2. december 2018 | den store bunke |
I dag var det sådan et vejr, som er værst, hvis man sidder inde og kigger ud på det. Man skutter sig og glæder sig over ikke at skulle ud i det. Hvis man ER ude, er det ikke så slemt. Specielt ikke hvis man er stædig, ved- og ordholdende.
Det hemmelige eventyr førte os til Mols. Morten holdt på sin hemmelighed, lige til vi kørte ind på endestationens parkeringsplads. Jeg gættede hele vejen. Retningen fra Viborg gav selvfølgelig et hint, men det kunne også have været en falsk ledetråd, så vi efter halvanden times kørsel endte et sted i vores eget nabolag.
Men Femmøller var det. Vi lod os forkæle på Molskroens Strandhotel, inden vi i formiddags satte ud – med en blæret madpakke fra hotellet i rygsækken – for at gå i Mols Bjerge. Det regnede, ja. Hele dagen, ja. Men vi havde ordentligt tøj og gode ben, og det var værre at sidde og kigge ud end at være ude i det. Det var en rigtig dejlig tur med frokost og kaffe midtvejs i ly for vind og vejr.
12 kilometer gik vi, og der er ingen tvivl om, at Mols Bjerge fortjener et gensyn. En anden gang går vi alle Mols-stiens tyve kilometer i godt vejr, så vi også kan nyde den udsigt, vi ikke fik øje på i dag, fordi skyerne lå helt lavt.
En tekstforfatters udfordring: “Find på et slogan. Du har fire ord.”
18. februar 2017 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Jooo, altså, der skete det, at vi efter aftensmaden stod og kogte tre slags marmelade og stegte to middagsretter. Det var overhovedet ikke planen, og vi vidste først ti minutter inden aftensmaden, at det var det, vi skulle bagefter.
Fordi det var på det tidspunkt, jeg gik ind for at tage nogle boller op af fryseren. Og opdagede, at den var slukket, og at der var ret mange bløde pakker i den. Jeg kan sagtens begejstres over bløde pakker i andre sammenhænge, men i fryseren skal de helst være hårde.
Den stort set færdige aftensmad måtte vente, fordi vi var nødt til at vurdere og sortere hele indholdet i en fuld fryser og dernæst rense og vaske og tørre op – bunden sejlede i saft fra kød og bær.
Sandsynligvis er der ved et uheld blevet slukket for kontakten allerede i starten af ugen. Det er ellers svært at komme til kontakten, men det har tydeligvis kunnet lade sig gøre. En fryser, der er slukket i fem-seks dage, har ikke mange chancer for at holde kulden. Noget af indholdet har vi risikeret at fryse ned igen, en hel del smed vi ud, det skulle det nok have været alligevel, og så var der ting, som ikke var dårlige, de var bare tøet op, ligesom på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvor man tør noget op for at tilberede det.
Tilberedning var altså det, vi gik i gang med, da vi var færdige med at spise. Den ene kogte blommemarmelade, hindbærmarmelade og jordbærmarmelade, den anden rørte fars og stegte medisterpølse og frikadeller, som nu er retur i fryseren.
Jeg havde faktisk regnet med at fede den i sofaen i aften, men det render jo ingen steder.
På den positive side: Der er nem mad i fryseren, og den er ikke fyldt med alle mulige gamle hotdogbrød, kartoffelbåde og spinatposer, som ingen har overblik over og alle har glemt.
Hurra, tror jeg.
20. juli 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Det var min fødselsdag i går. Den var fuld af overraskelser.
Den var tænkt stille og fredelig og måske med en tur i kolonihaven med kaffe. Tre af vores fire børn var på ferie med deres mor/far/ven. Ældste søn var hos os om formiddagen og skulle ved middagstid af sted på ferie med nogle kammerater, og så var resten af dagen fri til stille tullen rundt og måske en gåtur.
Morten havde lavet dej til morgenboller aftenen før og ville lave morgenmad til os. Sådan noget er han god til. Klokken fem stod han op. Jeg vågnede ved det og var måske alligevel en smule spændt. Så spillede jeg lidt Candy Crush og fik heldigt fingre i to timers ubegrænset liv. Der lå jeg og var i bolsjehimlen, indtil jeg faldt i søvn igen og sov, til jeg blev purret til morgenbord og fine gaver, både fra de to, som var til stede, og fra de fraværende. Gode, gode gaver. Og overraskende gaver!
