5. januar 2017 | den store bunke |
Egentlig skal jeg gå i seng. Det skal jeg altså. Jeg har fire rå dage foran mig i Landet Uden Internet. Dét i sig selv slår mig ikke ud, det er mere det, at i det land bor min mor, og formålet med at rejse dertil er, at hun flytter i plejebolig, og det er mig der skal pakke hendes liv sammen og pakke det ud igen.
Det lyder ret enkelt. Pakke ind, pakke ud. Men hun downsizer og skal ikke have alle sine ejendele med. Jeg skal derfor i første omgang kun pakke de ting ned, hun skal have med. Jeg har bare ikke helt overblik over, hvilke det er, og hun har endnu mindre. Så jeg forestiller mig i store træk, at vi kommer til at snakke om samtlige genstande – også dem der ikke skal med, og at vi kommer til at snuble i nostalgien nogle gange. Jeg er fortrøstningsfuld og regner med, at det nok skal gå. Det er jo ikke sådan, at vi træder ud af den gamle dør og kaster en tændstik over skulderen. Vi (jeg) kan gå de tre hundrede meter tilbage og hente det, jeg ikke tænkte på at få med, inden vi rømmer og tømmer den gamle bolig for alvor og distribuerer resten ud til arvinger, salg, genbrug og velgørenhed.
Jeg ved ikke, hvor jeg starter i morgen, når jeg rammer fødeøen. Jeg håber, jeg ved det, inden jeg bliver spurgt første gang. Jeg har flyttekasser i bagagerummet og nogle lamel- og rullegardiner, som størstebror sætter op på den nye adresse, mens jeg håndterer og huserer på den gamle.
Intet internet bliver en fordel. Der er ingen overspringsmuligheder. Jeg er glad, når det er overstået og alle kan give sig til at vænne sig til de nye tider. Jeg er spændt på min egen habitus, når jeg vender snuden hjemad engang på mandag. Udmattet og lettet på en gang, sikkert.
I dag også har været en udmattende dag. Udover mental forberedelse til morflytning har jeg været til MUS-samtale på arbejde, og da jeg kom hjem, var vi til laaangt møde i banken. Min nye bank, som jeg skifter til på grund af huskøbet. Så det er nye konti, nye lån, nye metoder, ny bankrådgiver, nye beslutninger, nye voksenting at forholde os til. Hvilket kreditforeningslån vil I have? Tag stilling til pension og livsforsikring, begunstigelse og budget. Overvej testamente. Udfyld skema om helbredsoplysninger.
Der er gravet dybere end sædvanligt på alle planer denne torsdag.
Det blev der egentlig også i går. Jeg havde besøg af min veninde Hanne fra Sydney. Vi havde ungarsk sammen på Aarhus Universitet i starten af firserne, da vi var midt i tyverne, den ene sorthåret og den anden mellemblond. Hanne læste ungarsk, og jeg læste komparativ lingvistik, men institutterne lå i samme hus, og jeg havde også ungarsk som et af mine fag de første to semestre, så vi havde mange lektioner sammen. Jeg havde årskort nummer 810402, hun havde 810401, og vi grinede meget. Sådan starter et venskab. Hanne rejste til Australien med sin Malcolm i 1990 og har haft sit liv i Sydney siden. Vi ses, hver gang hun er i Danmark, og hver gang snakker vi om, at engang skal jeg også besøge hende. I 27 år har vores gensyn godt nok været på dansk grund, men jeg er sikker på, at jeg kommer til Australien en dag. Det fantastiske og dejlige er, at selv om vi er midt i halvtredserne og har halv- og helvoksne børn, er vi også unge, når vi er sammen, og vi snakker og griner, som var der ikke gået 35 år, siden vi mødtes. Men nu har vi stort set samme hårfarve.
7. december 2016 | den store bunke |
Tre timer efter, at vi havde købt hus, blev jeg ringet op af områdelederen for hjemmeplejen i min mors kommune. Hun ville fortælle, at der var et tilbud om en plejebolig til mor, og så ville hun spørge, hvor de skulle sende det hen. Man ville nemlig gerne undgå Postdanmark for at være sikker på at få det frem i tide inden for svarfristen.
