Jul på Vesterbo #2

De gik godt. De var endda også hyggelige, de små fire timers julefest på plejehjemmet i eftermiddag.

Vi var vel omkring halvtreds, og mor og jeg havde overhovedet ikke behøvet at komme i så god tid for at få nogle ordentlige pladser, for der var lavet bordplan. Men så udnyttede vi tiden til en rundvisning, blandt andet i Sårklinikken, hvor jeg fik udpeget de undersøgelsesrum, min mor har fået behandling i, og Træningscenteret, hvor hun har gået og gået og gået, da hun genoptrænede efter et lårbensbrud for nogle år siden. Og så var det tid at vende tilbage til Caféen.

De gamle udgjorde en tredjedel af de forsamlede, og resten var fordelt på personale og gråhårede børn ligesom mig. Musikken var placeret i hjørnet, Carl på harmonika og Henning på elguitar, og til at styre de mange, mange sange og salmer, vi sang fra Det Store Sanghæfte, blev hver gang den samme udpeget – “Synger du for, Carl Martin?!”

Det var faktisk meget godt at få trænet julesangstemmen lidt inden juleaften. Jeg sad og kom i tanker om, hvor dirrende og anstrengt min stemme plejer at være, når vi når til den sidste og meget hurtige sang rundt om træet. I år kræver familietraditionen, at vi synger 13 sange – en for hvert hjerte i den kærlige krans – så det er bare med at have luft nok i sangstemmen.

Ind i mellem alt det syngeri blev der serveret ribbensteg med det hele og risalamande med det hele. Nogle skulle nødes, og nogle skulle endelig ikke have skålene stående foran sig, “for så ta’r han selv!!”, og jeg kunne se på den pågældendes omfang, at han har haft alt for let adgang til skålene tidligere i sit liv.

Et par stykker sad og fik en lille lur undervejs og havde nok ikke så meget ud af festlighederne, andre nød at få snakket med de omkringsiddende, og generelt var der god stemning. Min mor er den snakkende type og havde snart en samtale i gang med Åses dreng (på omkring halvtreds), der sad ved siden af, om heste og ridestævner på Vilhelmsborg. Ikke at hun nogensinde har interesseret sig for heste, men det gjorde min far, og så ved man jo et og andet, der kan holde en samtale i gang. Det var i hvert fald rart at se.

Henne omkring kaffen og småkagerne trængte flere af beboerne til at komme hjem og stirre huller i luften, og kørestolene begyndte lige så stille at trille af sted med gråhårede børn omkring. Og da ingen kunne drikke mere kaffe, og ingen måtte få mere Baileys, spillede Carl og Henning Nissernes vagtparade, og vi sluttede af med at synge Dejlig er den himmelblå (med det sidste både skrevet i ét ord i Det Store Sanghæfte og udtalt i ét ord, da sangen blev valgt!), og så brød alle op.

Vi evaluerede kort hjemme hos mor, inden jeg kørte hjem, og var enige om, at det var en god eftermiddag,

Jul på Vesterbo

Bemærkede I det manglende r i det sidste ord? Det mangler ikke.

På lørdag skal jeg prøve noget nyt – et arrangement, der bedst kan sammenlignes med bedsteforældredag i børnehaven, bare omvendt.

Det er endnu ikke et år siden, min mor flyttede i plejebolig, og dermed er hun stadig undervejs i det første års gang på plejecenteret. I overmorgen er der julefrokost på Caféen for beboerne i Hus 3 og 4 og deres familie, og det har mor heller ikke prøvet før. Hun syntes, det ville være trist at sidde der alene, og jeg var den af os børn, der havde mulighed for at deltage.

Så på lørdag sørger jeg for at ankomme til Vesterbo tids nok til, at vi kan begynde at gå hen på Caféen (vel 80 meter) en halv times tid, før det starter – det vil ’vi’ gerne for at få en god plads. Der skal såmænd også nok blive rollatorkaos, når vi nærmer os klokken 12.

Der vil blive serveret ribbensteg med rødkål og det sædvanlige tilbehør, risalamande med kirsebærsovs og noget med ’en lille én til halsen’. Senere er der kaffe og kage, og under middagen vil Carl Jensen spille på harmonika sammen med en på et strengeinstrument, muligvis en guitar, det vidste mor ikke helt (efter på lørdag ved jeg meget mere, det lover jeg!). Carl Jensen er bedemand i sit civile liv – det var ham, der spillede til mine forældres guldbryllup, og det var ham, der begravede min far. Ved sådan et arrangement som på lørdag servicerer han således flere af sine kundegrupper samtidig; det er meget smukt og helt.

