Jeg sidder og holder øje

Jeg har en fridag i dag. Ikke fordi jeg skal noget. Men jeg kan noget. Jeg skal bare beslutte, hvad det skal være. Dengang jeg satte pegefingeren ned på kalenderen og bestemte, at det var lige den dag, jeg gerne ville have fri, tænkte jeg noget med løvfaldssol, have og grave.

Jeg har bare glemt at booke vejret og kan konstatere, at nogle andre har husket det, og at de tydeligvis har haft brug for gråvejr og byger til det, de skulle i dag.

Til gengæld giver en fridag med gråvådt mig den fantastiske mulighed stadig at sidde i mit køkken her tæt på middag iført ingen kontaktlinser og masser af blødt tøj, drikke kaffe, holde øre med opvaskemaskine og radio, netsurfe og måle min krop op i tilfælde af, at jeg surfer forbi en kjole, jeg skal ønske mig. Den slags vigtige fridagsting. Fredagsting.

Og mens jeg holder øje med verden på internettet, holder jeg også øje med, om de på et tidspunkt kobler op på en anden server ude i vejret, så jeg kan tage stærkere øjne og mere tøj på og rejse ud i haven til spade og spand.

Jeg holder øje med dig, verden.

fridag

Sæsonafslutning HAVEN III

Kolonihaven er så småt lukket ned for i år. Der er ikke flere afgrøder at høste. Årets sidste rucola er plukket – midt i november, og det er sådan set en pæn udnyttelse af sæsonen. Kapillærkasserne er tømt for tomatplanter, plantesække, jord og vand, og de sidste tomater er hjembragt, grønne såvel som rødmende. De der har en snert af rødt er lagt i vindueskarmen til yderligere rødgørelse, og de grønne er syltet. Min mor syltede grønne tomater, og jeg husker det egentlig ikke som noget fantastisk, men mine smagsløg kan sagtens have ændret sig, og det skal i hvert fald prøves. Der er yderligere rige muligheder for at mindes årets haveglæder: Vi har spinat og grønne bønner i fryseren; det samme gælder hindbær og blåbær, og der er kartofler og rødbeder i en flamingokasse på balkonen. Store fine løg i en anden kasse.

Så mangler vi bare at tømme toilettet og køre havemøblerne på lossepladsen. Vi gad ikke sætte dem ind – jeg arbejder mere efter devisen “Brug i 18 år og smid væk”.

Hvad har HAVEN sæson III bragt og hvad kan vi vente i sæson IV? Tid til evaluering.

Gulerødder er aldeles ude af repertoiret. Alle tre år har jeg sået gulerødder. Alle tre år har jeg høstet gulerødder og lagt dem i en spand med sand til vinteropbevaring. Alle tre år har de været fyldt med orm, og vi er endt med ikke at bruge dem. Jeg har smidt dette års høst i kompostbeholderen, gemt sandet og svoret ved mine grønne fingre aldrig at så gulerødder igen. Husk det!

Grønne bønner er kommet på programmet for at blive. Jeg har aldrig brudt mig om grønne bønner og har faktisk været på vippen til ganske enkelt at påstå, jeg ikke kan lide dem. Men Lasse såede bønner i haven i år, byggede et klatrestativ til dem og fik en rigtig fin høst. Snittet i stykker på en centimeter og blancheret i halvandet minut smager de fantastisk i en salat. Pralbønnerne gav også fint og var flotte, men skal de sås næste år, skal vi lave noget andet mad end bønne-spinat-rissuppe af dem. Vi var ikke for alvor begejstrede, det var vi ikke. Og de gav rigeligt luft i maven hos nogle.

Hvidløg viste sig at være noget, man sætter året før. De blev sat samtidig med zittauerløgene, men undervejs fortalte nogen mig, at de først giver udbytte året efter, at de er sat. Dermed er de nu stort set de eneste beboere i køkkenhaven.

Jordbærplantagen og hindbærbedet er fordoblet i areal. Bær, bær, bær. Jeg ser frem til næste år.

Piletræet er fældet. Der var ikke langt fra tanke til handling, da beslutningen var taget. Bedsteven med motorsav fældede det, og jeg solgte brændet for en flaske vin. Sikke meget lys, luft og næring græsplænen har fået. Det var en god beslutning. Måske ryger der et par selvsåede og forvildede ahorntræer næste år.

