4. marts 2020 | At have have |
Er der nogen hjemme i dag, så vi kan få den hæk skåret ind, spurgte gartneren i en sms i morges.
“Skåret ind”… Det lyder ret voldsomt, og man fornemmer tydeligt, at det er lige et par niveauer over det simple “klippe hæk”. Og det er skam også alvorligt. Det var faktisk en større operation. Det kunne jeg også mærke på gartneren, da han kom og lavede forundersøgelsen i sidste uge. Han måtte endda lige vende med en kollega, om sådan en lærkehæk nu også ville overleve at blive beskåret så meget, som vi forlangte. Livlinen mente dog nok, at den ville komme sig.
Baggrunden for indgrebet er, at stien der løber langs hækken skal renoveres. Store træers rødder har gennem flere årtier gjort asfalten bulet og livsfarlig at gå og cykle på. Som forberedelse til arbejdet er flere træer langs stien blevet fældet her i vinter, og flere hække – som vores – har gennem samme antal år fået lov til at brede sig helt ud til stien. Vores hæk er tilsyneladende mest blevet trimmet indad mod haven og ikke blevet klippet nær så tæt fra ydersiden. Den skulle ganske enkelt næsten halveres.
Og det skete.
Nu står den der med et stort, åbent sår og skal selv sørge for at hele. Der går nok et par år, inden den bliver bare en smule pæn.
I mellemtiden bør nogen nok tage sig sammen og befri den for kristtjørn og alt det efeu, der også har fået lov til at brede sig og filtre sig ind i alle omkringstående vækster. Det er også en større operation, som man kan se. Så bliver hækken godt nok helt nøgen og gennemsigtig, og folk kan kigge lige ind i haven. Men det er nok bare, til hækken skyder på indersiden, så lukker det sig vel lidt.
Nu er der i hvert fald fra vores side meldt klar til gravemaskiner og ny sti.
22. september 2019 | den store bunke |
I denne weekend har vi klippet hækken omkring både hjemmematriklen og kolonihaven, trimmet buskads og gjort ved, og mine arme, ben og normalt upåagtede muskler værker efter at have klippet, kravlet, revet og luget, og i aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal optræder med ’musikalsk magi og eventyrstemning’, og det glæder jeg mig til …
Så.
I dag vil jeg blot berige jer med et enkelt tomattip. En nem og hurtig måde at halvere cherrytomater på. Morten gør sådan, og nu gør jeg det også sådan.
Læg tomaterne på en tallerken.
Læg en tallerken ovenpå og find en lang, skarp kniv, for eksempel en savtakket brødkniv.
Pres let ned på tallerknerne og skær med kniven imellem dem.
Vupti, så er der halve tomater.
Og hvad kan man bruge halve tomater til? Jo, læg dem i et ovnfast fad med skærefladen opad, kværn salt og peber over, drys med sukker, giv en rigelig sjat af din bedste olivenolie og bag i ovnen ved 200 grader i 20-30 minutter, så har du søde, syrlige himmerigsmundfulde, der passer til alt.
21. juni 2017 | At have have |
Huskøb betyder dobbelt op på hæk. Det har det i hvert fald gjort for os. Sammen med rækkehusidyl, skader på taget (altså fuglen skade) og dobbelt carport har vi erhvervet os adskillige meter lærkehæk. Den type hæk er meget anvendt herude i kvarteret, og vi vil jo gerne blende ind med omgivelserne og gøre tingene rigtigt, for eksempel at klippe hækken inden sankthans, hvis det er dét, vi skal, så i går ringede Morten på hos en af naboerne til en snak om den hæk, vi ejer hver sin side af.
Det er nemlig Morten, der er hækansvarlig og derfor den af os, det påhviler at indhente fornøden hækinformation. Og det var godt, han konsulterede nogen, inden han viklede hækklipperens ledning om livet og gik i gang på vores side.
Vi klipper nemlig slet ikke hæk inden sankthans her hos os, og det er, fordi lærkehækken er så populær en bosættelse blandt småfuglene, og vi synes, det er ærgerligt at klippe hækken nøgen, så skaderne (fuglene!) oppefra kan få øje på fugleungerne nede i rederne og hapse dem! Nej, her hos os venter vi med at klippe hækken til august.
Anderledes er det i kolonihaven. Her har vi navrhæk, og dén skal klippes omkring denne tid. Netop i går nævnte Morten, at han snart ville klippe hækken derude – hvor han sjovt nok også er hækansvarlig – “og så kommer vi måske først..!”, fantaserede han glad ved tanken om for en gangs skyld at distancere sig i forhold til kolonihavenaboerne. Jeg turde nu ikke tro på, at Ivan og Elly ikke pludselig ville have klippet deres hæk snorlige, og at Evald ville gøre det samme, mens vi lige vendte ryggen til eller var på arbejde. Vi er jo de unge, der har et arbejde at passe, mens naboerne til begge sider er pensionister.
Jeg cyklede forbi kolonihaven på vej hjem fra arbejde i dag. Det her syn mødte mig. Det er vores stykke hæk i midten. Ellys og Ivans til venstre og Evalds til højre.
