5006-kilometervask

Det er uhørt. Fremmed. Sært. Nyt. Usædvanligt.

Hvad, hvad? Ja, at: 1) Jeg har haft den lille ny i ni en halv uge og har allerede kørt fem tusind kilometer og 2) Jeg har allerede vasket den for tredje gang.

Den samme distance rakte til trekvart år i min gamle bil, og det ville tage omkring fire år at få den vasket lige så mange gange.

The Times They Are sandelig a-Changin’…

bilvask

Her er den, den lille, efter en omgang med både fælgrens, insektfjerner og standardvask. Noget dyrere i vask end Hvide T var. En af dagene må jeg have den kørt ind under balkonen og kaste en forlængerledning og en støvsuger ud over balustraden, så den også kan få en omgang indvendigt. Der er jeg nemlig bagud. Der er græs og alt muligt på måtterne.

Men se da lige, hvor den skinner. Så man kan spejle sig.

Jeg skal lige lære det

Her er min nye thermokop. Til at have morgenkaffe med på turen til arbejde, hvis jeg ikke lige når den, inden jeg kører, og det gør jeg tit ikke. I dag debuterede koppen, og allerede i dag lærte jeg noget: Jeg kan snildt vente, til jeg passerer Rødkærsbro, med at tage den første slurk.

Det var learning by doing. Forreste del af min tunge er så godt som brændt væk, og mit fødeindtag de næste mange dage vil helt sikkert minde mig om min nye indsigt.

Det er jo ikke koppens skyld. Det er brandgodt, at den kan det, den skal. Jeg skal bare lære at administrere det.

thermokop

Dementi/demendi og sprognørderi

Så havde jeg jo lavet de her etiketter til krydderiglassene.

Og tænk engang: den emsige sprogrevser har lavet en fejl!! Det blev påpeget af medlæsende datter, som er hjemme på weekend. “Jeg så billedet, og estragon var stavet forkert, syntes jeg… men du plejer jo at have styr på det, så jeg undersøgte det ikke”, sagde hun. Morten havde tænkt det samme. Jeg kiggede på glassets egen etiket. E-S-T-R-A-G-O-N. Hm. Buuuuh!

Men jeg var alligevel nødt til at tjekke det på min all time yndlingshjemmeside ordnet.dk/ddo. Der står “ estragon substantiv, fælleskøn. Og så står der lige bagefter: nu uofficiel, men almindelig stavemåde: esdragon

Jeg bekender mig tilsyneladende til den uofficielle stavemåde. Men jeg vil naturligvis lære mig den officielle herefter. For er der regler, skal man følge dem. Derom enedes jeg i går med min unge kollega, som er en lige så stor sprognørd som jeg. Al den valgfrihed, som er indført i retskrivningen, gider vi ikke. Når man for eksempel tillader valgfrihed mellem ’inden for’ og ’indenfor’, er det bare et udtryk for, at man har opgivet dem, der ikke kunne finde ud af reglerne, og sagt, at “nåm’n, så må I bare gøre, som I selv vil”. Og som kollegaen siger, så er det jo ikke længere flot, når man godt kan finde ud af det.

Estragon, estragon, estragon, estragon.

 

Om kunsten at stive sig selv af og blive stående

Jeg kunne godt være væltet nu. Eller have trukket panden helt ned over næseryggen af olmhed. Jeg kunne også have sat mig ned og vrælet lidt.

Et eller andet sted helt inde gør jeg det hele, og det her er i virkeligheden mest en ihærdig indsats for at puste overlevelseskarma i min egen retning.

Men hvad er der da sket??

Jo, jeg kom hjem til flytteafregning fra min gamle lejlighed. Jeg havde nok regnet med, at det gik sådan nogenlunde lige op med det, jeg betalte i indskud for seks år siden. Håbet, i hvert fald. Måske med en lillebitte smule efterbetaling. Under alle omstændigheder havde jeg ikke forudset et tilgodehavende til landlord på, hvad der svarer til en uges charterrejse sydpå for hele familien med halvpension og leje af bil, toldfrie indkøb og tre af rejseselskabets udflugter.

