20. juli 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Det var min fødselsdag i går. Den var fuld af overraskelser.
Den var tænkt stille og fredelig og måske med en tur i kolonihaven med kaffe. Tre af vores fire børn var på ferie med deres mor/far/ven. Ældste søn var hos os om formiddagen og skulle ved middagstid af sted på ferie med nogle kammerater, og så var resten af dagen fri til stille tullen rundt og måske en gåtur.
Morten havde lavet dej til morgenboller aftenen før og ville lave morgenmad til os. Sådan noget er han god til. Klokken fem stod han op. Jeg vågnede ved det og var måske alligevel en smule spændt. Så spillede jeg lidt Candy Crush og fik heldigt fingre i to timers ubegrænset liv. Der lå jeg og var i bolsjehimlen, indtil jeg faldt i søvn igen og sov, til jeg blev purret til morgenbord og fine gaver, både fra de to, som var til stede, og fra de fraværende. Gode, gode gaver. Og overraskende gaver!
Jeg glæder mig til at indløse gaven fra Laura. Hun inviterer mig på forlænget weekend i moderne bloggeres højborg Budapest. Jeg er glad og rørt og skal prøve at pudse mine gamle og hengemte ungarskkundskaber af fra starten af firserne, da jeg læste sprogvidenskab på Aarhus Universitet. Ellers må jeg nøjes med at sige øl, vin, skål og tak, for dem kan jeg.
Niels spurgte, om jeg ville køre ham ud til hans og kammeraternes mødested, hvorfra de skulle køre sammen til lufthaven. Det ville jeg selvfølgelig, og Morten foreslog, at jeg samtidig kørte i haven efter kartofler til aftensmaden. Jamen, gerne. Jeg tog af sted og fik sagt farvel og god ferie til Niels, og i haven gav jeg mig god tid til også at rense kartoflerne, inden jeg kørte hjem….
… hvor bordet var dækket, hvor gode venner stod i en rand og råbte tillykke, hvor Morten havde stillet an med en lang række lækkerier og en overflod af småretter, som han havde lavet, uden at jeg havde fattet den mindste mistanke.
I de tidlige morgentimer havde han pisket rundt og bagt og blendet, skrællet og kogt. Og gemt mad – og skrald – af vejen på hemmelige steder på værelser og terrasse, så jeg ikke skulle opdage det. Og lavet aftaler bag min ryg og konspireret med Niels, som oprindeligt havde tænkt sig at spadsere til mødestedet med sin kuffert. Men jeg skulle jo af vejen, og da jeg var ude, sprintede Morten rundt igen og kogte og snittede og blandede og pyntede og tog imod gæster.
Jeg fik flere gaver og blev fejret grundigt.
Fantastisk! Hvor var jeg glad. Og heldig!
Om aftenen var jeg ude for at teste mit nye løbeur. Det var også en overraskelse. Både gaven og det faktum, at jeg løb.
Der var én, der skrev en hilsen på indkøbstavlen i køkkenet. Den beskriver dagen præcist.
9. april 2015 | den store bunke |
Sådan skrev ældste søn, da han ønskede os god tur til Barcelona. Og forleden spurgte jeg yngste søn, som må blive hjemme og passe fisk og blomster, hvad han synes, man skal se, hvis han kun måtte sige én ting. Sagrada familia, svarede han uden tøven.
Så Gaudi har sat spor, når det er hans værk, begge mine drenge nævner som det første. Godt gjort af Gaudi. Jeg var nu heller ikke selv i tvivl om, at alt det farvestrålende og sprælske og sære skulle være en stor del af det univers, vi snart bevæger os rundt i. Blå himmel, sol, tapas, cava, daske, ose, holde hånd, Gaudi, Gaudi, Gaudi. Sådan forestiller jeg mig det.
Vi har øvet os i Viborg. Blå himmel, sol, daske, ose, holde hånd, købe ny jakke til mig. Så er vi fri for at tænke mere på det, og der bliver mere tid til Gaudi og alt det andet, som kommer til os. Vi har opladte batterier til både kameraer, øjne og hjerner.
Jeg glæder mig.
Hola
12. marts 2015 | den store bunke |
Fabulous, stylish, cozy, lovely, low cost eller …?
Skal det være studio, loft eller penthouse? Skal det være designeridyl eller hippieskrammel? Med terrasse? Med udsigt? El Raval eller Barri Gòtic? Nær havet eller omkring Plaça de Catalunya i den anden ende af Las Ramblas? Hos Ana og Flo eller hos Vincent? Hvad må det koste?
Det eneste, der er sikkert, er at det – sikkert – bliver fundet på airbnb, som vi før har brugt med fornøjelse, både i Flensburg og på Fanø. Vi har flybilletterne i hus til Barcelona i april, og nu skal vi bare finde den indkvartering, vi vil bruge som udgangspunkt for kærestedage, forårsferie, holden i hånd, Gaudi, Cava og tapasbarer.
Jeg var i Barcelona med børnene for tre år siden og har godt styr på byens geografi og ved nogenlunde, hvor jeg synes, Morten og jeg gerne vil bo.
Dengang boede vi virkelig godt og centralt, det vil sige rundt regnet ti meter fra ramblaen og omkring halvtreds meter fra La Boqueria-markedet. Denne gang skal det være mindst lige så godt, men det skal ikke være det samme. At finde det helt rigtige er lige så uoverskueligt og tidskrævende som at gå på netdating. Jeg har justeret mine søgekriterier til, ikke efter alder og fritidsinteresser, men efter pris og datoer. Det efterlader mig med 167 muligheder, og jeg kigger billeder og læser informationer, vurderer beliggenhed og indretning, læser anmeldelser, klikker væk, lader stå, gemmer links, mærker efter.
Morten havde fundet et par mulige steder frem forleden, og jeg havde det egentlig fint med at overlade det til ham. Han er god til det. Men han ville gerne, at jeg også bladrede lidt i airbnb-kataloget og fandt et par muligheder.
Jeg ved ikke, om det var en god ide. Jeg fortaber mig jo. Jeg er fortabt. I pallesofaer, konservesdåselamper, hvælvede lofter, pangfarver, balkonkrukker og mosaikker.
Vi skal nok få det kredset ind. Indtil videre drømmer vi bredt.