28. august 2016 | At have have |
Sikke en umanerligt veldisponeret fordeling af sol og regn i den her weekend. Lørdagssol og søndagsregn. Man kan også sige, at vi har været umanerligt gode til at disponere vores gøremål i forhold til vejret, og så lyder det lidt, som om det er os, der har været kloge og dygtige.
Hvilket vi også har.
I hvert fald dygtige.
Vi havde planer om at sætte alt ind på at få klippet hækken i kolonihaven lørdag. Helhjertet. All in for hæk. Og det gik godt med det. Blandt andet. Om morgenen kom jeg endda til at vågne så tidligt, at jeg fandt på at løbe en tur. 5,5 km tidligt morgenløb, kalder Endomondo det, og det lyder helt vildt overskudsagtigt. Der var også pænt.
Ved middagstid tog vi alle tre i haven. Lasse havde fået til opgave at flytte kolonihavens køleskab, en opgave, der involverede graveske, spade, sand, sten, spand og muskler. Køleskabet er en mælkejunge – hjemme på gården hed sådan én en transportspand, og vi tænkte vi var smarte, da vi gravede den ned inde i huset. Det har bare vist sig, at varmen i rummet (gennemsigtigt tag = meget varmt) trækker ned i metallet, og temperaturen nede i jungen kommer aldrig under 15 grader, og det er bare ikke godt nok til at holde sodavand og vin køligt. Den skulle i stedet omplantes til husets nordside, ungdommen blev sat i sving, og det gjorde han godt. Måske har han også lært nogle gode, brugbare tricks i processen.
Jungen er gravet op, og hullet skal dækkes igen.
Der skal graves et nyt hul et andet sted, og det skal også have en sirlig afdækning med sand og sten. Den efterfølgende opgave ligger på mig: at grundluge skvalderkål og snerler, så det vedbliver muligt at komme til ’brønden’ efter kolde drikke.
Hækken blev klippet, og se, det blev godt.
Årets kartoffelhøst er god og tilfredsstillende, en flamingotønde er fyldt halvt op med gyldne knolde, og der går et pænt stykke tid, inden vi behøver skrive kartofler på indkøbssedlen igen. Det er sådan noget, jeg godt kan lide.
Og så kom Ida og Sven Erik med kage, og vi drak kaffe og grillede bøffer og drak vin og tændte bål i den mexicanske stenovn og havde det prima til langt ud på aftenen.
Og i morges vågnede vi til regn og behøvede overhovedet ikke at være udenfor, for det havde hele tiden været meningen, at søndagen stod på indesysler. Jo, vi var lige ude i kolonihaven for at vaske op og hente en bil, men ellers passede vejret også i dag perfekt til det, vi skulle.
Er det ikke bare heldigt?
1. oktober 2015 | At have have, den store bunke |
Phyw, det er allerede torsdag. Der var ellers stof nok til en lang fortælling om weekenden. Men nu bliver det bare kort. Ud skal det. Jeg skal ikke brænde inde med min dokumentation.
Der var fyldt med oplevelser og foretagsomheder sidste lørdag og søndag. Noget af det fandt vi selv på, andet havde universet arrangeret. Den der måne søndag nat, for eksempel. I Viborg var det blevet tåget i løbet af natten, så vi så ingenting af rød og fuld. Vi kunne ikke engang se formørkelsen.
Lørdag flyttede vi for vores gode venner, Ida og Sven Erik. Det har jeg ingen billeder af, for jeg havde travlt med at bære og bære og gøre gengæld for deres flyttehjælp til os sidste sommer. Det var hyggeligt, og der var øl og pizza.
Som om det ikke var nok aktivitet på en lørdag, kom jeg til at løbe en tur i skoven bagefter. Langsomt. Der var pænt. Og sol.
Om aftenen indløste Lasse sin fødselsdagsgave fra april. Vi havde givet ham billet til Jan Gintberg Live – Det store spørgsmål og havde købt til os selv også. Det har jeg heller ikke billeder af, for det måtte man ikke. Men det var godt nok godt. Jeg grinede i to timer. Der er stadig forestillinger tilbage på turen, så man kan godt nå det.
Det var jo forrygende vejr, og søndag var vi i haven. Som sædvanlig var vi bagud med hækklipning i forhold til naboerne, men ved I hvad: Det er vi ikke længere. Jeg ryddede også spinatbedet. Der var tosset meget spinat, og det tager så lang tid at plukke og pille og skylle og blanchere, og det fylder så lidt, når det endelig er klar til at putte i fryseren. Men det føles rart og rigt.
Om aftenen kørte Morten og jeg til Lille Vildmose og kiggede på kronvildt. Der var en stor krabat med en ordentlig flok hunner og to enlige gadedrenge i skovbrynet, der gerne ville have nogen af hunnerne fra alfaens flok. Det blev et nej. Og godt med brunst og brøl. Det var ret vildt.
Morten skød dem. Med kamera.
Var det så ikke en vildt spændende weekend?
