11. august 2015 | den store bunke |
I sidste uge var vi i Amsterdam. Vi havde en rigtig dejlig ferie, og hvis nogen havde nogen som helst bekymringer om, hvorvidt fire mennesker med bagage til en uge kunne få plads i en Aygo, var det fuldstændig grundløst. Det gav ingen udfordringer overhovedet. Der er megameget plads til fire sportstasker i sådan et bagagerum. Og en kamerataske, en pude, en tøjhund, en madpakke, jakker plus det løse. Og man kan stadig se ud af bagruden.
Vi havde endnu en gang indkvarteret os gennem airbnb og boede i en stor lejlighed lige ud til Amstel. Det var på anden sal, og vi steg derop ad lange smalle trapper. Det var en klar og tydelig dokumentation af, hvorfor der på de amsterdamske huse er en krog øverst på gavlen, og hvorfor alt møblement og indbo er nødt til at komme ind af vinduerne. Der er ganske enkelt ikke plads til at få en sofa op eller for den sags skyld til at bære en flyttekasse på tværs. En morgen sad vi og spiste brunch på en cafe og så, hvordan det gik for sig, da nogen flyttede ud fra fjerde sal på den anden side af gaden.
I de lidt mere moderne byggerier tager man en anden teknik i brug, og så ser det sådan ud. Det mest besværlige så ud til at være, da de skulle bakse det store vindue på plads i rammen bagefter. Men da sad vi også og holdt vejret på cafeen overfor, indtil der ikke længere var fare for, at vinduet skulle styrte ned. Det har været tungt!
Det virker nemt og enkelt at flytte på den måde. Men omvendt er det ikke spor oplagt at samle et ordentlig stort flyttehold af gode venner og få en festlig flyttedag ud af det, som vi gjorde sidste år.
8. september 2014 | den store bunke |
Jeg kunne godt være væltet nu. Eller have trukket panden helt ned over næseryggen af olmhed. Jeg kunne også have sat mig ned og vrælet lidt.
Et eller andet sted helt inde gør jeg det hele, og det her er i virkeligheden mest en ihærdig indsats for at puste overlevelseskarma i min egen retning.
Men hvad er der da sket??
Jo, jeg kom hjem til flytteafregning fra min gamle lejlighed. Jeg havde nok regnet med, at det gik sådan nogenlunde lige op med det, jeg betalte i indskud for seks år siden. Håbet, i hvert fald. Måske med en lillebitte smule efterbetaling. Under alle omstændigheder havde jeg ikke forudset et tilgodehavende til landlord på, hvad der svarer til en uges charterrejse sydpå for hele familien med halvpension og leje af bil, toldfrie indkøb og tre af rejseselskabets udflugter.
Så er den lejlighed da også gjort i stand. Af kontinentets dyreste maler, forekommer det mig. Det har sikkert været prisen, men det var ikke lige det, jeg havde ventet, da jeg kom hjem med sol i sindet og tømte postkassen.
Men jeg står endnu. Jeg vil ikke vælte, selv om jeg ikke kan se, hvornår jeg kan have genereret så meget overskud, at kassekreditten står i plus igen. Vi har trukket det gammelkendte kort frem, Morten og jeg. “Det skal nok gå”, har vi sagt besværgende til hinanden. Det har vi gjort før, og kortet er lidt slidt og knækket i hjørnerne, men det virker endnu. Det skal det jo.
På et eller andet tidspunkt viser der sig en besparelse på at være flyttet sammen, og jeg kan være sparsommelig, ja, ligefrem nærig og påholdende, hvis det skal være. Rejse skulle vi alligevel ikke. Nu.
Så jeg er ikke væltet. Jeg sidder i sofaen og suuuger god karma til mig, hvor jeg kan. For eksempel plukker jeg til mig, at yngste kokkeføl går i køkkenet og laver mad. Det er hendes maddag, og om lidt kalder hun til skafning.
Bare hun nu laver noget billigt.
17. august 2014 | den store bunke |
Så blev det her endelig min udsigt. Der har ikke været mange stunder til afslapning den seneste måned. Flytningerne har tæret på vi-gi’r-den-en-skalle-kontoen, og der er sparet godt op på flyde-i-sofaen-kontoen. Det er så også den eneste konto, der er sparet op på…
Der er stadig kasser at pakke ud – men ikke nødvendigvis nu. Der er stadig ting, der endnu ikke har en plads – men det kan godt vente. I går havde vi familiebesøg til den første fremvisning, hvorfor vi tog et raid med oprydning fredag aften. De sidste sytten kasser er stablet pænt i et hjørne i et værelse og gør ikke vedvarende ondt i øjnene. Her ser “helt flot ud”, som Lasse sagde.
