5. april 2017 | den store bunke |
Det. Er. Kedeligt. At. Pakke.
Vi er på omkring femogtres fyldte kasser, og der mangler stadig en hel del. Alt i køkkenet fra bordpladeniveau og ned. De fleste sektioner bøjletøj. Hele badeværelset. Alle de håndklæder som ikke er lagt i andre kasser som støddæmpere. Halvdelen af kælderrummet. Loftsrummet. Skille ad og skrue ned.
Hmm.
Når jeg lister det på den måde, virker det faktisk overkommeligt. Det kan jeg nu ikke helt tro på, for sådan er jeg. Men overblikket er for længst pakket ned, og jeg er nødt til bare at lære udenad, at det lige præcis kommer til at passe med de to hele dage, jeg har tilbage at pakke i.
Og til alle de søde mennesker, der kommer på lørdag for at hjælpe os: Dererstyrpådetdererstyrpådetdererstyrpådet!!
Jeg rydder hårdt ud i skabe, som det viser sig, at vi ikke kommer voldsomt tit i. Når der står Bedst før både 2014 og 2015 på de fleste pakker tebreve, er det nok bedst bare at starte på en ny tesamling. Det er alligevel kun halvdelen af os, der drikker te. Så behøver det heller ikke fylde en hel hylde mere.
Seriøst?! Jeg har en hel kasse med løbetøj?! Der er al mulig grund til snart at få udforsket mit nye hood for gode løberuter. I går kom vi vist også til at snakke med vores venner om at sætte os et konkret mål, noget med en halvmaraton i en europæisk by inden for det næste års tid. Vi snakkede bare om det. Det er godt, jeg har udstyret til det, så.
Hvad der er sket, er at der er kommet noget rasende hurtigt netværk ind på vores nye adresse. Det er så hurtigt, at det kom før os. Og vores navne er kommet på postkassen. Der regner jeg så med, at vi kommer før PostNord.
26. marts 2017 | den store bunke |
Solskin lokkede mig i kolonihaven i går. Havenaboen (hvis fornavn jeg i fire år ikke har kunnet komme i tanker om, men jeg kunne hendes mands navn) gik og ryddede op sit drivhus, og følgende samtale fandt sted over hækken: Mig: Hvad er det nu, du hedder? Jeg plejer at kalde dig fru Ivan, men det er jo ikke helt retfærdigt. Nabo: Jeg hedder Elly. Og nu er jeg så også nødt til at spørge, hvad du hedder. Mig: Jeg hedder Birgitte, og min kæreste hedder Morten. Elly: Nå ja, for jeg kunne godt huske, at han hedder Balle, så jeg plejer at kalde dig fru Balle … Godt at vi ikke længere behøver at kalde hinanden ved vores mænds navne, når det nu er os, der oftest er i haverne.
Elly og Ivan havde lagt kartofler aftenen før. Det skyldtes, fortalte hun, at hendes familie altid snakker så meget om, hvornår man får kartoflerne i jorden. Det er et stort og vigtigt emne, og alle vil være først. Og nu skulle de være sammen med familien i her i weekenden, og så ville de kunne snakke med. Tænk engang: VI har altid følt os lidt presset af dem, som var så tidligt ude med at få ting gjort – og så er det, fordi DE er presset af nogle andre.
Fordi vi skal bruge april på at flytte, bliver det en havesæson, hvor vi i første omgang kun bruger tid på det allernødvendigste. Jeg lader for eksempel bunkerne af visne blade ligge der, hvor de har valgt at lade sig blæse hen i løbet af vinteren, men nu har jeg indkøbt læggekartofler og stikløg og de fornødne frøposer, og jeg har gravet et stykke jord, som jeg ikke nåede i efteråret, og som var bulet og trampet godt sammen af gartneren, der har lagt vores fine nye havegang.
I går fik vi leveret firs flyttekasser, så nu er der intet til hinder for, at vi går i gang med at pakke ned. Det er i øvrigt kun to tredjedele af de kasser, vi har bestilt. Vi har heldigvis fantastiske flyttehjælpere, som godt ved, hvor meget jordisk gods vi har, fordi de også hjalp os med at flytte for mindre end tre år siden. Det er noget med Vi løfter i flok og Sammen er vi stærke…
I går var vi igen nødt til at gå på vinbar, fordi der skulle være fremvisning af lejligheden. Vi mødte vores ven ejendomsadministratoren, da vi trådte ud på gaden, og vi snakkede om flyttesynsdato. Vi sagde, at vi lige skulle have gjort rent i lejligheden først. “Lad nu være med at gøre for meget ud af dét; der skal jo alligevel gøres i stand”, sagde administrator. Den indstilling synes jeg godt om.