“Vi skal have ryddet bedet foran huset” fortsætter i sæson IV. Det er åbenbart ikke sådan lige at tage sig sammen til at rydde et bed. For tredje sommer i træk prioriterede vi noget andet. Jeg plejer at bruge det som eksempel på, at jeg ikke tillader nogen ting i haven at stresse eller presse mig. Det bliver, når det bliver. Men det skal helst være næste år, for da arver jeg alle min mors georgineknolde, og jeg har tænkt, de skal i dét bed. Eller et andet sted.

Ukrudtet vandt i 20-meterløb på havegang. Der var cirka én eftermiddag, hvor hele havegangen var sirlig og alt ukrudt luget væk. Så tog naturen magten igen. Nogle voksne må gøre noget.

Mere grill. Mere vin. Flere gæster. Dét er et vigtigt forsæt. Vi vil have flere sommeraftener med ild i den mexicanske pejs, vin på bordet og gode mennesker omkring os. Hold os fast på det.

HavenIII_1HavenIII_2HavenIII_3

Novemberlørdag

november

Tænk engang, at vi ramte sådan en solrig og lun første november med så blå en himmel. Birken har givet slip på de fleste blade. Mange af dem har lagt sig på taget og på plænen. Dem på plænen var jeg nødt til at rive sammen i dag, fordi græsset trængte til at blive klippet. For sidste-sidste gang i år – igen-igen. Altså det er november, jo…!

Jeg synes, det er det kedeligste i verden at skulle gøre noget for at kunne gøre noget andet, det egentlige. Min barndoms græsplæne var stor og med mange frugttræer, og jeg havde græsslåningstjansen, tre kvarter med motorklipper tog det. Jeg skulle rive æblerne sammen først, fik jeg besked på. Sommetider lod jeg være, og så gik jeg der bag plæneklipperen og blev bombarderet og beskudt med moreller, æblestykker og blommer og råbte Av! Av!

rodbeder

Vi har tilbragt et par fine timer i kolonihaven. Jeg tog rødbederne op. Det har været en god høst i år. Her er der grøntsagsparade.

I går var der parade af nedlagt vildt i en skov i nærheden. Min jægersmand kom hjem med både præmie for at have gættet antallet af ben (det er en konkurrence jægere har) og en rå. Sidstnævnte har tilbragt natten i kolonihavehuset med benene op og hovedet ned og skulle rejse videre til vores fryser.

partering

På dette billede har vi en jæger, der underviser i, hvordan sådan et rådyr er skruet sammen, og hvordan det skrues fra hinanden igen, en der vil tage jagttegn, når hun bliver gammel nok, og en der er sprunget til de evige jagtmarker.

Kan vi få flere af den slags novemberdage?

Yndlingsnovemberdag

I går teede november sig på præcis den måde, der får mange til at hade den og mene, at den varer lige så længe som fire sommermåneder tilsammen. Det silede ned fra morgenstunden. Tror jeg nok. Jeg var endnu ikke vågnet på den tid, da man stadig med en vis rette kunne kalde det morgenstund. Men det silede, da jeg slog øjnene op, og himlen var hele dagen et ensfarvet gråt skydække uden den mindste blå eller bare lysere grå sprække.

Jeg rånød det. Jeg skulle ikke noget udgående, og det passede mig fint at være inde med god samvittighed og sysle med noget husligt og andre ting, jeg havde mere lyst til. Langsom morgenmad, tøjvask, støvsugning, boglytning, planlægning, internetsurfing, flutesbagning, lang mailskrivning til veninde i udlandet, blødt tøj og doven afslapning. Ingen der stillede krav, heller ikke mig selv. Essensen af novemberhygge.

I dag har det samme velbehagelige indhold.

IMG_5024


Varmt lys mod grå verden

IMG_5025


Så venter vi. Flutes med tomater og bacon efter den opskrift, billedet linker til, men med durummel i stedet for grahamsmel – og i en anden form

IMG_5026


Varm te i orange krus til mailskrivningsfordybelse

IMG_5028


Virkelig, virkelig, VIRKELIG lækker fiskesuppe