10. april 2016 | At have have |
Endelig er jeg på omgangshøjde med kolonihavenaboerne, og jeg er måske endda så stolt af mig selv, at jeg er nødt til at strække armene op over hovedet, lægge nakken tilbage og råbe et begejstret Ha! over min egen dagsindsats.
Jeg har været på feddet hele eftermiddagen, og jeg har trætte øjne og varme kinder efter en hel dag ude. Og lidt ondt over lænden. Men jeg fortjener at hvile på veludført gerning nu. I sofaen med benene oppe, et glas vin ved min side og noget håndbold i fjernsynet, som mest bare kører uden voldsomt engagement fra min side. Det ser ud til, at de klarer det alligevel.
Jeg har lagt kartofler. To sorter, der hedder Hamlet og Mirage, og en sort, der hedder Egen Avl. Alle småknoldene fra i fjor, som vi ikke fik spist, fordi de var så små, at ingen gad dem, har ligget i opbevaringskassen og fulgt deres kartoffelinstinkt. Lange, målrettede spirer har de sat, og jeg har givet dem en chance til.
De mere velopdragne Hamlet.
Det var bare at starte fra hækken og fortsætte, række efter række.
I alt har jeg nok lagt 130 kartofler. Hvis alt går lige så godt, som jeg drømmer om, er vi selvforsynende med kartofler langt ind i vinteren. Jeg er vild med den tanke.
Og jeg har sat løg i lange baner. Eller snarere i korte baner, men mange af dem. Hvidløg stod fra sidste år, og dem har jeg ikke prøvet dyrke før, så jeg er spændt. Almindelig gule løg er det, vi plejer at have, men i år har jeg også sat rødløg, skalotteløg og bananløg. Jeg bredte armene ud og opmålte omkring 22 meter løg – i runde og rundhåndede tal. Det kan da godt være, det er alt for meget til vores husholdning, men så må jeg jo dele ud og i øvrigt lære af det til næste sæson.
Det føles helt umådeligt godt at have fyldt halvdelen af køkkenhavens areal med forventninger om rigelige afgrøder og lækre måltider. Jeg kan allerede mærke høsten nærme sig.
Der skal mere i jorden. Jeg har lagt kartofler, og jeg har lagt planer. Men det er først senere. Lige nu hviler jeg på laurbærrene. Og Danmark vandt over Bahrain.
Laurbærbusken har også lagt planer for den kommende tid.
12. marts 2016 | At have have |
Dette her er en løbetrøje. Det kan den i hvert fald bruges til. Det er den faktisk allerede blevet brugt til. Min søde kæreste købte den med hjem til mig fra sin skiferie i Norge, og jeg er både fin og glad i den. Ikke hurtig. Fin og glad.
En af dens gode egenskaber er, at den er af uld. Fineste merinould, og det betyder, at den vil holde mig varm, når jeg om lidt lader den være mit inderste af mange lag og tager ud i kolonihaven og ligner en, der er ved at gøre haven forårsklar. Det er noget med at beskære noget hindbærbusk, som nok skulle have været beskåret i efteråret, og fjerne nogle visne staudetoppe og se, om der gemmer sig noget forår nedenunder. Det er også noget med at drikke kaffe (note to self: husk at tage vand med, thi der er næppe åbnet for den centrale hane endnu) og skridte matriklen af og tænke innovative tanker om kommende afgrøder og vurdere, om der skal være kartofler her eller der, mens jeg tygger på et halmstrå. Eller en vissen staudetop.
Jeg kiggede lige til de allerallersidste rester af sidste års høst. Kartoflerne har tilsyneladende fulgt et og andet instinkt. De bittesmå gnallinger, som kun egnede sig til at blive til brunekartofler og derfor aldrig blev brugt, fordi ingen orkede hverken at skrælle eller pille, har fået storhedsvanvid og vil være avlskartofler! De vil i jorden? Men så siger vi måske dét. De kan få et ydermandat og komme i en siderække, når jeg engang skal lægge kartofler, så kan de få lov at bevise deres værd.
Der er jo tid nok til at beslutte, om der skal være kartofler her eller der, for temperaturen er endnu ikke til underjordiske gerninger, men i en ulden norsk undertrøje kan man udholde at skridte matriklen af både på kryds og tværs, mens der fostres overjordisk kloge tanker i øverste etage.
14. februar 2016 | At have have, den store bunke |
Her er ruten, man tager, når man søndagsordner efterladenskaber.
Der skete det, at vi på sengekanten blev ringet op af kassereren i kolonihaveforeningen. Hun ville lige minde os om, at det var ved at være oppe over at få betalt årskontingentet, og så ville hun godt høre, om vi kom i dag og betalte.
