Søndagsnydelse

afslapning

Så blev det her endelig min udsigt. Der har ikke været mange stunder til afslapning den seneste måned. Flytningerne har tæret på vi-gi’r-den-en-skalle-kontoen, og der er sparet godt op på flyde-i-sofaen-kontoen. Det er så også den eneste konto, der er sparet op på…
Der er stadig kasser at pakke ud – men ikke nødvendigvis nu. Der er stadig ting, der endnu ikke har en plads – men det kan godt vente. I går havde vi familiebesøg til den første fremvisning, hvorfor vi tog et raid med oprydning fredag aften. De sidste sytten kasser er stablet pænt i et hjørne i et værelse og gør ikke vedvarende ondt i øjnene. Her ser “helt flot ud”, som Lasse sagde.
I dag er kongen af værktøjskassen taget på bukkejagt i Sverige, så der bliver heller ikke skruet og boret de næste dage. Knæk og bræk til ham. Han trænger til at sidde i et jagttårn i skovens ensomhed og meditere lidt. Han har gjort det godt.
Lasse og jeg er således alene hjemme, og vi skal ingenting i dag. Jeg har for første gang i mange uger givet mig selv helt fri og har bygget rede i sofaen med te, avis og alle de gadgets, jeg kan finde. Og finde ud af at betjene. Jeg er flyttet sammen med et Sonos-system, og har fået en hurtig introduktion, inden jægeren drog ud, så jeg ikke er helt fortabt.
Nu til mere te, mere avis og mere benene op. God søndag!