19. februar 2015 | Hørt og set i forbifarten |
I går skrev jeg om gråt hår og farvning af bryn og børns kontante bedømmelse.
Det er ikke den eneste gang, Niels har været meget direkte i sine kommentarer til mit udseende. Og til mit hår. Han har nok været fem-seks år, da jeg efter et bad havde redt mit våde – dengang kortere – hår sådan lidt tilbage, og han glad sagde: “Du ligner Boris!”
Der var sådan set ikke noget i vejen med hans begejstring – han kunne godt lide Boris og syntes, han var sjov. Det var bare det, at Boris var Peter Schrøders karakter sammen med Jarl Friis-Mikkelsen i forbrydermakkerparret Ivan og Boris fra Krummerne-filmene. Ham her:
25. august 2014 | den store bunke |
Det var i hvert fald min plan, da jeg gik til frisøren. Men det kunne hun ikke, og så blev det helt omvendt.
Mit hår er ikke sådan godt hår. Pjevset, har frisøren engang sagt om det. Der kunne hun nu godt have fundet et lidt mere følsomt ord, syntes jeg dengang. Og stadig. Men jeg har en værdifilosofi, der siger, at man i stedet for at ærgre sig over uheldigheder, som man alligevel ikke kan ændre på, skal fokusere på de træk, man godt kan lide. Hvis man for eksempel ikke bryder sig om sine fede knæ, må man i stedet glæde sig over sine pæne skuldre og fremhæve dem. Små greb, der flytter opmærksomheden, også i egenopfattelsen.
Så jeg glemmer pjevset hår og glæder mig over, at mit hår har sådan et fint farvespil i gråt og sølv. Det sagde frisøren selv.