Derfor gik min rute først til en pengeautomat. Vores haveforening er nemlig ikke digital. På nogen måde. Ikke noget onlinehokuspokus. Intet hjemmesidepjat. Der er ikke engang en mail, man kan skrive til. Når man skal betale, bærer man pengene hen til kassereren. I kontanter. Så får man en håndskrevet dagsdatokvittering, og sådan er det bare, og det kan ikke ændres. Er der meddelelser til havefolket, for eksempel invitation og dagsorden til generalforsamling og præmiefest, bliver der rullet et stykke papir sammen og proppet i det postrør, som hænger på indersiden af havelågerne. Basta.
Vi kan aldrig helt huske, hvornår man skal betale kontingentet. Sidste år var vi for tidligt på den, og i år var vi åbenbart tæt på at komme bagud. Hvornår er det egentlig, spurgte jeg, da jeg stod i mit løbetøj hos kasserersken i dag og netop havde modtaget den klargjorte håndskrevne kvittering. ”Ja, det er fra den femogtyvende januar til den femtende februar, og det står også i loven. I har jo et lovhæfte”, sagde hun, mens jeg tænkte på, hvor vi mon har gemt de vedtægter, som vi åbenbart ligger inde med. Men altså, mellem den femogtyvende januar og den femtende februar. Det husker vi fra nu af. Og det virkede, som om det er bedst at bringe hende pengene i starten af perioden. Der er jo ingen grund til, at kassereren skal sidde og vente i tre uger og til sidst alligevel føle sig nødsaget til at ringe og minde os om det, vel?
Lettet, både på samvittigheden og på pengefronten (selv om det faktisk er latterligt billigt at leje grønne sommerglæder) løb jeg videre for at hente en bil, som vi efterlod i nat efter årets jagtmiddag i jagtkonsortiet. Det er noget med tre retters menu af velovervejet og veltillavet hjemmeskudt, hjemmedyrket, hjemmeplukket, hjemmealtmuligt og dertil velvalgt og velsmagende vin. Efter det kører man ikke hjem. Både på grund af omtalte vin og fordi man efter al den mad har virkelig, virkelig godt af at komme ud og spadsere i nattekulden.
Her stopper den dokumenterede rute. For herefter kørte jeg hjem og lavede intet andet end at lytte lydbog, sidde i en solstråle og spille Candy Crush og bage et overdrevet stort bjerg af boller. Som jeg nu skal smage på.
Meget, meget fin søndag.
11. februar 2016 | At have have, den store bunke |
I dag var dagen, hvor der slog spirende forår ned i mig. Det var lyset, der gjorde det. Når himlen klokken fem om eftermiddagen stadig ser sådan ud og der altså fra nu af stadig er dagslys tilbage, når jeg vender hjem til min borg fra udenbys arbejdsdonteri, så længes jeg.
Jeg længes efter grønt. Jeg længes efter, at urteburet rummer liv og ikke bare visne rester af noget, jeg ikke længere kan skelne navn og anvendelse på. Var det virkelig den overfrodige mynte der til venstre, som gav fylde til mægtige mojitos en sommeraften i fjor? Og rosmarin og salvie, esdragon og timian, som vi måtte bure inde, fordi fuglene barberede det ned til korte stilke? Nu værdiger hverken de eller jeg det et blik. Jeg vil have, at det skal være grønt og frodigt igen. Og fra i dag tror jeg igen på, at foråret kommer. Når det kommer. Først skal der vistnok være frost og kulde igen. Men det kommer. Og så bliver det godt.
Hortensiaerne har aldrig mistet troen. Aldrig givet op. De er ellers virkelig blevet behandlet dårligt. Ignoreret. De blev købt til fødselsdagspynt i kolonihaven for to et halvt år siden af en 50-årig, der holder meget af hortensiaer, og siden fik de lov til at passe sig selv i deres midlertidige, permanente plastikpotter. De stod oversete i et vildtvoksende bed gennem to somre og vintre, fordi vi til stadighed ikke fik ryddet det bed, hvor de skulle plantes. På “vi ved ikke, om I overhovedet bryder jer om os, men vi er her, og vi tilgiver jer og elsker jer alligevel”-måden satte de igen og igen nye skud og overlevede. Sidste sommer hentede jeg dem hjem på altanen, hvor de siden har stået endnu mere ubeskyttede – dog i lerpotter, men alligevel – igennem vinter og frost og storm. Urokkelige mens havestolene er føget omkring dem. Og nu er de på vej igen.
Håbet er grønt.
Det skal NOK blive forår.
20. januar 2016 | At have have, Heldige mig |
Solen skinnede insisterende over sneglitrende marker, da jeg kørte hjem fra arbejde, og jeg kom sådan til at savne kolonihaven. Der er selvfølgelig langt fra et vinterfrosset Narnia til forårsdage med frøposer og flisejern og endnu længere til spinathøst og sommerhat.