Jeg glæder mig til at indløse gaven fra Laura. Hun inviterer mig på forlænget weekend i moderne bloggeres højborg Budapest. Jeg er glad og rørt og skal prøve at pudse mine gamle og hengemte ungarskkundskaber af fra starten af firserne, da jeg læste sprogvidenskab på Aarhus Universitet. Ellers må jeg nøjes med at sige øl, vin, skål og tak, for dem kan jeg.
Niels spurgte, om jeg ville køre ham ud til hans og kammeraternes mødested, hvorfra de skulle køre sammen til lufthaven. Det ville jeg selvfølgelig, og Morten foreslog, at jeg samtidig kørte i haven efter kartofler til aftensmaden. Jamen, gerne. Jeg tog af sted og fik sagt farvel og god ferie til Niels, og i haven gav jeg mig god tid til også at rense kartoflerne, inden jeg kørte hjem….
… hvor bordet var dækket, hvor gode venner stod i en rand og råbte tillykke, hvor Morten havde stillet an med en lang række lækkerier og en overflod af småretter, som han havde lavet, uden at jeg havde fattet den mindste mistanke.
I de tidlige morgentimer havde han pisket rundt og bagt og blendet, skrællet og kogt. Og gemt mad – og skrald – af vejen på hemmelige steder på værelser og terrasse, så jeg ikke skulle opdage det. Og lavet aftaler bag min ryg og konspireret med Niels, som oprindeligt havde tænkt sig at spadsere til mødestedet med sin kuffert. Men jeg skulle jo af vejen, og da jeg var ude, sprintede Morten rundt igen og kogte og snittede og blandede og pyntede og tog imod gæster.
Jeg fik flere gaver og blev fejret grundigt.
Fantastisk! Hvor var jeg glad. Og heldig!
Om aftenen var jeg ude for at teste mit nye løbeur. Det var også en overraskelse. Både gaven og det faktum, at jeg løb.
Der var én, der skrev en hilsen på indkøbstavlen i køkkenet. Den beskriver dagen præcist.
5. oktober 2014 | den store bunke |
Dengang, det var dagen før, vi flyttede ind i lejligheden, viste jeg et billede af noget, der ikke var afsløret endnu. Morten havde en overraskelse.
Der er en forhistorie. Da jeg fyldte 50, ønskede jeg mig et billede malet af min tidligere kollega Tine Faurholdt, som er kunstner og designer, et helt bestemt billede, som hed Flyv høne flyv. Men det var solgt. Det der så skete var, at nogle af mine andre kolleger fik Tine til at male samme motiv med ganske få ændringer, specielt til mig. Jeg fik Birgittes høne i gave til min fødselsdagsfest og blev meget overrasket og meget glad.
Fortsættelsen på historien er, at jeg på et tidspunkt koblede Tine sammen med Morten i forbindelse med noget wordpressnørderi, som hun havde spørgsmål til, og han havde svar til, og siden har de to haft hinanden i deres kontaktnet. Undervejs har jeg fulgt med i Tines malerier og set interessant nyt – og nok nævnt det. Og så har de to handlet uden mit vidende.
Bag det brune papir fandt jeg hanemaleriet, som jeg havde forelsket mig i.
Høne fik en hane, jeg flyttede sammen med Morten. Arhmen, det er så smukt. Og de er så fine, billederne af den fjollede høne og den tossede hane.
Og nu er de blevet hængt op, de to, og hænger så godt side ved side.
1. august 2014 | den store bunke |
I morgen flytter vi ind i vores nye lejlighed. Vi er klar. Næsten alt er pakket ned nu, der mangler bare lige det sidste skillen ad og putten i kasser.
Lejligheden er klar. Maleren har pletmalet det sidste, rengøringen er færdig, og det hele er rent og jomfrueligt og nypudset. I morgen rykker vi ind med kasser og møbler og alt det løse. Køleskabet er fyldt med øl og sodavand til alle vores uvurderlige flyttehjælpere.
I dag var vi lige oppe i lejligheden med et par ting. Og tænk, så blev jeg mødt af dette syn. Min kæreste er en handlingens og overraskelsernes mand, og han havde handlet på et af sine fine indfald. Der var champagne, og bag papiret var der en gave. Noget, der har en særlig historie. Det vil der blive berettet om i et senere indlæg.
Vi skålede i champagne, og morgen rykker vi ind med børn og hinanden.