Det er nu tolv dage siden, og det er gået stærkt. Vi har set boligen, målt op, talt med personale og kommune, drøftet indgående og taget beslutninger. Enden på det er blevet, at min mor lige efter nytår flytter til den bolig, der med størst sandsynlighed bliver hendes sidste. Det bliver en stor omvæltning, og det bliver ikke let.
Tilbuddet kommer på et tidspunkt, hvor hun faktisk har det godt og klarer sig rimeligt i eget hjem. Da hun ansøgte i foråret, gik det skidt, og dengang ville hun være flyttet i samme sekund, hun havde fået muligheden. Som det går nu, havde det været fint at vente nogle måneder, måske et halvt år. Omvendt ved man aldrig, hvornår verden vender rundt, og de små besværligheder bliver til store udfordringer. Pessimismen kan pludselig tårne sig op over optimismen. Vi tør faktisk ikke sige nej til boligen.
Der er også masser af gode ting ved det nye arrangement. Mor skal flytte et par hundrede meter hen til en bolig i et plejecenter, hvor hun er vant til at komme et par gange om måneden til foredrag og musikarrangementer. Hun kan stadig gå hen og besøge sine gamle naboer og gå ture i det område, hun kender. Hun slipper for at skovle sne, vaske tøj, frygte at glemme at slukke for kogepladen, og hun får stadig sit eget sted, hvor hun kan sidde og læse avis og løse krydsord og trække sig tilbage, når hun har lyst til det. Der er nogen til at hjælpe, når hun skal have skiftet en pære, og når hun er bange for at falde i brusebadet. Der er nogen at spise og drikke kaffe sammen med. Hun kan nemt blive et friskt og oplivende element blandt beboerne i enheden, for sådan er hun nemlig også.
På den anden side er der syvtusind ting, der bliver anderledes, og det er dem, der fylder mest. Hun må ikke længere deltage i den ugentlige ældreaktivering i en anden by sammen med andre hjemmeboende gamle, som hun ellers er blevet så glad for, og hun kommer til at savne barndomsveninden Ellen, der bor lige overfor. Det ER bare ikke nemt at blive plantet om, når man er 90. På det nye sted spiser de rugbrød midt på dagen og varm mad om aftenen, og i hele hendes liv har det været omvendt. Hvordan skal lejligheden møbleres, hvad og hvor lidt skal hun have med, mon de kan lave øllebrød på den rigtige måde, hvad skal der ske med alle de ting hun IKKE skal have med, hvem skal sy gardiner, hvem skal sætte lamper op, har vi bestilt gelænder ved toilettet, skal hun kun have de blå kopper med, hvor skal hun aflevere sit vasketøj, hvor er skraldespanden i badeværelset, – alt det og meget mere ligger hun vågen og spekulerer på om natten, og det går ud over overskud og livsmod.
Der er opture og nedture, og når det er en af de tunge dage med ophobet tankemylder, som i dag, er der ikke andet at gøre end at sætte mig med telefonen og masser af tid, lytte og kommentere og forklare og lytte mere og prøve at ’tale til fornuft’, som hun selv kalder dét, jeg gør. Og det hjælper. Jeg kan høre i løbet af samtalen, at det letter. At det måske nok kommer til at gå alligevel. At der måske også er gode ting at se frem til.
Selv er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, at det hele bliver løst og vi får styr på al praktikken. Vi er gode til den slags. Men jeg må indrømme, at jeg ser frem til om en månedstid, når vi er ved at have pakket ud igen, har stillet det hele på plads og fundet de fleste af svarene.
23. april 2016 | den store bunke |
De sidste tre gange, jeg har ydet flyttehjælp, har det været for jægere. Jægere har våbenskabe. De er tunge. Det er noget med 130-150 kg, og flyttekammeraterne – som også tit er jægere – stønner og puster og prøver at undgå at være i nærheden, når der skal tages fat. Våbenskabe står nemlig tit inderst i kældre eller på førstesale, og det har noget med sikkerhed at gøre. Hvis der er unge ’knejter’ med, der bare tror, at våbenskabe er en smal sag, bliver de sat til at tage fat, og så er de nok ikke så kålhøgne næste gang.
