24. juli 2015 | den store bunke |
Så er det heller ikke mere dramatisk. Det er bare Toyotanøgleringen og mig, der ikke længere skal køre dagligt parløb. Vedhænget bliver ved med at vride sig af ringen, og nu vil jeg ikke mere vride det på igen.
Ti år har vi haft sammen. Jeg fik nøgleringen i fødselsdagsgave af ældste søn, dengang 11 år, da vi var på buscamping i Kroatien (og det her skete). Jeg havde fødselsdag den dag, vi skulle rejse hjem, og han havde været ude i en af de mange turistskrammelboder og købe gave til mig. Selvfølgelig skulle det være en med Toyotalogo på, for det var jo en Toyota, vi havde, og nøgleringen har trofast fulgt mig og mine skiftende nøgler lige siden, hvilket dens ridser og skrammer vidner om. Nu bliver den lagt til hvile.
Ved samme fødselsdag fik jeg også en liter kroatisk likør af vores rejsekammerater. Den smagte godt og holdt ikke nær så længe som nøgleringen.
20. juli 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Det var min fødselsdag i går. Den var fuld af overraskelser.
Den var tænkt stille og fredelig og måske med en tur i kolonihaven med kaffe. Tre af vores fire børn var på ferie med deres mor/far/ven. Ældste søn var hos os om formiddagen og skulle ved middagstid af sted på ferie med nogle kammerater, og så var resten af dagen fri til stille tullen rundt og måske en gåtur.
Morten havde lavet dej til morgenboller aftenen før og ville lave morgenmad til os. Sådan noget er han god til. Klokken fem stod han op. Jeg vågnede ved det og var måske alligevel en smule spændt. Så spillede jeg lidt Candy Crush og fik heldigt fingre i to timers ubegrænset liv. Der lå jeg og var i bolsjehimlen, indtil jeg faldt i søvn igen og sov, til jeg blev purret til morgenbord og fine gaver, både fra de to, som var til stede, og fra de fraværende. Gode, gode gaver. Og overraskende gaver!
Jeg glæder mig til at indløse gaven fra Laura. Hun inviterer mig på forlænget weekend i moderne bloggeres højborg Budapest. Jeg er glad og rørt og skal prøve at pudse mine gamle og hengemte ungarskkundskaber af fra starten af firserne, da jeg læste sprogvidenskab på Aarhus Universitet. Ellers må jeg nøjes med at sige øl, vin, skål og tak, for dem kan jeg.
Niels spurgte, om jeg ville køre ham ud til hans og kammeraternes mødested, hvorfra de skulle køre sammen til lufthaven. Det ville jeg selvfølgelig, og Morten foreslog, at jeg samtidig kørte i haven efter kartofler til aftensmaden. Jamen, gerne. Jeg tog af sted og fik sagt farvel og god ferie til Niels, og i haven gav jeg mig god tid til også at rense kartoflerne, inden jeg kørte hjem….
… hvor bordet var dækket, hvor gode venner stod i en rand og råbte tillykke, hvor Morten havde stillet an med en lang række lækkerier og en overflod af småretter, som han havde lavet, uden at jeg havde fattet den mindste mistanke.
I de tidlige morgentimer havde han pisket rundt og bagt og blendet, skrællet og kogt. Og gemt mad – og skrald – af vejen på hemmelige steder på værelser og terrasse, så jeg ikke skulle opdage det. Og lavet aftaler bag min ryg og konspireret med Niels, som oprindeligt havde tænkt sig at spadsere til mødestedet med sin kuffert. Men jeg skulle jo af vejen, og da jeg var ude, sprintede Morten rundt igen og kogte og snittede og blandede og pyntede og tog imod gæster.
Jeg fik flere gaver og blev fejret grundigt.
Fantastisk! Hvor var jeg glad. Og heldig!
Om aftenen var jeg ude for at teste mit nye løbeur. Det var også en overraskelse. Både gaven og det faktum, at jeg løb.
Der var én, der skrev en hilsen på indkøbstavlen i køkkenet. Den beskriver dagen præcist.
19. januar 2015 | den store bunke |
I dag har jeg halvårsfødselsdag. Og eftersom min datter og jeg har fødselsdag samme dag, har hun også halvårsfødselsdag. Hun er 22,5 og dermed halvvejs mod 45 og synes, det er skræmmende.
Til gengæld synes hun, mine tal er enormt sjove. Jeg er 55,5 år i dag. “Så er du halvvejs mod 111, er det ikke sjovt?”, siger hun.
