25. september 2017 | den store bunke |
Trofaste læsere her på domænet – og andre gode mennesker ude i det virkelige liv – vil vide, at det var i april dette år, vi indtog rækkehusidyllen. Folk, der følger lidt med tiden, ved, at vi nu skriver september.
Da vi flyttede ind, pakkede vi ud og ud og ud, og vi borede og skruede og indrettede. Indtil vi pludselig fik travlt med hverdag og arbejde og fester og ferie og hverdag og arbejde igen. Så stoppede indretningen. Alle vores mange billeder står op ad væggen i et hjørne af stuen.
Forleden opfordrede det ene barn os til snart at få hængt de billeder op. Få dage efter spurgte det andet barn, hvor længe vi egentlig har boet her, og fortsatte efter svaret “Fem en halv måned” med “… og vi har ikke fået hængt billeder op endnu!”.
En af grundene til, at skilderierne stadig står i hjørnet, er, at vores vægge slipper op længe før vores billeder, så der skal vælges, dels hvilke der skal op, og dels hvad der skal ske med dem, der ikke finder fælles nåde. Resten er vel bare distraktion og andre prioriteringer.
Når begge børn uafhængigt af hinanden kommenterer og synes, at der snart skal ske noget med depothjørnet, må vi nok tage det til efterretning og få noget til at ske.
Især fordi jeg erfarede hos frisøren i dag, at et af børnene havde siddet i samme stol med saksen i håret tidligere på dagen – og også dér havde nævnt den manglende ophængning. Jeg forklarede vores udfordring med for få vægge og for mange billeder, hvilket fik frisøren til at gå hjælpsomt ind i problemløsningen og foreslå efter en kort betænkningstid: “Men har I ikke en gang? Kan der ikke hænge nogle dér så?!”
Og når det nu også er nået frisøren, ved man aldrig, hvornår hele byen er orienteret og kommer anstigende for at hjælpe med at vurdere, hvilke kunstneriske hjørner og kroge, der kan inddrages.
Vi må hellere få fingeren ud, montere det kritiske øje og selv tage affære.
3. oktober 2016 | den store bunke |
Nå, men den her oktoberkølighed er formodentlig kommet for at blive, uagtet jeg ikke er tilfreds med det. Så kan jeg lige så godt få det bedste ud af det.
Jeg har tykke trøjer og varmt tøj, som jeg slet ikke er utilfreds med at hive frem fra skabet igen. Der ligger også et ubenyttet hvidt uldtæppe over en stoleryg, som det er rart at pakke om mig. Lige nu har jeg ingen andre planer end at brede mig i sofaen og lave ingenting, udover at kaste blikke på fjernsynet, mine gadgets og ud i luften. Og kaste med mit nyklippede hår, nu med lige kant og helt uden slidte spidser. Frisøren og jeg er holdt op med at snakke om, at mit hår er tyndt og pjevset, nu taler vi om, hvilken flot og trendy farve det har. Unge piger betaler formuer for at få deres hår farvet gråt, siger frisøren. Hvor heldig er man ikke lige, når det (nu) er ens naturlige hårfarve. Der er al mulig grund til at kaste koket med det.
Her er også tændte stearinlys, og det er smaskhyggeligt.
Det knapt så gode er, at her er så lunt og koseligt under mit tæppe, at jeg næsten ikke o.r.k.e.r at pakke mig ud for at gå på toilettet.
25. august 2014 | den store bunke |
Det var i hvert fald min plan, da jeg gik til frisøren. Men det kunne hun ikke, og så blev det helt omvendt.
Mit hår er ikke sådan godt hår. Pjevset, har frisøren engang sagt om det. Der kunne hun nu godt have fundet et lidt mere følsomt ord, syntes jeg dengang. Og stadig. Men jeg har en værdifilosofi, der siger, at man i stedet for at ærgre sig over uheldigheder, som man alligevel ikke kan ændre på, skal fokusere på de træk, man godt kan lide. Hvis man for eksempel ikke bryder sig om sine fede knæ, må man i stedet glæde sig over sine pæne skuldre og fremhæve dem. Små greb, der flytter opmærksomheden, også i egenopfattelsen.
Så jeg glemmer pjevset hår og glæder mig over, at mit hår har sådan et fint farvespil i gråt og sølv. Det sagde frisøren selv.
5. februar 2014 | den store bunke |
Tidligere har jeg beskrevet, at da jeg holdt op med at farve håret, groede min mormor ud af min hovedbund. Jeg har budt mormor velkommen, men hendes ankomst har samtidig betydet, at det ikke har været så vigtigt for mig at finde flere hundrede kroner til frisørbesøg i tide og utide. Mit incitament havde været opfriskning af de mørke striber. At håret groede var bare et vilkår. Jeg er ikke blevet klippet siden maj.
Men håret var slidt, Madam Mim havde gjort mormor selskab, og i forgårs gik jeg ind til min frisør for at få en tid. Da jeg kom ind i salonen, kiggede hun op og udbrød: “Hold da op!!!”
Det bestyrkede mig i, at det var på tide at gøre noget. Hun kunne have sagt så meget lige bagefter, men heldigvis var det “Du er godt nok blevet langhåret!”, hun fortsatte med.
Nu er det ordnet. Rettet til og beundret. Frisøren siger, det har en flot farve. Og jeg kan bedre lide prisen for klip end prisen for klip og farve.
“Pænt!”, sagde Lasse, da jeg kom hjem (og gjorde ham opmærksom på, at jeg havde været hos frisøren). Det bestyrker mig også i, at det var en god beslutning. Eller at jeg har opfostret en meget høflig søn.