Ellers ved jeg intet om, hvad der kommer til at ske. Hvis noget overhovedet. I de to huse er der tilsammen højst 24 beboere – færre i nedgangstider, det går sommetider stærkt med udflytningen, og så har de vel alle sammen nogle slægtninge med, så vi kan godt blive mange i Caféen. Jeg er meget spændt og har næsten ingen fordomme. Jeg forestiller mig, at det i hvert fald bliver en dag fuld af gode historier, og at jeg kommer til at betragte en hel del, mens jeg tænker mit.

Måske bliver der stof både til eftertanke og til larmende beretninger her.

Jeg glæder mig faktisk, kan jeg mærke nu.

Opbrud i ældresektoren

Tre timer efter, at vi havde købt hus, blev jeg ringet op af områdelederen for hjemmeplejen i min mors kommune. Hun ville fortælle, at der var et tilbud om en plejebolig til mor, og så ville hun spørge, hvor de skulle sende det hen. Man ville nemlig gerne undgå Postdanmark for at være sikker på at få det frem i tide inden for svarfristen.

Det er nu tolv dage siden, og det er gået stærkt. Vi har set boligen, målt op, talt med personale og kommune, drøftet indgående og taget beslutninger. Enden på det er blevet, at min mor lige efter nytår flytter til den bolig, der med størst sandsynlighed bliver hendes sidste. Det bliver en stor omvæltning, og det bliver ikke let.

Tilbuddet kommer på et tidspunkt, hvor hun faktisk har det godt og klarer sig rimeligt i eget hjem. Da hun ansøgte i foråret, gik det skidt, og dengang ville hun være flyttet i samme sekund, hun havde fået muligheden. Som det går nu, havde det været fint at vente nogle måneder, måske et halvt år. Omvendt ved man aldrig, hvornår verden vender rundt, og de små besværligheder bliver til store udfordringer. Pessimismen kan pludselig tårne sig op over optimismen. Vi tør faktisk ikke sige nej til boligen.

Der er også masser af gode ting ved det nye arrangement. Mor skal flytte et par hundrede meter hen til en bolig i et plejecenter, hvor hun er vant til at komme et par gange om måneden til foredrag og musikarrangementer. Hun kan stadig gå hen og besøge sine gamle naboer og gå ture i det område, hun kender. Hun slipper for at skovle sne, vaske tøj, frygte at glemme at slukke for kogepladen, og hun får stadig sit eget sted, hvor hun kan sidde og læse avis og løse krydsord og trække sig tilbage, når hun har lyst til det. Der er nogen til at hjælpe, når hun skal have skiftet en pære, og når hun er bange for at falde i brusebadet. Der er nogen at spise og drikke kaffe sammen med. Hun kan nemt blive et friskt og oplivende element blandt beboerne i enheden, for sådan er hun nemlig også.

På den anden side er der syvtusind ting, der bliver anderledes, og det er dem, der fylder mest. Hun må ikke længere deltage i den ugentlige ældreaktivering i en anden by sammen med andre hjemmeboende gamle, som hun ellers er blevet så glad for, og hun kommer til at savne barndomsveninden Ellen, der bor lige overfor. Det ER bare ikke nemt at blive plantet om, når man er 90. På det nye sted spiser de rugbrød midt på dagen og varm mad om aftenen, og i hele hendes liv har det været omvendt. Hvordan skal lejligheden møbleres, hvad og hvor lidt skal hun have med, mon de kan lave øllebrød på den rigtige måde, hvad skal der ske med alle de ting hun IKKE skal have med, hvem skal sy gardiner, hvem skal sætte lamper op, har vi bestilt gelænder ved toilettet, skal hun kun have de blå kopper med, hvor skal hun aflevere sit vasketøj, hvor er skraldespanden i badeværelset, – alt det og meget mere ligger hun vågen og spekulerer på om natten, og det går ud over overskud og livsmod.

Der er opture og nedture, og når det er en af de tunge dage med ophobet tankemylder, som i dag, er der ikke andet at gøre end at sætte mig med telefonen og masser af tid, lytte og kommentere og forklare og lytte mere og prøve at ’tale til fornuft’, som hun selv kalder dét, jeg gør. Og det hjælper. Jeg kan høre i løbet af samtalen, at det letter. At det måske nok kommer til at gå alligevel. At der måske også er gode ting at se frem til.

Selv er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, at det hele bliver løst og vi får styr på al praktikken. Vi er gode til den slags. Men jeg må indrømme, at jeg ser frem til om en månedstid, når vi er ved at have pakket ud igen, har stillet det hele på plads og fundet de fleste af svarene.