Halvvejs mod 111? Det er jo ikke sjovt. Ingen bliver 111.
“Jeg synes altså, det er sjovere med 55,5. Tre femtaller…!”, insisterer jeg.
“Ja, og så halvvejs mod tre ettaller! Det er da sjovt!”, fremturer hun.
Jeg skal nu arbejde noget med det, før jeg synes, det er sjovt. På en måde er jeg mere interesseret i Lauras 45-tal.
Jeg kan også bare kaste energien i nogle varme tanker i min tantes retning. Hun har nemlig rigtig helårsfødselsdag i dag. Halvvejs mod omkring de 170.
31. august 2014 | den store bunke |
I går var:
Dobbelt 50 års fødselsdag på Dollerup Mølle, nyistandsat og brugsfærdig til netop denne dag. Det var fest på høje hæle i undersmukke omgivelser, det var forrygende mad, vin, 140 gæster, stemning, musik, taler, indslag, dans.
Der var ikke sparet på noget, og det var godt og festligt med overraskelser undervejs. Som da Frank Hvam blev introduceret og standuppede for fødselarparret og gæsterne. Herligt. Normalt er jeg ikke til Hvam og Klovnkomikken, men i aftes gjorde han det godt og ramte lige der, hvor jeg var godt underholdt.
Da vi ud på natten var trætte af at feste og danse til veloplagt seksmandsband, var det dejligt at kunne ringe efter ældste søn. De er godt givet ud, de gange jeg har kørt rundt med ham til fester hos gymnasiekammerater i oplandet.
I dag er:
Sove længe, sen morgenmad, joggingtøj og bare fødder, grus i øjnene, avis, vasketøj, papirarbejde for den af os, der skal lave momsregnskab. Langsom, langsom dag, hvor jeg klokken halv seks stadig har det, som om den kun er tolv. Jeg bliver muligvis overrasket, når dagen pludselig slipper op for mig, men endnu er det fedt bare at lade mig føre med strømmen af det, der falder mig ind at give mig til. Det vil sige så godt som ingenting indtil videre.
Spændet mellem to yderligheder gav en god balance til weekenden. Og nu skinner solen.
20. juli 2014 | den store bunke |
Når man har fødselsdag lige midt på sommeren, kan man komme til at fejre dagen de mest eksotiske steder, der ligger langt fra hverdagen.
Som for eksempel, da jeg blev 26 på sprogskole i Volgograd. Eller da jeg fyldte 46 i en bus på vej hjem fra Kroatien. Min 40 års fødselsdag fejrede vi i en hytte i Telemark i Norge (jeg fik et billede af min nye gule cykel). Min 33 års fødselsdag endte på Thisted Sygehus, hvor jeg fødte mit første barn samme aften. Jeg fyldte 39 i Broagerland, da familien lå i campingvogn. Sidste år var det sådan her.
I år – i går – var det mest en arbejdsdag. Der var rundstykker til morgenmad, og Morten inviterede os ud at spise om aftenen. Drengene og mig. Troede jeg. Men tænk, så stod svigerdatter der pludselig også, hvilken glæde! Og ældstebarnet var også inviteret, men skulle ud og fejre sin egen fødselsdag. Helt hemmelige havde de været med det, alle sammen… Det var en dejlig aften.
Imellem morgenmaden og aftensmaden flyttede vi Mortens jordiske gods fra hans nu tidligere lejlighed til et midlertidigt depot, hvorfra det om to uger skal flyttes til vores nye lejlighed. Det. Var. Varmt. Vi var fem stærke og seje jyder – og så mig (ja, jeg er da også stærk og sej, men jeg er jo ikke jyde), og vi svedte om kap. Men alt gik planmæssigt, og det hele kunne nærmest mirakuløst stables ind i et kælderrum, hvor vi ikke regner i kvadratmeter, men i kubikmeter. Der er stablet fra gulv til loft fra hjørne til hjørne, og der kan ikke være så meget som et kosteskaft mere.
I dag har vi gjort den gamle lejlighed ren. Hele dagen. Min udsigt har været noget ensformig. Jeg havde køkkentjansen med fryser, ovn, fedtede overskabe og den slags. Det er bare at starte i den ene ende og arbejde sig igennem det. Ovre i hjørnet på elkedlen sidder Martin Greis og læser Verdens Vinter højt for mig.
Sidst på eftermiddagen var jeg i kolonihaven for at hente kartofler og salat til aftensmaden. Og hvor er det dejligt at se, at haven kan klare sig selv og gro mad, selv om vi ikke har tid til at være der så meget for tiden.
