22. maj 2015 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Der er kommet en ny kogebog i vores samling. Den er så smuk, at den stadig ligger på sofabordet og tager sig ud. Senere kommer den på sin rette hylde.
Udover at være flot og indbydende og fyldt med lækre billeder og opskrifter på den mad, der bæres ud fra køkkenet på Cafe Hack, der ligger under Aarhus Teaters ene vinge i arkitekten Hack Kampmanns bygning fra år 1900, er den også historien om restauranten og dens tilknytning til teatret, om radioprogrammet Cafe Hack, og det er fortællingerne om nogle af de mennesker, der har tilknytning til og kommer i bygningen og restauranten, skuespillere, kokke, teaterpersonale og gæster.
Jeg har læst den fra ende til anden, og jeg er begejstret. Hammerflotte fotos og veldrejede fortællinger. Det er min gode veninde Hanne, der har skruet teksterne sammen, og det har hun gjort rigtig godt. Hele holdet bag bogen har gjort det godt, og resultatet er en fryd for øjet og hjernen. Formodentlig også for munden og maven, men så langt er jeg ikke nået endnu.
Vi var inviteret på Cafe Hack til noget, værtsparret Hanne og Morten kaldte krisetopmøde, noget med en rund fødselsdag og en syvårsdag og noget midtvejspanik. Eller et tilbud om i det mindste at være sammen om at gå i panik, hvis det ikke kunne undgås. I virkeligheden var det en fest. Vi havde i hvert fald en fest.
Og så kunne man købe Cafe Hacks kogebog, og det gjorde vi. Eller vi og vi. Pludselig var min kæreste forsvundet og kom et øjeblik efter tilbage og gav mig bogen. De andre gæster, som kendte den i forvejen, talte godt om den. Dog var der en moster, der sagde: “Altså, det der brød … ” – jeg troede, at brødopskriften nu skulle berømmes – “… dét skal I ikke bage! Der er så meget forskelligt i, at man knækker tænderne på det!!”.
Som nævnt har jeg læst hele bogen, også opskrifterne, og hvad jeg er HELT sikker på, at jeg vil lave på et tidspunkt, er netop Koldhævet brød med græskarkerner, tranebær og malt. Mine tænder er stærke.
Røverhistorierne kan købes ved at gå denne vej. Jeg er ikke blevet bedt om at reklamere; jeg deler bare ud af min betagelse.
Nå jo, så var vi også på rundvisning i teateret. I salene, bag kulisserne, fra kælder til kvist, alle syv etager, hen over svanekuppelloftet, i værksteder og kostumelagre. Det er en fantastisk bygning. Jeg er beriget, betaget og begejstret.
31. august 2014 | den store bunke |
I går var:
Dobbelt 50 års fødselsdag på Dollerup Mølle, nyistandsat og brugsfærdig til netop denne dag. Det var fest på høje hæle i undersmukke omgivelser, det var forrygende mad, vin, 140 gæster, stemning, musik, taler, indslag, dans.
Der var ikke sparet på noget, og det var godt og festligt med overraskelser undervejs. Som da Frank Hvam blev introduceret og standuppede for fødselarparret og gæsterne. Herligt. Normalt er jeg ikke til Hvam og Klovnkomikken, men i aftes gjorde han det godt og ramte lige der, hvor jeg var godt underholdt.
Da vi ud på natten var trætte af at feste og danse til veloplagt seksmandsband, var det dejligt at kunne ringe efter ældste søn. De er godt givet ud, de gange jeg har kørt rundt med ham til fester hos gymnasiekammerater i oplandet.
I dag er:
Sove længe, sen morgenmad, joggingtøj og bare fødder, grus i øjnene, avis, vasketøj, papirarbejde for den af os, der skal lave momsregnskab. Langsom, langsom dag, hvor jeg klokken halv seks stadig har det, som om den kun er tolv. Jeg bliver muligvis overrasket, når dagen pludselig slipper op for mig, men endnu er det fedt bare at lade mig føre med strømmen af det, der falder mig ind at give mig til. Det vil sige så godt som ingenting indtil videre.
Spændet mellem to yderligheder gav en god balance til weekenden. Og nu skinner solen.