Jeg havde selvfølgelig ikke fat i våbenskabene – der var to! – denne gang heller, det er jo en opgave for rigtige mænd med muskler, men det kan da godt være, vi næste gang godt vil flytte for nogen, der har lidt lettere ting.
Til gengæld har jægere tit ting, der ikke sådan lige kan puttes i flyttekasser. Kuduer, for eksempel.
16. januar 2016 | den store bunke |
Så køn en dag det har været til at lade ting falde ind på deres rette hylder. Sol fra morgen, koldt og klart. Langsomme gøremål.
I den forløbne uge har der været fokus på Lauras afrejse til Stockholm. Det har været dejligt at have hende i Viborg de seneste dage, og samtidig har det været både mærkeligt og spændende at sende hende ud på nye eventyr i udlandet. I Sverige, som jeg holder så meget af, – landet og sproget. Hun skal studere, bo på kollegium, cykle i Stockholm, tale svensk, indtage en ukendt hovedstad. I dag har hun bevæget sig op gennem et svensk landskab, der var koldt og klart og fuldt af sol. Som her. Nu er hun fremme og sikkert i fuld gang med at suge de første indtryk af sin nye by.
Herhjemme har dagen været oprydningsdag på den langsomme måde. Vi har bidraget alle tre. Sovet længe, vågnet langsomt, vasket sengetøj, gjort rent, vasket gulve, nørdet med arbejdsopgaver og overspring, bagt boller. Fået hjemmet tilbage til hverdag. Ladet ting og tanker falde på plads. Reflekteret. En forsigtig tur ud i det kolde og klare med løbesko og lydbog. Langsomt.
Sidst på eftermiddagen, i sofaen i mørkningen med nybagte boller og tændte stearinlys, har mit største problem været, hvordan jeg kunne lytte til lydbog, øjenlæse papirbog og skrive samtidig. Det kunne jeg ikke.
Men jeg kan glæde mig over alt det, der er blevet lagt på plads i dag, i skabene og i mit hoved.
1. oktober 2015 | At have have, den store bunke |
Phyw, det er allerede torsdag. Der var ellers stof nok til en lang fortælling om weekenden. Men nu bliver det bare kort. Ud skal det. Jeg skal ikke brænde inde med min dokumentation.
Der var fyldt med oplevelser og foretagsomheder sidste lørdag og søndag. Noget af det fandt vi selv på, andet havde universet arrangeret. Den der måne søndag nat, for eksempel. I Viborg var det blevet tåget i løbet af natten, så vi så ingenting af rød og fuld. Vi kunne ikke engang se formørkelsen.
Lørdag flyttede vi for vores gode venner, Ida og Sven Erik. Det har jeg ingen billeder af, for jeg havde travlt med at bære og bære og gøre gengæld for deres flyttehjælp til os sidste sommer. Det var hyggeligt, og der var øl og pizza.
Som om det ikke var nok aktivitet på en lørdag, kom jeg til at løbe en tur i skoven bagefter. Langsomt. Der var pænt. Og sol.
Om aftenen indløste Lasse sin fødselsdagsgave fra april. Vi havde givet ham billet til Jan Gintberg Live – Det store spørgsmål og havde købt til os selv også. Det har jeg heller ikke billeder af, for det måtte man ikke. Men det var godt nok godt. Jeg grinede i to timer. Der er stadig forestillinger tilbage på turen, så man kan godt nå det.
Det var jo forrygende vejr, og søndag var vi i haven. Som sædvanlig var vi bagud med hækklipning i forhold til naboerne, men ved I hvad: Det er vi ikke længere. Jeg ryddede også spinatbedet. Der var tosset meget spinat, og det tager så lang tid at plukke og pille og skylle og blanchere, og det fylder så lidt, når det endelig er klar til at putte i fryseren. Men det føles rart og rigt.
Om aftenen kørte Morten og jeg til Lille Vildmose og kiggede på kronvildt. Der var en stor krabat med en ordentlig flok hunner og to enlige gadedrenge i skovbrynet, der gerne ville have nogen af hunnerne fra alfaens flok. Det blev et nej. Og godt med brunst og brøl. Det var ret vildt.
Morten skød dem. Med kamera.
Var det så ikke en vildt spændende weekend?
