7. februar 2017 | At have have |
Jeg har hentet de sidste løg fra vinterforrådet på loftet. Bananløg og rødløg var, hvad der var tilbage, og det var det allersidste af høsten fra i fjor. Vi har ikke mere i depoterne. Det eneste, der nu er at få af friske sager, er grønkål, der stadig står og modstår vinter, kulde og løbske harer i kolonihaven. Det andet må vi købe os til.
Men det vil altså alligevel sige, at de 22 meter løg, jeg lagde den 10. april (gisp, april … i år flytter vi den 8. april … får jeg overhovedet lagt i jorden til næste vinters forråd?) har gjort os selvforsynende helt hen i midten af februar. Det er da et meget godt udbytte.
Så gider man altså godt have have.
31. juli 2016 | At have have |
Der kan være dage, hvor jeg synes, at hele haven gror til for mig, så snart jeg vender ryggen til et øjeblik, og at ukrudtet overtager haveherredømmet og giver mig et grønt væg-til-væg tæppe, som jeg overhovedet ikke havde bedt om. Hvor jeg ikke kan se et eneste stykke bar, sort jord mellem det, der skulle forestille at være kønne rækker med høstklare grøntsager. Hvor jeg synes, jeg slet ikke er voksen nok til bestyre en have.
Men så er der også de dage, hvor gartnerglæden løber over, og jeg opdager, at jeg alligevel har avlet spektakulære spiselige bunker. Mad, ganske enkelt. Forråd til efterår og vinter. At der mellem alt det frodige og ustyrlige ukrudt er vokset lige så frodige og ustyrlige grøntsager frem.
Nu er der for eksempel udstedt forbud herhjemme mod at købe løg. INGEN i husstanden må sætte penge i løg, før lagrene er tømt. Jeg har lige høstet.
Se bare: Rødløg og bananløg. Nok til masser af luft i maven hele vinteren.
En hel kasse zittauerløg. Det er ikke kassen, der er lille. Det er løgene, der er store.
Mere på vej. Rødbederne står flot. Jeg har kun høstet én. Den gav jeg min veninde i fødselsdagsgave. Og der er grønkål til vinteren. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal med det, for jeg bryder mig hverken om grønkålsuppe eller grønlangkål. Måske tvinger jeg hele familien til at indtage grønkålsmoothies, er der ikke noget med, at dét er sundt?
Og DEM her! Dem forventer jeg mig meget af. Sidste år avlede vi kun en enkelt hokkaido på størrelse med en knytnæve, så i år plantede jeg alle de otte planter, der var spiret frem hjemme i vindueskarmen. Det kunne jo være, de gik til, når de kom på friland. Det gjorde de ikke, og alle sammen bærer frugt. Nogle herhjemme ser allerede skræmte ud ved tanken om SÅ meget græskarsuppe. Men man kan jo bage dem og alt muligt. Det bliver godt.
Vi skulle også være nogenlunde sikre på spinatlasagner og … ja, andre retter med spinat. Jeg foretrækker new zealandsk spinat, fordi det ikke går i stok, og man kan derfor plukke af det hele sommeren. Og det bliver bare ved og ved at gro og sætte blade, indtil man høster det hen på efteråret. I baggrunden skimter man et par mere af de orange tingester til hokkaidoretterne.
Georginerne, som jeg fik af min mor, fordi hun ikke ville have besværet med dem mere, har klaret klimaskiftet fra Nordfyn til Midtjylland godt. De står i fuldt flor nu og er så flotte.
Og til sidst er den rigtig gode nyhed, at efter at vi fik en ny, lækker, batteridrevet plæneklipper, som vi og ikke mindst græsplænen er meget begejstrede for, behøver den gamle håndskubber slet ikke at føle sig forladt og ensom. Se bare, den er kommet i et herligt nyt slæng af slyngler.
10. april 2016 | At have have |
Endelig er jeg på omgangshøjde med kolonihavenaboerne, og jeg er måske endda så stolt af mig selv, at jeg er nødt til at strække armene op over hovedet, lægge nakken tilbage og råbe et begejstret Ha! over min egen dagsindsats.
Jeg har været på feddet hele eftermiddagen, og jeg har trætte øjne og varme kinder efter en hel dag ude. Og lidt ondt over lænden. Men jeg fortjener at hvile på veludført gerning nu. I sofaen med benene oppe, et glas vin ved min side og noget håndbold i fjernsynet, som mest bare kører uden voldsomt engagement fra min side. Det ser ud til, at de klarer det alligevel.
Jeg har lagt kartofler. To sorter, der hedder Hamlet og Mirage, og en sort, der hedder Egen Avl. Alle småknoldene fra i fjor, som vi ikke fik spist, fordi de var så små, at ingen gad dem, har ligget i opbevaringskassen og fulgt deres kartoffelinstinkt. Lange, målrettede spirer har de sat, og jeg har givet dem en chance til.
De mere velopdragne Hamlet.
Det var bare at starte fra hækken og fortsætte, række efter række.
I alt har jeg nok lagt 130 kartofler. Hvis alt går lige så godt, som jeg drømmer om, er vi selvforsynende med kartofler langt ind i vinteren. Jeg er vild med den tanke.
Og jeg har sat løg i lange baner. Eller snarere i korte baner, men mange af dem. Hvidløg stod fra sidste år, og dem har jeg ikke prøvet dyrke før, så jeg er spændt. Almindelig gule løg er det, vi plejer at have, men i år har jeg også sat rødløg, skalotteløg og bananløg. Jeg bredte armene ud og opmålte omkring 22 meter løg – i runde og rundhåndede tal. Det kan da godt være, det er alt for meget til vores husholdning, men så må jeg jo dele ud og i øvrigt lære af det til næste sæson.
Det føles helt umådeligt godt at have fyldt halvdelen af køkkenhavens areal med forventninger om rigelige afgrøder og lækre måltider. Jeg kan allerede mærke høsten nærme sig.
Der skal mere i jorden. Jeg har lagt kartofler, og jeg har lagt planer. Men det er først senere. Lige nu hviler jeg på laurbærrene. Og Danmark vandt over Bahrain.
Laurbærbusken har også lagt planer for den kommende tid.
