Hvis jeg nu var sådan en, der lod mig stresse af alle de ting, jeg under normale omstændigheder ville have fået gjort, ville denne sommer og især august have været slem ved mig.
Okay, jeg ER sådan en, der under normale omstændigheder stresser over selvpålagte pligter, jeg ikke får udført.
Men så er det, jeg arbejder hårdt på at lære udenad, at lige præcis dét skal jeg ikke.
Og denne tid er ikke normale omstændigheder. Det er små fire uger siden, vi flyttede ind i ny lejlighed, og vi har stadig ikke tømt alle flyttekasser. Samtidig er der kommet færre timer i døgnet.
Jo, der er!
Jeg vil gerne tømme de sidste flyttekasser og blive færdig, inden halvfærdige og midlertidige løsninger bliver permanente, fordi vi vænner os til altings “indtil videre”-placering. Jeg vil gerne bage lige så mange madpakkeboller til fryseren, som jeg plejer. Jeg vil gerne blogge, læse blogs, læse avis, følge med i verdens gang, spille Candy Crush lige så meget, som jeg plejer. Jeg vil gerne være en nærværende kæreste og mor. Jeg vil gerne bo rent og være i bund med vasketøjet. Jeg vil gerne holde kolonihaven fri for ukrudt, plænen fin og hækken trimmet.
Men det er jo under normale omstændigheder. Og det er det ikke nu, sagde vi. Vi sagde også, at jeg er brandgod til at være præcis dér, hvor jeg er.
Og lige nu er det ved computeren ved langbordet i køkkenet med terrassedøren åben og udsigt til en solbeskinnet gård, hvor svaler og gråspurve kvidrer. Dagens indkøb er endnu ikke stillet i køleskabet, men vaskemaskinen er sat i gang, og om lidt fodrer jeg Ballerupen med gær, vand, mel og hvad jeg ellers finder af dejegnede ingredienser i de store køkkenskuffer, hvor midlertidig allerede er blevet permanent.
På vejen hjem var jeg i kolonihaven. Det er nok haveforeningens mest forsømte. Men vi fik jo en flidspræmie sidste år og ved, at så går der alligevel tre år, før vi kan kandidere igen. Så det er, som det er, og skidt med, at græsset er langt og fyldt med svampe, at det hele er groet til, så man ikke kan se grøntsagsrækkerne mere, at spinaten breder sig som ukrudt, at salaten går i stok, og snerlerne snor sig om alt. Vi kan – og det er det vigtigste – hente løg, gulerødder, rødbeder, pastinakker, salat, kartofler, hindbær, tomater – og faktisk også jordbær, fordi jeg har plantet en tosset sort.
Jeg messer, at jeg er god til at prioritere min tid. Og skrive lister. Så mens Ballerupen ælter dej, skriver jeg en prioriteret to do-liste. Det første punkt er Nyde nuet og udsigten.