26. april 2014 | den store bunke |
Pakker til fest. Med eftermiddagsaktiviteter, festtøj og overnatning. Som sædvanligt var det dét at finde læbestiften, der tog længst tid. Ikke forstået sådan, at jeg skulle prøve en hel masse forskellige for at finde den helt rigtige nuance til festkjolen. Den del var nem. Jeg har én. Og den var forsvundet. Igen.
Jeg syntes ellers, jeg vidste, hvor den var. I inderlommen i min taske. Næh. Så havde jeg toilettasken oppe af bagagen igen. Læbestiften har nemlig før efter laaaaang tids søgen materialiseret sig mellem foret og yderstoffet i kosmetikpungen, hvor den havde sneget sig ind gennem en syning, der var i stykker. Der var den ikke denne gang. I badeværelsesskabet? Næh. I inderlommen i tasken alligevel? Næh. Har jeg haft andre tasker i brug for nylig? Næh.
Til sidst mærkede jeg den i dybet, da jeg stak hele hånden ind gennem foret over inderlommen i tasken. Der har været en lang flænge længe.
Nu kan jeg se lækker ud med blanke læber til festen i aften.
Og overveje to ting: At starte med at lede de mest iturevne steder næste gang. Eller gøre alvor af at få skiftet den taske ud.
25. april 2014 | den store bunke |
Jeg øver mig rigtig meget i at være til stede der, hvor jeg er, og for det meste synes jeg, at det lykkes for mig. Men den af mine egenskaber, jeg er mest forbandet over, er, når jeg har en rum tid til rådighed uden faste planer og projekter og så fylder mit hoved med ideer om, hvad jeg kunne give mig til – uden nogensinde at få noget ført ud i livet. For eksempel denne fredag eftermiddag, hvor solen skinnede og alle mine nære folk skulle noget andet. Al tid i verden til mig selv. Alt det, jeg foreslog mig selv, at jeg kunne gøre. Rydde op i dit og dat. Invitere mig til et glas hvidvin eller en kop kaffe hos nogen. Selv invitere. Læse i solen. Købe ind. Skrive nogen af de mails, som jeg er bagud med. Køre ting på genbrugspladsen.
Det endte med, at jeg gik rundt om mig selv i små cirkler, vaskede tøj, spillede Candy Crush og hele tiden var på vej til noget andet.
Og så alligevel.
Når jeg tænker mig om, kan jeg godt gøre dagen op og sætte flueben ved en masse, jeg faktisk fik gjort.
Jeg var på planteskole og købte jordbær og tomater. Og plantede dem.
Velkommen til Korona-jordbær
Velkommen til Elin (Det hedder sorten)
Efter en uendelig mailtråd med en hel dags ’svar-til-alle’-mails fiksede jeg gave – med DIY-kort – til et sølvbryllup, jeg skal til i morgen.
Godt med sølv. Fint, ikk’?
Jeg ordnede vasketøj og tømte skraldespande.
Jeg gik på Paletten og hørte Shotgun Revolution, drak en øl og så nogle andre mennesker.
I morgen bliver bedre. Der skal jeg bare være mild og god og festlig. Og nærværende.
27. august 2013 | den store bunke |
Jeg spurgte min ældste søn, hvad han syntes om den sang, jeg havde skrevet til 50-årsmanden. Det var rent fisk efter ros. Sådan lidt jaerh, jeg ved godt den er fantastisk, men fortæl mig det lige igen. Han svarede, at den var da meget god, “altså, det var jo ikke farmorstandard”.
Farmor har skrevet lejlighedssange hele sit liv, til eget brug og til alle andre, der bestiller dem hos hende. De går på muntre børnesange og har letbenede rim med versefødder, der altid passer. For at få dem til at passe er versene fyldt med apostroffer og omvendt ordstilling.
Niels fortsatte: “Jeg læste den. Altså, den var godt skrevet, men jeg kender ikke melodien. Farmors kan man synge.”
Og lige der gik det op for mig, at jeg ligger under farmorstandard. Man kan skrive nok så veldrejet og elegant. Men det der kendetegner en god festsang er, at man kan synge den.
