16. oktober 2017 | At have have |
Jeg havde en telefonsamtale med min mor om new zealandsk spinat. Jeg sad i kolonihaven og nippede bladene af en trillebørfuld spinatplanter, jeg havde trukket op af jorden. Efterårspilleriet, hvor jeg hvert år sidder i dagevis og spørger mig selv, hvor klogt det lige var at så så meget spinat i foråret. To en halv række virker som temmelig meget, når det skal høstes, og så føler jeg mig ikke særligt begavet. Det er i hvert fald ikke lønsomt, hvis man gør det op i tid og penge. Men glæden ved hele vinteren at kunne tage spinat ud af fryseren til hvilke som helst retter opvejer alt besværet. Messer jeg for mig selv, mens jeg sidder i yndlingshjørnet i haven og har fat i hvert e-ne-ste spinatblad, med kaffe i kruset og lydbog i ørerne.
Eller med mor i ørerne, mens vi vender dagens store og små tildragelser. Og så faldt snakken altså på spinaten. Mor spurgte, hvilken slags jeg har, og jeg fortalte, at det er new zealandsk spinat, fordi den slags ikke går i stok, men bare fortsætter med at sætte nye blade gennem hele vækstsæsonen, og derfor kan jeg bare lade det stå og høste det hele på én gang. ”Ja, det var også dét, jeg havde”, sagde hun.
Hvad?
Jeg kan ikke huske, vi dyrkede spinat i urtehaven, da jeg boede hjemme. Grønkål, ja. Spinat, nej. “Måske var det noget, jeg startede på senere”, mente mor.
Så de havde faktisk et liv, efter at jeg flyttede hjemmefra? Jeg ved ikke alt om dem, så? Der skete ting i deres liv, også ind imellem mine besøg? De tog for eksempel nye beslutninger? Såsom at begynde på at dyrke spinat. Det er ikke mig, der har opfundet det?
Det er en meget sær erkendelse. Jeg burde have vidst det. Jeg er 58, min mor er 91. Det er længe siden, jeg flyttede hjemmefra. Men jeg føler mig sådan lidt … narret. Hun kunne godt have fortalt mig, at hun dyrkede spinat.
7. februar 2017 | At have have |
Jeg har hentet de sidste løg fra vinterforrådet på loftet. Bananløg og rødløg var, hvad der var tilbage, og det var det allersidste af høsten fra i fjor. Vi har ikke mere i depoterne. Det eneste, der nu er at få af friske sager, er grønkål, der stadig står og modstår vinter, kulde og løbske harer i kolonihaven. Det andet må vi købe os til.
Men det vil altså alligevel sige, at de 22 meter løg, jeg lagde den 10. april (gisp, april … i år flytter vi den 8. april … får jeg overhovedet lagt i jorden til næste vinters forråd?) har gjort os selvforsynende helt hen i midten af februar. Det er da et meget godt udbytte.
Så gider man altså godt have have.
31. juli 2016 | At have have |
Der kan være dage, hvor jeg synes, at hele haven gror til for mig, så snart jeg vender ryggen til et øjeblik, og at ukrudtet overtager haveherredømmet og giver mig et grønt væg-til-væg tæppe, som jeg overhovedet ikke havde bedt om. Hvor jeg ikke kan se et eneste stykke bar, sort jord mellem det, der skulle forestille at være kønne rækker med høstklare grøntsager. Hvor jeg synes, jeg slet ikke er voksen nok til bestyre en have.
Men så er der også de dage, hvor gartnerglæden løber over, og jeg opdager, at jeg alligevel har avlet spektakulære spiselige bunker. Mad, ganske enkelt. Forråd til efterår og vinter. At der mellem alt det frodige og ustyrlige ukrudt er vokset lige så frodige og ustyrlige grøntsager frem.
Nu er der for eksempel udstedt forbud herhjemme mod at købe løg. INGEN i husstanden må sætte penge i løg, før lagrene er tømt. Jeg har lige høstet.
Se bare: Rødløg og bananløg. Nok til masser af luft i maven hele vinteren.
En hel kasse zittauerløg. Det er ikke kassen, der er lille. Det er løgene, der er store.
Mere på vej. Rødbederne står flot. Jeg har kun høstet én. Den gav jeg min veninde i fødselsdagsgave. Og der er grønkål til vinteren. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal med det, for jeg bryder mig hverken om grønkålsuppe eller grønlangkål. Måske tvinger jeg hele familien til at indtage grønkålsmoothies, er der ikke noget med, at dét er sundt?
Og DEM her! Dem forventer jeg mig meget af. Sidste år avlede vi kun en enkelt hokkaido på størrelse med en knytnæve, så i år plantede jeg alle de otte planter, der var spiret frem hjemme i vindueskarmen. Det kunne jo være, de gik til, når de kom på friland. Det gjorde de ikke, og alle sammen bærer frugt. Nogle herhjemme ser allerede skræmte ud ved tanken om SÅ meget græskarsuppe. Men man kan jo bage dem og alt muligt. Det bliver godt.