Men kun i virkeligheden. I tanken er der ikke. Jeg kørte omkring haven i håb om at nå at fange lidt nedgående sol på sneklædte grene og trippe lidt rundt på en uberørt isknitrende plæne.
Jeg nåede det ikke helt. Solen var næsten forsvundet, da jeg svingede ind ved have 44, og et par harer havde allerede taget tripningen. Men det var godt at være der et par minutter, se til at alt var i orden og drømme lidt om forår og denne sæsons afgrøder.
Jeg tror, jeg vil sætte grønkål i år. Det kan endda blive stående til næste vinter og glæde mig, hvis jeg skulle blive grebet af akut havesavn en frostklar januardag i 2017.
14. november 2015 | At have have |
Kolonihaven er så småt lukket ned for i år. Der er ikke flere afgrøder at høste. Årets sidste rucola er plukket – midt i november, og det er sådan set en pæn udnyttelse af sæsonen. Kapillærkasserne er tømt for tomatplanter, plantesække, jord og vand, og de sidste tomater er hjembragt, grønne såvel som rødmende. De der har en snert af rødt er lagt i vindueskarmen til yderligere rødgørelse, og de grønne er syltet. Min mor syltede grønne tomater, og jeg husker det egentlig ikke som noget fantastisk, men mine smagsløg kan sagtens have ændret sig, og det skal i hvert fald prøves. Der er yderligere rige muligheder for at mindes årets haveglæder: Vi har spinat og grønne bønner i fryseren; det samme gælder hindbær og blåbær, og der er kartofler og rødbeder i en flamingokasse på balkonen. Store fine løg i en anden kasse.
Så mangler vi bare at tømme toilettet og køre havemøblerne på lossepladsen. Vi gad ikke sætte dem ind – jeg arbejder mere efter devisen “Brug i 18 år og smid væk”.
Hvad har HAVEN sæson III bragt og hvad kan vi vente i sæson IV? Tid til evaluering.
Gulerødder er aldeles ude af repertoiret. Alle tre år har jeg sået gulerødder. Alle tre år har jeg høstet gulerødder og lagt dem i en spand med sand til vinteropbevaring. Alle tre år har de været fyldt med orm, og vi er endt med ikke at bruge dem. Jeg har smidt dette års høst i kompostbeholderen, gemt sandet og svoret ved mine grønne fingre aldrig at så gulerødder igen. Husk det!
Grønne bønner er kommet på programmet for at blive. Jeg har aldrig brudt mig om grønne bønner og har faktisk været på vippen til ganske enkelt at påstå, jeg ikke kan lide dem. Men Lasse såede bønner i haven i år, byggede et klatrestativ til dem og fik en rigtig fin høst. Snittet i stykker på en centimeter og blancheret i halvandet minut smager de fantastisk i en salat. Pralbønnerne gav også fint og var flotte, men skal de sås næste år, skal vi lave noget andet mad end bønne-spinat-rissuppe af dem. Vi var ikke for alvor begejstrede, det var vi ikke. Og de gav rigeligt luft i maven hos nogle.
Hvidløg viste sig at være noget, man sætter året før. De blev sat samtidig med zittauerløgene, men undervejs fortalte nogen mig, at de først giver udbytte året efter, at de er sat. Dermed er de nu stort set de eneste beboere i køkkenhaven.
Jordbærplantagen og hindbærbedet er fordoblet i areal. Bær, bær, bær. Jeg ser frem til næste år.
Piletræet er fældet. Der var ikke langt fra tanke til handling, da beslutningen var taget. Bedsteven med motorsav fældede det, og jeg solgte brændet for en flaske vin. Sikke meget lys, luft og næring græsplænen har fået. Det var en god beslutning. Måske ryger der et par selvsåede og forvildede ahorntræer næste år.
“Vi skal have ryddet bedet foran huset” fortsætter i sæson IV. Det er åbenbart ikke sådan lige at tage sig sammen til at rydde et bed. For tredje sommer i træk prioriterede vi noget andet. Jeg plejer at bruge det som eksempel på, at jeg ikke tillader nogen ting i haven at stresse eller presse mig. Det bliver, når det bliver. Men det skal helst være næste år, for da arver jeg alle min mors georgineknolde, og jeg har tænkt, de skal i dét bed. Eller et andet sted.
Ukrudtet vandt i 20-meterløb på havegang. Der var cirka én eftermiddag, hvor hele havegangen var sirlig og alt ukrudt luget væk. Så tog naturen magten igen. Nogle voksne må gøre noget.
Mere grill. Mere vin. Flere gæster. Dét er et vigtigt forsæt. Vi vil have flere sommeraftener med ild i den mexicanske pejs, vin på bordet og gode mennesker omkring os. Hold os fast på det.