I dag er kongen af værktøjskassen taget på bukkejagt i Sverige, så der bliver heller ikke skruet og boret de næste dage. Knæk og bræk til ham. Han trænger til at sidde i et jagttårn i skovens ensomhed og meditere lidt. Han har gjort det godt.
Lasse og jeg er således alene hjemme, og vi skal ingenting i dag. Jeg har for første gang i mange uger givet mig selv helt fri og har bygget rede i sofaen med te, avis og alle de gadgets, jeg kan finde. Og finde ud af at betjene. Jeg er flyttet sammen med et Sonos-system, og har fået en hurtig introduktion, inden jægeren drog ud, så jeg ikke er helt fortabt.
Nu til mere te, mere avis og mere benene op. God søndag!
6. august 2014 | den store bunke, Heldige mig |
Flere har spurgt mig, om jeg godt kan blive ved med at blogge som Grevinden på tredje nu, hvor jeg er flyttet i en førstesalslejlighed.
Selvfølgelig kan jeg det. Det er jo et brand. Man kan også købe Karen Volf småkager, selv om Karen selv ikke har vredet en vaniljekrans siden 1946.
Grevinden på tredje er bloggens navn, og bloggen er den samme, som den hele tiden har været. På et tidspunkt laver jeg en ny top og et andet udseende til den, så vi ikke skal blive ved at trækkes med et billede af min gamle tredjesal. Jeg har bare vurderet, at det tjener alle bedst at få indrettet i den fysiske virkelighed førend i cyberspace.
Vi flyttede i lørdags og havde en fantastisk flyttedag. Det var hårdt, varmt og sejt, ja, men tænk at være så privilegeret, at man kan tale om en fantastisk flyttedag og mene det. Vi var 17-18 mennesker, der løftede i flok efter evne, lyst og kræfter. Først flyttede vi alle Mortens ting fra det kælderrum, hvor de har været opmagasineret i to uger, op i den nye lejlighed, og dernæst flyttede vi alle mine ting fra tredjesalen til henholdsvis den nye lejlighed, det nytømte kælderrum og til genbrugsstationen. Imens gik Poul Erik og grillede på vores nye terrasse. Han havde for lang tid siden sagt: “Min ryg kan ikke holde til at slæbe, men jeg kan lave mad hele dagen”. Så vi sluttede af med lækre hjemmelavede burgere og forskellige slags pølser. Jeg elskede alle og var grundglad og dybt taknemmelig, da jeg sad der og kiggede rundt på alle vores gode mennesker, bænket på umage stole og hynder i en kæmpe, svedig rundkreds på terrassen.
Nu går vi og pakker vores lidt over hundrede flyttekasser ud og sætter på plads og skruer og samler og borer, og det tager langsomt form. Her er rart at være, højt til loftet, lyst og lækkert, og jeg kan mærke, at vi får det godt her. Grevinden har stadig både udsigt og indsigt og vil blive ved med at dele tanker om stort og småt med de læsere, der hænger ved.
Her er det frokostsandwichtid efter første flytteheat for alle dem, der næste dag vil vågne op med lange arme og værkende lår.
1. august 2014 | den store bunke |
I morgen flytter vi ind i vores nye lejlighed. Vi er klar. Næsten alt er pakket ned nu, der mangler bare lige det sidste skillen ad og putten i kasser.
Lejligheden er klar. Maleren har pletmalet det sidste, rengøringen er færdig, og det hele er rent og jomfrueligt og nypudset. I morgen rykker vi ind med kasser og møbler og alt det løse. Køleskabet er fyldt med øl og sodavand til alle vores uvurderlige flyttehjælpere.
I dag var vi lige oppe i lejligheden med et par ting. Og tænk, så blev jeg mødt af dette syn. Min kæreste er en handlingens og overraskelsernes mand, og han havde handlet på et af sine fine indfald. Der var champagne, og bag papiret var der en gave. Noget, der har en særlig historie. Det vil der blive berettet om i et senere indlæg.
Vi skålede i champagne, og morgen rykker vi ind med børn og hinanden.