Vi skulle også være nogenlunde sikre på spinatlasagner og … ja, andre retter med spinat. Jeg foretrækker new zealandsk spinat, fordi det ikke går i stok, og man kan derfor plukke af det hele sommeren. Og det bliver bare ved og ved at gro og sætte blade, indtil man høster det hen på efteråret. I baggrunden skimter man et par mere af de orange tingester til hokkaidoretterne.
Georginerne, som jeg fik af min mor, fordi hun ikke ville have besværet med dem mere, har klaret klimaskiftet fra Nordfyn til Midtjylland godt. De står i fuldt flor nu og er så flotte.
Og til sidst er den rigtig gode nyhed, at efter at vi fik en ny, lækker, batteridrevet plæneklipper, som vi og ikke mindst græsplænen er meget begejstrede for, behøver den gamle håndskubber slet ikke at føle sig forladt og ensom. Se bare, den er kommet i et herligt nyt slæng af slyngler.
29. maj 2016 | At have have |
Jaaaaa! Hokkaidohøsten er nær!
14. november 2015 | At have have |
Kolonihaven er så småt lukket ned for i år. Der er ikke flere afgrøder at høste. Årets sidste rucola er plukket – midt i november, og det er sådan set en pæn udnyttelse af sæsonen. Kapillærkasserne er tømt for tomatplanter, plantesække, jord og vand, og de sidste tomater er hjembragt, grønne såvel som rødmende. De der har en snert af rødt er lagt i vindueskarmen til yderligere rødgørelse, og de grønne er syltet. Min mor syltede grønne tomater, og jeg husker det egentlig ikke som noget fantastisk, men mine smagsløg kan sagtens have ændret sig, og det skal i hvert fald prøves. Der er yderligere rige muligheder for at mindes årets haveglæder: Vi har spinat og grønne bønner i fryseren; det samme gælder hindbær og blåbær, og der er kartofler og rødbeder i en flamingokasse på balkonen. Store fine løg i en anden kasse.
Så mangler vi bare at tømme toilettet og køre havemøblerne på lossepladsen. Vi gad ikke sætte dem ind – jeg arbejder mere efter devisen “Brug i 18 år og smid væk”.
Hvad har HAVEN sæson III bragt og hvad kan vi vente i sæson IV? Tid til evaluering.
Gulerødder er aldeles ude af repertoiret. Alle tre år har jeg sået gulerødder. Alle tre år har jeg høstet gulerødder og lagt dem i en spand med sand til vinteropbevaring. Alle tre år har de været fyldt med orm, og vi er endt med ikke at bruge dem. Jeg har smidt dette års høst i kompostbeholderen, gemt sandet og svoret ved mine grønne fingre aldrig at så gulerødder igen. Husk det!
Grønne bønner er kommet på programmet for at blive. Jeg har aldrig brudt mig om grønne bønner og har faktisk været på vippen til ganske enkelt at påstå, jeg ikke kan lide dem. Men Lasse såede bønner i haven i år, byggede et klatrestativ til dem og fik en rigtig fin høst. Snittet i stykker på en centimeter og blancheret i halvandet minut smager de fantastisk i en salat. Pralbønnerne gav også fint og var flotte, men skal de sås næste år, skal vi lave noget andet mad end bønne-spinat-rissuppe af dem. Vi var ikke for alvor begejstrede, det var vi ikke. Og de gav rigeligt luft i maven hos nogle.
Hvidløg viste sig at være noget, man sætter året før. De blev sat samtidig med zittauerløgene, men undervejs fortalte nogen mig, at de først giver udbytte året efter, at de er sat. Dermed er de nu stort set de eneste beboere i køkkenhaven.
Jordbærplantagen og hindbærbedet er fordoblet i areal. Bær, bær, bær. Jeg ser frem til næste år.
Piletræet er fældet. Der var ikke langt fra tanke til handling, da beslutningen var taget. Bedsteven med motorsav fældede det, og jeg solgte brændet for en flaske vin. Sikke meget lys, luft og næring græsplænen har fået. Det var en god beslutning. Måske ryger der et par selvsåede og forvildede ahorntræer næste år.
“Vi skal have ryddet bedet foran huset” fortsætter i sæson IV. Det er åbenbart ikke sådan lige at tage sig sammen til at rydde et bed. For tredje sommer i træk prioriterede vi noget andet. Jeg plejer at bruge det som eksempel på, at jeg ikke tillader nogen ting i haven at stresse eller presse mig. Det bliver, når det bliver. Men det skal helst være næste år, for da arver jeg alle min mors georgineknolde, og jeg har tænkt, de skal i dét bed. Eller et andet sted.
Ukrudtet vandt i 20-meterløb på havegang. Der var cirka én eftermiddag, hvor hele havegangen var sirlig og alt ukrudt luget væk. Så tog naturen magten igen. Nogle voksne må gøre noget.
Mere grill. Mere vin. Flere gæster. Dét er et vigtigt forsæt. Vi vil have flere sommeraftener med ild i den mexicanske pejs, vin på bordet og gode mennesker omkring os. Hold os fast på det.
