hindbær og blåbær, og der er kartofler og rødbeder i en flamingokasse på balkonen. Store fine løg i en anden kasse.
Så mangler vi bare at tømme toilettet og køre havemøblerne på lossepladsen. Vi gad ikke sætte dem ind – jeg arbejder mere efter devisen “Brug i 18 år og smid væk”.
Hvad har HAVEN sæson III bragt og hvad kan vi vente i sæson IV? Tid til evaluering.
Gulerødder er aldeles ude af repertoiret. Alle tre år har jeg sået gulerødder. Alle tre år har jeg høstet gulerødder og lagt dem i en spand med sand til vinteropbevaring. Alle tre år har de været fyldt med orm, og vi er endt med ikke at bruge dem. Jeg har smidt dette års høst i kompostbeholderen, gemt sandet og svoret ved mine grønne fingre aldrig at så gulerødder igen. Husk det!
Grønne bønner er kommet på programmet for at blive. Jeg har aldrig brudt mig om grønne bønner og har faktisk været på vippen til ganske enkelt at påstå, jeg ikke kan lide dem. Men Lasse såede bønner i haven i år, byggede et klatrestativ til dem og fik en rigtig fin høst. Snittet i stykker på en centimeter og blancheret i halvandet minut smager de fantastisk i en salat. Pralbønnerne gav også fint og var flotte, men skal de sås næste år, skal vi lave noget andet mad end bønne-spinat-rissuppe af dem. Vi var ikke for alvor begejstrede, det var vi ikke. Og de gav rigeligt luft i maven hos nogle.
Hvidløg viste sig at være noget, man sætter året før. De blev sat samtidig med zittauerløgene, men undervejs fortalte nogen mig, at de først giver udbytte året efter, at de er sat. Dermed er de nu stort set de eneste beboere i køkkenhaven.
Jordbærplantagen og hindbærbedet er fordoblet i areal. Bær, bær, bær. Jeg ser frem til næste år.
Piletræet er fældet. Der var ikke langt fra tanke til handling, da beslutningen var taget. Bedsteven med motorsav fældede det, og jeg solgte brændet for en flaske vin. Sikke meget lys, luft og næring græsplænen har fået. Det var en god beslutning. Måske ryger der et par selvsåede og forvildede ahorntræer næste år.
“Vi skal have ryddet bedet foran huset” fortsætter i sæson IV. Det er åbenbart ikke sådan lige at tage sig sammen til at rydde et bed. For tredje sommer i træk prioriterede vi noget andet. Jeg plejer at bruge det som eksempel på, at jeg ikke tillader nogen ting i haven at stresse eller presse mig. Det bliver, når det bliver. Men det skal helst være næste år, for da arver jeg alle min mors georgineknolde, og jeg har tænkt, de skal i dét bed. Eller et andet sted.
Ukrudtet vandt i 20-meterløb på havegang. Der var cirka én eftermiddag, hvor hele havegangen var sirlig og alt ukrudt luget væk. Så tog naturen magten igen. Nogle voksne må gøre noget.
Mere grill. Mere vin. Flere gæster. Dét er et vigtigt forsæt. Vi vil have flere sommeraftener med ild i den mexicanske pejs, vin på bordet og gode mennesker omkring os. Hold os fast på det.
13. oktober 2015 | den store bunke |
I den store synagoge i Budapest er der nogle vildt flotte lamper, mange mindre og især de store lysekroner fik mig til at tænke på snebærbuskene i min barndoms have. Se selv.
Ved slottet oppe på Budahøjen var efteråret ikke nået helt ind i hjørnet endnu. Der var det stadig sommer.
Vi fandt sære frugter, som vi ikke kunne artsbestemme. Overhovedet. De lignede mest grønne hjerner med hår, og det var i lang tid mit bedste bud. Senere billedklynkede jeg på Facebook, og særheden har vist sig at være frugten fra orangemorbærtræet, som gror i Sydamerika. Og så lige to på Budahøjen.
Sådan er der så meget spas i Budapest.
Vi havde en god tur!
31. oktober 2014 | den store bunke |
Jeg sidder i køkkenet og genoplader. Det er fredag eftermiddag, og jeg har altid akkumuleret hele ugens søvnunderskud, når jeg når hertil. Jeg begynder at gabe allerede, når der mangler fyrre kilometer af hjemvejen, som mest ser sådan ud:
… og sådan her:
Godt at jeg også i dag nåede vågen og helskindet hjem.
I fem måneder har jeg nydt naturens skiften på mine køreture morgen og eftermiddag. Det startede med sart sommer og høj morgensol, og nu er det mørkt, orangegyldent og efterårsruskende. Jeg har mine favoritsteder på vejen. Et af dem er morgenudsigten et bestemt sted ud over Tange sø, som aldrig er ens, men hvor himlen altid er høj. Eftermiddagene, hvor skyggerne begynder at blive lange, fordi de strækker sig mod natten, som er deres egentlige væsen, som det cirka hedder i Karl Ove Knausgårds Min Kamp 3, som jeg lige for tiden lytter til undervejs.
Og nu lader jeg op med en kop te i et mørknende køkken og med vaskemaskinen kørende i badeværelset. På det ene værelse holder teenageren fredag med sine gadgets, på det andet lyder tidens popmusik som akkompagnement til preteenagerens computerspil. Jægersjægersmanden er på vej hjem med en rå til fryseren, og i aften har jeg vagt på Paletten til Beatles Forever Live.
Når jeg lige har ladet op.