Nu lader det til, at der ikke skal være flere lejlighedsfremvisninger. Det par, som så på den i går, har skrevet kontrakt og er taget hjem til København for at pakke. Vi er glade, fordi det kan være svært at holde lejligheden præsentabel, mens vi går og pakker ned, men vi er kede af, at vi ikke behøver at gå på vinbar mere.
Jeg fik forventet post fra Rigspolitiet. Og blev helt glad! Der var ingen klip i kort, og bøden var under halvdelen af det beløb, jeg mentalt allerede havde sat af til den. Fedt!
Fordi jeg kan passe mindre og mindre af mit tøj og efterfølgende tilskyndet af det her, har jeg besluttet, at der ikke er nogen grund til, at jeg tager mere end én portion af aftensmaden. Det er der sådan set ikke nogen grund til at snakke mere om. Men det skader nok heller ikke at bevæge sig, så jeg har også brugt søndagen til at løbe en tur i en skov. Det var op ad bakke. Og ned. Der var pænt, og der duftede af forår.
7. marts 2017 | den store bunke |
- gøre et seriøst forsøg på at lave madplaner og købe ind efter dem. Jeg gjorde det engang. Det er hæsligt at skulle igennem planlægning, indkøbslisteskrivning og indkøb, men når dét er gjort, og det er jo bare to timers investering en lørdag formiddag, så er det en daglig fest kun at skulle tage kød ud af fryseren og vide, hvad der skal blive ud af det.
- grille noget mere.
- anskaffe nogle spisebordsstole, som ikke grundet slitage drysser sort skindsmulder ned på gulvet, hver gang man sidder på dem, så jeg hele tiden tror, nogen har tabt chokoladekagekrummer ned under bordet. Også selvom ingen har spist chokoladekage.
- tænde op i brændeovnen på råkolde dage.
- gå med bare fødder fra stuen og lige ud i haven på varme dage.
- have fat i et bordstativ til bageplader, så boller kan hæve i lag – og afkøle i lag – i stedet for at fylde hele køkkenbordet, som de gør nu, når jeg laver fire plader ad gangen. Ligesom bagernes stikvogne, bare i bordudgave. Jeg ved de findes, jeg skal bare finde ud af, hvor man kan få et. Om ikke andet, kan jeg vel altid bøje et i hegnstråd, ligesom jeg engang bukkede et fortrinligt kogebogsstativ. Man kan bukke alt i hegnstråd.
14. januar 2017 | den store bunke |
Joggingbukser og uldsweater. Inden døre hele dagen. Mads & Monopolet. En længere tekst, der skulle skrives af (hvor har jeg altså mange gange været glad for, at jeg havde maskinskrivning som valgfag i 2. real). Otte timers frit Candy Crush-liv. En enkelt tøjvask. Bagning af verdens bedste brød, som det gik op for mig, at jeg ikke har bagt i de toethalvt år, vi har boet i Vestergade (opskriften er her, hvis det skulle friste). Jægersmanden på kronvildtjagt. Yngsten på værelset. En hel kande te. Tæt snefald uden for vinduerne.
Jeg har haft en helt igennem fredelig dag i laveste gear. Det trængte jeg til, og hvor har jeg nydt det. Helt ind i det bageste hjertekammer. Det har været så godt med en langsom hjemmedag blandt arbejdsdage og flytte-for-mor-dage.
I morgen kører jeg til Fyn igen, denne gang for at lave bunker i min mors gamle hjem. En bunke med det, arvingerne gerne vil arve (det skal yderligere deles i en underbunke pr. arving – som deles i det, de/vi skal have nu, og det der skal deponeres, til de/vi får plads), en bunke til genbrug/velgørenhed og en bunke til lodret arkivering. Det skal nok gå godt – vi har ret godt overblik over, hvad der skal i hvilken bunke. Det kommer sikkert alligevel til at tage noget tid at få tømt hytten og gjort den klar til salg, og på vejen hjem drager jeg ud på fordelingstogt til nogle af de store børn, så er dét nemlig gjort.
Så lige nu sidder jeg i min sofa og ruster mig til en formodentlig lang dag i morgen.