Så er den lejlighed da også gjort i stand. Af kontinentets dyreste maler, forekommer det mig. Det har sikkert været prisen, men det var ikke lige det, jeg havde ventet, da jeg kom hjem med sol i sindet og tømte postkassen.

Men jeg står endnu. Jeg vil ikke vælte, selv om jeg ikke kan se, hvornår jeg kan have genereret så meget overskud, at kassekreditten står i plus igen. Vi har trukket det gammelkendte kort frem, Morten og jeg. “Det skal nok gå”, har vi sagt besværgende til hinanden. Det har vi gjort før, og kortet er lidt slidt og knækket i hjørnerne, men det virker endnu. Det skal det jo.

På et eller andet tidspunkt viser der sig en besparelse på at være flyttet sammen, og jeg kan være sparsommelig, ja, ligefrem nærig og påholdende, hvis det skal være. Rejse skulle vi alligevel ikke. Nu.

Så jeg er ikke væltet. Jeg sidder i sofaen og suuuger god karma til mig, hvor jeg kan. For eksempel plukker jeg til mig, at yngste kokkeføl går i køkkenet og laver mad. Det er hendes maddag, og om lidt kalder hun til skafning.

Bare hun nu laver noget billigt.

4 gode på stribe

De sidste fire dage har være fyldt med arrangementer, og når tiden flyver med gode ting, er der ikke så meget tid ved computeren. Men jeg er her skam endnu.

LauraMo

Torsdag forlagde min læseklub aftenens møde til Brændpunktet, hvor der var sådan en fin koncert med Laura Mo. Hun er fra Vendsyssel, spiller guitar og banjo og har en stærk, god og lidt særpræget stemme. Hende vil vi gerne høre mere til.

Jagthytten

Fredag var der middag i jagthytten. Jagthytten er ret primitiv. Fire rå vægge med tag på ude i en skov. Der er hverken vand eller strøm, men med en grill, alt muligt medbragt og i godt selskab bliver det både rustikt og festligt. Maden var lækker, stemningen god, og den rødvin, jeg ikke drak, hældte jeg ud over mig selv og ødelagde således min bluse.

loghost

Opdagede jeg næste dag, hvor en slem svimmelhed samtidig plagede mig langt op ad dagen. Det var meningen, at haven skulle have en ordentlig omgang. Det var så som så, hvad vi fik gjort, men hækken blev klippet og løgene høstet. Godt tilfreds med begge dele. Og lørdag aften var en stjernestund med tre af fire børn hjemme og yatzy ved langbordet i køkkenet.

havfrueprogram

Endelig har vi i eftermiddag været på Fredericia Teater og se musicalen Disneys Den lille havfrue. Uha, det var godt. Helt fantastisk scenografi. Se den, se den, køb billet! Jeg blev endda lidt fugtig i øjenkrogen, da Ariel og Erik blev gift til sidst, selv om jeg jo vidste i forvejen, at det ville gå sådan.

Kulturclash

kulturclash

En mælkekasse i bagagerummet på min nye bil? Det er jo ikke særlig classy, men det var det mest praktiske at transportere høsten hjem fra kolonihaven i. Den stod i havehuset, og jeg havde brug for noget stabilt, så hindbærrene ikke behøvede at smaskes i en plasticpose, men kunne stå i den stanniolform, der også var i huset.

Mælkekassen har en fin størrelse. En almindelig klapkasse er faktisk for stor til sådan en mikrobils mikrobagagerum.

Så jeg tror da, den grønne mælkekasse kommer fast bag i bilen. Og HVIS den lille hvide så tror, den er en knallert på havnen, kan den i det mindste føle sig stor i forhold til de andre knallerter.