28. maj 2019 | At have have |
Nå, de holdt ikke så længe, lupinerne. I dag hænger de med hovederne, og det er vi fælles om. Jeg har groet noget ondt i halsen, snue og hovedpine, som i løbet af dagen er taget til. Det ligner til forveksling nogle symptomer, Morten døjede med i sidste uge. Og dét holdt lige pludselig op, og så var han frisk igen. Jeg håber, det er akkurat det samme program, jeg er røget i, for så er jeg frisk i morgen. Det er jeg nok, og jeg kan sikkert hjælpe helbredelsen på vej ved at foretage mig absolut ingenting i aften. Det var nu egentlig de samme planer, jeg havde i forvejen, og dem fastholder jeg så.
Det er i hvert fald pænt af lupinerne at sympatihænge. Nu kan vi skrante sammen i aften, og i morgen ryger de ud. Det gør jeg ikke.
18. september 2014 | den store bunke |
Det klør på min ryg og har gjort det siden i går. Måske er det bare tør hud eller noget tøj, der irriterer. Eller. Eller. Eller. Det kan være mit helt særlige tegn på, at der er en forkølelse på vej.
Så længe jeg kan huske, har jeg haft det sådan, at når det klør et specielt sted mellem mine skulderblade med en kløe, der ikke kan kløs væk, er det signal om, at det trækker op til sygdom.
For halvandet år siden fejrede Morten og jeg nytår i Paris. Romantisk var det. Vi boede i en hyggelig etværelses i Maraiskvarteret og havde bestilt bord til nytårsmiddag på en noget over middel restaurant. Dagen før nytårsaften mærkede jeg kløpletten på ryggen, og jeg oplyste Morten om, at jeg var under angreb, og at jeg ville blive helbredsudfordret næste dag. Aaaarhh!?, mente han. Kunne det nu passe, at jeg sådan kunne forudsige dét – uden andre indikationer end noget, der kløede på ryggen? Jeg fastholdt, jeg vidste det jo. Og ganske rigtigt: Næste dag på Montmartre trak det mere og mere sammen i mit hoved og i min krop, og jeg var træt og ømmusklet. Vi tog tilbage til lejligheden, og nytårsaften blev sådan, at i stedet for den fine restaurantmiddag gik Morten ud og købte brød, ost og vin, som vi indtog på sengekanten, og eftersom han skjult i sin kuffert havde medbragt både serpentiner, knallerter og skralder hjemmefra, blev det alligevel en hyggelig, om end anderledes end forventet nytårsaften i Paris. Jeg trodsede sygdommen sent på aftenen, og vi nåede op fra metroen til et illumineret Eiffeltårn et par minutter i midnat.
Men altså, det er, hvad den kløplet varsler. Jeg taler ikke så meget om det, for folk – selv min mor – kigger underligt på mig, når jeg nævner fænomenet, og jeg har aldrig mødt nogen andre, som har det på samme måde, eller bare har hørt om det. Jeg føler mig sådan lidt hekseagtig. Eller som en keltisk druide.
Jeg er nu lidt i tvivl denne gang. Kløen er ikke helt præcist, hvor den skal være, så det er nok bare noget tøj, der har irriteret huden. Skal vi ikke satse på det?
Min særlighed har jeg jo stadig. Helt selv.
Jeg har forresten én til. Jeg kan ikke lide bananer. Det kender jeg heller ikke andre end mig selv, der ikke kan.
1. september 2014 | den store bunke |
Mandag har ramt mig i selskab med en tiltagende snue, der prikker helt ud bag ørerne. Det kan tilsyneladende kun blive værre. Jeg er kommet hjem fra arbejde og har meddelt mine roomies, at jeg har brugt dagens ressourcer, er ude af stand til at tage nogen beslutninger, ikke har nogen meninger om eller forslag til aftensmad, ikke vil stille mig på tværs af noget som helst, medmindre dette noget forhindrer mig i at indtage godt og vel halvdelen af sofaen iført et tomt, tåget blik. På deres eventuelle spørgsmål om alt muligt vil jeg bare sige, hvad jeg tror de gerne vil høre. Det er mig ligemeget. Det eneste, jeg har foretaget mig, er at google Kirsten Holst, så jeg nu ved, hvilken af Kirstenerne fra gymnasiet, Knud Holst giftede sig med. Det blev interessant efter dagens lytning til Hanne-Vibeke Holsts Knud, den store.
Det var det hele. Muligvis vil jeg finde et stykke papir og en pen, så jeg kan skrive det ned, hvis der mod forventning skulle falde mig noget ind, jeg skal gøre. En anden dag, altså.
I kan finde køkkenrullen i sofaen. Sammen med mig.
16. december 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
De sidste dage har jeg gået og brygget på en hovedpine, og jeg, der ellers aldrig fejler noget og bryster mig af et jernhelbred, tænker straks, at der måske er noget ubelejligt julesyge på vej.
Og så tænker jeg, at det da er NU, mit kretensiske turistkøb skal vise sit værd. På en udflugt op i bjergene købte jeg en pakke teplanter. Jeg kendte ikke planten, men hæftede mig ved, at den angiveligt hjælper mod næsten alt og i særdeleshed mod forkølelse. Tre euro, hva’beha’r? Vi så godt nok en del af den slags planter i vejkanterne sidenhen, og Morten antydede, at jeg måske lige så godt kunne have plukket selv – gratis. Sikke dumt sagt.
Det viser sig at være jernurt, – åbenbart en anerkendt urtete, som gravide endelig ikke må drikke, men den er god til at sætte mælkeproduktionen i gang bagefter. Det håber jeg så ikke sker.
Jeg drikker stort set aldrig urtete og er den personificerede skepsis overfor alt hokus pokus. Men nu er jeg måske forkølet, og jeg giver det et forsøg.
Se selv: Trylledrik!
Op i Tykke Blå og vand over. (Duskene er bare for at pifte billedet op. Der er selvfølgelig også te inde i kanden! Og det der ser ud som om det kommer ud af tuden er purløg i en krukke ovre ved væggen.)
Jeg har faktisk et par tekrus, der passer til kanden. Perfekt til jernurtete.
Pdwah!!
Lidt.
Men jeg slipper garanteret af med alle de dårligdomme, jeg ikke engang vidste, jeg havde! Og de tre euro strækker LANGT.