I aften kl. 19.50 var det nøjagtigt 45 år siden, kronprinsesse Margrethe blev dronning af Danmark. Da døde hendes far, kong Frederik den Niende, nemlig, og hun har sikkert grædt lidt og pludselig indset, at “Gud, nu er det mig, der har den…”. Jeg håber, hun også har haft en langsom lørdag i pit i dag og måske tænkt lidt tilbage på, hvordan hun har varetaget hvervet i de 45 år. Hvis hun spørger mig, vil jeg sige, hun har gjort det godt.
Måske har hun også haft sin Römertopf fremme og bagt Verdens Bedste Bröd.
11. januar 2017 | den store bunke |
Overskriften kunne også have været ’gammelt og nyt’, det hele er rigtigt.
Det er Dag 3 i min mors nye liv. I søndags installerede vi hende i plejebolig, og det går forrygende. Det er mit udtryk, selv ville hun aldrig udtale sig så kategorisk positivt. Man kan jo altid finde noget at bekymre sig om, og man skal altid huske at tage forbehold.
Men det har faktisk været forbavsende lidt, der har været at klage over, siden hun flyttede. Og det bekræfter bare, at det har været usikkerheden over for det ukendte, der har hersket og overskygget det meste andet i den senere tid. Nu griber hun det nye og tilvænner sig og synes, at alle er så flinke og hjælpsomme.
Jeg er simpelt hen så lettet.
Jeg er også træt, for det har trukket kræfter at pakke ned, vælge ud og skære ind til det nødvendigste. Det er mine kræfter, der er trukket, mor overlod det stort set til mig at tage beslutningerne, og heldigvis for det. Vi startede med at gå rundt og snakke om så godt som alle ting i hendes hjem – skal eller skal ikke flyttes med –, så jeg nemt kunne pakke de ting i kasser, som skulle med. Adskillige gange i løbet af de fire dage, jeg var der, mistede jeg tålmodigheden og skældte ud. Over tåbelighed, gentagelse og gammelkonethed. Over at skulle forklare igen og igen. Det var svært at undgå, men jeg tror faktisk ikke, at det har skadet vores forhold. Nogen var nødt til at være førerhun, og det var bedst, at det var mig. Vi håndterede det hele bedst, hvis jeg fik lov at pakke i fred, mens mor sad og løste krydsogtværs, så sådan var det meget af tiden.
Imens gjorde min bror klar i den nye lejlighed og satte gardiner og ledninger op, og i søndags flyttede vi den 90-årige og hendes sager, indrettede og installerede. Det gik så godt! Der var fire sæt aktive og effektive arme, og da vi nåede aften, manglede vi kun at sætte billeder og en enkelt lampe op. Det gjorde vi færdigt om mandagen.
Det er tilsyneladende uvant for mig at henvende mig så meget til min bror. Hver anden gang kaldte jeg ham Morten (han hedder Mogens), og når jeg kom i tanker om, det ikke var rigtigt, var mit næste forsøg Far… Han ligner ganske vist vores far mere og mere, men alligevel…
Der er blevet fint, hjemligt og hyggeligt hos mor. Alt er godt. Alle er flinke. Alle den aleneboendes bekymringer er fjernet. Hun er tryg og taknemmelig og i fuld gang med at lære det hele at kende. Der kan stadig opstå bekymringer, men tankerne behøver ikke at vokse sig store, inden hun får snakket med nogen om det, der fylder. Hun går ud i fællesrummet til fire daglige måltider og snakker med personalet og de beboere, der kan og vil, og så kan hun gå hjem til sig selv og gøre det, hun plejer at få tiden til at gå med. Det er en perfekt kombination af socialt og privat, og det er enormt betryggende for os og rart at tænke på, at der faktisk bliver draget omsorg for de gamle og dem, der trænger. Jeg er fan af Nordfyns Kommune.
I en af de mange skuffer og skabe, vi fortsat mangler at tømme og fordele mellem arvinger, velgørenhed og genbrugspladsen, genfandt jeg glemte mesterværker. To hjemmelavede brilleetuier, som er fremstillet i samme årti, men som markant repræsenterer hver sin epoke, hver sin stil og modebillede. De er syet omkring 1975, muligvis lidt før og lidt efter. Det til venstre syede min mor til sin mor. Det er hende, der både har broderet små korssting og monteret det hele med snoet snor og gyldne beslag. Etuiet til højre syede jeg til min mor, og det er sjovt, så markant anderledes det er i sit udtryk, nærmest popart, og i en moderne stil, der peger fremad, hvor korsstingene rækker bagud. Jeg er i overvejelser, om jeg skal gemme dem eller lade være med at fylde mit hjem med flere nostalgiske darlings fra dengang, jeg var ferm med fladsting.
